Spørgsmål fra læserne
● Er det korrekt at omtale den nye verdens samfund som nutidens tilflugtsby? — A. P., De forenede Stater.
Hvis du gennemgår Vagttaarnet for 1. maj 1956, vil du se, at det ikke anvender udtrykket den nye verdens samfund synonymt med tilflugtsbyen. Der siges her, at tilflugtsbyen kan identificeres med den foranstaltning, Jehova træffer for at beskytte os mod at lide døden som følge af overtrædelse af den guddommelige pagt om blodets hellighed, idet vi kommer ind under og må forblive under den fortjeneste, som Jehovas ypperstepræst, Jesus Kristus opnåede gennem sin aktive tjeneste. Denne beskyttelsesforanstaltning er at finde hos Jehovas teokratiske organisation inden for den nye verdens samfund, og den må mere udtrykkeligt identificeres som Kristi sonoffers beskærmelse. Yderligere oplysninger kan hentes fra ovenstående nummer af Vagttaarnet, side 144, paragraf 10, side 145, paragraf 18 og side 146, paragraf 3.
● Hvorfor afviger Mattæus’ og Lukas’ gengivelse af Jesu stamtavle fra hinanden? Mattæus 1:1-16 nævner Jakob som fader til „Josef, Marias mand. Af hende fødtes Jesus“, mens Lukas 3:23-38 siger, at Josef var „søn af Eli“. — J. C., De forenede Stater.
I det mindste to autoriteter giver den forklaring, man må foretrække som løsningen på dette spørgsmål, nemlig at Lukas sporer Jesu jordiske slægtslinje tilbage gennem hans kødelige moder Maria, mens Mattæus følger Jesu legale herkomst gennem Josef og hans forfædre. Når vi begynder ved det ældste udgangspunkt i hvert af slægtsregistrene, hjælper ovennævnte forståelse os til at indse, hvorfor linjen deler sig efter David, idet Mattæus’ går gennem Davids søn Salomons linje, mens Lukas’ i stedet følger linjen gennem Davids søn Natan, og hvorfor de, skønt de atter mødes ganske kort i Sjealtiel og Zerubbabel, drejer af endnu en gang og følger forskellige linjer. Mattæus ender med Jakob som Josefs fader, og Lukas ender i overensstemmelse med denne forståelse med Eli, som i virkeligheden var fader til Jesu kødelige moder, Maria. — The Westminster Dictionary of the Bible (revideret udgave af 1944, side 198, spalte 1), McClintock og Strongs Cyclopædia (1882, bind III, side 773, spalte 2).
Hvorfor udelader Lukas da Maria og opfører Josef som „Elis søn“? Den ovenfor nævnte Cyclopædia siger på side 773, spalte 2: „Det er velkendt, at jøderne udelukkende regnede med mandkøn, når de opstillede deres slægtstavler, og udelod datterens navn, når en bedstefaders blod gennem hende førtes videre til dattersønnen, idet man regnede datterens mand som søn af bedstefaderen på mødrene side (4 Mosebog 26:33; 27:4-7).“ I overensstemmelse med denne regel ville Josefs navn erstatte Marias i Lukas’ beretning, selv om stamtavlen der fulgte Marias linje. Den nævnte Cyclopædia ser netop i den måde, Lukas’ beretning er affattet på, en bekræftelse af denne tanke, idet det hedder på side 774, spalte 1: „Evangelisten Lukas har nøje skelnet mellem det VIRKELIGE slægtsregister og det LEGALE ved en parentetisk bemærkning: Jesus var (efter hvad man mente) Josefs søn, (men i virkeligheden) Elis søn, — eller hans dattersøn.“ — Lukas 3:23.
Men hvorfor have to stamtavler, når én ville være tilstrækkelig, og når afvigelser mellem de to måske ville skabe forvirring? For det første ville Mattæus’ og Lukas’ tidligste læsere utvivlsomt have været kendt med ovennævnte detaljer og ville således ikke være blevet forvirrede, lige så lidt som nutidige læsere behøver at blive det, når de er fortrolige med detaljerne. For det andet tjener stamtavler, skønt de måske forekommer nogle tørre og kedsommelige, ofte et meget vigtigt og væsentligt formål. Messias’ eller Kristi stamtavle vil afgjort have særlig betydning, fordi profetierne om ham er meget bestemte med hensyn til hans nedstamning gennem de begunstigede patriarker, Abraham, Isak, Jakob og den elskede kong David. Da Jesus satte de jødiske farisæere på prøve i denne sag, spurgte han dem: „Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?“ De svarede ham: „Davids.“ (Matt. 22:42) At Jesus var Messias, måtte bevises genealogisk!
Derfor er det fornuftigt at mene, at de to forfattere, Mattæus og Lukas, under Jehovas ånds ledelse ville fastslå Messias’ afstamning med dobbelt sikkerhed. Mattæus var ivrig efter at påpege profetier, som blev opfyldt af Jesus, hvilket vil kunne ses ved blot at læse de få vers fra Mattæus 2:1 til 2:18. Og da Lukas kom til og stilede sin beretning til den „højædle Teofilus“, var det ikke med det formål blot at skrive en gentagelse uden nogen bestemt idé. Lukas gjorde sig megen umage for „nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det . . . i rækkefølge“, så at Teofilus fuldt ud måtte kende, hvor pålidelige de ting var, hvorom han var blevet undervist mundtligt. (Lukas 1:1-4) Hvorledes kunne Lukas nå dette formål bedre end ved at komplettere Mattæus’ beretning, som viste Jesu legale herkomst gennem hans fosterfader Josef, med en anden beretning, der viste hans kødelige herkomst gennem jomfru Maria, især da Jesu slægtslinje i begge tilfælde gik gennem Abraham, Isak, Jakob og den allervigtigste: David? De to beretninger står som „to vidners udsagn“ og giver dobbelt vished for, at Jesus er Messias. — 5 Mosebog 19:15.
Yderligere omtale af dette spørgsmål findes i Vagttaarnet for 1. oktober 1950, side 308, og en sammenligning samt en opstilling af de to slægtsregistre findes i bogen „Riget er nær“, siderne 36 til 39.
● Jeg vedlægger et udklip fra Milwaukee Journal af 10. januar 1957. Det er et billede af jordanske fårehyrder, der leder deres flokke ud på græs i bjergene nær Jerusalem. Det er et United Press fotografi, og det synes at svække beviset for, at Kristi fødsel ikke fandt sted ved vintertid. — B. B., De forenede Stater.
Vi har modtaget breve fra andre, som har gjort lignende iagttagelser, og de siger, at i betragtning af klimaet i Palæstina kan det, at fårene var ude om natten, ikke tages som bevis for, at Jesus ikke kunne være født den 25. december. Det skal imidlertid bemærkes, at endskønt flokke kan tages ud på græs i Palæstina i regntiden, når vejret tillader det, svarer dette dog ikke til det, der omtales i Lukas 2:8, nemlig at hyrderne var ude for at vogte deres hjorde om natten; det vil sige, at de var et godt stykke borte fra de hjemlige fårefolde og opholdt sig sammen med fårene ude på marken dag og nat. Noget sådant ville ikke være tilfældet i regntiden, hvor vejret var usikkert. Herom udtaler dr. Clarke:
„Det var skik og brug blandt jøderne at sende deres får ud i ørkenen omkring påsketid og bringe dem hjem ved tidligregnens begyndelse: i den tid, de var ude, vogtede hyrderne dem nat og dag. Da påsken faldt om foråret, og tidligregnen begyndte tidligt i Marchesvan måned, som svarer til en del af vor oktober og november, ser vi, at fårene var ude i det åbne land hele sommeren igennem. Og da hyrderne endnu ikke havde bragt deres hjorde hjem, er det et antageligt bevis for, at oktober endnu ikke var begyndt, og at vor Herre følgelig ikke blev født den 25. december, hvor der ingen hjorde var på marken; han kunne heller ikke være blevet født senere end september, da flokkene stadig var på marken om natten. Netop på dette grundlag må tanken om, at Jesus er født i december, opgives. At hjordene græssede på marken om natten, er et kronologisk faktum, som kaster betydeligt lys over dette omstridte emne.“ (Clarkes Commentary, bind 5, side 370) McClintock og Strongs Cyclopædia fremsætter et lignende argument og bemærker yderligere, at folketællingen — ikke skatteudskrivningen — „som gjorde en rejse nødvendig (Luk. 2:2, ff.), ikke ville være blevet beordret på denne tid“. — Bind 4, side 877.
At fårene græsser i Palæstina i vintermånederne, er således intet bevis for, at Jesus kunne have været født i december, for det, det drejer sig om, er, at hjordene og hyrderne var ude nat og dag. Noget af det, der hjælper os til at fastsætte Jesu fødsel til omkring 1. oktober, er, at Johannes Døbers fader, som var præst i Abias skifte, blev fader til ham cirka seks måneder, før Jesus blev født, og at Jesus ved sin død i midten af den halvfjerdsindstyvende uge ugyldiggjorde ofrene under den gamle lovpagt, som forudsagt i profetien i Daniel 9:24-27. Nærmere redegørelse indeholdes i Vagttaarnet for 1955, siderne 15 og 16, og i „Dette Betyder Evigt Liv“, kapitel 8.