Den sande tilbedelse — en livsform der fører til lykke

„Du skal grunde over [denne lovbog] dag og nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din færd, og lykken vil følge dig.“ — Jos. 1:8.

1. (a) Hvilken form for tilbedelse lægger de fleste trosretninger mest vægt på? (b) Forklar hvordan den sande tilbedelse er anderledes.

DE FLESTE trosretninger lægger vægt på de ceremonielle aspekter af tilbedelsen, mens man går let hen over den kendsgerning at tilbedelsen bør påvirke ens livsform. Det centrale i deres religiøse mødeprogram er derfor ceremonielt prægede „gudstjenester“, der afholdes regelmæssigt og hvori der i mange tilfælde indgår en indtrængende anmodning om penge til at finansiere det kostbare udstyr der hører til denne form for tilbedelse. I modsætning hertil lægger den sande tilbedelse ikke vægt på ritualer og ceremonier. Selv om den indebærer at man regelmæssigt må komme sammen med andre der tilbeder Gud, omfatter den også alle andre sider af ens liv. Den er et mønster for hvordan man bør leve, en vej man må følge i sit daglige liv, en livsform. Det er grunden til at Bibelen omtaler den sande kristendom som „Vejen“ og „sandhedens vej“. — Apg. 9:2; 19:9; 2 Pet. 2:2.

2. (a) Hvordan viste Jesus at tilbedelse består af andet end ceremonier? (b) Hvad vil det sige at tilbede „med ånd“?

² Jesus lod også forstå at den sande tilbedelse er en livsform. Det var dengang han talte med den samaritanske kvinde og sagde: „De sande tilbedere vil tilbede Faderen med ånd og sandhed . . . de der tilbeder ham bør tilbede med ånd og sandhed.“ (Joh. 4:23, 24) Jesus lagde her lige så stor vægt på at man skulle tilbede „med ånd“ som på at man skulle tilbede ’med sandhed’, og dermed pegede han på endnu en vigtig side af tilbedelsen. Hvad vil det sige at tilbede „med ånd“? I sin samtale med den samaritanske kvinde viste Jesus forskellen mellem en åndelig tilbedelse og den form for tilbedelse der forudsætter noget synligt og håndgribeligt, som for eksempel et bjerg eller en by. (Vers 21) I stedet for at være afhængig af sådanne ting som kræver brug af synet eller følesansen, lægger en sand tilbeder tro for dagen og bevarer, uanset stedet eller omgivelserne, en tilbedende „ånd“, eller tilbeder åndeligt. På denne måde tilbeder han med ånd, idet hans hjerte tilskynder ham til at tjene Gud i overensstemmelse med den sandhed som hans sind altid er fyldt med og som han lader sig lede af i alt hvad han gør. — 2 Kor. 5:7.

3. Hvordan har Jehova fra begyndelsen ønsket at blive tilbedt?

³ Dette samstemmer med den måde hvorpå det fra begyndelsen var Guds hensigt at menneskene skulle tilbede ham. Han foreskrev ikke en bestemt ceremoni eller et ritual hvorved de første fuldkomne mennesker kunne nærme sig ham i tilbedelse. De skulle først og fremmest tjene eller tilbede ham ved trofast at gøre hans vilje. Gud åbenbarede denne „vilje“ for dem, så de kunne leve i overensstemmelse med de foreliggende kendsgerninger, eller sandheden, vedrørende livet. (1 Mos. 1:28, 29; 2:16, 17, 19-25; Matt. 19:4, 5) Efterhånden som tiden gik ville Gud uden tvivl have gjort dem bekendt med yderligere sandheder som var nødvendige for at de på rette måde kunne udvide deres jordiske hjem og deres virkeområde, efterhånden som deres familie voksede. Deres trofaste lydighed mod disse instruktioner ville have opfyldt den sande tilbedelses vigtigste krav. Dersom det første menneskepar havde valgt denne vej, ville disse sandheder være blevet en livsform for dem og deres efterkommere. Denne livsform ville have gjort dem lykkelige; den kunne ikke slå fejl, for den var i overensstemmelse med sandheden, tingenes virkelige tilstand, herunder også den kendsgerning at Jehova indtager den suveræne stilling og besidder livgivende kraft.

Synden føjer nye aspekter til tilbedelsen

4. Hvorfor blev visse ceremonier en nødvendig del af tilbedelsen?

⁴ Med syndens og ulydighedens indtræden i verden måtte der imidlertid føjes nye træk til den sande tilbedelse, af hensyn til de nye forhold menneskene kom ud for. Disse nye træk i forbindelse med tilbedelsen, hvoraf nogle var ceremonielle, tjente et midlertidigt, men nødvendigt, formål. Der var nu blevet rejst en mur mellem den ufuldkomne faldne menneskehed og den fuldkomne Skaber. Adams efterkommere måtte indskærpes dette nye forhold og bibringes en klar forståelse af hvordan Gud ville læge det brud der var opstået. For at skildre disse „sandheder“, den virkelige tilstand af det forhold som nu eksisterede mellem mennesket og dets Skaber, blev ofre, et præsteskab og en helligdom efterhånden noget der indgik som en del af tilbedelsen.

5. (a) Hvordan forklarer Bibelen formålet med ceremonierne under Loven? (b) Hvornår og hvordan ophørte de?

⁵ Disse foranstaltninger var imidlertid kun „en skygge af kommende goder“ og „ikke tingenes skikkelse i sig selv“, sådan som apostelen Paulus skriver. (Hebr. 10:1) Selve disse ritualer og ofre var altså ikke hele sandheden. Men de udgjorde et grundlag for at menneskene kunne forstå og tage imod sandheden da „den fastsatte tid“ kom til at gøre den kendt gennem Kristus Jesus. „Netop dette telt [helligdommen] er et billede der gælder den fastsatte tid som nu er her, og i overensstemmelse med det frembæres både offergaver og slagtofre. Disse er imidlertid ikke i stand til at gøre den der yder hellig tjeneste fuldkommen med hensyn til hans samvittighed . . . Det var lovbestemmelser vedrørende kødet, og de var pålagt dem indtil den fastsatte tid til at bringe forholdene i den rette orden.“ (Hebr. 9:9, 10) Da formålet med disse „lovbestemmelser“ blev opfyldt ved Jesu komme, ophørte den ceremonielle tilbedelse med at have nogen værdi i Guds øjne. Den måtte vige for virkeligheden, „for disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til“. (Kol. 2:16, 17) Jesus selv blev da „vejen og sandheden“. — Joh. 14:6; 1:17.

Uforanderlige sandheder altid nødvendige

6. Hvad har altid været en nødvendig del af den sande tilbedelse?

⁶ Selv om disse „lovbestemmelser“ som israelitterne fik, var nødvendige for en tid, har det vigtigste i tilbedelsen af Jehova Gud altid været at leve i overensstemmelse med de sandheder der aldrig forandrer sig. Tro, ret, retfærdighed, sanddruhed, frihed for blodskyld, samt lydighed mod Guds udtrykte vilje har altid været de vigtigste forudsætninger for at kunne nærme sig Gud. Det har altid været sådan at det ikke var den der blot frembar gaver for Gud, men den der havde „skyldfri hænder og hjertet rent“, der kunne gå op på Jehovas bjerg. (Sl. 24:3-6; 15:1-4; Ordsp. 3:32) Disse grundlæggende principper eller sandheder er en livsform der er forblevet uændret fra begyndelsen. Mika spørger: „Med hvad skal jeg møde [Jehova], bøje mig for højhedens Gud? Skal jeg møde ham med brændofre, møde med årgamle kalve? . . . Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“ — Mika 6:6-8; Hos. 6:6; 1 Sam. 15:22.

7. (a) Hvad ønsker Jehova egentlig blot af os? (b) Hvorfor føler man sig naturligt tiltrukket af Jehovas vej?

⁷ Det er ikke vilkårlige eller urimelige krav Jehova stiller til os. Han anmoder blot sine skabninger om at gøre det de burde gøre mod ham og deres næste. Når vi ’vandrer med vor Gud’ på sandhedens vej, handler vi blot efter den lov Jehova lod ’skrive i vore hjerter’ dengang han skabte vore første forældre. (Rom. 2:14, 15) Denne samvittighed eller indre fornemmelse af ret og uret føler sig naturligt tiltrukket af sandhedens vej. Sandheden lyder eller forekommer rigtig for det der endnu er tilbage af den nedarvede samvittighed som mennesket er i besiddelse af. Af den grund kunne Paulus sige: „Vi har frasagt os de skjulte ting som man ville skamme sig over [usandheder, løgne], . . . men ved at gøre sandheden kendt anbefaler vi os til ethvert menneskes samvittighed for Guds øjne.“ — 2 Kor. 4:2; 5:11; 6:4-10.

En livsform der fører til lykke

8. Hvad adskiller sandhed fra spekulation? Forklar.

⁸ De der vælger sandheden som en livsform, bliver belønnet med mange velsignelser. Det lader sig udmærket gøre at omsætte sandheden i praksis. Når videnskabsmænd mener at have fundet frem til et videnskabeligt princip, må det først stå sin prøve i praksis for at blive anerkendt som andet og mere end en teori. Det må kunne bruges i praksis: ved bygningskonstruktion, sygdomsbekæmpelse, eller hvad det nu drejer sig om. Men i spørgsmål vedrørende livsholdning og levevis har vor tids intellektuelle, tænkere og religiøse ledere, som i vid udstrækning former folks tankegang og adfærd, ikke bestået denne prøve. Det de siger og skriver, lyder ofte godt. Det kan være affattet i velformede vendinger og være understøttet af mange overbevisende argumenter. Men de fleste af deres teorier kan ikke bestå sandhedens prøve. Hvorfor ikke? Fordi de ikke duer i praksis! De uheldige resultater af deres livsanskuelser ses alle vegne.

9. Hvad viser at den sande tilbedelse fører til lykke?

⁹ Som en modsætning hertil viser Bibelens beretning om det fortrøstningsfulde, målbevidste liv som Guds tjenere i fortiden har levet, såvel som det liv som de der i dag praktiserer sandheden, lever, at den sande tilbedelse er den eneste livsform der virkelig fører til lykke. Lydighed mod Guds bud har altid adskilt de sande tilbedere fra deres samtidige. Som behandlet i den forrige artikel, hævede fortidens Israel sig op over sin samtid så længe det trofast holdt sig til Moselovens ’formulering af kundskaben og sandheden’. (Rom. 2:20; Jos. 1:8; Neh. 9:13) I det første århundrede øvede kristendommen også en dybtgående virkning på dem der tog imod den. Den kendte historiker John Lord siger i sin bog The Old Roman World:

„Kristendommens sande sejre sås deri at den gjorde gode mennesker ud af dem der bekendte sig til dens lære . . . Vi har vidnesbyrd om deres ulastelige liv, om deres udadlelige moral, om at de var gode borgere, og om deres kristne dyder.“

„Sandhedens vej“ førte til lykke for dem, og den fører til lykke for dem der i dag virkelig følger den. — 2 Pet. 2:2.

Hvordan sandheden fører til lykke

10, 11. (a) Betragter mange gejstlige Bibelens moralnormer som en livsform? (b) Forklar hvorfor deres synspunkter ikke duer.

¹⁰ De fleste af vor tids tænkere og religiøse ledere søger at udvande Bibelens sande normer, idet de går ind for en „ny moral“. Ifølge Guds lov er utugt og ægteskabsbrud i enhver henseende ondt og forkert. (1 Kor. 6:18; 1 Tess. 4:3; 2 Mos. 20:14) Men typisk for en gejstlig tankegang er følgende, som den katolske præst ved Skt. Marys kirke ved Michigans universitet har skrevet i sin rådgivende brevkasse i universitetsbladet. Vedrørende et forlovet par der på grund af adskillige „overvejelser“ havde udsat deres ægteskab og som „af og til havde haft kønslig omgang med hinanden“, skriver denne præst: „Vi kunne kalde dem utugtige og på den måde let blive af med dem . . . I strengt juridisk forstand har de måske overtrådt lovens bogstav, men har de forbrudt sig mod de værdier som loven værner om? Har de bedrevet hor? Afgjort ikke! . . . Hvem af os har ikke hengivet sig til en eller anden form for tilfredsstillelse der ikke var helt rigtig, for at lindre den skrigende ensomhed i vort hjerte?“ Mange der lader sig lede af denne præst og af andre gejstlige som han, hengiver sig uden tvivl til former for tilfredsstillelse der ikke er „helt rigtige“. Men fører deres livsform til lykke?

¹¹ Sandhedens vej som kommer til udtryk i Guds love, ignoreres ikke ustraffet! De der følger en sådan menneskelig tankegang høster frugterne i form af skilsmisser og ødelagte hjem, omsiggribende kønssygdomme og en mængde andre problemer som følger med når man undlader at holde ægteskabet i ære. (Gal. 6:7, 8; Hebr. 13:4) I tidsskriftet Medical World News beskriver en læge én side af denne sag, idet han advarer om at frigørelse fra en strengere indstilling til kønslivet „ikke nødvendigvis fører til frihed, eller, i så fald, da kun på bekostning af andre friheder“, som for eksempel frihed for sygdom. „God moral er ofte ensbetydende med sundhed,“ bekræfter han.

12, 13. Forklar hvorfor sandheden som en livsform fører til lykke i forbindelse med (a) brugen af tobak, (b) blodtransfusioner.

¹² Efterlevelse af Bibelens principper i forbindelse med at holde legemet rent og ubesmittet, viser også hvordan sandheden virker i praksis. Sande tilbedere undgår de skadelige virkninger af den urenhed som brugen af tobak medfører for organismen. (2 Kor. 7:1; Rom. 12:1) Deres ønske om at tjene Gud af ’hele deres sjæl’ og ’hele deres styrke’ afholder dem fra at ofre år af deres liv og styrke ved at lade sig trælbinde af trangen til tobak. (Mark. 12:29, 30; Rom. 6:19) Dr. Robert Dupont, der er direktør for De forenede Staters nationale institut for stofmisbrug, omtalte for nylig tobak som „det sandsynligvis mest dødbringende stof i vort samfund . . . Folk der ryger cigaretter har det samme problem som heroinbrugere“, fordi de har svært ved at beherske deres trang. Den store risiko for lunge-, mund- og strubekræft, såvel som for sygdomme i kranspulsårerne, er velkendt. Undersøgelser i de senere år har påvist en tydelig forbindelse mellem rygning og mavesår samt slagtilfælde. Spædbørn hvis mødre ryger, måler betydeligt mindre, vejer mindre og er senere mentalt udviklede end andre børn. Risikoen for at de har medfødte hjertefejl og dør kort efter fødselen, er væsentlig forøget. Er der ikke langt større lykke ved at følge „sandhedens vej“?

¹³ Det voksende kendskab til farerne ved blodtransfusioner og fordelene ved operationer uden blod, understreger fornuften i Bibelens befaling om at man skal „afholde sig fra . . . blod“. (Apg. 15:20, 28, 29) To kirurger ved Skt. Barnabas-hospitalet i New York hylder denne form for kirurgi og fremhæver fordelene ved den:

„Det er i øvrigt en glæde at man ikke behøver at bekymre sig om de komplikationer der er i forbindelse med fuldblodstransfusioner, såsom allergiske eller hæmolytiske reaktioner, nyrestop og hepatitis.“ — New York State Journal of Medicine.

Ja, det kan udmærket lade sig gøre at følge sandhedens vej i praksis!

14, 15. Forklar forskellen mellem sand og falsk tilbedelse når det gælder væbnede konflikter.

¹⁴ Endnu en sandhed som har stået sin prøve rent praktisk, er den Jesus udtrykte således: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ Denne sandhed er i overensstemmelse med følgende konklusion: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Matt. 26:52; Joh. 13:35) Men i 1967-udgaven af New Catholic Encyclopedia siges der at der ikke „er nogen [virkelig] uoverensstemmelse mellem en retfærdig krig og Kristi befaling om at vi skal elske vore fjender. En retfærdig krig er snarere et udtryk for had til den onde gerning end til den der gør det onde. . . . Det står katolikker fuldstændig frit at danne sig deres egen mening om hvorvidt de forhold der taler for retfærdiggørelse er til stede“. Hvordan virker en sådan vejledning i praksis?

¹⁵ Under de to verdenskrige dannede så godt som alle katolikker og protestanter på begge sider sig „deres egen mening“, katolikker mod katolikker og protestanter mod protestanter, i modstrid med sandhedens vej. Resultatet var ulykkeligt. De nedslagtede millioner af deres egne trosfæller, og beviste dermed ud over al tvivl at de ikke var Kristi kærlige disciple og ikke var i sandheden. Historikeren J. S. Conway siger imidlertid i sin bog The Nazi Persecution of the Churches:

„I modsætning til de større kirkers føjelighed fastholdt Jehovas Vidner deres religiøse modstand i den grad at det grænsede til fanatisme [døden]. En sådan modstand var alt for sjælden. . . . Idet de henviste til Bibelens bud nægtede de at bære våben . . . Ingen anden sekt udviste en tilsvarende beslutsomhed over for Gestapos terror i sin fulde udfoldelse.“ — Side 196, 198, 199.

Hvem var de eneste der, efter de to skændigste krige i historien, kunne sige at de havde fulgt sandhedens vej?

16, 17. (a) Hvordan har Bibelens udsagn om menneskers regeringer vist sig at være sande? (b) Hvorfor har Guds rigsregering fremgang? Forklar.

¹⁶ Med hensyn til det store spørgsmål som menneskeheden står over for i dag — spørgsmålet om en verdensregering — viser Bibelens principper sig også at være sandheden. At „det ene menneske hersker over det andet til hans ulykke“ og at „det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“, er sandheder der blev udtalt for længe siden. (Præd. 8:9; Jer. 10:23) Et ordnet menneskesamfund forudsætter en regering som står langt over det mennesker kan frembringe. Det har menneskehedens historie gennem årtusinder bevist ud over al tvivl. Nu er forholdene sådan som det beklagende blev udtrykt i en artikel der for nylig stod at læse i New York Times: „Det er tydeligt at lederne overalt har mistet deres autoritet og troværdighed. . . . alle former for regeringer, i alle slags lande, er i vanskeligheder fordi de ikke vækker tillid til deres evne til at løse de problemer der mest bekymrer befolkningen.“ — Den 15. maj 1974, side 2.

¹⁷ Der findes imidlertid en regering som har fremgang dér hvor alle andre kommer til kort. Det har den fordi det ikke er en menneskeskabt regering. Det er Guds riges regering, der nu administrerer forholdene for dem der følger sandhedens vej på jorden. Den har to millioner loyale undersåtter i over 200 lande som frivilligt og med begejstring støtter dens politik, både fysisk, mentalt og materielt. Dens forfatning og love (Bibelen) håndhæves gennem lokale „bylignende“ menigheder på en langt mere effektiv måde end tilfældet er med nogen af de jordiske regeringers love. Den kristne menighed virker således som „en sandhedens søjle og støtte“, der hjælper alle til at vise lydighed og som fjerner enhver der er uvillig til at forblive på sandhedens vej. (1 Tim. 3:15; 1 Kor. 5:6-13) Denne rigsregerings undersåtter får en uforlignelig undervisning i sandheden gennem lærebøger som udgør mere end halvdelen af verdens ti mest udbredte bestsellere.a Denne rigsregering har fremgang, og den fremgang bliver større dag for dag, fordi den er grundlagt på sandheden.

Nøglen til lykke

18. Nævn nogle af fordelene ved at følge sandheden som en livsform.

¹⁸ De der vælger at gøre sandheden til deres livsform, ser realistisk på det der sker og de forhold der råder i dag. Deres forståelse af sandheden om menneskehedens tilstand hjælper dem til at vise kærlighed til andre, idet de betragter dem som mennesker der har behov for hjælp. Deres familieliv afspejler hvor gavnligt det er at følge Bibelens vejledning om familiens ledelse og opdragelse af børn. (1 Pet. 2:12; Ef. 5:33; 6:1-4) Det at de gennem Bibelens profetier har lært sandheden om fremtiden at kende, bevirker at de ikke gribes af håbløshed over tingenes nuværende tilstand men tværtimod kan se fremtiden i møde med tillid og glæde. — Ordsp. 3:25, 26.

19, 20. (a) Hvad bemærker andre om de sande kristnes livsform? (b) Hvorfor er det paradoksalt at de der roser Jehovas Vidner alligevel fordømmer deres tro? (c) Hvad bør vi bede om?

¹⁹ At denne livsform fører til lykke, er noget andre ofte lægger mærke til. I en avis i Washington, D.C., kunne man, under et af Jehovas Vidners stævner, læse følgende iagttagelse vedrørende disse kristne:

„Deres store respekt for en sømmelig opførsel er forfriskende for en by . . . De er her ikke for at bede om noget, siger de, men ’blot for at fremme interessen for Bibelen og dens principper som den eneste brugbare løsning på menneskehedens problemer’.“

Dette er nøglen til lykke! Bibelen, som er Guds ord, er ’brugbar’. Dens principper virker udmærket i praksis.

²⁰ I en artikel i avisen Democrat and Chronicle, der udkommer i Rochester, New York, stod der at „Jehovas Vidner gør indtryk af at efterleve deres religion i hverdagen“, og lidt højere oppe i artiklen hed det: „Uanset hvor meget medlemmerne af andre trossamfund måtte være uenige med Jehovas Vidners fortolkninger af Bibelen, må det indrømmes at Vidnerne har en dyb og oprigtig tro.“ Er det ikke paradoksalt at de der roser Jehovas Vidner for deres opførsel, ofte samtidig fordømmer deres „fortolkninger“ af Bibelen? Hvad er det der gør Jehovas Vidners opførsel anderledes? De er ikke født sådan, vel? Nej! Det er på grund af selve disse „fortolkninger“ at Jehovas Vidner er hvad de er. Deres lære er sandheden fra Bibelen, og den er en livsform for dem. Det er grunden til at de har fremgang hvor andre kommer til kort. Jehovas Vidner har derfor al mulig grund til med fuld tillid at bede ligesom salmisten: „Lær mig, [Jehova], din vej, at jeg kan vandre i din sandhed.“ „Led mig på din sandheds vej og lær mig.“ Om den der vandrer på denne måde siger salmisten: „Ham viser [Jehova] den vej, han skal vælge; selv skal han leve i lykke og hans sæd få landet i eje.“ — Sl. 86:11; 25:5, 12, 13.

[Fodnote]