Spørgsmål fra læserne

● Skal serum, såsom difteriserum og blodfraktioner som gamma-globulin der indsprøjtes i blodet i den hensigt at opbygge modstandskraft mod sygdom ved hjælp af antistoffer, betragtes på samme måde som det at drikke blod, eller som indtagelse af blod eller blodplasma ved transfusion? — N. P., De forenede Stater.

Nej, det synes ikke at være nødvendigt at anbringe disse to i samme kategori, skønt vi tidligere har gjort det. Hver gang forbudet mod blod nævnes i Bibelen sættes det i forbindelse med indtagelse af føde, og det er derfor som næringsmiddel at det er forbudt. Da menneskeslægten første gang fik tilladelse til at spise dyrekød, nemlig på det tidspunkt da forplantningspåbudet blev gentaget over for dem der havde overlevet Vandfloden, blev der specielt udtalt forbud mod at spise blod. (1 Mos. 9:3, 4) Moseloven forbød anvendelse af blod som føde, og derfor finder vi ikke sjældent blod og fedt omtalt sammen når der nævntes ting som ikke måtte spises. (3 Mos. 17; 7:22-27) Det samme gjaldt på apostlenes tid; det var i forbindelse med nydelse af afgudsofferkød at der blev udtalt forbud mod at spise kvalte dyr og blod. — Ap. G. 15:20, 29.

Indsprøjtning af antistoffer i blodet i form af et blodserummiddel eller brugen af blodfraktioner for at danne sådanne antistoffer, svarer ikke til gennem munden eller ved transfusion at indtage blod som et næringsmiddel der skal opbygge legemets livskraft. Selv om Gud ikke havde bestemt at mennesket skulle besmitte sit blod med vacciner, sera eller blodfraktioner, synes dette ikke at være indbefattet i Guds udtrykte vilje om forbudet mod at anvende blod som føde. Det vil derfor være overladt til den enkelte at skønne hvorvidt han vil acceptere sådanne former for lægebehandling eller ikke.

● Hvor mange tilsynsmænd er der i hver af Guds folks menigheder på jorden? — G. G., De forenede Stater.

I hver menighed er menighedstjeneren tilsynsmanden, og andre udnævnte tjenere, de andre medlemmer af tremandsudvalget indbefattet, er assisterende tjenere. Dette er hvad der gives udtryk for i bogen Qualified to Be Ministers, der på side 231 siger: „Tilsynsmanden, menighedstjeneren, holdes ansvarlig for menighedens forhold, og det er ham Selskabet står i forbindelse med vedrørende menighedens anliggender.“ Og på side 234, hvor der refereres til de „assisterende tjenere“ der omtales i 1 Timoteus 3:8-13, siges der: „Her sigter Bibelen altså til sådanne der er udnævnt som tjenere i menigheden, i særdeleshed dem som er tilsynsmandens, eller menighedstjenerens, assistenter.“

Det græske ord der er oversat „tilsynsmand“ er episkopos og det henfører til „en der besøger og inspicerer“. Heraf kan vi skønne, at mens der i dag kun er én bofast tilsynsmand i en menighed, findes der andre tilsynsmænd i organisationen. For eksempel besøger og inspicerer zonetjeneren de menigheder som han fører tilsyn med, i den hensigt at styrke disse åndeligt. Sektionstjenere kan også betegnes som tilsynsmænd, eftersom de besøger og inspicerer såvel de zoner som menigheder de af Selskabet sendes til. Hertil kommer, at i de byer hvor menigheden, der sædvanligvis benævnes med byens navn, bliver for stor, deler man den i afdelinger, og over hver afdeling sættes en tilsynsmand. I sådanne tilfælde vil der altså være mere end én tilsynsmand i byens menighed, én for hver afdeling. Følgelig er det korrekt at tale om en menigheds „tilsynsmænd“.

I lyset af disse kendsgerninger kan vi forstå at mere end én tilsynsmand var tilknyttet menighederne i Efesus og Filippi, som vist i Apostlenes Gerninger 20:28 og Filipperne 1:1.

● Jesus sagde, som det er gengivet i Mattæus 12:40, at han skulle være i jordens skød i tre dage og tre nætter, hvilket efter nogles opfattelse vil sige fulde tooghalvfjerds timer. Imidlertid taler Vagttårnets litteratur om „dele af tre dage“. Hvorfor? — B. W., Kanada.

De som hævder at Jesus lå død i graven i en periode på tooghalvfjerds timer, tre hele dage og nætter, støtter deres påstand på Jesu ord i Mattæus 12:40: „Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød.“ Men deres konklusion: at det betyder en tidsperiode på tooghalvfjerds timer, er i strid med de skriftsteder der siger at han blev oprejst „på den tredje dag“, ikke på den fjerde. Det fremgår klart at deres konklusion er urigtig. — Ap. G. 10:39, 40.

I Bibelen betyder „tre dage“ ikke nødvendigvis en tidsperiode på fulde tooghalvfjerds timer. Et eksempel herpå ses i 1 Kongebog 12:5, 12. Kong Rehabeam sagde til folket: „Gå bort, bi tre dage og kom så til mig igen!“ Når de handlede i overensstemmelse med hans befaling, ville de så vende tilbage den tredje eller fjerde dag? Hvis de forstod hans befaling således at de skulle vende tilbage efter tre hele dage, ville de møde op den fjerde dag. Men de forstod det ikke på den måde, og kongen havde heller ikke haft dette i tanke. Derfor står der i vers 12: „Da alt folket tredjedagen kom til Rehabeam, som kongen havde sagt, . . .“ Altså vendte de tilbage efter at dele af tre dage var gået: den første dag var den dag kongen havde sendt dem bort, den anden var den næste dag, og den tredje den dag de vendte tilbage til kongen. — Se også 1 Mosebog 40:13, 20, NW; 42:17, 18; Ester 4:15, 16; 5:1.

Jesus forklarede selv betydningen af sin udtalelse, både før sin død og efter sin opstandelse. Efter at have udtalt ordene i Mattæus 12:40, forklarede Jesus senere: „Menneskesønnen skal gives i menneskers vold; og de skal slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opvækkes.“ Efter sin opstandelse bekræftede han også udtalelsen: „Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag.“ — Matt. 17:22, 23; Luk. 24:46.

Bibelen viser tydeligt at Jesus lå i graven i „dele af tre dage“. Han udåndede fredag eftermiddag, dagen før den jødiske sabbat. (Matt. 27:45-50; Joh. 19:31) Han oprejstes fra de døde tidligt den første dag i den jødiske uge, eller søndag morgen. (Joh. 20:1) Altså var han i graven en del af fredagen, hele lørdagen, og blev oprejst søndag morgen. — Se også Vagttårnet for 15. oktober 1944, siderne 300-302, paragrafferne 17-25.