Jesu jordiske legeme
VAR Jesus helt og fuldt en menneskeskabning, da han var her på jorden? Var han i eet og alt en mand, eller var han en inkarnation, dels menneske og dels ånd? Var han en guddom, der var iklædt et jordisk legeme, så han så ud som et menneske, mens han i virkeligheden var delvis åndelig, guddommelig?
Bibelen beviser til overflod, at Jesus var Guds ypperstepræst, og at han var udsat for de fristelser, dødelige mennesker kommer ud for. (Matt. 4:1-11; Hebr. 2:17, 18) Synes det ikke ufornuftigt at mene, at Kristus Jesus ville optræde som en bedrager, der udgav sig for noget, han i virkeligheden ikke var? Ville det ikke være et bedrageri, når Guds søn påstod at være udsat for fristelser og lidelser for at kunne bevise sig værdig til at være menneskehedens ypperstepræst, hvis han i virkeligheden ikke var et menneske, men stod på et plan, hvor han var hævet over menneskelige fristelser og synder?
Jesus var her på jorden for at bevise sin ubrydelige retskaffenhed, for at være et fuldkomment svar på Satans udfordring, at Jehova Gud ikke kunne sætte mennesker på jorden, der ville være trofaste imod ham, selv under Djævelens angreb. Ville han have tilbagevist Satans udfordring, hvis han ikke havde været et menneske? Jesus, Guds enbårne søn, blev kød. Apostelen Johannes siger: „Ordet blev kød.“ (Joh. 1:14) Ja, han var ikke nogen inkarnation eller materialisation af en ånd i et jordisk legeme, da han var her på jorden i kødet i tre og tredive et halvt år. Han var et fuldkomment menneske med et fuldkomment menneskelegeme af kød og blod, en fuldkommen menneskeorganisme.
Hvordan gik det da til, at denne, der havde en himmelsk fortid på utallige millioner år, blev menneske og fornedret til dette tilværelsesplan for at fuldbyrde Guds hensigter? Jehova Gud var i sin almagt i stand til at tage sin enbårne søns personlighed, hans livsmønster med alle dets retskafne egenskaber, der var blevet prøvet gennem millioner af års trofast tjeneste, og dets fuldstændige og helhjertede indvielse til Jehova Gud, og nedlægge denne personlighed i den lille livsenergipartikel, der havde evne til at vokse, og som han indplantede i jomfru Marias moderskød. Derfor blev barnet Jesus født med alle de fremragende retskafne egenskaber, ligesom et barn arver sine anlæg fra sin fader. Ifølge Guds arvelighedslove modtog Jesus også visse ydre træk og gode og trofaste karakteregenskaber fra Maria. Men da han havde en fuldkommen fader som livgiver, arvede han ikke ufuldkommenheden fra sin ufuldkomne moder, Maria. Han var ikke en helt anden personlighed eller en ny skabning, men han var den enbårne søn, og han kunne senere identificere sig som sådan. Jesus voksede op og modnedes som andre børn: „Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det.“ — Luk. 2:40.
At Jesus ikke var en inkarnation eller en materialisation bevises af beretningerne om, hvordan hans legeme blev udmattet og blev styrket af hvile og mad. (Mark. 4:38; 6:30-33; Luk. 8:23; Joh. 4:6) Det viser, at Jesus vidste, hvad det vil sige at være træt, og at han kun havde et menneskelegeme med de evner og begrænsninger, Gud har fastsat for det; dog var han fuldkommen og kunne leve evigt, ligesom Adam og Evas legemer kunne have eksisteret evigt, hvis de var forblevet trofaste.
Da Jesus blev døbt i en alder af tredive år, var han et fuldkomment menneske, et nøjagtigt modstykke til Adam, der var fuldkommen, mens han var i Eden. Jehova modtog Jesu indvielse og pålagde ham den opgave, der medførte, at han skulle opofre sit fuldkomne menneskeliv som en genløsningsbetaling for menneskehedens synder. Nu kunne Gud ikke godtage et offer, der var behæftet med nogen fejl, men kun et fuldkomment offer. (2 Mos. 12:5; 5 Mos. 15:21; 1 Pet. 1:19; Matt. 3:17) Vi kan derfor se, at selv om den trediveårige Jesus indtog den føde, som folk på hans tid spiste, blev hans legeme ikke besmittet af den, men blev ved at være fuldkomment.
Da han blev døbt af Johannes i Jordan, åbnedes himmelen for ham, hvilket vil sige, at han fik forståelse af himmelske ting. På det tidspunkt og under de fyrre dages fristelse og oplæring i ørkenen kunne han huske, at han havde haft en førmenneskelig tilværelse hos sin Fader. Nu blev erindringen om hans tidligere tilværelse en del af hans personlighed, og han blev i høj grad beriget og styrket ved at genkalde sig disse ting i erindringen.
Jesu jordiske legeme blev opløst
Hvad skete der med Jesu fuldkomne jordiske legeme efter hans død? Blev det bevaret, så menneskene senere kunne tilbede det? Eller har Jesus stadig dette jordiske legeme i himmelen, „åndeliggjort“, så det kan ses og tilbedes? Ingen af disse muligheder er den rette. Bibelen giver os svaret: Jehova Gud tog sig af Jesu legeme og opløste det i de elementer eller atomer, det bestod af.
Moses, den israelitiske menigheds store mellemmand og leder, var et forbillede på Jesus. Gud tog sig selv af Moses’ lig og begravede det, og „indtil denne dag har intet menneske kendt hans grav“. (5 Mos. 34:5, 6) Senere siger en af de kristne skribenter, at Mikael havde en strid med Djævelen om Moses’ legeme. (Jud. 9) Djævelen ønskede at komme i besiddelse af Moses’, den store leders, lig for at bruge det som en genstand for tilbedelse for at drage israelitterne bort fra den sande, usynlige fører og leder, Jehova Gud. Djævelen ønskede endnu mere at komme i besiddelse af Jesu jordiske legeme efter hans død for at få nogle til at tilbede det og bruge det i en usømmelig, falsk, religiøs hensigt og derved vanære Jehova Gud. Men Jehova krydsede Djævelens plan i begge tilfælde ved at sørge for, at disse to trofaste mænds lig blev tilintetgjort.
Moses’ lig vendte tilbage til støvet ved forrådnelsesprocessen, som alle menneskelegemer gør, men det var ikke tilfældet med Jesu legeme, for der står skrevet: „Thi dødsriget giver du ikke min sjæl, lader ikke din hellige skue forrådnelse.“ (Sl. 16:10, fodnoten; Ap. G. 2:31) Derfor lod Gud Jesu lig forsvinde, ikke ved forrådnelse, men ved, at det blev opløst i de stoffer, hvoraf alle menneskelegemer er dannet. — Joh. 20:1-13.
Jesus opstod med en åndelig organisme
Den opstandne Jesus fik et åndelegeme: „Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden.“ (1 Pet. 3:18) „Han, . . . som intet menneske har set, ej heller kan se.“ (1 Tim. 6:16) Paulus så blot et glimt af Jesu åndelegemes herlighed, og han blev blind. (1 Kor. 15:8; Ap. G. 9:17, 18) Når hans trofaste efterfølgere, i hvem Gud har vakt håb om himmelsk liv, oprejses fra døden, får de ikke jordiske, men herlige åndelige legemer. Vi ved alle, hvordan et jordisk legeme ser ud. Men Johannes siger: „I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi en gang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.“ — 1 Joh. 3:2.
Da Jesus var her på jorden, siges han at have været „ringere end englene“. Mennesket er ringere end englene. En, der er i kødet, er ringere end en, der er i ånden. Gud stiller ofte kød og ånd op imod hinanden. (Sl. 8:4, 5; Hebr. 2:9; Es. 31:3) Kunne du tænke dig, at Jesus Kristus, den nye verdens majestætiske konge, der står over alle andre skabninger, stadig skulle have et legeme af kød? Han ville da stå under en ånd og have alt for begrænsede evner til at kunne udføre de storslåede opgaver, der kræves af en sådan konge, blandt andet udslettelsen af den mægtige åndeskabning, Satan Djævelen.
Et jordisk legeme må stadig have tilført jordiske stoffer for at kunne eksistere. Det er skabt for jorden og må leve af de ting, jorden frembringer. (1 Kor. 15:40, 47; Es. 45:12, 18) Gud bryder ikke sine egne love, som han har fastsat for naturens orden. Derfor ville han aldrig tage et menneskelegeme ud af dets naturlige hjemsted og overflytte det til himlene, åndernes område.
Hvad med de legemer, hvori Jesus viste sig efter sin opstandelse? Ved een lejlighed viste han sig i et legeme, der havde sår, som Tomas kunne røre ved, hvorved det blev bevist, at den opstandne Jesus var den samme person, som Tomas havde kendt som Mesteren. Men hvis Jesus tog sit menneskelegeme med til himmelen for at bevare disse sår for evigt, ville det have været i modstrid med Guds lov for menneskelegemer og deres evne til at læge sår. Hvis Jesus desuden ofrede sit menneskelegeme for at give verden liv og så tog det tilbage igen for selv at beholde det, kunne han ikke frembære dette offers fortjeneste for Gud til gavn for andre. Genløsningen ville da have været annulleret, og menneskene fortabte i deres synder.
De legemer, Jesus viste sig i efter sin opstandelse, var derfor materialiserede legemer. Det samme fandt sted i tidligere tid, som for eksempel da de tre mænd besøgte Abraham og spiste sammen med ham, eller da to mænd viste sig for Lot; i begge tilfælde var det engle, der var materialiserede som mennesker. At Jesus materialiserede sig beviste over for øjenvidnerne, at han var blevet oprejst fra de døde, som Jehova Gud havde lovet. — 1 Mos. 18:1-22; 19:1-16; Joh. 20:29-31.
Der er mange beviser for, at disse legemer var nogle, der blev materialiseret for lejligheden. Maria genkendte ikke Jesus, da hun så ham første gang efter opstandelsen, men troede, det var havemanden. På vejen til Emmaus blev han genkendt på sin væremåde og sine handlinger, ikke på sine ydre træk. (Joh. 20:14-16; Luk. 24:13-32; Mark. 16:12) Da Jesus materialiserede sig i et legeme med sårmærker for at overbevise den tvivlende Tomas, kom han til syne i et værelse med lukkede døre. (Joh. 20:26-28) Det viser, at han kunne materialisere og dematerialisere et legeme øjeblikkelig for lejligheden. Videnskabsmænd påstår, at det er muligt at fremstille stof af ren energi. Hvor let var det da ikke for den opstandne, mægtige Jesus at materialisere et menneskelegeme!
Lad os nu se på skriftstedet, der siger: „Mens de talte om dette, stod han selv midt iblandt dem og siger til dem: Fred være med jer! Da blev de grebet af angst og frygt og mente, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har.“ (Luk. 24:36-39) Nogle vil uden tvivl påstå, at dette skriftsted viser, at han ikke var en ånd, men et „åndeliggjort“ menneske af kød og blod. Det er imidlertid ikke tilfældet; disse disciple mente, at de så et syn eller modtog en åbenbaring, som da Daniel i et syn så en engel, hvilket fik ham til at falde om af frygt. — Dan. 10:4-9.
De, der nægter at anerkende tegnene på Jesu usynlige nærværelse, fordi de venter, at han skal komme i et menneskelegeme, tager fejl. Det gør også de, som nu søger at tilbede ham som spædbarnet Jesus på trods af beviserne for, at han voksede op og blev en voksen mand, døde og blev oprejst som en mægtig åndeskabning. Det er ikke spædbarnet Jesus, Gud har befalet alle at tilbede, heller ikke hans jordiske legeme, men Kristus Jesus, den nye verdens herliggjorte, himmelske konge.