Når alle mennesker atter tilbeder én Gud

1. Hvad lagde to herrer fra et New Yorker-forlag mærke til på Marshøjen i Aten den 6. december 1956?

EN DAG i 1956 — det var den sjette december — steg præsidenten og vicepræsidenten for en internationalt kendt forlagsvirksomheda op på Marshøjen i Aten i Grækenland. De hedenske grækere kaldte i sin tid højen Areopagus. Stentrin førte op til toppen. Ikke langt fra foden af trappen standsede de to mænd. Se der! En bronzeplade indsat i klippen til højre for trappen. Den bar en inskription, affattet på græsk, som det blev talt for nitten hundrede år siden. Ordene er i virkeligheden et citat fra Bibelen. Ja, de er fra den del af Bibelen, som først blev skrevet på græsk for de kristne, og som i almindelighed kaldes „Det Nye Testamente“. Citatet er fra bogen Apostlenes Gerninger, det syttende kapitel, versene toogtyve til og med enogtredive. Her er, hvad der stod, gengivet i et moderne sprog:

2. Hvordan lød inskriptionen på bronzepladen?

² „Atenere! Jeg ser, at I i det hele taget synes at nære større frygt for guddommene end andre. For eksempel fandt jeg, da jeg gik omkring og omhyggeligt iagttog genstandene for jeres tilbedelse, også et alter, hvorpå der var indskrevet „For en ukendt gud“. Derfor: hvad I uafvidende viser gudhengivenhed, det forkynder jeg jer. Den Gud, der dannede verden og alt i den, han, der, som denne er det, er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, der er gjort med hænder, og han tjenes heller ikke af menneskehænder, som om han trængte til noget, for han giver jo selv alle mennesker liv og ånde og alting. Og han dannede ud af ét menneske hvert folkeslag, for at de skulle bo på hele jordens flade, og han fastsatte de bestemte tidsperioder og de faste grænser for menneskenes bosættelse, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde, ham, skønt han sandt at sige ikke er langt fra hver eneste af os. For ved ham har vi liv og kan røre os og være til, ganske som visse af jeres digtere har sagt: „For vi er også hans slægt.“ Når vi således forstår, at vi er Guds slægt, bør vi ikke forestille os, at det guddommelige væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget, der er formet ved menneskers kunst og opfindsomhed. Ganske vist har Gud set gennem fingre med en sådan uvidenheds tider, men nu byder han menneskene, at de alle og alle vegne skal angre og omvende sig. For han har fastsat en dag, da han agter at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand, som han har udpeget, og det har han givet alle mennesker en garanti for, ved at han har oprejst ham fra de døde.“

3, 4. Hvad var denne inskription et vidnesbyrd om, og hvordan var denne situation opstået?

³ Hvorfor var denne metalplade med disse bemærkelsesværdige ord indsat i klippen? Som et vidnesbyrd om, at Paulus fra byen Tarsus i Lilleasien udtalte disse ord her på Marshøjen for nitten århundreder siden. Paulus var apostel eller sendebud for Jesus Kristus, han, som var blevet uretfærdigt henrettet cirka atten år tidligere i Jerusalem, men som den almægtige Gud havde vakt til live på den tredje dag. Paulus selv havde mødt Jesus Kristus flere år efter, at denne var opstået fra de døde. Dette mirakuløse møde hjalp til at forvandle Paulus fra at være forfølger af Kristi tilhængere til at blive trofast efterfølger af Kristus. Paulus var derfor vidne om, at den almægtige Gud havde oprejst Jesus Kristus fra døden og forvandlet ham til en strålende åndeskabning i de usynlige himle.

⁴ Nu stod den kristne apostel Paulus altså på toppen af Marshøjen eller Areopagus. Den højeste domstol i det gamle Aten havde ført ham herop for at lytte til ham, for her holdt denne domstol sine møder. Medlemmerne af den var filosoffer, kendt som stoikere og epikuræere. Som Paulus mindede dem om, troede de på mange guder, af frygt for hvilke de havde bygget templer og altre. De var bange for, at de skulle glemme en eneste gud, og for at undgå straf rejste de et alter for en gud — hvem han så end kunne være. De indrømmede, at de var uvidende om denne gud, da de på alteret indskrev ordene „For en ukendt gud“. Hvem var han? Paulus vidste det. Disse atenere vidste det ikke.

5. Hvad beviste Paulus over for domstolen vedrørende udtrykkene „Jesus“ og „opstandelse“?

⁵ Hvad var navnet på denne ukendte gud? Atenerne havde hørt Paulus tale om Jesus og om opstandelse. Derfor troede de, at Jesus og opstandelse var navne på guder, der var fremmede for dem. De førte Paulus for domstolen på Marshøjen, for at han kunne forsvare sig mod anklagen for gudsbespottelse, som der var dødsstraf for. Paulus beviste for dem, at Jesus og opstandelse ikke var navne på den ukendte gud. Havde Jesus oprejst sig selv fra døden? Nej. Historien beretter, at Jesus på jorden havde oprejst andre mennesker fra de døde. Men sig selv kunne han ikke oprejse. Da han selv lå død, var det ham umuligt.

6. Hvem havde oprejst Jesus, og hvilket slægtskabsforhold stod de derfor i til hinanden?

⁶ Hvem sørgede da for Jesu Kristi opstandelse fra de døde? Det gjorde Gud. Han oprejste Jesus Kristus fra de døde og vakte ham ikke alene til live igen, men forvandlede ham også til en udødelig åndeskabning, der skulle leve i himlene. Tror du ikke, at han måtte være Gud for at kunne gøre det? Jo; den, der kunne udføre et sådant mirakel, måtte være den eneste sande og levende Gud. Han måtte være almægtig for at kunne gøre noget sådant. Ingen af atenernes eller noget andet folks guder havde nogen sinde gjort eller kunne gøre noget lignende. Desuden viste den almægtige Gud ved at oprejse Jesus Kristus fra døden, for at denne sammen med Gud kunne glæde sig ved et overmenneskeligt, åndeligt liv i de højeste himle, at han var Jesu himmelske Fader, og at denne opstandne Jesus var Guds søn. At han modtog liv og legeme fra den almægtige Gud, gjorde ham til Guds søn, en himmelsk, åndelig søn af Gud.

7. Hvad ellers er den, der således oprejste Jesus Kristus?

⁷ Denne almægtige, udødelige Gud har gjort mere end blot at skænke sin søn Jesus Kristus liv. For at få atenerne til bedre at forstå, hvem den ukendte gud var, fortalte Paulus dem på Marshøjen, at den ukendte gud var den, der „skabte verden og alt i den“. Han er derfor den store Skaber, den, der har formet og tilvirket alt, hvad der eksisterer, det synlige såvel som det usynlige. Denne gud er, som Paulus sagde, „himmelens og jordens Herre“, det vil sige den, der besidder alt. Derfor kalder vi ham med rette Herren Gud.

Hans navn og tilbedelsen af ham

8. Hvilket personligt navn kan vi kalde ham med, hvor forekommer det, og hvor mange gange?

⁸ Kan vi kalde Herren Gud med et personligt navn, så vi kan adskille ham fra alle andre, der kaldes „guder“? Ja, vi kan. Hvilket navn da? Du har uden tvivl somme tider hørt nogen synge eller råbe det lange ord „Halleluja“? Det er et hebraisk udtryk, der betyder „Pris Jah!“ Men hvem er denne Jah, som vi således opfordres til at prise? Hebraiskkyndige fortæller os, at dette navn Jah er en forkortelse af navnet Jehova. Nogle lærde foretrækker udtalen Jahveh eller Jahweh, men i dag er Jehova den mest almindelige måde at udtale navnet på. Intet menneske har givet ham dette navn. Han har selv kaldt sig således. Ved den usynlige kraft, hvormed han skabte verden, lod han også en bog nedskrive her på jorden af mennesker, som tjente og tilbad ham. Da disse mænd blev drevet dertil af Guds usynlige virkekraft, kaldes denne bog hellig. Nogle kalder den De Hellige Skrifter, andre kalder den Bibelen, fordi den består af mange små bøger; i de fleste bibeloversættelser er der seksogtres. De første niogtredive bøger blev skrevet på hebraisk, og i disse bøger fortæller den almægtige Gud os i det mindste 6823 gange, at hans personlige navn er Jehova.

9. Hvad erklærer han i Esajas 42:8 for at identificere sig selv?

⁹ I Esajas’ bog, kapitel toogfyrre, vers otte, siger den almægtige Gud: „Jeg er HERREN, så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ Af ordforklaringen i den autoriserede danske bibeloversættelse fremgår det, at hvor der skrives HERREN, står der oprindeligt på hebraisk de fire konsonanter i Guds navn: Jhvh. Den eneste sande og levende Gud er således ikke længere ukendt for dig, hvad hans personlige navn angår. Han er Jehova Gud.

10. Hvorfor findes der ikke i dag noget tempel for Jehova gjort med hænder, og hvad sagde kong Salomo i så henseende?

¹⁰ I de fleste lande på jorden er der tusinder af templer skabt af menneskehænder. Men kender du et eneste, der er viet til Jehova Gud? Nej. For nitten hundrede år siden var der et tempel for Jehova i byen Jerusalem i det nuværende Jordan. Men Jehova Gud selv lod det nedbrænde og nedbryde i året 70 efter den kristne tidsalders begyndelse. Af hvilken grund? Fordi dette tempel blev misbrugt, og fordi — som Paulus fortalte atenerne på Marshøjen — den eneste levende og sande Gud „bor ikke i templer, der er gjort med hænder, og han tjenes heller ikke af menneskehænder, som om han trængte til noget“. (Ap. G. 17:24, 25, NW) Hvordan skulle den Gud, som skabte de umålelige himle og den store jord kunne bo i de i virkeligheden ubetydelige templer, som menneskehænder kan skabe? Vi må ikke vanære Gud ved at forklejne ham. For næsten tre tusinde år siden byggede kong Salomon et pragtfuldt tempel til Jehova i Jerusalem. Men alligevel sagde denne den viseste af hin tids konger i sin bøn ved indvielsen af templet: „Men kan Gud da virkelig bo på jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget! Men vend dig til din tjeners bøn og begæring, HERRE [Jehova] min Gud, så du hører det råb og den bøn, din tjener i dag opsender for dit åsyn; lad dine øjne være åbne over dette hus både nat og dag, over det sted, hvor du har sagt, dit navn skal bo.“ — 1 Kong. 8:27-29.

11, 12. Hvilket afhængighedsforhold er der mellem Gud og os?

¹¹ Skaberen af alt i himmelen og på jorden er for stor til at kunne bo i templer gjort med vore hænder. Han trænger ikke til sådan noget som et tempel af træ eller sten. Han trænger ikke til, at vi giver ham noget, så han til stadighed kan være glad og veltilfreds, men det er tværtimod ham, der giver „alle mennesker liv og ånde og alting“, som Paulus sagde.

¹² Vort liv er fra Gud. Vor evne til at ånde og den luft, vi indånder, er fra Gud. Jorden og alt, hvad vi glæder os over, er fra Gud, det er hans gaver til os. Hvordan kan vi da tro, at han er afhængig af os, og at vi må bygge templer til ham? Eftersom han er vor livgiver og den ene, af hvem vi er afhængige med hensyn til alt godt, bør han være vor Gud, den, vi ærer, tilbeder og behager. Dette burde gælde os, uanset hvilket folk vi hører til i dag.

13. I hvilken forstand er vi Guds slægt uanset nationalitet?

¹³ Lyt igen til, hvad Paulus sagde på Marshøjen, da han forklarede, hvem denne Gud er: „Han dannede ud af ét menneske hvert folkeslag, for at de skulle bo på hele jordens flade, og han fastsatte de bestemte tidsperioder og de faste grænser for menneskenes bosættelse, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han sandt at sige ikke er langt fra hver eneste af os. For ved ham har vi liv og kan røre os og være til, ganske som visse af jeres digtere har sagt: „For vi er også hans slægt.“ Når vi således forstår, at vi er Guds slægt, bør vi ikke forestille os, at det guddommelige væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget, der er formet ved menneskers kunst og opfindsomhed.“ Vi stammer således alle fra det første menneske, Gud skabte, uanset hvilket folk vi måtte høre til nu, og uanset hvor vi bor på denne jord. Eftersom dette første menneske var skabt af Gud og således var en „søn af Gud“, er vi på en måde „Guds slægt“, fordi vi stammer fra dette ene menneske. Det er derfor en selvfølge, at vi dyrker Skaberen, hvis slægt vi er, som vor gud. — Luk. 3:38.

14. Hvorfor behøver vi ikke længere at famle os frem til Gud uden håb om at finde ham?

¹⁴ Der har længe hersket uvidenhed om denne Gud på jorden; ja uvidenhedens tider strækker sig langt forud for det tidspunkt, da Paulus for nitten hundrede år siden opdagede alteret for den ukendte gud i Aten. Af denne grund har mange af os, som længtes efter at kende den levende og sande Gud, prøvet at famle os frem til ham. Men tænk: Han er ikke langt fra hver eneste af os, så vi skulle kunne finde ham! Og tænk: Han har fastsat de bestemte tidsperioder, da vi kan søge ham og finde ham! Og forestil dig: Nu er den bestemte tid inde, da vi kan søge ham med gode forhåbninger om virkelig at finde ham og lære ham at kende!

Den oprindelige tilbedelse af én gud

15. Hvad kan det at finde Gud føre til, og i hvilken tilstand befandt Adam sig, da han kendte ham?

¹⁵ At finde ham, så vi kender og forstår og er ven med ham, betyder det samme som at finde vor himmelske livgiver og opretholder. Et så lykkeligt fund kan føre til, at vi vinder evigt liv i fuldkommen lykke og fred. Det første menneske kendte ham, men mistede ham. Dette store tab bragte døden over dette første menneske og dermed over alle folkeslag, som stammer fra ham. Dengang den første mand, hvis navn var Adam, kendte Gud som sin himmelske Fader og stod i et slægtskabsforhold til Gud som hans jordiske søn, var han i samhørighed med den guddommelige kilde til sit liv. Skulle Adam fortsat leve her på jorden, måtte han stadig holde sig i kontakt med denne eneste kilde til liv. Jehova Gud ønsker, at hans sønner i himmelen og på jorden skal være fuldkomne. Han skaber dem fuldkomne. „Fuldkomment hans værk,“ siges der. (5 Mos. 32:4) Skabelsen af den første mand, Adam, var fuldkommen. For at citere Bibelen: „Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ (1 Mos. 2:7, overs. af 1871) Ikke en ufuldkommen, døende sjæl; nej, den første mand blev en fuldkommen, levende sjæl.

16. Hvilke udsigter havde Adam i Eden, og hvad afhang disse udsigter af?

¹⁶ Forstår vi også rigtigt, hvad det betyder? Som en fuldkommen menneskesjæl kunne Adam have levet på jorden for bestandig, og det ville have været en glæde for ham og for os, hans efterkommere, at leve her for bestandig. Hvorledes det? Jo, Gud anbragte ham i et jordisk paradis og ønskede, at han skulle blive der, for han elskede denne jordiske søn og ville gerne se, at han forblev inden for Guds familie. Bibelen fortæller: „Derpå plantede Gud HERREN [Jehova] en have [et paradis] i Eden [Glæde] ude mod øst, og der satte han mennesket, som han havde dannet; og Gud HERREN [Jehova] lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ, der stod midt i haven, og træet til kundskab om godt og ondt.“ (1 Mos. 2:8, 9) Af hvad afhang det nu, om Adam kunne forblive i dette glædens paradis i samhørighed med livets kilde? Det afhang af, om han havde den eneste rette form for gudsdyrkelse.

17, 18. a) Hvorfor ville Adam ikke føle trang til at tilbede forfædre? b) Eller træerne? c) Eller dyrene, fuglene og insekterne?

¹⁷ Men hvem ville Adam tilbede? Hvem ville Adam som det fuldkomne menneske, han var, ønske at tilbede? Jordiske forfædre? Dem havde han ingen af. Ønskede han så at tilbede træerne i haven eller floden, som strømmede gennem haven og vandede den? Nej; han var sat i haven for at passe træerne i den: „Derpå tog Gud HERREN [Jehova] Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den.“ (1 Mos. 2:15) Manden Adam havde ikke modtaget livet af træerne, ikke engang af „livets træ“, som Gud havde plantet midt i haven. Hvis Adam havde fået bemyndigelse fra himmelen til det, kunne han have fældet et hvilket som helst af havens træer og dræbt det.

¹⁸ Følte Adam da trang til at tilbede nogen af dyrene, kvæget, fuglene eller insekterne i haven eller nogen af fiskene, der svømmede i floden og dens bække? Nej; han havde overopsynet med disse dyreskabninger, og han gav dem navn. Jehova Gud „førte dem hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende væsener, det skulle være deres navn“. (1 Mos. 2:19, 20) Men Adam kaldte ikke en eneste af dem „Gud“. Det var ham, der havde herredømmet over dem, og ikke omvendt. Det var dem, der frygtede ham, og ikke ham, der frygtede dem. Han stammede ikke fra dem, men var blevet skabt særskilt og adskilt fra dem. Han så dem dø! Hvorfor skulle han tilbede nogen af dem?

19. Hvem ville Adam føle trang til at tilbede, og hvorfor uanset at vedkommende var usynlig?

¹⁹ Hvem ville Adam da føle trang til at tilbede? Sig selv? Nej, det gjorde han ikke, selv om han også havde herredømmet over dyrene. Sin livgiver da? Ja, for han havde skabt Adam fuldkommen, havde skabt alle de levende skabninger og også det skønne Edens paradis til ham at bo i. Jehova var ingen ukendt gud for Adam. Han havde skabt Adam af sådanne grundstoffer og med sådanne legemlige egenskaber, at Adam ikke var i stand til at se Gud og dog forblive i live. (2 Mos. 33:20) Alligevel talte Gud til ham fra det usynlige og fortalte ham, hvorfor han var blevet sat her på jorden. Han fortalte ham, hvorledes han fortsat kunne leve i dette paradis. „Men Gud HERREN [Jehova] bød Adam: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!““ (1 Mos. 2:16, 17) Adam accepterede dette som en oplysning, der kom fra hans Skaber. Han dyrkede og passede paradisets have, men han spiste ikke af det træ. Han ønskede at leve og fortsat at kunne tale og have forbindelse med sin kærlige Skaber i dette fuldkomne, jordiske hjem.

20. Hvordan forøgede Gud den enlige Adams lykke, og hvilken tilbedelse fortsatte derefter?

²⁰ For at forøge Adams lykke skabte Gud en fuldkommen hustru til ham. For at hun virkelig kunne være en del af Adam, lod Gud Adam falde i dyb søvn, hvorefter han smertefrit fjernede et ribben fra ham, så han derudfra kunne bygge en kvinde til Adam. Gud gav hende derpå i ægte til Adam. Han forklarede dem sit formål med dem: „Gud velsignede dem [forbandede dem ikke], og Gud sagde til dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!““ (1 Mos. 2:18-25; 1:26-28) Adam og hans hustru Eva hørte Gud tale til dem. De vidste, hvem deres Skaber var. Ham — og ham alene — tilbad de som Gud.

21. Hvordan tilbad Adam og Eva Gud, og hvad kan man således sige om alle mennesker dengang?

²¹ Hvordan tilbad de ham? Ved at bygge templer? Nej; Gud havde ikke brug for noget hus som det eneste sted, hvor han kunne tale til dem. Ved at lave et billede af en eller anden form? Nej; intet billede kunne forestille Gud. Ethvert menneskegjort billede ville give en forkert opfattelse af ham og ville være en løgn om ham. Ved at frembære ofre? Nej; Gud befalede dem ikke at dræbe dyr og brænde dem på altre. Adam og Eva var fuldkomne menneskesjæle og havde ingen synder, som det var nødvendigt at udgyde blod og frembære ofre for. Hvordan tilbad de da deres Skaber som Gud? Ved at takke og prise ham og ved at adlyde ham som deres himmelske Fader og Lovgiver. Dette gjorde de i nogen tid og var fuldkomment rene og lykkelige; de kendte ikke til smerte, sorg eller frygt. Adam og Eva og den ufødte menneskeslægt, de bar i sig, var forenede i tilbedelsen af Jehova, deres Skaber og Livgiver. Således var det, dengang alle mennesker tilbad én Gud. Således bar menneskeslægten sig ad, da den begyndte, og det var det eneste — og det eneste rette — at gøre. Det var originalmønsteret, som vi bør følge.

Forsøg på at frembringe flere guder

22. Hvordan begyndte tilbedelsen af mange guder?

²² I dag er der utallige, der kaldes guder og tilbedes som guder — en fuldstændig kontrast til den rene tilbedelsesform, der var i Edens have, da menneskeslægten fik en ufordærvet begyndelse. Denne tilbedelse af flere guder tog sin begyndelse, da en selvisk skabning ønskede at være Gud og således sætte to guder i universet. Usynligt dukkede denne skabning op i paradiset. Den begyndte at tale til kvinden Eva, ikke direkte, sådan som Gud talte til dem, men indirekte gennem en slange i haven. Den løj om den eneste sande Gud ved at fortælle Eva, at Gud havde løjet om træet til kundskab om godt og ondt. Denne løgner ønskede, at Eva skulle tilbede ham som gud ved at adlyde ham i stedet for at tilbede sin Skaber som Gud ved at være ham lydig. Denne selvforherligende skabning viste, at han ønskede at blive tilbedt som gud, da han sagde til Eva: „I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf [det forbudte træ], åbnes Eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt.“ Han blev en gud, da Eva og derefter hendes mand Adam adlød ham ved at spise af den forbudte frugt af træet til kundskab om godt og ondt. — 1 Mos. 3:1-7.

23. Hvad er synd, og hvilken form for tilbedelse havde at gøre med Adams og Evas synd?

²³ Ulydighed imod Gud er synd; det er at forfejle fuldkommenhedens mål. Gud straffer synd med død. Han dømte den første mand og kvinde til døden, fordi de syndede, og fordi de tilbad en falsk gud, og de blev derfor drevet ud af Edens paradis. Men før det skete, lod Gud dem høre ham sige til den falske gud, at han ikke for bestandig ville få lov til at stjæle tilbedelsen fra Jehova Gud.

24. Hvad betød Guds advarsel til slangen, og hvorfor er vi alle ufuldkomne og døende?

²⁴ Jehova Gud sammenlignede ikke denne falske gud med sig selv, men sammenlignede den derimod med slangen, forbandede den og sagde: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:14, 15) At knuse en slanges hoved betyder at dræbe den. Det er, hvad der vil ske med den første falske gud; den vil blive knust under hælen af Guds kvindes lovede sæd. Det er også det, der vil hænde alle de andre falske guder, eftersom de er den falske guds „sæd“. Tilbedelse af og lydighed mod en hvilken som helst falsk gud er synd. Den straffes med døden. Derfor læser vi om Adam, der syndede, at han „avlede sønner og døtre; således blev hans fulde levetid 930 år, og derpå døde han“. (1 Mos. 5:4, 5) Han kunne have levet for evigt i sit paradis, hvis han ikke havde syndet ved at spise af det forbudte træ eller på anden måde. Alle hans børn lige ned til os i vor tid har arvet synden og døden fra ham. (Rom. 5:12) Ved du, hvorfor vi alle er ufuldkomne og døende? Der har du årsagen.

25. Hvad kaldte Jehova den første falske gud, og hvordan bredte tilbedelsen af falske guder sig efter al sandsynlighed fra tredje generation og fremefter?

²⁵ Jehova Gud kaldte den første falske gud for „dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan“, fordi denne gud var en fjende af ham og havde bagvasket ham, og fordi den havde brugt en slange til at forlede Eva og Adam til synd. (Åb. 20:2; 12:9) Mange af Adams børnebørn må have tilbedt falske guder. Mange genstande, der har at gøre med gudsdyrkelse, er af forskere blevet gravet frem af jorden fra en fjern fortid og tjener som et vidnesbyrd herom.b I Adams sønnesøn Enosj’ tid gik man endog så vidt som til at kalde andre genstande med Jehovas navn: „På den tid begyndte man at påkalde HERRENS [Jehovas] navn.“ (1 Mos. 4:25, 26) Den falske gudsdyrkelse må have taget til, da himmelske engle, gudssønner, i ulydighed steg ned fra himmelen, iklædte sig skikkelser af smukke mænd og ægtede skønne kvinder, med hvem de avlede børn kaldet nefilim. „Nefilim viste sig at være på jorden i de dage, og også efter den tid, da gudssønnerne stadig havde samkvem med menneskedøtrene, og de fødte dem sønner; de var de mægtige, som hørte hin verden til, de navnkundige mænd. Jehova så følgelig, at menneskets slethed var blevet stor på jorden, og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var slet hele tiden.“ Intet under, at jorden var fuld af vold som følge af dem! Falsk gudsdyrkelse fører altid til et dårligt resultat. — 1 Mos. 6:1-5, 13, NW.

26. Hvem var det første menneske, der ikke gav efter for falsk tilbedelse, og hvad blev han dermed?

²⁶ Ikke alle mennesker dengang gav efter for falsk gudsdyrkelse. Adams anden søn, Abel, vendte sig til tilbedelsen af Jehova Gud, som han havde sand tro på. Bibelen omtaler ham som den første, der ofrede et dyreoffer til Gud. Gud accepterede dette offer som et profetisk billede på et større offer, som virkelig skulle borttage synden og løfte dødens forbandelse bort fra mænd og kvinder, der ville tro på dette offer og tage imod de goder, man opnåede ved det. Fordi Abel tilbad den sande Gud på den rette måde, myrdede hans ældre broder Kain ham i skinsyge. (1 Mos. 4:1-8) Der er altid fare for, at falske gudsdyrkere vil hade og forfølge sande gudsdyrkere. Bibelen nævner Abel som det første trofaste vidne for Jehova på jorden. Der siges: „I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død.“ Han var den første af „så stor en sky af vidner“ fra fortiden. — Hebr. 11:4; 12:1.

27. Hvem nævnes derefter som et vidne for Jehova, og hvad profeterede han om?

²⁷ Den syvende mand i slægtsrækken fra Adam hed Enok. Han var ligesom Abel et trofast vidne for Jehova Gud, for Bibelen fortæller os, at „Enok vandrede med Gud“. (1 Mos. 5:18-24) Om hans vidnegerning for Jehova læser vi også: „Ja, den syvende mand i rækken fra Adam, Enok, profeterede også om dem, da han sagde: „Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dommen over alle og domfælde alle de ugudelige for alle deres ugudelige gerninger, som de øvede i en ugudelig færd, og for alle de rystende ting, som ugudelige syndere udtalte imod ham.““ (Jud 14, 15, NW) Dette giver os et indblik i de religiøse tilstande på jorden i Enoks dage og peger samtidig frem til den domsdag, Gud har fastsat, da han vil „dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand, som han har udpeget, og det har han givet alle mennesker en garanti for, ved at han har oprejst ham fra de døde“. (Ap. G. 17:31, NW) Blot tre generationer efter Enok demonstrerede Jehova Gud for hele verden, hvordan han kan eksekvere en dom over hele den beboede jord. Læg mærke til, hvordan dette gik til. — Hebr. 11:5; 12:1.

28, 29. Hvordan viste Noa sig som et vidne for Jehova, og hvordan forsvandt falsk gudsdyrkelse fra jorden på hans tid?

²⁸ I det tredje slægtled efter Enok var der en trofast mand ved navn Noa. På hans tid levede nefilim, de ulydige „gudssønners“ afkom med menneskedøtrene, og de var „de mægtige, som hørte hin verden til, de navnkundige mænd“. Det var skabninger, der var i færd med at skabe sig selv et stort navn, mens Noa vidnede om Jehovas navn, navnet på den eneste sande og levende Gud. — 1 Mos. 6:4, NW.

²⁹ Noa var over fem hundrede år gammel, da Jehova advarede ham om en jordomspændende vandflod, der skulle komme inden for det næste hundrede år. Ved denne ødelæggende oversvømmelse havde Jehova til hensigt at drukne alle tilbedere af falske guder som et udtryk for sin dom over syndig, falsk gudsdyrkelse. I god tid før Vandfloden bød Jehova Noa bygge en ark eller et stort fartøj, hvori han kunne være beskyttet mod de opslugende vandmasser. Mens Noa byggede på arken, var han en „retfærdighedens forkynder“ og et vidne for Jehova. (Hebr. 11:7; 12:1) Den selv samme dag vandmasserne brød løs fra de fjerne himle, gik Noa og de syv medlemmer af hans husstand ind i arken. Før dette tidspunkt havde de bragt eksemplarer af alle fugle og dyr ind i den. Efter at Gud havde lukket døren bag Noa, styrtede vandstrømmene ned og overraskede alle de falske gudsdyrkere uden for arken. Alle nefilim gik til grunde sammen med dem. Men de ulydige „gudssønner“ afkastede de menneskelegemer, de havde benyttet, da de levede sammen med deres hustruer og nefilim-sønner, og vendte tilbage til den usynlige åndeverden for der at blive til dæmonengle under dæmonernes fyrste, Satan Djævelen. (1 Mos. 7:11-13; 1 Pet. 3:19, 20) Den gamle verden, der eksisterede før Vandfloden, gik til grunde uden at have omvendt sig til Gud. Der siges om Gud, at han „ikke holdt sig tilbage fra at straffe en gammel verden, men bevarede Noa, en retfærdighedens forkynder, sammen med syv andre, da han lod en vandflod komme over en verden af ugudelige mennesker“. „Ved disse midler led den tids verden en ødelæggelse, da den blev oversvømmet af vand.“ (2 Pet. 2:5; 3:6, NW) Med et eneste slag havde den almægtige Gud fjernet al falsk gudsdyrkelse fra jorden ved at udslette alle falske tilbedere på én gang. Vil det være nødvendigt for ham at gøre noget lignende én gang til?

30. Hvad gjorde Noa og hans husstand, efter at de var gået ud af arken, og hvad kan man sige om hele menneskeheden dengang?

³⁰ Et solår efter at Noa og hans husstand på syv medlemmer i sikkerhed var gået ind i arken, gik de i sikkerhed ud af den på bjergkæden Ararat, og her slap de fuglene og dyrene løs. Hvad var nu det første, Noa og hans husstand gjorde, da de steg ud på den rensede jord? Disse otte vidner for Jehova tilbad ham som den eneste Gud. „Derpå byggede Noa HERREN [Jehova] et alter og tog nogle af alle de rene dyr og fugle og ofrede brændofre på alteret.“ Jehova Gud fandt behag i, at den rene tilbedelse af ham således var blevet genoptaget, og han lovede højtideligt, at en jordomspændende vandflod aldrig mere skulle udslette alt kød på grund af falsk gudsdyrkelse. Den smukke regnbue blev sat som et symbol på dette ubrydelige løfte. (1 Mos. 8:20 til 9:17) I nogen tid bevarede disse otte mennesker, de eneste overlevende på jorden, i trofasthed tilbedelsen af Jehova. Noas søn Sem, som Jehova havde udtalt en særlig velsignelse over, fik to år efter Vandflodens udbrud en søn. Således var der atter en tid på jorden, da alle mennesker tilbad én Gud. Men på grund af den nedarvede synd og død fra Adam indgik nu dyreofringer som led i tilbedelsen af Jehova. Menneskeslægten begyndte atter forfra med den eneste rette tilbedelse og med fædre, der var retfærdige i Guds øjne.

På høje tid, at uvidenheden ophører

31. Hvordan begyndte den uvidenhed om den sande Gud, som Paulus omtalte på Marshøjen, og hvordan bredte den sig?

³¹ Over fireogtyve århundreder senere stod den kristne apostel Paulus på Marshøjen og aflagde vidnesbyrd for den højeste domstol i Aten. Han bemærkede, at der dengang var mange guddomme — dæmoner — der blev tilbedt af langt den største del af menneskeslægten, selv af filosofferne. Den sande Gud, himmelens og jordens Skaber og alle folkeslags Fader, var dem ukendt. Denne uvidenhed om Jehova satte ind kort tid efter Vandfloden på Noas tid og bredte sig hurtigt. Dette skete som følge af Satan Djævelens og hans dæmonengles bestræbelser for at bryde menneskenes enhed i tilbedelsen af den Gud, som havde friet dem fra undergang i Vandfloden. Nimrod, Noas sønnesøns søn gennem sønnen Kam, førte an i krænkelsen af Jehovas befalinger og var den første, der indførte heltedyrkelse, tilbedelse af mennesker, som var de guder. „Han var den første, der blev mægtig på jorden. Han optrådte som en mægtig jæger i opposition til Jehova. Derfor er der et mundheld, der lyder: „Ligesom Nimrod en mægtig jæger i opposition til Jehova.“ Og begyndelsen til hans rige var Babel.“ (1 Mos. 10:8-10, NW) Mange falske religioner opstod, efterhånden som tiden gik, og mange stammer og folk blev organiseret, idet hver havde sin egen form for religion.

32. Hvordan levede den sande religion videre fra Noa til Kristus?

³² Fortsatte den sande religion, den sande tilbedelse af den eneste levende og sande Gud, ikke med at eksistere? Jo. Ned igennem alle disse århundreder, i hvilke der skete et frafald fra den rene tro, fortsatte en tynd gren af menneskeslægten med at holde fast ved den sande tro og at forøge sin kundskab om Jehova Gud. Denne gren førte fra Noa videre gennem andre vidner for Jehova i lighed med ham, nemlig hans søn Sem og — mange generationer senere — den trofaste Abraham, som blev kaldt „Jehovas ven“. (Jak. 2:23, NW) Abraham blev stamfader til Israels tolv stammer. Med det gamle Israels nation indgik Jehova en folkepagt eller en overenskomst gennem profeten Moses, og han gav dem sine love og anviste dem den form for tilbedelse, han anerkendte. Til dem sendte han sine profeter, for at de kunne vejlede og rette dem og give dem storslåede sandhedsåbenbaringer. Til sidst sendte han dem sin egen søn fra himmelen, for at denne kunne leve på jorden i treogtredive et halvt år som et fuldkomment menneske. — Joh. 3:16, 17.

33. På hvilken måde viste Jesus, om han ønskede, at mennesker skulle tilbede ham, og hvordan er han alene mellemmanden mellem Gud og mennesker?

³³ Prøvede Jesus Kristus, da han var her på jorden, at efterligne den mægtige jæger Nimrod og få mennesker til at tilbede sig? Nej, det gjorde han ikke. Da Satan Djævelen prøvede at friste Jesus og forlede ham til djævledyrkelse, sagde Jesus: „Gå bort, Satan! Thi der står skrevet: Det er Jehova din Gud, du skal tilbede, og det er ham alene, du skal yde hellig tjeneste.“ (Matt. 4:10, NW) Han søgte først og fremmest at få andel i Guds rige og rådede sine efterfølgere til at gøre det samme, da han sagde: „I skal derfor bede således: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ . . . Thi jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Bliv derfor ved med først at søge Riget og hans retfærdighed, og alt det andet vil blive givet jer i tilgift.“ (Matt. 6:9, 10, 32, 33, NW) Til en jøde, som havde stillet Jesus et spørgsmål, blev der sagt følgende: „Hvorfor kalder du mig god? ingen er god uden én, nemlig Gud.“ (Mark. 10:18) For at vise, at kun én tilbedelsesform er den rette, og at der kun er én vej til den sande Gud, sagde Jesus til sine efterfølgere: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh. 14:6) Grunden til, at Jesus sagde dette, var, at han var kommet her for at blive mellemmanden mellem Jehova Gud og mennesker. Under guddommelig inspiration erklærer apostelen Paulus: „Der er én Gud og én mellemmand mellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ (1 Tim. 2:5, 6, NW) Idet Kristus Jesus var en fuldkommen mand her på jorden og døde syndfri som martyr for Guds rige, ofrede han Gud det ene acceptable offer, der løskøbte menneskene fra synden. Han alene kan således tjene som mellemmand.

34. Hvordan lægte Jehova det sår, der var blevet tilføjet hans kvindes sæd, og hvad er denne sæd nu i stand til at gøre?

³⁴ Ved at tilskynde de falske religiøse ledere på jorden til at dræbe Jesus huggede Satan Djævelen som en slange Guds kvindes sæd i hælen. Men ved at oprejse Jesus fra døden på den tredje dag lægte Jehova Gud dette sår. Jesus gik således ind til et udødeligt liv i det himmelske ånderige og frembar værdien af sit menneskeoffer for Gud som en „tilsvarende løsesum“. Han kan således optræde som den ene mellemmand mellem Gud og mennesker helt ned til vore dage i det tyvende århundrede. Den oprejste Jesus er nu i stand til som Guds kvindes sæd at ramme Slangen på det vitale sted, hovedet, knuse det og således gøre ende på al falsk religion.

35. Hvorfor kunne Paulus på Marshøjen med rette sige noget om en fremtidig dom?

³⁵ Apostelen Paulus fik på mirakuløs måde et syn af den opstandne Jesus i hans himmelske herlighed. Paulus kendte også personligt mange af de fem hundrede efterfølgere af Jesus Kristus, der på samme tid havde set ham efter hans opstandelse. Da Paulus stod på Marshøjen for Atens højesteret og blev mindet om juridiske domme, kunne han derfor med rette sige noget om en langt højere dom. Hvad sagde han da? Dette, at Jehova Gud ved at oprejse sin søn Jesus fra døden havde givet alle mennesker — os i dag indbefattet — en garanti for, at han har fastsat en domsdag, på hvilken han vil dømme alle jordens indbyggere ved den, som han har udpeget dertil, nemlig den oprejste Jesus.

36. Hvornår er det da på høje tid at angre og omvende sig fra falsk religion?

³⁶ Jehovas dom ved hans udnævnte søn i himmelen har allerede taget sin begyndelse med vor tids nationer. Det fremgår af alle de begivenheder, der har rystet verden, siden den første verdenskrig brød løs over menneskeslægten i 1914. Jehova Gud ser nu ikke længere gennem fingre med uvidenhed om sig. Nu som aldrig før byder han ved hjælp af hundreder af tusinder af sine vidner over hele jorden „menneskene, at de alle og alle vegne skal angre og omvende sig“. (Ap. G. 17:30, NW) Det er nu på høje tid at vende om fra falsk religion, for ingen falsk gudsdyrkelse vil holde stand, når Gud eksekverer sin dom ved sin udnævnte dommer Jesus Kristus. Jehovas tid er nu inde til, at alle mennesker igen skal og vil komme til at tilbede den eneste sande Gud.

37. Er det nu ved en verdensomvendelse, at alle mennesker vil komme til at tilbede én gud, eller hvad er forklaringen?

³⁷ Står vi da over for, at hele denne gamle verden vil vende om og tilbede Jehova Gud? Vil alle mennesker blive Jehovas vidner? Vil alle mennesker da alle vegne angre og vende om fra alle de mange forskellige religioner, der findes i kristenheden og i den ikke-kristne del af verden, for at tilbede Jehova som Gud? Nej! En verdensomvendelse er umulig! Men hvordan skal da alle mennesker atter tilbede én gud til hans fastsatte tid? Ved den vældige indgriben, som Gud gennem sine vidner har advaret nationerne om både før og efter den første verdenskrig. Han vil skride ind over for al falsk religion, som dengang Noa var nærværende her på jorden. Da Jesus Kristus var her på jorden, forudsagde han ikke en verdensomvendelse og -bevarelse, men en verdensødelæggelse.

38. Hvordan vil denne gamle verden ende, og hvis dage sammenlignes endens tid med?

³⁸ Da Jesus forudsagde afslutningen på denne verden med dens forvirring af religioner, sagde han, at den første verdenskrig ville markere begyndelsen til „endens tid“ for verden, og at en trængselstid, hvis lige man aldrig havde set siden verdens begyndelse, ville markere dens afslutning. Denne sidste trængsel vil komme pludseligt over alle falske gudsdyrkere. „Thi,“ sagde Jesus, „ligesom Noas dage var, således skal det være ved Menneskesønnens nærværelse [Jesus Kristus i det himmelske rige]. Som folk var i dagene før Vandfloden, de spiste og drak, tog til ægte og gav til ægte til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før Vandfloden kom og fejede dem alle bort, således skal det være ved Menneskesønnens nærværelse.“ (Matt. 24:7-22, 36-39, NW) Vandfloden fejede såvel nefilim — resultatet af den unaturlige forbindelse mellem de ulydige „gudssønner“ og menneskedøtrene — som alle andre ligeglade tilbedere af falsk religion ned i en pludselig og hurtig tilintetgørelse. Kun de otte mennesker, der tilbad Jehova Gud og havde vidnet om ham, overlevede Vandfloden i Noas ark. Således overlevede kun én religion.

39. Hvilken handlemåde vil tilhængerne af falske religioner komme til at bøde for, når de går til grunde sammen med den gamle verden?

³⁹ På nøjagtig samme måde vil det gå til Jehovas fastsatte tid, selv om Vandfloden ikke vil blive gentaget. Guds søn Jesus Kristus er nu nærværende i det himmelske rige som kongelig dommer og skarpretter. Inden for denne generations levetid vil han som den største forkæmper for den rene tilbedelse af den levende og sande Gud afsige sin kendelse og eksekvere dommen over alle de mange urette former for tilbedelse, som ignorerer og modstår Jehova Gud. Alle tilhængere af falsk religion vil blive henrettet i den undergang, der rammer hele den gamle verden, som ikke ville angre og omvende sig. De vil således komme til at bøde for, at de ikke har givet agt på det advarende og frelsende budskab, som Jehovas vidner ihærdigt og vedholdende har forkyndt. Om tiden efter den første verdenskrig forudsagde Jesus: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ — Matt. 24:14, NW.

40. Hvem vil blive bevaret igennem den gamle verdens ende, og hvad vil de kunne glæde sig over bagefter?

⁴⁰ Riget er ikke af denne gamle verden, men af den nye verden, som Gud vil skabe. Den gamle verden vil ophøre at eksistere og med den dens milliarder af falske gudsdyrkere. Satan Djævelen, som er „denne verdens gud“, vil være bundet og fængslet som i en forseglet afgrund og med ham alle hans dæmonengle, som har behersket denne verdens nationer og forført dem. (Åb. 20:1-3) Men forkynderne af Riget vil blive bevaret og vil overleve denne gamle verdens ende. Den, som Jehova har sat til at afsige og eksekvere dommen, vil ikke henrette disse trofaste forkyndere, men vil beskytte dem og skåne dem til liv i Guds nye verden. De vil her på jorden komme til at glæde sig over Guds oprettede riges velsignelser under Jesus Kristus.

Skønheden i forenet tilbedelse

41. Hvordan vil tilstandene således være på jorden umiddelbart efter den store trængsel?

⁴¹ Forstår vi til fulde, hvad det vil betyde? Det vil betyde, at den almægtige Gud vil have opnået det, der var hans hensigt, nemlig at alle mennesker atter vil tilbede den ene Gud, Jehova, livets skaber og udødelige kilde. Kun dem, der tilbeder ham, vil overleve den store trængsel, hvori den djævledyrkende, gamle verden vil møde sit endeligt. Når hans magt og retfærdighed til den tid åbenbares, vil følgende profeti få sin opfyldelse: „Jorden skal fyldes af kundskab om HERRENS [Jehovas] herlighed, som vandene dækker havets bund.“ (Hab. 2:14) Som Noa og hans familie gjorde, efter at Vandfloden var gået over den tids gamle, ugudelige verden, vil forkynderne af Riget, Jehovas vidner, enigt føre tilbedelsen af den ene Gud videre på en jord, der er blevet renset for al falsk religion. Den falske gud, Satan Djævelen, og hans dæmoner vil ikke have deres frihed, så de kan tilskynde til religiøs fordom og krige. Den nye verdens rige vil ikke tolerere andet end den sande religion.

42. Hvad vil snart komme til syne igen på jorden, når alle mennesker til den tid atter tilbeder én gud?

⁴² Da menneskeslægten til at begynde med tilbad den ene Gud, Jehova, var det i et jordisk paradis, Edens have. På samme måde efter den store trængsel, der nu stunder til. Når alle forkynderne af Riget, de overlevende, da fortsætter med at dyrke den ene rene og ubesmittede religion, vil paradiset snart komme til syne igen, ikke alene på dets gamle sted i Eden, ude mod øst, men over hele kloden. De frygtelige resultater af, at mennesker af forskellige religioner i tusinder af år har ført stammekrige og internationale krige indbyrdes, vil forsvinde, efterhånden som de overlevende underlægger sig jorden i overensstemmelse med det gudgivne hverv. (1 Mos. 1:28) Igennem sit rige under Jesus Kristus vil Jehova Gud velsigne deres bestræbelser for at forskønne menneskets evige, jordiske hjem, ligesom han velsignede det gamle Israels land, når dets indbyggere tilbad og adlød ham, så det blev et land, der flød med „mælk og honning, det dejligste af alle lande“. — Ez. 20:6, 15; 2 Mos. 3:8.

43. Hvilke andre skabninger vil komme til at glæde sig over det skønne paradis, og hvorfor vil de det?

⁴³ Ikke alene mennesker, som overlever trængselen, vil komme til at glæde sig ved livet i dette skønne paradis, men dyr, som ingen fortræd vil gøre mere, vil også færdes her, og smukke fugle vil boltre sig og fylde luften med sang. Dyr og fugle strømmede ud af Noas ark efter Vandfloden i sin tid, og Bibelens profetier forsikrer os om, at dyr og fugle på lignende måde vil blive bevaret under den store trængsel og vil underkaste sig den nye verdens indbyggere. Da Jesus Kristus har frembåret sit offer, vil det ikke være nødvendigt at ofre nogen af dem i tilbedelsen af Jehova Gud. — 1 Mos. 8:15-22.

44. Hvordan vil Jesu løfte til den døende forbryder blive opfyldt, men hvad vil ske først?

⁴⁴ Da Jesus hang døende som et offer på marterpælen, sagde han til en forbryder, der hang ved siden af ham: „Sandelig siger jeg dig i dag, du skal være med mig i paradis.“ (Luk. 23:43, NW, Ro) Hvordan vil Jesu løfte til denne medfølende forbryder, der nu har været død i nitten århundreder, blive opfyldt? Ved at han får en opstandelse fra de døde under Guds rige, når paradiset er blevet genoprettet på vor jord. Ja, alle de trofaste vidner for Jehova fra Abel og indtil profeten Johannes, som døbte Jesus, vil blive oprejst forud for denne mand, som døde, fordi han havde begået en forbrydelse. Jesus har forsikret os herom. (Joh. 5:28, 29; Matt. 22:31, 32) Jesu opstandelse er en forløber og en garanti for en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige. — 1 Kor. 15:20; Ap. G. 24:15.

45. Hvordan vil alle menneskers tilbedelse af den ene sande Gud blive videreført og bevaret?

⁴⁵ Disse opstandne vidner for Jehova fra fortiden vil genoptage tilbedelsen af ham sammen med dem, der har overlevet trængselen, men med større kundskab og forståelse, end de hidtil har haft. Alle de, som kommer frem i opstandelsen, vil blive undervist i Jehovas kundskab og den rette tilbedelse af ham. Enhver, der nægter at forene sig med de andre i den eneste rene tilbedelse af Jehova og i at adlyde ham som Gud, vil blive tilintetgjort som uforbederlige og forhærdede syndere. De villige og lydige tilbedere af Gud vil modtage de goder, der følger med Jesu genløsningsoffer. Fordømmelsen over dem vil blive hævet, og de vil blive helbredt og løftet op til menneskelig fuldkommenhed for til evig tid at leve i et velsignet paradis. For bestandig vil alle levende mennesker tilbede én Gud, ham, hvis glorværdige navn er Jehova.

[Fodnoter]

[Illustration på side 121]

Marshøjen