Hvad siger Bibelen?

Hvilken tilbedelse godkender Gud?

„GUD er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede med ånd og sandhed.“ (Joh. 4:24) Disse ord henvendte Jesus til en kvinde i byen Sykar i Samaria, og dermed fortalte han altså hvordan Gud ønsker at blive tilbedt. Men hvordan kan man tilbede „med ånd og sandhed“?

For at få et mere fuldstændigt billede må vi læse en lidt større del af samtalen mellem den samaritanske kvinde og Jesus Kristus: „’Vore forfædre,’ sagde kvinden, ’tilbad på dette bjerg [Garizims bjerg]; men I siger at i Jerusalem er stedet hvor man bør tilbede.’ Jesus sagde til hende: ’Tro mig, kvinde: Den time kommer da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem I skal tilbede Faderen. I tilbeder det I ikke kender; vi tilbeder det vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. Men den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen med ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger.’“ — Joh. 4:20-23.

I modsætning til jøderne tilbad samaritanerne Gud på Garizims bjerg, idet de mente at dette var Guds hellige bjerg. Dette havde de imidlertid intet guddommeligt grundlag for at gøre. De fem Mosebøger, som de anerkendte som deres hellige skrifter, gav ingen som helst baggrund for at betragte Garizim som et helligt bjerg. De ændrede en passage i Femte Mosebog — åbenbart for at støtte deres egen opfattelse — sådan at der kom til at stå „Garizims bjerg“ i stedet for „Ebals bjerg“. (5 Mos. 27:4) Desuden forkastede samaritanerne hele den øvrige del af De hebraiske Skrifter, så de fik kun et uklart begreb om den sande Gud, Jehova. Jesus kunne derfor med rette sige til den samaritanske kvinde: „I tilbeder det I ikke kender.“

Jøderne kunne derimod finde støtte i De hellige Skrifter for at tilbedelsen skulle foregå i Jerusalem. For eksempel taler Første Kongebog 14:21 om Jerusalem som „den by, [Jehova] havde udvalgt af alle Israels stammer for der at stedfæste sit navn“. Jerusalem var altså blevet udpeget som tilbedelsessted, og i harmoni med dette fulgte israelitterne befalingen i Femte Mosebog 12:5, 6: „Til det sted, [Jehova] eders Gud udvælger blandt alle eders stammer for at stedfæste sit navn og lade det bo der, skal I søge, og der skal du gå hen; derhen skal I bringe eders brændofre og slagtofre, eders tiender og offerydelser, eders løfteofre og frivilligofre og de førstefødte af eders hornkvæg og småkvæg.“

De jøder der anerkendte De hebraiske Skrifter og tilbad efter anvisningen i disse skrifter, kendte altså virkelig den Gud de tilbad. Ingen anden tilbedelse end den der foregik med templet i Jerusalem som midtpunkt, kunne godkendes. Desuden var Messias, som en efterkommer af kong David, selv jøde, og kun gennem ham kan der opnås frelse. Selv nogle samaritanere, nemlig de der lyttede til den kvinde som Jesus havde talt med, indrømmede dette. De sagde til hende: „Vi tror ikke længere på grund af din tale; for vi har selv hørt og vi ved at denne mand i sandhed er verdens frelser.“ (Joh. 4:42) Således kunne det med rette siges at ’frelsen udgik fra jøderne’.

Jøderne havde bibelsk begrundelse for at Jerusalem skulle være centrum for deres gudsdyrkelse, men Jesu ord til den samaritanske kvinde viste dog at det ikke skulle fortsætte sådan. Ofringerne, højtiderne, præsteskabet og alt det øvrige som var en del af den jødiske tilbedelsesform, var blot en skygge af større ting som skulle komme. Om Lovens forskellige bestemmelser siger Bibelen: „Disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til.“ (Kol. 2:17) „For da Loven har en skygge af kommende goder, men ikke tingenes skikkelse i sig selv, kan mennesker aldrig med de samme slagtofre som de bestandig frembærer år efter år, gøre dem der træder frem, fuldkomne.“ — Hebr. 10:1.

Da Messias kom, ham til hvem ’virkeligheden hører’, var tiden inde til en forandring i tilbedelsen. Nu skulle tilbedelsen ikke længere afhænge af synlige ting eller være knyttet til et bestemt geografisk sted. De sande tilbederes gudsdyrkelse skulle ikke være afhængig af ting man kunne se eller føle på. Uanset hvor eller i hvilke omgivelser de var, kunne de have en gudfrygtig og tilbedende indstilling. De skulle ikke tilbede med nogen synlige genstande som mellemled eller hjælpemidler, men „med ånd“, nemlig med en indre drivkraft der viste at de forstod og værdsatte åndelige ting. Hvis man dyrker Gud med ånd, er der altså ikke plads til brugen af nogen som helst gudebilleder eller lignende i tilbedelsen.

At tilbede Gud „med sandhed“ indebærer at ens tilbedelse må være i overensstemmelse med sandheden i hans ord, Bibelen. Det betyder at man må anerkende Jesus Kristus som den eneste vej ad hvilken man kan nærme sig Faderen. Jesus Kristus sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Joh. 14:6) Hvis man søgte at nærme sig Gud gennem en anden end Jesus Kristus, ville det således betyde at man ikke tilbad „med sandhed“.

Ligeledes ville det være forgæves hvis man forsøgte at tilbede Gud efter de gamle anvisninger i Moseloven. Denne lov var, som tilbedelsesramme, kun en skygge, ikke hele sandheden. Jesus Kristus opfyldte Loven, idet han var den sandhed som disse skygger pegede frem til. Derfor havde han lov til at omtale sig selv som „sandheden“. Uden om Jesus Kristus er det umuligt at tilbede „med sandhed“.

Imidlertid er den sande tilbedelse heller ikke begrænset til at man blot skal udføre nogle „hellige pligter“ eller ritualer. Den omfatter hele ens liv. Den kristne discipel Jakob skrev: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ (Jak. 1:27) En tilbedelse som Gud skal godkende, må altså indbefatte at man gør godt mod dem som er i nød, og undgår at lade sig plette af denne verdens nedværdigende og ukærlige levevis. Det betyder at man ikke må henfalde til skinsyge, stridbarhed, stolthed, misbrug af tungen, fjendskab, selviske intriger og lignende. Det kræver at man afspejler „visdommen ovenfra“ — den er „først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk“. — Jak. 3:1 til 4:4.

Den der har besluttet sig til at tilbede Gud „med ånd og sandhed“, må således holde sig ren for denne verdens ugudelige veje. Han må være parat til at hjælpe mennesker som er i virkelig nød. Han må fjerne gudebilleder, helgenbilleder eller andre genstande som han eventuelt har brugt som et „hjælpemiddel“ i tilbedelsen. Desuden må han nærme sig Skaberen gennem den som Han har udpeget, nemlig Jesus Kristus, og gøre det i harmoni med den fulde sandhed, sådan som den er åbenbaret i Guds ord fra Første Mosebog til Åbenbaringen.