Sådan døde Jesus
DE sidste dage af Jesu tjenestegerning på jorden var fyldt med smertelige prøvelser. Da Jesus forstod at tidspunktet for hans død nærmede sig „tog han de tolv til side, så de var ene, og undervejs sagde han til dem: ’Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne til at spottes og piskes og korsfæstes [pælfæstes, NW]; men på den tredje dag skal han opstå.’“ — Matt. 20:17-19.
Den 14. nisan, den dag jøderne fejrede deres påske, tog Jesus sine disciple med sig ud til oliebjerget efter at han havde indstiftet nadveren til minde om sin død. „Så siger Jesus til dem: ’I skal alle forarges på mig; thi der står skrevet: „Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes.“’“ (Mark. 14:27) Jesus vidste at denne profeti, der så lang tid forud var blevet nedskrevet i Zakarias 13:7, nu skulle opfyldes, og han beredte sine disciple til den store prøvelse de ville komme ud for.
Da de nåede til en have der hed Getsemane tog han Peter, Jakob og Johannes med sig, „og han blev grebet af forfærdelse og gru. Og han siger til dem: ’Min sjæl er dybt bedrøvet til døden.’“ Eller, sagt med ordene i An American Translation: „Mit hjerte er næsten ved at briste.“ „Og han gik et lille stykke videre, faldt ned med ansigtet mod jorden, bad og sagde: ’Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.’ Han gik atter bort og bad for anden gang og sagde: ’Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!’“ (Mark. 14:32-34; Matt. 26:37-39, 42) Der var noget der bekymrede Jesus meget. Det han først og fremmest tænkte på var ophøjelsen af sin Faders navn. Menneskehedens frelse, såvel som hans eget liv, afhang af hvordan han nu ville handle.
Da Jesus i begyndelsen af sin jordiske tjenestegerning blev fristet af Satan i ørkenen prøvede Djævelen at få ham til at forlade trofasthedens vej, men Jesus ville kun tjene Jehova. „Da forlader Djævelen ham, og se, engle kom til ham og tjente ham.“ Det samme skete i denne prøvelsens stund da hans liv som menneske var ved at være forbi, „en engel fra Himmelen [viste] sig for ham og styrkede ham“. — Matt. 4:11; Luk. 22:43.
Her er det interessant at betragte den profeti om Jesu død der står nedskrevet i Esajas 53:10, som siger: „Jehova selv fandt behag i at knuse ham; han slog ham med sygdom.“ (NW) Hvordan viste det sig at gå i opfyldelse?
Der i Getsemane led Jesus store kvaler. „Da han nu blev grebet af en sjæleangst vedblev han med at bede endnu mere indtrængende; og hans sved blev som bloddråber der faldt ned på jorden.“ (Luk. 22:44, NW) Jehova tillod dette, og det kan derfor siges at han i haven slog Jesus med sygdom. Så stor var Jesu sjæleangst, han svedte endog blod der faldt ned på jorden, at han måske ville være død deraf hvis den ikke var blevet afkortet. Man har imidlertid givet udtryk for den tanke at sygdommen var af en sådan art at den bedøvede nervesystemet, hvilket gjorde alt det der endnu skulle overgå ham udholdeligt. Vi ser således at Jehova i sin store barmhjertighed lod Jesus blive syg før han blev naglet til marterpælen.
Da Jesus var blevet arresteret og underkastet et fingeret forhør blev han pisket, og på den præsteanførte hobs forlangende overgivet til at pælfæstes. Det var en frygtelig oplevelse, men uden tvivl blev smerten i hvert fald i nogen grad dulmet på grund af de nervedøvende oplevelser han allerede havde haft. I stedet for at lade Jesus lide i lang tid på marterpælen eller lade soldaterne bryde hans ben, fandt „Jehova selv . . . behag i at knuse ham“, hvilket han gjorde ved at lade ham udånde få timer efter at han var blevet pælfæstet. Jesus, der forstod hvad der var ved at ske, råbte med høj røst: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?“ Og, overvældet af smerte „udstødte Jesus et højt råb og udåndede“. (Mark. 15:34, 37, NW) Lægen William Stroud forklarer i bogen The Physical Cause of the Death of Christ [Den fysiske årsag til Kristi død] hvad der skete, og siger under henvisning til en hr. Grimers iagttagelser: „Det er almindeligt at mennesker hvis hjerte er overbelastet på grund af stærk blodtilstrømning, af angst og hjertebanken, og som er ved at kvæles, råber højt.“ Øjensynlig bristede Jesu hjerte eller en af de større arterier sprængtes, hvorfor han døde.
Det muliggjorde opfyldelsen af en anden vigtig del af Jehovas hensigt. „Der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“ (Hebr. 9:22) Og vedrørende Jesu død stod der skrevet: „Han udtømte sin sjæl til døden.“ (Es. 53:12) Han måtte dø på en pæl for at troende jøder kunne løskøbes fra Lovens forbandelse, men døden på en marterpæl ville ikke bevirke at blod blev udgydt, og det var nødvendigt for at opfylde de krav Gud stillede for at den troende menneskeheds synder kunne borttages. (Gal. 3:13) Jehova knuste imidlertid Jesus, på den måde at han tillod Jesu hænder og fødder at blive gennemboret af nagler og lod hans hjerte eller en af arterierne briste således at blodet strømmede ud i hjertesækken eller i brystkassen. Da en af soldaterne derefter tog et spyd og stak Jesus i siden „flød der blod og vand ud“. (Joh. 19:34) Så selv om Jehova fandt behag i hurtigt at gøre ende på sin søns dødskval, muliggjorde han dog samtidig at alle enkelthederne i de inspirerede profetier blev opfyldt og frelsesbetingelserne honoreret.