Fred — de kristnes eje

„Jeg vil høre, hvad Gud [Jehova] taler! Visselig taler han fred til sit folk og til sine fromme.“ — Sl. 85:9.

1, 2. Hvad ligger der i ordet „fred“, og hvilken profeti skildrer dette på en glimrende måde?

FRED! Hvor meget ligger der ikke i dette ord! Ordet fred får en til at tænke på ro, stilhed, hvile, frihed for splid og strid, for tvivl og frygt. Intet under at de løfter om fred der findes i Guds ord, er så trøstende!

² Det er i sandhed et vidunderligt billede af fred profeten Esajas udmaler for os: „Ret fæster bo i ørkenen, i frugthaven dvæler retfærd; retfærds frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt. Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.“ — Es. 32:16-18.

3. Hvem var det der først brød freden i universet, og hvorfor er der ingen fred nu?

³ Det er Guds vilje at alle hans skabninger skal leve i fred, og der var fred i hele universet indtil den store fredsforstyrrer, Satan Djævelen, dukkede op. Siden da har der kun været lidt fred på denne jord. En statistik viser at der i de sidste 3370 år af menneskenes historie har været 3143 år med krig, og i samme tidsrum kun 227 år med fred, eller 13,8 år med krig for hvert år med fred. Men er det ikke hvad vi kunne vente når Satan, den store fredsforstyrrer, er „denne tingenes ordnings gud“? Han er den personificerede ondskab, og ondskab og fred kan simpelt hen ikke gå hånd i hånd, hvad vi også læser: „Men de gudløse er som det oprørte hav, der ikke kan komme til ro, hvis bølger opskyller mudder og dynd. De gudløse har ingen fred, siger min Gud.“ — 2 Kor. 4:4, NW; Es. 57:20, 21.

4. Siden hvornår har freden især været taget bort fra jorden, og hvilke opfyldte profetier viser dette?

⁴ Freden har især holdt sig borte fra jorden siden 1914, det år da den ildrøde hest og dens rytter som apostelen Johannes fik et syn af, viste sig: „Og jeg så, . . . en anden hest kom frem, den var ildrød; og ham, som red på den, blev der givet magt til at tage freden bort fra jorden, for at menneskene skulle myrde hverandre; og der blev givet ham et stort sværd.“ Dette år markerede også begyndelsen til opfyldelsen af Jesu store profeti om afslutningen på denne tingenes ordning: „Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige.“ Siden da har Jesu næste ord fået en bemærkelsesværdig opfyldelse: „På jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige.“ — Åb. 6:2, 4; Matt. 24:7; Luk. 21:25, 26.

5. Hvad viser at folk i almindelighed ønsker fred, men hvorfor har de ikke kunnet opnå fred?

⁵ Det er ikke fordi folk ønsker det skal være sådan. Tværtimod! De fleste nærer et inderligt ønske om fred, og det er kun når de ophidses af hadpropaganda at de ønsker krig. At det virkelig forholder sig sådan fremgår af menneskenes bestræbelser for at indgå fredstraktater og pagter der gør krig ulovlig. Et af De forenede Nationers hovedformål skulle være at skabe fred, hvilket fremgår af den inskription der er indgraveret i en stenmur lige over for De forenede Nationers hovedbygning og som lyder: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Politikerne lover fred for at blive valgt. Men til trods for deres løfter, deres planer og bestræbelser, og på grund af ubehændighed, magtbegær og nationalisme, og fordi Satan, den store fredsforstyrrer, er denne tingenes ordnings gud, hjemsøges menneskeheden stadig af krig.

6. Med hvilke bestikkende argumenter søger verdsligvise mennesker at retfærdiggøre menneskets manglende evne til at skabe fred, og hvad viser at de ikke har ret?

⁶ Øjensynlig i et forsøg på at retfærdiggøre menneskets manglende evne til at skabe fred, er der visse kloge mænd i denne verden der hævder at krig er en velsignelse, at den er nødvendig for at verden kan gøre fremskridt. I forbindelse med den engelske evolutionist sir Arthur Keiths død, læser vi således: „I 1931 erklærede han, idet han gentog Herbert Spencers og andre neodarwinisters opfattelse, at krig er en betingelse for fremskridt. ’Naturen,’ sagde han, ’holder den menneskelige frugthave sund ved beskæring. Krig er dens beskærerkniv.’ Han hævdede også at racefordomme var nødvendige for en nations levedygtighed.“a Kan man tænke sig nogen mere afstumpet tankegang? Er det ikke en nations bedste mænd der dræbes i en krig? Det er ikke de mentalt, moralsk og fysisk svage og handicappede man har brug for i hæren. Vil nogen desuden hævde at verden mentalt, moralsk, fysisk, økonomisk og så videre, i dag befinder sig i en bedre tilstand end før 1914, fordi den har oplevet to verdenskrige? Lad os blot tage et eksempel: Kan man pege på det schweiziske folk og beskylde det for at stå tilbage fordi det ikke blev „beskåret“ ved hjælp af disse to krige eller i nogen anden krig i årene forud? Tværtimod beretter en historiker om en bestemt periode i Schweiz’ historie: „Den følgende fredsperiode bidrog til at fremme alle områder af det schweiziske folks liv.“b Det var fred og ikke krig der bidrog til dets fremgang. Denne verdens visdom er i sandhed dårskab i Guds og alle sundttænkende menneskers øjne! — 1 Kor. 3:19.

Fredens Gud og Fredsfyrsten

7. Hvilket vidnesbyrd indeholder Bibelen om at Jehova er fredens Gud?

⁷ Jehova Gud, fredens Gud, står som en direkte modsætning til Satan, den store fredsforstyrrer, og til mennesket med dets manglende evne til at skabe fred. I hans ord Bibelen finder vi fred omtalt cirka 350 gange. Fra Bibelens første til sidste blad ser vi hvordan den gang på gang giver løfte om fred, formaner til fred og understreger nødvendigheden af fred. I De kristne græske Skrifter omtales Jehova Gud gentagne gange som „den Gud der giver fred“ eller „fredens Gud“. Dette er hvad vi kunne forvente af en alviis, almægtig, retfærdig og kærlig Gud. — Rom. 15:33, NW; 16:20; 1 Kor. 14:33; 2 Kor. 13:11; Fil. 4:9; 1 Tess. 5:23; Hebr. 13:20.

8. Hvordan omtaler Bibelen Jesus Kristus i forbindelse med fred?

⁸ Ligesom Jehova er fredens Gud, er hans søn, Jesus Kristus, „Fredsfyrsten“ og „fredens Herre“. (Es. 9:6; 2 Tess. 3:16) Om hans styre læser vi: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden.“ Ja, når han hersker over jorden „blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår“. — Es. 9:7; Sl. 72:7.

9, 10. Hvem har Jehova Gud og Jesus Kristus givet fred, og hvilke profetier er derved blevet opfyldt?

⁹ Men Jehova Gud og Jesus Kristus holder ikke denne fred for sig selv. De giver den til deres trofaste tjenere og efterfølgere. Vi læser: „[Jehova] velsigne sit folk med fred!“ „Jeg vil høre, hvad Gud, [Jehova] taler! Visselig taler han fred til sit folk og til sine fromme.“ (Sl. 29:11; 85:9) Der har især været lovet menneskene fred siden Jesu fødsel da englene sang: „På jorden fred i mennesker, der har hans [Guds] velbehag!“ (Luk. 2:14) Kort før Jesus forlod sine apostle og vendte tilbage til sin Fader, gav han dem dette løfte: „Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.“ — Joh. 14:27; 16:33.

¹⁰ Har Jehova Gud og Jesus Kristus holdt deres løfte om at give deres tjenere og efterfølgere fred? Ja, i sandhed! Den fred der råder blandt disse er, som forudsagt, stor og vidtfavnende: „Fred, fred for fjern og nær.“ „Til din øvrighed sætter jeg fred.“ „Jeg leder til hende fred som en svulmende flod.“ Det er også blandt disse kristne og ikke blandt De forenede Nationer at de profetiske ord i Esajas 2:4 får deres opfyldelse: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Es. 57:19; 60:17; 66:12.

11, 12. (a) Hvilket budskab forkynder Guds tjenere, og hvad gør det dem kendt som? (b) Hvad kan der siges om den måde hvorpå disse fremholder deres budskab?

¹¹ Disse kristne, der efterligner Jehova Gud og Jesus Kristus, og som disse profetier opfyldes på, stræber uselvisk efter at lade andre få del i denne fred. Det er grunden til at det budskab de bringer, gang på gang omtales som „den gode nyhed om fred“ eller „fredens evangelium“. (Ef. 6:15, NW; Ap. G. 10:36) De er de fredens sendebud der omtales i Esajas 52:7: „Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han, som udråber fred, bringer gode tidender, udråber frelse, som siger til Zion: ’Din Gud har vist, han er konge.’“

¹² Disse kristne Jehovas tjenere forkynder ikke alene et fredens budskab, men de forkynder det også på en fredelig måde, hvilket fremgår af Jesu ord da han udsendte de halvfjerds evangelister: „Hvor I kommer ind i et hus, skal I først sige: ’Fred være med dette hus!’ Og hvis der er et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over ham; men hvis ikke, så skal den vende tilbage til jer igen.“ Læg mærke til hvor stor betydning fred har; de mennesker de kristne søger efter når de går fra hus til hus med „den gode nyhed om fred“, er mennesker der elsker fred. At kristne skal fremholde deres budskab om fred på en fredelig måde, fremgår også af den formaning apostelen Paulus gav Timoteus: „Afvis de tåbelige og barnagtige stridsspørgsmål; du ved jo, de skaber ufred; og en Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige.“ — Luk. 10:5, 6; 2 Tim. 2:23-25.

En særlig form for fred

13. Hvilken yderligere betydning ligger der i de hebraiske og græske ord for fred, og af hvilke skriftsteder fremgår dette?

¹³ De bibelske ord for „fred“ betyder ofte andet og mere end en tilstand hvor der ikke er krig. Det hebraiske ord shalomʹ, der almindeligvis oversættes med fred, indeholder også betydningen helbred, fremgang, velfærd. Det er det samme ord som salamʹ, der anvendes af araberne i vor tid, og bruges på samme måde i hilsener.c Vi læser således at kong David spurgte Urias „hvorledes det stod til med Joab og hæren, og hvorledes det gik med krigen“; bogstaveligt: hvorledes det stod til med Joabs „fred“, hærens „fred“ og krigens „fred“. (2 Sam. 11:7) Gennem profeten Jeremias formanede Jehova de landflygtige israelitter: „Lad det lands vel [eller fred], til hvilket jeg har ført eder, ligge eder på sinde, og bed for det til [Jehova]; thi når det går det godt, går det også eder godt [for når det har fred, vil det vise sig at være til fred for jer selv, NW].“ (Jer. 29:7) Denne betydning af det hebraiske ord for fred er øjensynligt blevet overført til det græske ord for fred, eireʹnē, i De kristne græske Skrifter. Et eksempel herpå er Jesu ord til det utro Jerusalem: „Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred,“ det vil sige til din fredelige velfærd. — Luk. 19:42.

14, 15. I hvilken henseende er den fred den kristne ejer, en særlig form for fred?

¹⁴ Den Guds fred som den kristne får i eje er også enestående ved at den er grundlagt på retfærdighed. Den er ikke fred for enhver pris, den er ikke en fred der opnås ved at man går på kompromis eller søger sine egne interesser. Ordet indebærer på ingen måde tanken om en fredspolitik med dem der er fjender af Gud og af sandhed og retfærdighed, en sådan fred som mange religiøse organisationer har sluttet med de ateistiske kommunister for at få lov at beholde deres religiøse organisationer og gudstjenester uden at blive forfulgt af regeringen. I sin bog Cuban Journal (1964) skriver M. A. Rauf jun. om den katolske kirke i Cuba: „Kirkens magt er imidlertid blevet brudt. Når den i det hele taget har overlevet, skyldes det at den har slået samme uofficielle handel af med regeringen som den har gjort i Sovjetunionen og andre jerntæppelande: Som tak for at få lov at eksistere er biskopperne holdt op med at udsende hyrdebreve imod kommunismen . . . En søndag gik jeg til Jesus de Miramar-kirken i Havana . . . Alt virkede undertrykt og mekanisk. Der var ingen ånd eller begejstring at spore. Der blev holdt en prædiken, men den varede kun tre minutter.“ Som modsætning hertil beretter forfatteren at den cubanske regering slog ned på Jehovas vidner og de evangeliske kirkesamfund, dog af forskellige grunde.

¹⁵ Behøver Jehova Gud at gå på kompromis med sine fjender? Nej, han er jo almægtig! Hvem kan modstå hans vilje? Han forhandler ikke om fred med sine fjender. Det er grunden til at den hærskare af engle der viste sig ved Jesu fødsel, ikke sagde at alle mennesker ville opnå fred, men kun at de mennesker der har Guds velbehag ville opnå fred. (Luk. 2:14) Som hærføreren Jehu understregede over for Israels kong Joram, da denne havde spurgt ham om han kom med fred: „Hvad! Skulle jeg komme med fred, så længe det ikke har ende med din moder Jesabels bolen og hendes mange trolddomskunster!“ Nej, ingen der virkelig repræsenterer Jehova Gud vil gå på kompromis for fredens skyld. — 2 Kong. 9:22.

16. Hvordan viser Bibelen at retfærdighed går forud for fred?

¹⁶ Hvis freden ikke er grundlagt på retfærdighed kan den ikke vare. I overensstemmelse med den fremtrædende plads Bibelen giver freden, viser den gentagne gange at retfærdigheden kommer før freden. Som apostelen Paulus formanede: „Thi Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.“ Da disciplen Jakob beskrev den guddommelige visdom, udtrykte han sig således: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredelskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter.“ I harmoni hermed ser vi at Jesus omtalte dem der stifter fred, i den syvende af de saligprisninger hvormed han begyndte sin bjergprædiken. — Rom. 14:17; Jak. 3:17; Matt. 5:3-9.

17. I hvilken anden henseende er den kristnes fred enestående?

¹⁷ Den fred som den kristne ejer, er også enestående ved at den ikke er afhængig af omgivelserne. Apostelen Paulus beskrev den som „Guds fred, som overgår al forstand“. Den er en rolig hjerte- og sindstilstand, en indre tilstand af ro, uanset hvordan de ydre omstændigheder er. Den er glimrende blevet sammenlignet med en rugende fugl der, uanset stormens rasen, sidder ganske rolig og uforstyrret i et træ på sin rede med æg. Det er tydeligt nok en fred som verden ikke kender. Derfor sagde Jesus om den: „Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst!“ „Dette har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ Ja, til trods for forhold der sædvanligvis ville få folk til at blive bange og frygtsomme, og til trods for forfølgelser, kan Jesu Kristi sande efterfølgere have fred. — Fil. 4:7; Joh. 14:27; 16:33.

Hvordan man opnår Guds fred

18, 19. (a) På hvilket grundlag kan man opnå fred med Gud? (b) Hvilken tjeneste har de kristne derfor fået overdraget?

¹⁸ Hvordan kan vi komme til at eje denne fred der overgår al forstand og som i Galaterbrevet 5:22 omtales som en af Guds hellige ånds frugter? Først og fremmest ved at slutte fred med Gud, ved at stå i et venskabeligt forhold til ham. Et venskabeligt forhold til Gud? Er Gud ikke alle menneskers ven? Nej, slet ikke! Som apostelen Paulus udtrykte det: „Også jer, som engang var fremmede for ham og fjendske af sind i jeres onde gerninger, har han nu forligt.“ Forligt ved hvad? Ved Jesu Kristi offer: „Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv.“ Som det var blevet forudsagt: „Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.“ — Kol. 1:21, 22; Rom. 5:10; Es. 53:5.

¹⁹ Det er grunden til at sand kristendom eller forkyndelsen af det kristne evangelium af apostelen Paulus omtales som „forligelsens tjeneste“. Jesus kom til jorden for at forkynde ’fred for dem, som var langt borte, og fred for dem, som var nær’, og denne tjeneste betroede han sine efterfølgere: „Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste; thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os. Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Den [Jesus Kristus], som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.“ — Ef. 2:17; 2 Kor. 5:18-21.

20, 21. (a) Hvad vil det sige at udøve tro? (b) Hvilket skridt må man først tage?

²⁰ Ja, det er kun ved Jesus Kristus vi kan opnå fred med Gud: „Ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ Det kræver ikke blot at vi med vor forstand erkender hvad Jesus gjorde for os, men også at vi udøver tro: „Thi Gud elskede verden så højt at han gav sin enbårne søn, for at enhver som udøver tro på ham ikke skal gå til grunde, men have evigt liv.“ (NW) At udøve tro vil sige at handle efter sin overbevisning, for „ligesom legemet er dødt uden ånd, således er jo også troen død uden gerninger“. — Joh. 14:6; 3:16; Jak. 2:26.

²¹ Hvilke gerninger kræves der? For det første må vi angre vor selviske, uretfærdige adfærd og omvende os eller vende om for at følge det eksempel Jesus Kristus satte. Det var det apostelen Peter formanede jøderne i Jerusalem til: „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens [Jehovas, NW] åsyn.“ — Ap. G. 3:19.

22, 23. Hvilket eksempel satte Jesus ved begyndelsen af sin tjeneste, og hvor betydningsfuldt er dette skridt for opnåelse af fred med Jehova Gud?

²² Jesus begyndte sin løbebane som Kristus ved at fremstille sig selv for at gøre sin Faders vilje, og vi læser at han sagde: „Se, jeg er kommen . . . for at gøre din vilje, min Gud!“ Dette fandt sted ved Jordan hvor han også blev døbt af Johannes Døber. Eftersom Jesus selv blev døbt og også befalede sine efterfølgere at lade sig døbe, må vi, hvis vi skal vandre i Jesu fodspor, beslutte os til at gøre Guds vilje ligesom Jesus gjorde, og derpå lade os døbe ligesom han. Denne dåb står som udtryk for eller viser at vi har besluttet at gøre Guds vilje; den tjener som en levende påmindelse om at vi har truffet denne beslutning, og den er også et offentligt vidnesbyrd om at vi har besluttet at gøre Guds vilje og at følge Jesus Kristus. — Hebr. 10:7; Matt. 3:13-17; 28:19, 20.

²³ I vor tid er der ikke så få der har sluttet sig til de kristne Jehovas vidner og som overværer deres møder, læser Vagttårnsselskabets litteratur og endog tager del i tjenesten på arbejdsmarken, men som viger tilbage for at indvi sig og lade sig døbe. Det ser ud til at de vandrer med Gud, men de gør det i virkeligheden ikke, for, som vi læser i Amos 3:3: „Vandrer vel to i følge, når det ikke er aftalt?“ Alle sådanne må gøre sig klart at man ikke kan glæde sig over Guds fred før man har opnået fred med Gud ved at vise tro, indvi sig og lade sig døbe.

24. Hvad må vi gøre for at bevare denne fred?

²⁴ Ikke sådan at forstå at vi, efter at vi har taget disse skridt og har indviet os og ladet os døbe, da ikke behøver at gøre mere for til stadighed at kunne glæde os over denne fred med Gud. Dette er kun begyndelsen. Vi må blandt andet stadig tilegne os kundskab for at blive vejledt af Jehova gennem hans ord og hans synlige organisation; vi må virkelig elske Guds lov og søge visdom. Bibelen lover at hvis vi gør det, skal vi have fred: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ „Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem.“ „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke [fred, NW] bringer de dig.“ „Dens [visdommens] veje er liflige veje, og alle dens stier er lykke [fred, NW].“ Som apostelen Paulus formanede: „Det, som I har lært og modtaget og hørt og set hos mig, det skal I gøre! så vil fredens Gud være med jer.“ — Es. 54:13; Sl. 119:165; Ordsp. 3:1, 2, 17; Fil. 4:9.

25. (a) Hvad kan dette princip i forbindelse med fred, sammenlignes med? (b) Hvad kan Guds fred derfor kaldes?

²⁵ Denne fred kan sammenlignes med lykken i et ægteskab. Et bryllup er i sandhed en glædelig begivenhed, og det åbner mulighed for et lykkeligt ægteskab, men det er ikke, som mange fejlagtigt tror, en garanti for at lykken vil vare. Et lykkeligt ægteskab opnås kun hvis mand og hustru til stadighed bestræber sig for at bevare lykken, og bruger deres tanker, tid og kræfter derpå, idet de viser modenhed i alle livets forhold. Sådan forholder det sig også med dem der gennem anger, omvendelse, tro på Kristi genløsningsoffer, indvielse og dåb har opnået et fredeligt forhold til Gud. De må bestandig stræbe efter at bevare denne fred. Det kan derfor siges at denne Guds fred er en belønning, hvilket også fremgår af at Jehova lovede sit folk i fortiden at det ville blive belønnet med fred hvis det holdt hans bud: „Hvis I følger mine anordninger og holder mine bud og handler efter dem, vil jeg . . . give fred i landet, så I kan lægge eder til hvile, uden at nogen skræmmer eder op; . . . og intet sværd skal hærge eders land.“ — 3 Mos. 26:3-6.

[Fodnoter]

[Illustration på side 536]

„Skulle jeg komme med fred, så længe det ikke har ende med din moder Jesabels bolen!“