Skal stenene råbe det ud?

„Hvis disse forblev tavse, ville stenene råbe.“ — Lukas 19:40, NW.

1. Hvordan lægges Jehovas overhøjhed for dagen?

JEHOVA Guds overhøjhed lægges klart for dagen gennem måden for udførelsen af hans hensigter. Det var Jehova, som sagde: „Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ (Es. 46:11) Med legende lethed og fuld sikkerhed udfører han alt, hvad han har sagt, han vil gøre, til den nøjagtigt forud fastsatte tid. En af Jehovas udtalte hensigter er den at omstyrte og endelig tilintetgøre Satan, den gamle slange, og hele hans afkom, den synlige og usynlige organisation. (1 Mos. 3:15; Es. 14:24-27; 2 Pet. 2:9; Jud. 6, 7; Åb. 20:2) Den Højeste har ganske klart ladet det blive kendt, hvordan og i hvilken tidsperiode han agter at gøre det. Hvilken leder blandt mennesker og nationer i denne verden ville afsløre sin taktik og angrebsdagen over for en fjende? Man ville betragte ham som en tåbe, og han ville løbe risikoen for at blive slået. Men det skyldes den omstændighed, at ingen leder på denne jord kan føle sig sikker i sin overlegenhed. Jehova er anderledes. Hans overhøjhed er en kendsgerning. Ingen storm, ingen vandflod og intet jordskælv kan hindre ham, eftersom han er herre over disse ting. Ingen handlinger fra fjendens, Satans og hans organisations, side har mindste mulighed for at vinde overhånd over den magt, Jehova udsender. Hvad enten fjenden vælger at angribe eller at trække sig tilbage og skjule sig, vil intet af dette kunne forhindre Jehovas udøvende embedsmand, Kristus Jesus, i at udrydde dem. (Amos 9:1-4) I dag er deres sidste time meget nær.

2. På hvilken måde har Jehova vist barmhjertighed mod dem, som modstår ham?

² Endskønt de ondes dom blev beseglet af Jehova, dengang oprøret fandt sted, tillades det dem, som Jehova har dømt til udslettelse, at fortsætte til den fastsatte tid for dommens håndhævelse med at bedrage og tage dem til fange, som ikke har kundskab om den Højeste og hans hensigter og derfor har øvet uret. I al den tid har Jehova været tålmodig med dem, som har modstået ham. I sin ufortjente godhed mod mennesker har han tilladt dem, som har været ofre for Satans onde organisation, at tilegne sig kundskab om den almægtige Guds hensigter og således få mulighed for at undslippe udslettelse sammen med Djævelens verden. (2 Pet. 3:9) Inden Jehova tager skridt til at straffe dem, som handler ondt, advarer han dem altid på forhånd. Jesus udtrykte det således: „Derfor sagde Guds visdom også: Jeg vil sende dem profeter og apostle.“ (Luk. 11:49, NW) Hertil kan føjes Guds klare ord, nedskrevet i Jeremias 35:14, 15: „Jeg har talet til jer årle og silde, uden at I ville høre mig. Jeg sendte alle mine tjenere, profeterne, til jer årle og silde, for at de skulle sige: Omvend jer hver fra sin onde vej, gør gode gerninger og hold jer ikke til andre guder, så I dyrker dem; så skal I bo i det land, jeg gav jer og jeres fædre.“ Hvor barmhjertig har Gud ikke været!

3. Hvilket særligt hensyn blev der vist Israels kødelige efterkommere ved, at Jesus blev sendt til jorden?

³ En af Guds barmhjertighedsgerninger var at sende den største profet, Jesus, til jorden. Det har sat spor, som det har været Djævelens verden umuligt at udviske. I henved tre og et halvt år gav Jesus al sin tid og energi til at underrette folket om Jehovas rige og hans hensigter i forbindelse dermed. Han tog rundt til byer og landsbyer, til kysten og til bjergene, og alle vegne fortalte han om sin himmelske Faders overhøjhed. Han arbejdede blandt Israels efterkommere, et folk, der skulle have kendt Jehova og tjent ham, men som var bukket under for uren tilbedelse. Gud havde givet disse israelitter mange profetier, der pegede hen til Jesus og de ting, han skulle gøre, men flertallet iblandt dem ønskede ikke at anerkende og tage imod Guds søn. Dog var der mange, som elskede retfærd, og som derfor lyttede til Jesu formaning i forståelse af, at de profetier, der var nedskrevet om hans komme, nu opfyldtes. Disse, som vendte om fra deres onde vej og fulgte Sønnen, høstede stor gavn deraf; de indtog en stilling, der gjorde det muligt for dem at opnå evigt liv. — Joh. 3:16, 17.

4, 5. I hvilken henseende var Jesu virksomhed en prøve for Guds pagtsfolk, og hvilket udfald fik den for dem?

⁴ Det var en tid, da den Højeste satte sit pagtsfolk, Israel, på dets største prøve. Hvad den enkelte gjorde, ville blive en dom over ham selv; han ville enten lytte til Guds budskab eller vrage det. Jesus sagde: „Han, som ikke udviser tro, er allerede blevet dømt, fordi han ikke har udvist tro på Guds enbårne søns navn. Dette er dommens grundlag, at lyset er kommet ind i verden, men mennesker elskede mørket mere end lyset, fordi deres gerninger var onde.“ (Joh. 3:18, 19, NW) Herom herskede der heller ingen tvivl. Mange modtog en uigenkaldelig dom til undergang på grundlag af deres onde handlinger, som Jesus sagde det med rene ord: „Slanger, øgleunger, hvordan kan I flygte fra Gehennas dom?“ (Matt. 23:33, NW) Disse fulgte ikke budskabet fra Gud, som Jesus overbragte, derfor blev det et vidnesbyrd imod dem.

⁵ På den anden side valgte nogle af dem, som troede på Guds søns forkyndelse, at følge Læreren, og de tog det arbejde op at udbrede budskabet, som han lærte. Jesu disciple blev udsendt af ham til at prædike det. (Matt. 10:5; Luk. 10:1) Mange fulgte Jesus rundt på hans rejser og hørte ham undervise, og nød således den forret at være sammen med Kristus Jesus, mens han var i kødet.

6, 7. a) Hvilke profetier opfyldte Jesus for hele folket henimod slutningen af sin jordiske tjenergerning? b) Kunne nogen have forhindret opfyldelsen deraf?

⁶ I overensstemmelse med Guds profeterede hensigter skulle Jesus ikke fortsætte sin gerning på jorden i det uendelige. Profeten Daniel nedskrev for eksempel i den sidste del af sit 9. kapitel det nøjagtige tidspunkt, da Messias skulle „bortryddes“ i døden, og Jesus vidste besked hermed. Hen mod slutningen på sin jordiske tjeneste rejste Jesus østfra i retning mod Jerusalem. Han vidste, at der endnu var nogle profetier, der skulle opfyldes vedrørende ham, og beretningen fortæller os: „Og da han nærmede sig Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted og sagde: Gå ind i den landsby, I kan se herfra, og når I er kommet ind i den, vil I der finde et føl bundet, som aldrig noget menneske har siddet på. Løs det og bring det hid. . . . De, som blev sendt ud, gik og fandt det, sådan som han havde sagt til dem. . . . Og de førte det til Jesus, og de kastede deres kapper på føllet og satte Jesus på det. Som han red frem, vedblev de at kaste deres kapper på vejen. Så snart han kom i nærheden af vejen ned fra Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren at glæde sig og prise Gud med høj røst for alle de undergerninger, de havde set, og sagde: Velsignet er den, der kommer som kongen i Jehovas navn! Fred i himmelen, og ære i det høje!“ — Luk. 19:29-38, NW.

⁷ Med dette kraftige offentlige vidnesbyrd måtte hele landets befolkning nødvendigvis høre, hvem der var Jehovas konge. Mattæus’ beretning viser, at han red ind i selve Jerusalem; overalt talte man om denne begivenhed. Sådan måtte det være, eftersom Jehovas profeti havde lydt: „Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl.“ (Zak. 9:9; se også Sl. 118:22-26) Denne lejlighed burde have fået hele Judæa til at fryde og glæde sig som aldrig før. Deres konge var midt iblandt dem! Men glædede de sig? De fleste gjorde det ikke. Nogle satte sig imod denne offentlige lovprisning af Jehova: „Men nogle af farisæerne blandt skaren sagde til [Jesus]: Lærer, irettesæt dine disciple. Men som svar sagde han: Jeg siger jer, hvis disse forblev tavse, ville stenene råbe.“ (Luk. 19:39, 40 NW) Og Jesus havde ret, selv stenene ville have råbt. Det var Jehovas vilje, og hvem kunne forandre eller hindre denne kundgørelse? Dog modstod disse religiøse ledere, farisæerne, Jehovas konge og rige og ønskede kun, at deres regime, der tillod dem at blive fede på befolkningens bekostning i almindelighed, skulle bestå. Dette havde Jehova også forudsagt.

Advarsel om undergang

8. Hvilken profeti fremholdt Jesus foranlediget af flertallets reaktion, og hvordan blev den opfyldt?

⁸ Jesu tjeneste på jorden nærmede sig sin afslutning, men inden han døde, skulle hans budskab og kærlighedsgerninger gøres kendt for alle. Selv om en stor skare disciple hyldede Jesus som konge, forkastede de fleste israelitter ham og det frelsesbudskab, som han bragte. De tillod Satan at holde dem i mørke, i særdeleshed gennem religiøse hyrder som farisæerne. Dersom de ikke ville tro et så magtfuldt vidnesbyrd, som da blev aflagt, men stadig ville klynge sig til deres selviske og onde vej i modstrid med Guds vej, hvad var der så tilbage for dem? Frugterne af deres urette handlemåde fremgår af den profeti, Jesus fremholdt på det tidspunkt: „Og da han kom nærmere, så han byen og græd over den og sagde: Dersom du, ja du, på denne dag havde fattet de ting, der har med fred at gøre — men nu er de blevet skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal bygge en fæstningsvold med skarpe pigge om dig og omkredse dig og trænge dig fra alle sider, og de skal slå dig og dine børn hos dig til jorden, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke erkendte tiden, da du blev besøgt.“ (Luk. 19:41-44, NW) Som et yderligere bevis for, at byen var håbløs ond, blev Jesu disciple, der blev tilbage efter hans død for at fortsætte med at videregive livets budskab, mishandlet, forfulgt og dræbt. (Matt. 23:33-36) Inden den generation, der da levede, uddøde på naturlig vis, kom de romerske hære op imod Jerusalem (år 70 e. Kr.) og tilintetgjorde byen fuldstændig og påførte den store lidelser og tab af liv.

9. Nævn nogle eksempler på, hvorledes Jehova advarede ugerningsmænd.

⁹ Nej, det var ikke første gang, Jehova havde ladet et advarende vidnesbyrd lyde. På Noas tid blev der givet folket grundig advarsel og besked, inden Vandfloden kom. I Ægypten fortalte Jehovas vidner, Moses og Aron, om de ting, Gud ville lade ramme nationen, og som også ramte den. Til sidst mødte Ægyptens hære deres undergang, i det Røde Hav. Inden Guds nation drog ind i det forjættede land, var Jehovas ry nået viden om på grund af hans undergerninger, og indbyggerne dér havde fået en advarsel om, hvad der ville komme. Jerusalem blev tilintetgjort i året 607 f. Kr. efter mange forudgående offentlige bekendtgørelser herom ved Jehovas profeter.

10. Høstede nogen gavn af advarslerne?

¹⁰ De, som gik ind i arken på Noas tid, blev bevaret i live ind i en ny verden som følge af, at de havde givet agt på Jehovas ord, men de var kun få. (1 Mos. 9:18) Nogle ikke-israelitter troede på Jehova og drog sammen med Israel ud af Ægypten, hvorfor de blev bevaret i live og kunne tilbede den Højeste. I det forjættede land tog Rahab og det gibeonitiske folk standpunkt for Jehovas tilbedelse, og de frelste deres liv. (Jos. 6:25; 9:26) De, som flygtede fra Jerusalem efter profeternes myndige råd, undgik at blive ødelagt sammen med Jerusalem, men det var kun et lille mindretal. Dette er bevis for, at de advarsler, Jehova udsender, hjælper dem, som stoler på, hvad han siger, til deres frelse. Advarselen gives ikke forgæves.

11. Hvilken tid er vi nu nået frem til, og hvilken advarsel lyder nu?

¹¹ Nu er tiden atter udløbet for disse onde, som stiller sig i vejen for udførelsen af Jehovas hensigter. Tiden er inde, da den nye verden overtager magten. Jehovas konge, Kristus Jesus, er blevet indsat på tronen, og jorden skal renses for al uretfærdighed og ondskab. Som i fortiden vil Jehova lade sine hensigter kundgøre offentligt til advarsel for alle landets indbyggere og til gavn for dem, som ønsker at redde deres liv. Om denne tid sagde Jesus: „Og dette gode budskab om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Ja, i dag er der Jehovas vidner på jorden, der fortæller de gode nyheder og gør kendt for alle, at Jehova om kort tid vil skride til handling ved Kristus for at udslette de onde fra jordens overflade.

12. Hvorledes tager folket imod advarselsbudskabet?

¹² Hvorledes reagerer folk, der hører dette budskab? De reagerer omtrent på samme måde, som de gjorde over for Jehovas vidner i tidligere tider: flertallet af folket ignorerer eller modstår åbenlyst forkyndelsen af budskabet, mens et mindretal lytter, tror og søger at opnå sikkerhed og udfrielse. De fleste håner budskabet om Riget og advarselen, når de hører derom, eller finder det latterligt, at nogen skulle være „så tåbelig“ at forkynde det. Nogle hører det flere gange, og for dem er det som for folket på Ezekiels tid: „Og se, du er dem som en, der synger en elskovssang med liflig røst og er dygtig til at spille; de hører dine ord, men gør ikke derefter. Men når det kommer — og se, det kommer — skal de kende, at en profet har været iblandt dem.“ (Ez. 33:32, 33) I virkeligheden er det ikke af større betydning for dem end de kærlighedssange, de til overflod hører i radioen. Den eneste måde, hvorpå de vil blive overbevist om sandheden af Jehovas budskab, er ved at erfare Harmagedonslaget, hvor Jehova knuser alle sine fjender. Det skal visselig ske. — Jer. 25:32, 33; Åb. 16:16.

13. På hvilken måde blev budskabet forkyndt før i tiden?

¹³ Når vi kaster vort blik tilbage til fortiden for at undersøge, hvordan vidnesbyrdet da blev aflagt, ser vi, at Jehovas vidners udrustning var temmelig begrænset, men dog tjente sit formål. Næsten alt skete ved hjælp af det talte ord, men ofte lod Jehova noget iøjnefaldende finde sted, som for eksempel da Noa byggede arken, plagerne ramte Ægypten, Jordans vande blev standset, for at israelitterne kunne gå over, eller Jesus udførte mirakler. Det skrevne ord blev også benyttet, idet bogruller med Guds ord blev læst op for folket. Jesus læste offentligt højt fra en sådan rulle, men de var ikke almindeligt eje, som tilfældet er med bøger i vore dage. Jeremias lod et budskab nedskrive i en bogrulle. (Jer. 36:2) Men uanset, hvorledes budskabet blev offentliggjort, det gik altid i opfyldelse. Guds ord bliver altid fuldbyrdet. — 4 Mos. 23:19; Hebr. 6:18.

14, 15. Hvilke fordele har Jehovas vidner i vor tid i forkyndelsen af budskabet verden over?

¹⁴ Hvorledes forholder det sig med Guds vidner i vor tid? Nu til dags benytter kristne mange flere hjælpemidler i forkyndelsen af det offentlige vidnesbyrd. Det talte ord er stadig et af de mest effektive midler i forkyndelsen. Dertil har vi forståelsen af mange bibelske profetier, fordi de nu er ved at opfyldes og derfor kan forstås af sandhedssøgende mennesker. Langt flere mennesker jorden over er i stand til at læse end nogen sinde før i historien, og det passer godt med masseproduktionen af bibler, bøger, blade og traktater med budskabet om Riget. Millioner eksemplarer af bibler og bibelhåndbøger udbredes af Jehovas vidner hvert år på over hundrede sprog. Dette ville ikke have været muligt på Jesu tid eller tiden forud derfor.

¹⁵ Eftersom det er i overensstemmelse med Jesu ord, at dette budskab skal nå ud til jordens ender i disse „sidste dage“, er det forøgede rejsetempo, de hurtige samfærdselsmidler, der muliggør en prompte forsendelse af det trykte rigsbudskab, en stor fordel. Desuden er der det verdensomspændende postvæsen, hvorigennem nyhederne om Riget kan videresendes. Radio og television tages også i begrænset omfang i brug af Jehovas vidner. Telefonen spiller ligeledes en rolle i udbredelsen af de gode nyheder.

16, 17. Hvorledes har Jehova i disse „sidste dage“ gjort det muligt for så mange at være hans vidner, og hvordan har det gavnet vidnerne?

¹⁶ Ligesom en stor skare af disciple ved afslutningen af Jesu jordiske tjenergerning løftede deres stemmer i højlydt offentlig lovprisning og forkyndte den salvede konges nærværelse, således sker det nu i vor tid, da højdepunktet for arbejdet med forkyndelsen er ved at nås, at Jehova har oprejst en stor skare vidner for at lade folkene vide, hvad der er hans hensigter. Overalt finder man dem i færd med at forkynde budskabet mundtligt, hvor de end er. De går fra hus til hus, afholder offentlige møder, udbreder blade og løbesedler, går med plakater og afholder bibelstudier i folks hjem. Selv de, der er gamle og svagelige, finder udvej til at være med i forkyndelsen af de gode nyheder ved at tale til dem, som kommer i deres hjem, eller skrive breve til venner og bekendte, telefonere til venner og fremmede, sende litteratur pr. post eller læse for andre syge, de kommer i berøring med.

¹⁷ Jehova gør det således muligt for alle, der ønsker at være Kristi efterfølgere, at tage del i den gerning at gøre hans hensigter kendt. Indbydelsen er blevet givet, og vejen står åben for alle, som ønsker at være med til at fremholde håbets budskab for enhver, som gerne vil overleve denne verdens ende, den verden, Satan har frembragt. Folk i almindelighed ser denne udfoldelse af kristen aktivitet og regner den for dåragtig, og dog er sandheden den, at den udgør et af de krav, der stilles til opnåelse af evigt liv i den nye retfærdsverden. (Rom. 10:10; 1 Kor. 1:18, 21, 25; 1 Tim. 4:16) Hvem ville derfor ikke ønske at være med i den offentlige forkyndelse af budskabet om Riget?

18, 19. Hvad gør det muligt for os at vedblive med dette arbejde, til trods for store anstrengelser for at standse Jehovas vidners forkyndelse af advarselsbudskabet, og hvad opmuntrer os til at fortsætte med forkyndelsen?

¹⁸ Efterhånden som det store højdepunkt nærmer sig, raser den gamle slange og griber ind over for Guds tjenere og forfølger dem. (Åb. 12:17) Folk i denne verden søger at få Jehovas vidner til at ophøre med deres forkyndelse, de søger at skræmme Guds tjenere. Men ved at være stærke i troen på grundlag af kundskab om Gud kan Jehovas vidner vedblive med deres vidnearbejde. Der er intet at frygte. Jehova har givet dem en leder og øverstbefalende i Kristus Jesus, og han vejleder vidnerne i deres arbejde ved den hellige ånds hjælp. Linierne for Satans organisation og stridsspørgsmålet er klart trukket op. Jehova har lovet at give sine tjenere, hvad de har behov, og at beskytte dem. Tiden er inde til at tænke på og tale om Jehovas majestæt og alle de undergerninger, han har udført. (Sl. 145) Kampen vil blive hed. Hvilken vidunderlig erfaring vil det ikke blive at stå midt i den og se Jehovas sejr! „Den, der sidder i den Højestes skjul og dvæler i den Almægtiges skygge, siger til Jehova: Min tilflugt, min klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. Falder end tusinde ved din side, ti tusinde ved din højre hånd, til dig når det ikke hen; du ser det kun med dit øje, er kun tilskuer ved de gudløses straf.“ (Sl. 91:1, 2, 7, 8) Da vil du blive forundret over den styrke, Jehova skænker.

¹⁹ Vi må altid tro på Jehovas løfter. Vi må stole på ham. Vi må have fuldstændig tillid til hans sandhedsord. Det er derfor, at det er blevet bevaret lige indtil denne dag. Profetierne blev skrevet til vort gavn: „Thi alt, hvad der forhen er skrevet, er skrevet til vor belæring, at vi gennem vor udholdenhed og gennem trøsten fra Skriften kan have håb.“ (Rom. 15:4, NW) Dersom vort sind er fyldt med kundskaben om skrifternes indhold, vil vi være stærke, og vi vil vide, nøjagtigt hvad vi skal gøre.

Forskellen mellem Jeremias og Urija

20. a) Hvilke to muligheder står os åbne nu? b) Hvad gjorde Urija, og hvorledes kan vi høste gavn af beretningen om hans adfærd?

²⁰ Vi ser, at der er to muligheder, vi kan vælge imellem: enten at være trofaste eller troløse, frygtløse eller frygtsomme. Jeremias’ profeti skulle være os en stor hjælp i denne henseende. Under kong Jojakims regering, nogle få år før Israels fangenskab i Babylon, forudsagde to forskellige profeter Jerusalems kommende ødelæggelse. Den ene var Urija, Sjemajas søn. Han fremholdt Jehovas budskab imod Jerusalems ondskab og forkyndte den visse undergang. Hans profeteren imod byen og landet kom kongen og de ledende mænd i Jerusalem for øre. Kongen søgte at finde på en udvej til at dræbe Urija. Rygtet om kongens hensigt nåede Urija. Det blev en prøve for ham, der ville vise, hvorvidt han elskede Jehova og stolede på ham. Rædsel slog Urijas sind, og i panik flygtede den skræmte profet til Ægypten. Han søgte tilflugt i en anden del af Djævelens synlige organisation, der ikke ydede ham den mindste beskyttelse. Kong Jojakim sendte mænd ned til Ægypten og fik ham udleveret. Da den troløse profet kom tilbage til sit hjemland, lod kongen ham hugge ned med sværdet og kastede hans lig hen, hvor småfolk blev begravet. Urija viste ikke udholdenhed i den vidnegerning, han havde fået anvist, og mistede derfor Jehovas beskyttelse og forspildte sit liv. — Jer. 26:20-23.

21, 22. a) Hvem forkyndte det samme budskab, og hvorfor foruroligede Urijas død ham ikke? b) Hvordan er Jeremias i dag et eksempel for Jehovas vidner?

²¹ Den anden profet, der fremholdt domsbudskabet fra Jehova på det tidspunkt, var Jeremias. Hvilken virkning ville drabet af Urija få på ham? Ville Jeremias blive bange? Jeremias var begyndt at prædike, da han var ganske ung, og han gennemgik mange prøver, inden hans fyrretyve års forkyndelse ophørte med Jerusalems ødelæggelse. Hans kundskab voksede i disse år og ligeledes hans tro på Jehova. Han prædikede i fængsel og uden for fængsel. Han blev pryglet og sat i gabestok. Han blev truet med døden som en oprører imod byen og ført for retten. Alt dette skyldtes hans forkyndelse. Han forkyndte for fyrsterne, præsteskabet, det jævne folk og for kongen. Jeremias havde set Jehovas beskyttelse over sig under så mange erfaringer, at han ingen frygt nærede, på det tidspunkt Urija blev dræbt. Jehova bevarede Jeremias i live ved den lejlighed, da der endnu skulle forkyndes imod den onde by. — Jer. 26:24.

²² Endskønt Jerusalems ødelæggelse ikke indtraf eet eller to år efter, at Jeremias begyndte sin forkyndelse, blev han ikke træt. Han vedblev med at sige det, Jehova bød ham at sige, og derfor havde han altid ret. På trods af ethvert angreb imod ham, holdt Jeremias fast ved den opgave, han havde fået tildelt, og lagde fuld tillid for dagen til den magt, som stod bag ham. Der var i hobetal af spottere og falske prædikanter, der forsøgte at bringe sandfærdigheden af Jeremias’ profeteren i tvivl, ligesom falske profeter og gejstlige den dag i dag spotter Jehovas domsbudskab over Satans gamle verden. (2 Pet. 3:3) Et fremtrædende eksempel herpå var Hananja, der levede i kong Zedekias’ fjerde regeringsår.

23. a) Hvilket budskab forkyndte Jeremias på Hananjas tid? b) Hvad forkyndte Hananja, og hvorledes straffede Jehova denne falske profet?

²³ Jehova havde påbudt Jeremias at lave et åg og lægge det om sin hals og bruge det til at indskærpe folket, hvorledes Jehova ville benytte kongen af Babylon som sit domsredskab til at gøre dem til slaver. Jeremias gav Zedekias dette budskab fra Jehova: „Hør ikke på profeternes ord, når de siger til jer: I skal ikke komme til at trælle for Babels konge; thi løgn profeterer de jer. Jeg har ikke sendt dem.“ (Jer. 27:14, 15) Dog fortsatte de falske profeter, og Hananja iblandt dem. Han sagde lige det modsatte af, hvad Jeremias sagde, idet han fortalte folket, at inden to år var gået, ville de landflygtige i Babylon være vendt tilbage og kongen af Babylons åg være brudt. Hananja gik så langt som at bryde det træåg, Jeremias havde lavet. Derefter kom Jehovas ord til Jeremias, og Gud sagde, at skønt træåget var blevet brudt, ville Jehova erstatte det med et jernåg; og alle ville tjene kongen af Babylon, selv markens dyr. Endvidere fik Jeremias påbud om at sige: „Hør, Hananja! Jehova har ikke sendt dig, og du har fået dette folk til at slå lid til løgn. Derfor, så siger Jehova: Se, jeg slænger dig bort fra jordens flade; du skal dø i år, thi du har prædiket frafald fra [oprør imod, AS] Jehova.“ (Jer. 28:15, 16) Derpå viste Jehova, hvilken profet han støttede: i den syvende måned i det år døde Hananja.

24. a) Hvori finder den profetiske beretning om Hananja opfyldelse i dag? b) Hvad gør Jehovas vidner nu med de falske profeter?

²⁴ På Jeremias’ tid stolede disse falske profeter ikke på Gud, men på Ægyptens hjælp. I dag stoler de falske profeter, indbefattende gejstligheden og de internationale politikere, ikke på Gud, men de sætter deres lid til verdslig magt, deres egen magt, til at opfylde deres egne selviske ønsker. Ligesom Jerusalems indbyggere ikke erkendte den synd, der gjorde det nødvendigt for Jehova at lade dommen ramme denne by, således erkender de folk, der nu støtter organiseret og fordærvet religion og de Forenede Nationer, ikke dette onde tingenes systems synder, og at det er Guds vilje, at alle, som ønsker at leve, frivilligt må indordne sig under Kristi Jesu herredømme i den nye verden. Hananja profeterede falsk og vandt folkets støtte, og det lod sig forføre af hans lokkende ord. I dag profeterer præsteskabet og verdenspolitikerne falsk, idet de siger, at alt vil fortsætte som hidtil, for at holde folket i uvidenhed om Guds hensigter. Det betyder derfor en kamp imod disse falske profeter for Jehovas vidner at fortsætte med at overbringe folket budskabet, for at det kan få lejlighed til at blive rigtigt underrettet. Deres arbejde er ikke en kamp imod mennesker, men en forkyndelse af sandheden, der er en kamp imod onde systemer, som er organiseret og opretholdes af Djævelen. Jehovas vidner ved, at Jehova snart ved døden vil bringe dem til tavshed, som nu profeterer falsk om Djævelens systemers beståen. Det er sandt, at ingen med held kan modstå Jehova.

25. Hvorledes udførte Jeremias to slags arbejde under sin forkyndelse?

²⁵ Dengang Jeremias begyndte at profetere, havde Jehova sagt til ham: „Nu lægger jeg mine ord i din mund. Se, jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante.“ (Jer. 1:9, 10) Budskabet skulle derfor ødelægge den falske profeteren og underrette om ondskabens udryddelse, samtidig med at det skulle være opbyggende og indgyde håb i deres hjerter, som elskede retfærdighed. Jeremias talte om indgåelsen af den nye pagt og genoprettelsen af Jehovas retfærdsstyre. Han talte om Jehovas godkendelse af rekabitternes trofasthed, disse ikke-israelitiske efterkommere af Jonadab. Han gav forvisning om den trofaste ætioper Ebed-Meleks frelse. Han sagde til dem, som ønskede at redde sig, at de skulle flygte fra det onde Jerusalem, og Jehova forårsagede, at belejringen af Jerusalem blev hævet en kort tid, hvilket gav dem, som troede, god lejlighed til at undslippe. Ja, Jeremias’ forkyndelse var et håbets budskab for dem, som hadede den onde fremfærd og de slette mennesker i Jerusalem; for dem var det et befrielsesbudskab.

26. Hvordan udfører Jehovas vidner på lignende måde to slags arbejde?

²⁶ I opfyldelsen af profetien udfører Jehovas vidner i dag et dobbelt arbejde, forkyndelsen af denne onde sataniske verdens oprykning og omstyrtelse (Matt. 15:13) med alle dens falske lærdomme, og opbygningen af en stor skare mennesker i troen, der fører til liv. (Åb. 7:9) Jehovas tjenere planter sandhedsbudskabet i retsindige menneskers hjerte ved at studere Bibelen med de lærvillige, og dette frembringer frugt efter omhyggelig pasning. (Matt. 13:23) Således vinder de frelsens ord og søger tilflugt og liv gennem Jehovas organisation.

Fastholden ved tidens budskab

27, 28. a) Hvilken tildragelse kunne have fået Jeremias til at tvivle på Jehovas ord, men hvorfor gjorde den det ikke? b) Hvorledes sås Jeremias’ absolutte tillid til Jehova og hans ord under hans hemmelige samtale med kongen?

²⁷ Dengang belejringen af Jerusalem midlertidigt blev hævet, troede Jeremias ikke derfor, at Jehovas ord var kommet til kort. Han fortsatte sin forkyndelse af dommene over Jerusalem og sagde: „Kaldæerne skal vende tilbage og angribe denne by, indtage og afbrænde den.“ (Jer. 37:8) Han vedblev at fremholde Jehovas ord og gav Zedekias og folket mange advarsler. Blandt andre falske anklager blev han også beskyldt for at ville løbe over til fjenden, og han blev kastet i fængsel.

²⁸ Det var henimod slutningen af Jeremias’ profeteren imod Jerusalem, mens han endnu var i fængsel, at han blev kaldt til kong Zedekias. „Men kong Zedekias sendte bud og lod ham hente; og kongen spurgte ham i al hemmelighed i sit palads: Er der et ord fra Jehova?“ Hvad ville Jeremias nu sige? Han stod her ansigt til ansigt med landets øverste hersker. Ville han pludselig blive bange i hans nærværelse? Ville han frygte for, at den kongelige garde ville styrte sig over ham og dræbe ham, hvis han fortalte sandheden, således som Jehova havde befalet ham? Bibelen antyder ikke den mindste tøven hos Jeremias: „Ja, der er: Du skal overgives i Babels konges hånd.“ (Jer. 37:17) Hvorfor ikke frimodigt forkynde budskabet? Jehova kunne beskytte Jeremias dér lige såvel som ethvert andet sted. Kong Zedekias havde ikke ændret sin troløse færd; han havde ikke renset Jerusalem for spottere og dæmontilbedelse. Guds dom over ham var derfor stadig den samme. Jeremias ikke så meget som blinkede i kongens nærværelse. Hvad han sagde, sagde han frimodigt. Han talte klart. Der herskede ingen tvivl. Det var Jehovas urokkelige budskab!

29. Hvilke velsignelser og forrettigheder modtog Jeremias fra Jehova som følge af sin tro og loyalitet?

²⁹ Som Jehovas uforanderlige ord havde sagt, kom Jerusalems undergang. Jeremias fik den forret at være vidne dertil, at gennemleve den, fordi han var loyal, trofast og frygtløs og fremholdt vidnesbyrdet lige indtil enden. Hvilken vidunderlig forret blev ikke hans: at se Jehovas domme blive håndhævet og alt det ske, som han af Jehova var blevet brugt til at forkynde! Jehova bevarede ham. På Nebukadnezars, kongen af Babylons, særlige befaling blev Jeremias ikke ført til Babylon for at trælle i fangenskab der, men han fik sin fulde frihed til at blive og leve i sit hjemland, og der blev fundet ham et sted, hvor han kunne opholde sig. — Jer. 39:12, 14; 40:6.

30. a) Hvorledes får Jeremias’s profeti sin opfyldelse på Jehovas vidner i dag? b) Hvad burde vi lære af den profetiske beretning om Urija og Jeremias?