Aktuelle problemer for dem der stadig går i kirke

„KIRKEKRISE OG KULTURKRISE.“ Under denne overskrift skrev den franske kardinal Daniélou i det parisiske dagblad Le Monde: „Det virkelige problem er at der inden for kirken [den katolske] er en form for indre sammenbrud, en sakramental krise, en krise i kirkens indre liv, en krise for præstekaldet. Og bag alt dette . . . er der en troskrise. . . . Disse kriser er virkelige og alvorlige.“

Efter denne åbne indrømmelse fra en kirkens mand modtog Le Monde flere breve fra ulykkelige katolikker. Brevene antyder at oprigtige katolikker, der kun alt for godt er klar over „troskrisen“, pines af en voksende vished om at det er troløse kirkeledere der for en stor del har forårsaget denne krise.

Præster skammer sig over at tale om Gud

En kvinde skrev: „Der findes ikke en eneste kirke hvor præsten tør stå op og tale om renhed, opofrelse, respekt for sig selv og for andre, eller dyd (et ord fra det nittende århundrede der vækker munterhed hos præster i lyseblå højhalsede pullovere og nonner i korte skørter). Præsteskabet ’søger en tilnærmelse til verden’, men taler sjældent om Gud.“ — Le Monde, 28. august 1971.

Et år senere beklagede en toogtyveårig studerende sig over de prædikener han havde hørt i sin ferie. Han skrev: „Ligesom mange andre franskmænd har jeg lige rejst en måned rundt i Frankrig, og ligesom mange andre katolikker har jeg følgelig overværet søndagsmessen og hørt prædikener i fem forskellige sognekirker.“ Den første prædiken, forklarede han, handlede om styrkelse af bøndernes magt. Den anden handlede om „sindet på ferie“. Den tredje præst bad sognebørnene om at tale i hans sted. Den fjerde fortalte sin hjord om en sjov film han havde set, og den femte talte om at kapitalisme og broderskab er uforeneligt!

Denne unge katolik tilføjede: „Præsterne taler mindre og mindre om det vi gerne vil høre om. Når jeg lytter til en prædiken, forventer jeg at den skal styrke min tro eller det der er tilbage af den. Jeg forventer at præsten skal tale om Gud og forklare Åbenbaringens bog. Jeg er ligeglad med hvad ærværdige fader X mener om regeringsskiftet. . . .

Kort sagt er der et tvefoldigt problem. Hvad de troende angår er der absolut ingen tvivl om at kirkerne bliver mere og mere tomme. Det kan enhver turist bekræfte. Hvad præsterne angår siger man at der er en krise inden for præstekaldet, og antallet af ’desertører’ stiger stærkt. . . . Problemet er at mange præster er kommet i vildrede og ikke længere tror særlig meget på det de gør. . . .

Det er ikke meningen at disse få linjer skal støde nogen. Det er blot hensigten at bede præsterne om igen, sådan som det er deres opgave, at tale om Gud, kærlighed eller synd. Hvis de ikke har noget at sige om disse spørgsmål, så lad dem forblive tavse!“ — Le Monde, 6.-7. august 1972.

En anden studerende, der er fireogtyve år og bosat i den sydvestlige del af Frankrig, har skrevet: „Når vi er i kirke vil vi høre om Gud og evangeliet, ikke om de sidste fjernsynsprogrammer eller leveomkostningerne. . . . Den utilfredshed, for ikke at sige vrede, som jeg føler . . . får mig til at forlade det jeg stædigt bliver ved med at kalde ’Guds hus’.“ En læge i Mulhouse, Alsace, har skrevet: „Ved min søns bryllup holdt præsten en prædiken om Biafra-krigen og om færdselsulykker.“ — Le Monde, 23. august 1972.

Så et af de problemer kirkegængerne står over for, er øjensynlig det at finde en præst der stadig ’tror på det han gør’ og som er villig til at tale om „kærlighed eller synd“, „Gud og evangeliet“.

Problemer med lærespørgsmål

Men mener de katolske biskopper og præster det samme hvis de endelig taler om „synd“, „Gud“ og „evangeliet“? For eksempel når de hollandske biskopper Johannes Bluyssen og Hubert Ernst taler om sådanne vigtige emner, stemmer deres opfattelse da med den andre katolske biskopper har, eller med den som det katolske hovedkvarter i Rom har?

Tilsyneladende ikke, for den 13. oktober 1972 gav Vatikanet officielt ordre til inddragelse af en katekismus som disse biskopper havde godkendt til brug i deres stifter (Brabant, Holland). Bogen var beregnet til elementær undervisning i kristendom, men Vatikanet fandt at følgende seks punkter i den var „kætterske“: „Evangelierne er ikke historiske; Kristus hævdede aldrig at være Gud; treenighedsdogmet lærtes ikke før efter Kristus; opstandelsen er en legende; ingen kirke kan hævde at kun den er Kristi kirke; Kristi legeme, til stede i nadverbrødet, er blot et symbol på kirkens enhed.“ — Le Figaro, 14.-15. oktober 1972.

Både de modernistiske biskopper i Holland og de konservative i Vatikanet tager faktisk fejl. Modernisterne tager fejl når de siger at ’evangelierne ikke er historiske’. (Se for eksempel Lukas 2:1, 2; 3:1, 2.) Men Vatikanet tager også fejl når det erklærer det for „kættersk“ at udtale at ’Kristus aldrig har hævdet at være Gud’ (se Johannes 10:36; 5:19; 14:28) og at ’treenighedsdogmet ikke lærtes før efter Kristus’.a Modernisterne tager fuldstændig fejl når de hævder at „opstandelsen er en legende“ (se Første Korinterbrev 15:3-8) og at „ingen kirke kan hævde at kun den er Kristi kirke“, for Kristus har kun én sand menighed, og den må være „sandhedens søjle og grundvold“. (1 Tim. 3:15) Og både modernisterne og de konservative tager fejl i forbindelse med ordene om at ’Kristi legeme, til stede i nadverbrødet, blot er et symbol på kirkens enhed’. For det første er Kristi legeme ikke til stede i brødet, som de konservative hævder, og for det andet, selv om man godt kan sige at brødet ’blot er et symbol’, symboliserer det ikke „kirkens enhed“ men Kristi kødelige legeme som han ofrede til gavn for sine disciple. — Luk. 22:19.

Man kan derfor forstå at oprigtige katolikker ikke får klar besked om lærespørgsmål fra deres åndelige hyrder, hvad enten de er modernister eller konservative. Disse forskelle i opfattelsen af lærespørgsmål inden for den katolske kirke har fået det franske månedsblad Le spectacle du monde til at skrive: „Vatikanet erklærede at Holland ikke er et isoleret tilfælde med hensyn til dette.“ Der hersker udbredt forvirring om lærespørgsmål.

Det samme blad skrev: „De konservative giver sekulariseringen skylden for det læremæssige og organisationsmæssige sammenbrud inden for kirken: sekulariseret liturgi er blevet bragt ind på et sidespor af ’mennesketilbedelse’; den pludselige indførelse af politik i kirken har ført til materialisme; de læremæssige kriser er forårsaget af ’pirat-teologer’ og slappe biskopper.“ — Le spectacle du monde, december 1972.

Hvis den førnævnte unge katolske studerende havde været så heldig at finde fem sogne hvor præsterne ville have nedladt sig til at forkynde om andet end økonomi, film eller politik, kunne han ikke have været sikker på at høre et sammenhængende budskab fra den ene uge til den anden. Hvordan kan oprigtige katolikker have en stærk tro hvis de lærer modstridende ting af deres præster og biskopper? Hvordan kan man forvente at de skal vide hvad de skal tro når de stilles over for modernisternes og de konservatives modstridende opfattelser og især når begge parter ofte er i konflikt med det Bibelen lærer?

Politiske og moralske problemer

For nylig skrev Le Monde i en lederartikel på forsiden: „Politik er ikke længere et forbudt ord for kristne. Tværtimod er dette ord blevet meget populært i den franske [katolske] kirke. . .. De franske biskopper har netop studeret det nære forhold mellem tro og politik.“ — Le Monde, 31. oktober 1972.

De franske biskoppers plenarforsamling i 1972, der blev holdt i Lourdes, var hovedsagelig helliget temaet „Politik, kirke og tro“. Den udsendte en lang biskoppelig rapport med titlen „En kristen måde at deltage i politik på“, og det var især biskop Matagrin fra Grenoble, der stod bag den. Denne franske prælat har den mening at „for at opfylde alle kristendommens krav, har en katolik pligt til at deltage i politik“. — Le Dauphiné libéré, 23. oktober 1972.

Hvad er resultatet af at katolikkerne, støttet af kirken, engagerer sig i politik? Et katolsk dagblad der refererede et religiøst møde som blev holdt i Paris for at diskutere biskoppernes rapport, har skrevet: „Mødet i Mutualité-hallen bekræftede at de kristne [katolikkerne] har mange forskellige politiske opfattelser, helt fra det yderliggående højre til det yderliggående venstre.“ — La Croix, 18. januar 1973.

Man kan tydeligt se konsekvensen af de politiske meningsforskelle. Som et fransk ugeblad har sagt: „Fra nu af kan enhver katolik, med evangeliet i hånden, opbygge sin egen model af fremtidens samfund. . . . Så på en given søndag i marts 1973 vil katolikker kunne knæle ved siden af hinanden og modtage nadveren og derefter gå hen og lægge deres stemmesedler, som er vidt forskelligt udfyldt, i stemmeurnen.“ (L’Express, 16.-22. oktober 1972) Kunne man forestille sig at apostlene efter nadveren ville gå hen og stemme på forskellige politiske partier?

Men problemet stikker endnu dybere. Katolikker med meget forskellige opfattelser kan let få deres politiske følelser til at tage overhånd, og dét med alvorlige religiøse følger. Denne uenighed har allerede vist sig, som man kan se af følgende citater: „Politiske meningsforskelle skaber klasser som har svært ved at kommunikere med hinanden. . . . Det er så slemt at kristne [katolikker] spørger sig selv om de virkelig kan modtage nadveren sammen.“ (La Croix, 16. marts 1973) „Nogle [katolikker] afslår at overvære messen sammen med dem som de er, synes de, fundamentalt uenige med.“ — Le Monde, 29.-30. oktober 1972.

Heraf fremgår det at forskellige politiske meninger skaber et andet problem for oprigtige mennesker der stadig går i kirke. Hvad med moralen?

De konservative inden for den katolske kirke taler om at det er nødvendigt at „gøre indsigelse imod den moderne verdens afguder: sex, penge og staten“. Men de moderne præster har tilpasset sig nutidens liberale samfund. Under titlen „Hvem holder stadig faste? — Tåget syndsopfattelse“ skriver Robert Solé: „Hvem gør længere bod i en kirke hvor medlemmerne tilsyneladende er ved at miste enhver følelse af hvad der er syndigt? . . . I dag spørger katolikker: ’Hvad er syndigt?’ hvorimod de for ikke lang tid siden så synd alle vegne. . . . Før i tiden var synden veldefineret og underkastet passende regler, men for tiden er synd et ret tåget begreb. . . . Billig psykologi har overbevist kristne om at det var religionen, med sine gamle forbud, der var årsag til skyldfølelsen.“ — Le Monde, 4.-5. marts 1973.

Atter står oprigtige katolikker der stadig ønsker at gå i kirke, over for alvorlige problemer, fordi kirkerne ikke giver nogen klar vejledning i moralske spørgsmål. Skal de følge deres religiøse ledere, hvoraf mange har tilpasset sig denne verdens normer, eller skal de holde fast ved Bibelens principper og lytte til deres gudgivne samvittighed?

Det ansvar der påhviler ethvert kirkemedlem

Den katolske skribent og filosof Jean Guitton, der er medlem af det franske akademi, skrev engang: „Vi må helt og fuldt være villige til at forlade vor religion hvis den viser sig at være noget som helst andet end sandheden.“ For nylig har han sagt: „Når alt kommer til alt er en ateistisk katolicisme ikke meget forskellig fra kommunisme.“ — Paris-Match, 16. december 1972.

Hvad vil De sige til dette? Tilhører De en kirke hvor det er svært at finde ’en præst der tør tale om renhed, opofrelse, respekt for sig selv og for andre, eller om dyd’? Den ulykkelige katolske kvinde som fremkom med denne klage tilføjer: „Præsterne . . . fører os gradvis til en ateistisk form for kristendom.“ Ønsker De at blive ført i den retning?

Tilhører De en kirke hvor teologer og biskopper lærer at ’evangelierne ikke er historiske’ og at „opstandelsen er en legende“ eller hvor De får at vide at De har „pligt til at deltage i politik“, med forvirring og uenighed til følge? Er Deres kirke „en kirke hvor medlemmerne tilsyneladende er ved at miste enhver følelse af hvad der er syndigt“ fordi deres åndelige ledere lærer en moral der er baseret på „billig psykologi“ fremfor på de bibelske principper?

Hvis det er tilfældet må De ikke tro at De kan skyde hele ansvaret over på kirkelederne. Vi er alle, hver især, ansvarlige over for Gud. Som Bibelen siger: „Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol.“ (Rom. 14:10) Guitton havde ret da han sagde at hvis vor religion „viser sig at være noget som helst andet end sandheden“, så må vi forlade den. Bibelen opfordrer oprigtige kirkegængere til hurtigt at forlade hele den falske religions verdenssystem før det bliver ødelagt af Gud. (Læs Åbenbaringens bog, kapitlerne 17 og 18.)

Bibelen tilskynder os til at „tilbede Faderen i ånd og sandhed“. (Joh. 4:23) Det er den tilbedelsesform der interesserer Jehovas vidner. Derfor lægger de stor vægt på at studere Bibelen. De vil med glæde studere Bibelen sammen med Dem i Deres eget hjem og helt gratis. De er også velkommen i deres rigssal. Der vil De „høre om Gud og evangeliet“, ja, det gode og glædelige budskab om evigt liv i Guds nye ordning som nu er nær. — 2 Pet. 3:13; Joh. 17:3; Åb. 21:3, 4.

[Fodnote]

[Ramme på side 4]

Økonomisk støtte

● Rutinemæssige indsamlinger og anmodninger om midler til særlige formål giver stadig ret gode resultater i De forenede Stater. Dog rapporterer publikationen „Giving USA“ for 1971: „De religiøse institutioner er måske dem som inflationen har ramt hårdest. De sidste 3 års bidrag til religionen . . . repræsenterer et nettotab på mindst 2,5 procent, på grund af inflationen.“

● Er kirkegængerne glade for at give? „Et protesttog [i Montreal] med 500 italiensk-canadiere messede antikirkelige slagord mens de i søndags gik tre miles i den nordlige bydel. De protesterede mod de skatter som nogle katolske kirker opkrævede af deres sognebørn,“ meddeler Free Press i London, Ontario, 26. februar 1973.

● Kirkeskolerne i U.S.A. er i knibe. Der er 14.952 færre nonner til at undervise end der var i 1970. Ved sin beslutning af 25. juni „ser det ud til at højesteret har knust ethvert håb om flere offentlige midler fra nationen eller enkeltstaten til de økonomisk dårligt stillede . . . [religiøse] skoler“, siger New York Times.

[Ramme på side 4]

Medlemstal og kirkegang

● Det fortælles at antallet af regelmæssige kirkegængere i Australien er gået ned med 30 procent i de sidste 11 år. I Frankrig går kun én ud af fire i kirke. I Lissabon, Portugal, går kun 15 procent af katolikkerne til søndagsmesse.

● Den 16. april 1973 skrev Daily Telegraph: „En ny analyse af kirkernes medlemstal i De forenede Stater og Canada viser at den romersk-katolske kirke og de fleste større protestantiske kirker enten har mistet medlemmer . . . eller ikke har kunnet holde trit med befolkningstilvæksten. . . . Men Jehovas vidner rapporterede en fremgang på 7,2 procent.“

[Ramme på side 5]

Moralspørgsmål

● Mange kirker forsvarer ikke længere Bibelens høje moralnormer. For eksempel siger en artikel i The Christian Century, 30. maj 1973: „I indstillingen til seksuelle afvigelser er der opstået en meget indviklet situation . . . hvis en præst viser sig at have homoseksuelle tilbøjeligheder, afskediger man ham ikke øjeblikkelig.“

● Nogle kirker er villige til at støtte dem der lever af hasardspil. Den engelske avis Guardian siger: „En fagforening for ansatte hos bookmakere er blevet dannet med støtte fra den engelske kirke.“

● På religionens synderegister står også blodskyld. I Østafrika, hvor mere end 100.000 stammemedlemmer [i 1972] blev slået ihjel, „[hævder] den katolske kirke . . . at 60 procent af befolkningen er tilsluttet den. . . . Katolikker dræbte katolikker“, ifølge Newsday, 23. maj 1973.

● I disse tider er der så meget umoralitet at, som John Cogley skriver i Catholic America, „præsterne tøver med at tale åbenlyst om skyld eller synd“.