Begrænsninger af kristen frihed

„I blev . . . kaldet til frihed, brødre, kun må friheden ikke bruges som en anledning for kødet, men vær i kærlighed hinandens trælle.“ — Gal. 5:13, NW.

1, 2. a) Hvorfor kan universet ikke for evigt bestå som dels trælbundet, dels frit? b) Beskriv den frihed, den kristne nyder allerede nu, og hvad nogle af hans almindelige begrænsninger er.

UNIVERSET kan ikke for evigt bestå som dels trælbundet, dels frit, som tilfældet er nu. Den universelle skabning blev ikke skabt til at være træl under selviskhed og uretfærdighed. (Rom. 8:21) Der kan ikke herske nogen tvivl om udfaldet af denne langvarige strid, og det blev forudsagt allerede fra gammel tid. Frihedens sag vil vinde evig fred. Da frihed er det rette element for Jehovas trofaste skabninger, må de, som skal leve for at tjene ham evigt, gøre det af eget valg og af egen fri vilje og gøre det med glæde. Man må, for at kunne træffe et intelligent valg, vide, hvor omfattende den frihed er, der står en åben i tjenesten for Gud. Ganske vist bør den kristne ikke benytte sig af sin frihed fra den jødiske lovpagts bestemmelser, så han vandrer ligegyldigt eller løsagtigt med henblik på kødets gerninger. (Kol. 2:14) Men der er endnu en frihed, til hvilken den kristne er blevet kaldet. Denne frihed har visse begrænsninger som følge af hans kærlighed til Gud og til hans kristne næste. Derfor er den kristnes friheden viselig begrænset frihed. — Gal. 5:13.

² Fra begyndelsen må den kristne forstå, at den frihed, han allerede nu nyder, i temmelig vid udstrækninger relativ. Den eksisterer ikke uafhængigt af den enevældige Overordnede, Jehova Gud, der kan begrænse området for frie handlinger til bedste for sine tjenere. Denne relative frihed kan kun nydes, så længe man lever og handler i harmoni med de begrænsninger, der er blevet bekendtgjort af selve frihedens ophavsmand, Jehova Gud. (Sl. 146:7) Disse begrænsninger er bestemmende for en skabnings relative frihed. Nogle af disse begrænsninger skal her nævnes: Den slags, selve naturen pålægger, det sociale fællesskabs rettesnor, sandhedsprincipper, teokratiske love, åbenbaringer af den guddommelige vilje og indskrænkninger som følge af rettigheder, der er givet andre. Disse begrænsninger vil blive drøftet efterhånden som vi skrider frem i studiet.

Begrænsninger, naturen pålægger

3, 4 a) Hvilke begrænsninger pålægger naturen med hensyn til den kristnes brug af sit legeme? b) Hvad forstås der ved, at nogle bliver dyrisk sindede?

³ Mennesker er mennesker; de er ikke åndeskabninger eller dyr. Af natur er nogle af hankøn, andre af hunkøn. Mange er børn og resten voksne eller modne. Blandt de voksne er nogle ugifte, og resten gifte med forpligtelser som ægtemænd eller hustruer. De kristnes legemer sammenlignes med kar, og disse bør bevares rene og bruges forstandigt i overensstemmelse med naturen. (2 Kor. 4:7; 1 Tess. 4:3-5, NW) I alle tidsaldre har Satan og dæmonerne forledt mennesker til at udøve deres frie vilje på den måde, at de har brugt deres legemer på unaturlig vis og i modstrid med Guds oprindelige hensigt med at skabe dem af han- og hunkøn. Paulus skriver i sin skildring af disse genstridige, der er gået over de grænser, naturen har sat: „Derfor gav Gud dem hen til vanærende kønslige lyster, thi både ombyttede deres kvinder den naturlige omgang med den unaturlige, og ligeledes vendte mændene sig fra den naturlige brug af kvinden og optændtes i heftigt begær efter hverandre, mænd med mænd, og øvede skamløshed og pådrog sig den velfortjente straf for deres forvildelse.“ — Rom. 1:26, 27, NW.

⁴ Peter og judas skildrer også dem, som overskrider naturens grænser ved at lægge et dyrisk sind for dagen. De advarer om, at sådanne endogså vil søge samkvem med kristne. „Men disse mennesker, som spotter det, de ikke kender, skal forgå som fornuftløse dyr, der af naturen er født til at fanges og forgå.“ „I de sidste tider skal der komme spottere, der lever efter deres eget begær efter ugudelige ting. Det er disse, som volder splittelser, dyriske mennesker, som er blottet for åndelighed.“ — 2 Pet. 2:12; Jud. 18, 19, NW.

5. Kan kristne tillade sig ikke at vise naturlig kærlighed?

⁵ Naturen knytter også med stærke bånd forældre og børn sammen i et nært samhold. Disse bånd indbefatter den naturlige kærlighed, der bør være mellem børn og forældre. Kristne kan ikke ignorere disse kendsgerninger i naturen. De eksisterer som en grænse for deres relative frihed. Om dem, som tilsidesætter denne grænse, er der skrevet: „Mennesker . . . ulydige mod forældre, utaknemmelige, hensynsløse, ukærlige . . . uden selvbeherskelse“ o.s.v. ( 2 Tim. 3:2, 3, NW) At holde sig til og at styrke disse bånd i naturen vil hjælpe mange forældre til med held at opdrage deres børn i Guds gunst.

6. Hvilke begrænsninger er der i forholdet mellem de to køn?

⁶ En anden sag er et ret kønsforhold. Der er pålagt kristne den begrænsning, at de ikke kan have kønslig omgang med andre end deres ægtemand eller hustru. (Matt. 19:3-9) At bedrive hor eller utugt er at overskride den fastsatte grænse. For de gifte kræver naturen, at begge parter yder, hvad de er hinanden skyldig, uden at tilbageholde dette. „Hver mand [skal] have sin egen hustru, og hver kvinde have sin egen mand. Manden skal yde sin hustru, hvad han er hende skyldig; ligeledes også hustruen sin mand. Hustruen råder ikke over sit eget legeme, det gør hendes mand. Ligeså råder heller ikke manden over sit eget legeme, det gør hans hustru.“ (1 Kor. 7:2-4) Manden skal leve sammen med sin hustru i overensstemmelse med kundskaben om Guds grundlæggende naturlove. Manden må vise hensyn overfor kvindens biologiske konstitution, hendes begrænsninger, hendes perioder, hendes overgange, der i høj grad indvirker på hendes mentale processer, tilstand og temperament. Gud ignorerer ikke disse kvindelige begrænsninger; ægtemænd bør heller ikke gøre det. — 3 Mos. 18:19; 20:18; 1 Pet. 3:7-9.

Rettesnoren for det sociale fællesskab

7. Hvilke kloge begrænsninger findes der med henblik på den kristnes sociale fællesskab med andre af samme dyrebare tro?

⁷ Når mennesker bliver kristne, føres de ind i et nært samfund med andre kristne og danner således en menighed som en del af Guds „ene hjord“. (Joh. 10:16) En indviet kristen er ikke kaldet til at leve for sig selv, men opfordres til sammen med sine medkristne at være med i den fælles tjeneste for Herren. Det ventes, at han udviser mere end kun almindelig sømmelighed i sin omgang med andre. Han må bruge sund fornuft og lægge kærlighed til brødrene i den lokale menighed for dagen. (1 Pet. 2:17) Jesus gav os en god rettesnor for dette sociale fællesskab, da han sagde: „Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) Alle de kristne Græske Skrifter rummer en righoldighed af formaninger vedrørende en kristens opførsel over for sine medkristne. En kristen kan ikke være egenrådig eller gennemtrumfe sin egen vilje i menigheden eller vise hensynsløshed over for sine medkristnes følelser. Netop med henblik på denne samhørighed har vi en række fornuftige begrænsninger til betryggelse af vor relative frihed. Disse begrænsninger af udøvelsen af vor frie vilje er ikke alene til gavn for vor nuværende lykke, men vil også være medvirkende til at sikre os en plads i Guds evige organisation.

Sandhedsprincipper

8, 9. a) Hvad er sande principper, og hvor findes de? Giv nogle eksempler. b) Hvorledes dannes bibelske læresætninger? Anfør eksempler.

⁸ Det er retfærdighedens vej at anerkende sandhedsprincipperne og anvende dem med forstand. Den kristne vandrer bestandig i retfærdighed og undlader at udøve sin frie vilje, når dette vil afstedkomme noget uretfærdigt. Hvad er da principper? Et sandt princip er en grundsandhed. Eftersom enhver sandhed er i overensstemmelse med kendsgerningerne eller med tingenes virkelige tilstand, er principper hovedsagelig udtryk for grundliggende kendsgerninger. Bibelen rummer direkte tusinder af sådanne principper. Andre kan man slutte sig til eller finde i naturens bog. (Rom. 1:20) Her skal kun nævnes nogle få. Gud dannede jorden til at bebos. Mennesket er dødeligt. Den sjæl, der synder, dør. Adam syndede og blev dømt til døden. Gud er rig på barmhjertighed. Fuldkomment liv gives for et fuldkomment liv. Kødets sjæl [liv, KJ] er i blodet. Jesus blev fuldkomment kød. Jesu fuldkomne liv var en tilsvarende genløsning. Jesu livsblod købte mennesket evig udfrielse fra døden. — Es. 45:18; 1 Mos. 2:17; Ez. 18:4; 1 Mos. 3:6, 19; Ef. 2:4; 2 Mos. 21:23; 3 Mos. 17:11; Joh. 1:14; 1 Tim. 2:6; Hebr. 9:12.

⁹ Ligesom mursten, der lægges efter et bestemt mønster, danner en bygning, således samles bibelske sandhedsprincipper efter et guddommeligt mønster for at danne bibelske læresætninger. Ved at samle de førnævnte principper i den rækkefølge, de er nævnt, får man grundridset af den vigtige bibelske læresætning vedrørende menneskets udfrielse fra døden ved hjælp af den genløsning, Jesus Kristus tilvejebragte. På denne måde formes alle bibelske læresætninger fra grundsandhedernes principper. — Hebr. 6:1.

10. Hvorledes har Satan opbygget sin vældige organisation på sin første løgns grundvold?

¹⁰ Læg nu mærke til, hvad Satan, ophavsmanden til løgn, har gjort med den første løgn: I skal visselig ikke dø. (Joh. 8:44; 1 Mos. 3:4) Han har brugt den til at frembringe det følgende falske, uretfærdige princip, der ikke har kendsgerninger eller sandhed til grund. „Sjælen er et levendegørende princip . . . adskilt i natur fra legemet og antages almindeligvis at have sin egen eksistens.“a Ud fra dette løgnagtige princip har Satan udbredt sin næsten universelt falske, religiøse læresætning om menneskets udødelighed, at mennesket fortsætter tilværelsen efter døden. Tænk engang, at på denne løse sandgrund, denne første løgn, har Djævelen omdannet yderligere løgne til uretfærdige principper og derpå brugt disse falske principper til opbyggelsen af sin gigantiske, uretfærdige organisation, der omfatter falsk religion, storhandel og politik! Satan har ved hjælp af sine mange giftige løgnagtige læresætninger holdt menneskesindene i fangenskab og kun næret dem med skorperne af en mental føde, der er blottet for liv, en føde, der holder dem bundet i mentalt mørke, fremmede for sandheden. — 1 Kor. 10:21.

11, 12. a) Hvad er den kristne begrænset til med henblik på åndelig føde? og hvorfor? b) Hvorledes fremholder Jesus et eksempel på en forstandig og en dåragtig adfærd?

¹¹ Vi ser således, hvor vigtigt det er for den kristne ikke at overskride grænserne for sin relative frihed og give sig til at granske dæmoners lærdomme, som de fremholdes af falsk religion. Bruger man sin frie vilje i den retning, kommer man i Djævelens kløer og i trældom under uretfærdighedens åg, og man vil snart befinde sig i mørket udenfor; og hvor stort er ikke det mørke! Den kristnes liv og tankegang må daglig næres af de sandhedslærdomme, der er at høste fra Guds åbenbarede sandhedsord. Sandheden bliver til evig tid. Sandheden kan ikke udryddes. At nyde sandhedens solvarme bringer sand frihed. — Sl. 146:6; Joh. 7:16, 17; 2 Kor. 13:8.

¹² Jesus fremholdt meget rammende modsætningen mellem de to fremgangsmåder. I det følgende sammenligner han dem, som bygger deres trosbygning på „klippegrund“, med de dåragtige, som bygger på løgnens „sand“. „Derfor: enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen. Men enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog imod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.“ — Matt. 7:24-27.

Teokratiske love

13, 14. a) Hvilken forskel er der på grundlaget for Guds love og grundlaget for mange af menneskers love? Giv eksempler. b) Hvad skete der med de principper, der lå til grund for Lovpagten, da Gud bragte dens lovgyldighed til ende i året 33 og således ophævede den for de kristne?

¹³ Skønt mange af menneskets love er baseret på falskeligt udtænkte principper, så har de teokratiske love, som den store, enevældige Overordnede, Jehova Gud, har givet dem, sandhedsprincipper til deres sunde grundvold. „Din retfærd er ret for evigt, din lov er sandhed.“ (Sl. 119:142) Ingen juridiske falsknerier har hjemmel i Guds lov. For eksempel er den guddommelige lov, der stadig er gyldig den dag i dag, og som forbyder mord, baseret på det ligefremme princip, der har rod i den kendsgerning, at mennesket er dødeligt. (1 Mos. 9:6) Falske religioner lærer i direkte modstrid hermed den usandfærdighed, at mennesket er udødeligt. Ligesom sande principper er brugt til at opbygge alle de mange bibelske læresætninger, således ligger der sande principper til grundvold for alle Guds love. — 1 Kor. 9:8-10.

¹⁴ I virkeligheden er hver eneste af de hundreder af love, der udgør Lovpagten, som den blev givet til Moses i året 1513 f. Kr., baseret på et eller flere sandhedsprincipper. Der skete faktisk det, at et væld af retfærdige principper for første gang blev forelagt mennesket, dengang Lovpagten som en åbenbaring blev givet israelitterne. Af den grund ophævede Gud ikke, dengang han bragte Lovpagtens juridisk bindende kraft til ophør ved at nagle den til Jesu marterpæl, de evige sandhedsprincipper, mennesket blev gjort opmærksom på gennem Lovpagten. (Kol. 2:4) De sandhedsprincipper, Lovpagten rummede, er stadig bevaret for os i Bibelen og er en rettesnor for kristne på deres retfærdighedsvej. Dog er Lovpagtens forordninger lige så døde som Lovpagten selv og er ikke bindende for kristne i dag. „I er ikke under lov, men under ufortjent godhed.“ — Rom. 6:14, NW.

15. Nævn nogle af de teokratiske love, der begrænser den kristnes handlefrihed?

¹⁵ Men der er teokratiske love, der, bortset fra Moseloven, sætter grænser for den kristnes relative frihed. Da love er handleregler, der dikteres af den overordnede vedrørende den underordnedes adfærd, er den underordnede nødsaget til at adlyde disse love. Foruden, som allerede nævnt, at forbyde mord, er det også den kristne forbudt at spise blod, han må afholde sig fra utugt, ikke tilbede afguder og heller ikke svigte menighedens sammenkomster o.s.v. (1 Mos. 9:4; Ap. G. 15:20, 29; Hebr. 10:25) Lad os ikke glemme de to store love eller bud, som Jesus gav os. „Du skal elske Herren [Jehova din Gud, NW] af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:37-39) Disse og de mange andre regler, der er optegnet for de kristne i de kristne Græske Skrifter og givet af de sande overordnede myndigheder, Jehova Gud og Kristus Jesus, er nogle af de begrænsninger, der markerer den kristnes relative frihed.

Åbenbaringer af den guddommelige vilje

16, 17. a) Hvilken indstilling indtager den kristne over for Guds vilje? Nævn et eksempel i forbindelse med Jesus. b) Anfør eksempler på Guds åbenbarede vilje, der i høj grad indvirker på den kristnes virken og færden.

¹⁶ Den kristne beder med rette til Gud: „Lad din vilje ske som i himmelen således også på jorden.“ (Matt. 6:10, NW) Hermed går den kristne ind på at begrænse sin egen frie vilje i harmoni med den enevældige Overordnedes vilje. Det betyder, at hvilke åbenbaringer af den guddommelige vilje, der end måtte blive klargjort for ham gennem Bibelen, så er han villig til at handle i overensstemmelse dermed. Vi ser dette i forbindelse med Jesus. Han forstod ud fra studiet af de Hebraiske Skrifter og ved hjælp af den hellige ånd, der vejledte ham, at det var Guds vilje med ham, at han frivilligt skulle dø offerdøden, så hele den trofaste menneskeslægt kunne opnå udfrielse fra døden. Ved højdepunktet for hans tjenestegerning, lige inden han skulle betale den høje pris ved at de på marterpælen, sagde han, som det står optegnet: „Fader, om du vil, så tag denne kalk [dette bæger, NW] fra mig. Dog ske ikke min vilje, men din!“ — Luk. 22:42.

¹⁷ Bibelen rummer Guds åbenbarede vilje med hans indviede tjenere. Med flid søger de større kundskab og påskønnelse af hans vilje, og med alvor og oprigtighed søger de at indordne deres handlinger efter Guds rette vilje. Nu er det for eksempel Jehova Guds vilje, at hans vidner skal forkynde hans navn på hele den beboede jord. (Es. 61:1, 2; Matt. 24:14; Rom. 9:17) Det fremgår også af Skriften, at det er hans vilje, at hans oprettede rige i himmelen skal sønderknuse alle denne gamle verdens riger i Harmagedonslaget, der er for hånden. (Dan. 2:44; Zef. 3:8) Hvem er vi, at vi skulle modstå Guds majestætiske vilje? Tværtimod haster vi med at ordne vort liv og vore anliggender i nøje harmoni med hans vilje, så den for bestandig kan blive udøvet på jorden som i himlene.

Begrænset af andres rettigheder

18. a) Hvem skænker rettigheder, og hvilke fem former for rettigheder nævnes her? b) Hvad er en pligt, og hvilket forhold eksisterer der mellem pligt og ret? Nævn eksempler.

¹⁸ Kristne lærer at forstå, at deres frihed også er begrænset af rettigheder, Gud har skænket andre. Hvordan det? I enhver regering, hvad enten den er teokratisk eller dannet af mennesker, har den overordnede magt til at skænke enkeltpersoner rettigheder. Rettigheder er fordele eller forøget handlefrihed. De kan have form af 1) juridiske fordele vedrørende sager af speciel interesse, 2) særlig myndighed i forbindelse med en stilling, 3) generel bemyndigelse, 4) forrettigheder eller 5) gaver. Disse rettigheder kan fastslås ved lov for hele gruppen, direkte skænkes enkeltpersoner eller opstå ved indgåelse af pagter. Dernæst er det godt at forstå, at for enhver rettighed, der gives af den overordnede, skabes der en tilsvarende pligt. „Hvor der eksisterer en rettighed hos noget menneske, hviler der også en tilsvarende pligt på et andet menneske eller på alle i al almindelighed.“b Derfor er en pligt en forpligtelse til at gøre noget eller at undlade at gøre noget i overensstemmelse med en andens rettighed. Du skylder for eksempel en mand 100 kr. Han har ret til at kræve de 100 kr. Du har pligt til at betale ham 100 kr. Hvis der skulle opstå nogen tvivl vedrørende betalingsforholdet, så er det dommerens sag at afgøre, hvem af parterne der har retten på sin side. Han forordner, at denne rettighed skal anerkendes, og at pligten skal opfyldes af den, på hvem den hviler. Vi kan derfor se, hvordan vor kristne frihed er begrænset af pligter, som vi må opfylde i overensstemmelse med de rettigheder, Gud har skænket andre skabninger.

19. Sammenlign Guds rettigheder med menneskets rettigheder.

¹⁹ Jehova Gud besidder i sin egenskab af Skaber de største rettigheder i universet. Hans rettigheder eller lovmæssige fordele betegnes som enevældige rettigheder, fordi han er den store Overordnede i teokratisk regering. (Rom. 9:20, 21; Sl. 95:3) Alle mindre rettigheder stammer fra Jehova Gud og har deres udspring i hans enevældige rettigheder. (Job 36:6) Disse mindre rettigheder, der skænkes hans underordnede, alle trofaste skabninger fra Kristus Jesus og ned til loyale mennesker på jorden, betegnes som betroede rettigheder. Disse mindre rettigheder betror Gud sine tjenere enten som belønning for trofast tjeneste eller blot som en tilkendegivelse af hans store kærlighed til sine skabninger. Læg som en hjælp til at belyse spørgsmålet mærke til følgende umulighed. En skabning kunne aldrig forlange Gud ført i retten i noget tvivlsspørgsmål, bare fordi det er rettens sag at afgøre, hvem der sidder inde med de største rettigheder i det eller det bestemte anliggende. Eftersom Gud altid ville sidde inde med de største rettigheder i et hvilket som helst anliggende, ville han vinde sagen hver gang. Alt dette betyder, at Guds enevældige rettigheder ikke med held kan drages i tvivl. Selv Satan Djævelen vil blive tvunget til at anerkende dette store faktum, når han lider totalt nederlag i Harmagedon. — Jer. 18:1-10.

20. Hvilke rettigheder har de fattige, og hvorledes indvirker de på den kristnes adfærd i dag?

²⁰ Nu følger en kort gennemgang af eksempler på rettigheder, der omtales i Bibelen, og som er opstået af en af de i paragraf 18 nævnte årsager. „Jeg ved, at Jehova . . . vil fastholde de fattiges rettigheder.“ (Sl. 140:13, AT; Es. 10:2) De fattiges almindelige „rettigheder“ blev skabt ved lov under Lovpagten, således at de ikke-israelitiske fremmede og andre fattige i landet kunne nyde den fordel at sanke efterslætten af høsten. Der blev således ved lov sørget rigeligt for den fattiges bespisning. (3 Mos. 19:9, 10) Denne lov, der kun var en skygge af større ting i vor tid, ser ud til at være et billede på de åndeligt fattiges rettighed eller deres, som ikke er sande kristne, til at høre sandhedsbudskabet, som det forkyndes af Jehovas kristne vidner. Jehovas vidner har derfor nu den vigtige pligt at give disse Herrens „fattige“ åndelig føde. Gud har skænket disse fattige retten eller rettigheden til at høre om Guds barmhjertighed og at tage imod sandheden til opnåelse af liv i den nye verden. Hvem er vi, at vi skulle nægte dem denne ret til at vinde frelse? — Luk. 7:22; 14:21.

21. a) Hvilken rettighed hentydes der til i Ezekiel 21:27, og hvilken indflydelse har den på den kristnes handlinger i dag? b) Under hvilke forhold gives der andre myndighed i Guds organisation?

²¹ Bibelen omtaler en anden rettighed, der er interessant at undersøge. Ezekiel siger: „Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ (Ez. 21:27) Retten, der her omtales, er rettigheden til at sidde på Jehovas trone, når han opretter sit rige. Denne rettighed skænkes ved en pagt eller kontrakt, som man vil sige nutildags. Betingelserne blev fastsat i den pagt, som Gud sluttede med David. Denne kontrakt kaldtes også „de trofaste nådeløfter til David“. I denne pagt sagde Gud: Jeg vil „grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig“. (2 Sam. 7:12, 13) Apostelen Paulus viser tydeligt, at det er Kristus Jesus, der opnår denne pagtsrettighed til Himmerigets trone. Det betyder, at alle kristne må anerkende Kristi Jesu kongeret og er forpligtet til at ære ham som en ophøjet hersker i Guds teokratiske regering. (Ap. G. 13:32-37; Joh. 1:49; 1 Pet. 2:17) Denne ordning gælder også alle andre, som får betroet en stilling i Guds organisation. Også de modtager et mål af myndighed, der igen giver dem ret (en udvidet frihed til at handle klogt under udførelsen af organisationsmæssigt overopsyn) til at udføre handlinger, andre ikke må udføre. De andre har pligten til at støtte den, som har fået betroet en sådan teokratisk myndighed, i udøvelsen af sådanne handlinger. — Mark. 11:28; Luk. 19:17; Joh. 5:27; 2 Kor. 10:8; Matt. 10:1.

22. Hvilke rettigheder tilkommer kristne som følge af den bemyndigelse, Jesus gav sine efterfølgere, og som omtales i Mattæus 28:19, 20?

²² Lad os nu se på et eksempel på rettigheder skænket gennem en generel bemyndigelse. Inden Jesus for til himmelen, gav han sine kristne efterfølgere en generel bemyndigelse til at være hans tjenere og vidner helt til jordens ender. „Gå derfor hen og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Matt. 28:19, 20; Ap. G. 1:8, NW) Dette gav de indviede kristne ved bemyndigelse ret til at forkynde om Jesus Kristus i alle jordens egne. Dette pålægger alle jordiske herskere og folkene i almindelighed pligt til at lade disse tjenere udføre deres bemyndigede hverv. For at få denne kristne rettighed til at forkynde Kristus anerkendt af den romerske regering appellerede Paulus sin sag til verdensrigets højesteret i Rom. Paulus siger i sin omtale af denne juridiske begrundelse af retten til at forkynde de gode nyheder: „Fælles som I jo alle er med mig om den ufortjente godhed, både når jeg sidder lænket, og når jeg forsvarer og juridisk begrunder de gode nyheder.“ (Fil. 1:7, NW) Af denne grund fastholder kristne tjenere i dag retten til at forkynde budskabet om Riget i alle lande. Endvidere kan ingen enkelt kristen hindre en anden kristen i at hævde sin ret som en ordets forkynder.

23. Gør rede for de rettigheder, der er tilflydt kristne som følge af en forret, Gud har skænket dem.

²³ Rettigheder skænkes også i form af særlige forrettigheder. Som et eksempel kan nævnes den uvurderlige forret at bære Jehovas navn. Jesus bad i sine disciples påhør til Jehova og sagde: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig . . . jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt.“ (Joh. 17:6, 26, NW) Den sande kristne tjener, der kender betydningen af det guddommelige navn Jehova, vil med glæde leve op til Guds erklæring: „I er mine vidner, siger Jehova, og jeg er Gud.“ (Es. 43:12, AS) Denne forret indebærer retten til at tale som et af Guds sendebud og at repræsentere ham over for herskerne og folkene i denne gamle verdens samfund. Det kristne vidne for Jehova er også pålagt den begrænsning, at han ikke kan hindre en medkristen i at gøre brug af denne forret. Det er, fordi denne forret kommer direkte fra Gud og ikke skyldes nogen jordisk myndighed.

24, 25. a) Hvorledes viser Paulus, at de forskellige gaver, som blev skænket de første kristne, medførte visse rettigheder? b) Hvilke gaver er kristne nu om stunder interesseret i? Kan kristne fastholde de rettigheder, der er knyttet til de modtagne gaver, over for deres medmennesker?

²⁴ Til sidst ser vi, at de mangeartede og vidunderlige gaver, der kommer fra Jehova, alle medfører rettigheder. Tænk på, hvordan Gud i tiden for den første menighed skænkede forskellige kristne tjenere gaver. „Der er forskellige gaver, men det er den samme ånd. En gives der nemlig ved ånden visdoms tale, en anden kundskabs tale ifølge den samme ånd, en anden tro ved den samme ånd, en anden helbredelsesgaver ved den samme ånd, en anden igen udførelse af undergerninger, en anden at profetere, en anden bedømmelse af inspirerede udtalelser, en anden forskellige tungemål, og en anden tolkning af tungemål.“ (1 Kor. 12:4, 8-11, NW) Paulus viser et andet sted, hvordan hver enkelt tjener, der var velsignet med en sådan gave, havde ret til at tale til menigheden, og at ingen kunne hindre ham deri som følge af denne rettighed. „Når I kommer sammen, så har en en salme, en anden en belæring, en anden en åbenbaring, en anden en tungetale, en anden en fortolkning. Lad alt ske til opbyggelse.“ (1 Kor. 14:26, NW) De ovenfor nævnte gaver findes ikke blandt kristne i dag, da de kun blev givet ved apostlenes håndspålæggelse.

²⁵ Imidlertid har Jehova, al god gaves giver, ikke forbigået kristne i tiden efter apostlenes død. (Jak. 1:17) Her skal nævnes nogle af de gaver, som omtales i Bibelen, og som alle medfører rettigheder. Sandheden i sig selv er en dyrebar gave, som ingen har ret til at fratage dig. Tro på Gud og Kristus er ligeledes en gave, som ingen kan berøve en. Så er der gaven at forblive ugift og ægteskabets gave og Guds ufortjente godheds uudsigelige gave. (Joh. 4:10; Ef. 2:8; Matt. 19:11; 1 Kor. 7:7; Rom. 5:15; 2 Kor. 5:15) Men den største af alle gaver, der holdes i beredskab til alle kristne, er det evige liv. „Gaven, Gud skænker, er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom. 6:23, NW) Når man modtager den gave, så har man opnået belønningen, retten til liv. Den, som ejer denne ret til liv, ejer den på trods af alle undtagen Jehova Gud, Livgiveren, der sidder inde med de største enevældige rettigheder. Hvilken dyrebar skat vil ikke denne rettighed til liv være!

Den kristne friheds omfang

26. Har åndeskabninger og mennesker det samme mål af relativ frihed? Forklar dette nærmere.

²⁶ Mennesket er ikke den eneste skabning, hvis relative frihed er begrænset. Da der er skrevet, at mennesket er skabt noget ringere end englene, ser det ud til, at den relative frihed, englene nyder, er noget større end trofaste menneskers. (Hebr. 2:6, 7) Så er der de 144.000 medlemmer af den herlige rigsorganisation i himmelen, der har del „i guddommelig natur“, en rang, der er endnu højere end nogen af englenes. Herfra må man også slutte, at disse herlige og udødelige Guds sønner nyder en meget omfattende relativ frihed i overensstemmelse med deres nye skabnings natur. (2 Pet. 1:4; 2 Kor. 5:17) Om den opstandne Kristus Jesus, Kongen, er der skrevet: „Han er hans [Guds] herligheds afglans og selve hans væsens udtrykte billede.“ (Hebr. 1:3, NW) Denne ophøjede må have et uhyre stort handlingsområde med relativ frihed, et område, der må være næsten så udstrakt som Guds eget. Dog er kendsgerningen den, at Jehova som den enevældige Overordnede er den eneste, der har absolut frihed.

27. Beskriv og drøft omfanget af den frihed, Gud tildeler sine skabninger.

²⁷ Ulig Jehova har alle andre grænser, der giver dem et frihedsområde, der er af større eller mindre omfang, alt efter deres grad af underordnethed, lige fra Kristus Jesus ned til trofaste mennesker. Dog er deres område for relativ frihed fuldt ud tilstrækkeligt, så alle skabninger kan udfolde deres fuldkomne liv i videst mulige udstrækning til bedste for dem selv og alle omkring dem, alt sammen til ære for deres Skaber, Jehova Gud. Det mål af frihed, der er tildelt den enkelte skabning, er umådelig stort. Han vil aldrig i de kommende tidsaldre føle sig krydset eller hemmet i sin udfoldelse. Det frihedsområde, der tillader udøvelse af den frie vilje i både fysisk og mental henseende, vil aldrig blive udnyttet i fuldt mål af den enkelte inden for hans kategori. Ved afslutningen på Kristi tusindårige regering, når Guds jordiske undersåtter vil komme til helt at eje Guds børns herlige frihed, da vil de begynde at udøve bedrifter, der vil lægge beslag på det fuldkomne menneskes fuldt udviklede snilde, talent og genialitet. Disse evner, der omfatter det fuldkomne menneskes mentale, fysiske og åndelige udrustning, vil udrette ting, hvorom vi ikke kan gøre os forestilling nu ved verdensskiftet. — Es. 64:3.

28. Hvad fortæller Jesu eksempel os vedrørende det fuldkomne menneskes virkeområde i forbindelse med hans frihed?

²⁸ Tænk et øjeblik over, hvorledes dette blev lagt for dagen af det fuldkomne menneske, Jesus, under hans tjenestegerning på jorden. Ved begyndelsen af hans gerning, da han blev døbt i Jordan i året 29, åbnedes himlene, og Guds ånd kom over ham. (Matt. 3:16) Fra da af genkaldte han sig i erindringen hele sin før-menneskelige eksistens og tilværelse som ånd. Det betød, at dette fuldkomne menneskes hjerne var tilstrækkelig stor til, at Jesus i sit sind kunne rumme alle de mentale færdigheder og erindringer om sin før-menneskelige karriere, han som en vældig åndeskabning havde indsamlet over en periode på talløse milliarder af år. Dette forklarer Jesu hentydninger til mange af hans personlige samtaler med Jehova Gud i himmelen, som han huskede til fuldkommenhed. I de milliarder af år, der ligger foran os, siger fornuften os, vil det aldrig være muligt for det fuldkomne menneske på jorden at nå op på højde med den strålende begavelse, som Jesus, Guds enbårne søn, lagde for dagen. Hvis Jesus derfor som et fuldkomment menneske aldrig fandt sine livsmuligheder på jorden krydset eller hemmet, så venter der med sikkerhed det fuldkomne menneske i den kommende nye verden et endeløst og umådelig interessant liv med frihed og travl aktivitet på jorden. Ikke det alene, det vil også være et liv i frihed under evigvarende betryggelse. — Joh. 5:19-21; 8:58; 12:48, 49; 17:5; Kol. 1:15-17.

29. Hvorfor og hvordan bør kristne værdsætte deres frihed?

²⁹ Kaldet til kristen frihed har lydt ud over hele jorden. Stor er skaren, der har givet agt derpå, og mange er de, som har friet sig selv af trældommen under Satans gamle verdens samfund. Dog er der langt flere, som bør høre råbet: „Sig til fangerne: Gå ud!“ (Es. 49:9, KJ) Følgende råd gives til de mange, som allerede i flere år har nydt godt af den rette teokratiske frihedsatmosfære: Vær et sandt eksempel for de nye, som smager denne frihed for første gang. I kan ved jeres eksempel på sømmelig adfærd med henblik på andres rettigheder og ved at holde jer inden for de rette teokratiske begrænsninger af vor frihed være de nye en hjælp til at vokse til modenhed. De vil få respekt for Guds krav og blive dygtigere medlemmer af den nye verdens samfund. Indordner vi os under de nuværende kristne organisationsmetoder, vil vi være langt bedre udrustet som forvaltere i den nye verden efter Harmagedon. Vedbliv med at bevise jeres retskaffenhed som forkyndere af de gode nyheder, så jeres mål: at opnå et evigt livs dyrebare gave på en varig paradisisk jord, måtte blive en glædelig virkelighed. Unge og gamle, værdsæt jeres kristne frihed som et dyrebart klenodie. Lad ingen frarøve jer den. Hold fast ved den.

(The Watchtower, 1. juli 1952)

[Fodnoter]