Spørgsmål fra læserne

● I 15. maj-nummeret af Vagttaarnet blev spørgsmålet fra Abessinien, „Skal vi tilbede Jesus?“, besvaret. I paragraf fem citeredes Hebræerne 1:6, der taler om, at Guds engle skal tilbede Jesus, men i den sidste paragraf blev der sagt: „— må svaret på ovenstående spørgsmål blive dette, at man ikke specielt skal tilbede den herliggjorte Jesus i himmelen. Vi må rette vor tilbedelse til Jehova Gud.“ Er dette ikke i modstrid med udtalelsen i Hebræerne 1:6? — T. P., de Forenede Stater.

Som svar på de mange spørgsmål om dette i flere breve, vi har modtaget, spørger vi: Er du en Guds engel i himmelen? Hvis du er det, gælder Hebræerne 1:6 dig. Hvis du ikke er en Guds engel i himmelen, taler Hebræerne 1:6 ikke om dig, for i Hebræerne 1:6 og de to foregående vers siger nedskriveren om den herliggjorte Jesus: „Og han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres. Thi til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: Du er min søn, jeg har født dig i dag? og et andet sted: Jeg vil være ham en fader, og han skal være mig en søn? [6] Og når han igen lader sin førstefødte komme til jorderig, siger han: Og alle Guds engle skal tilbede ham.“ (Hebr. 1:4-6) Her citerer apostelen Paulus fra Salme 97:7, der i An American Translation lyder: „Alle, der tjener udskårne billeder, gøres til skamme, de, som var stolte af deres ubetydeligheder. Tilbed ham, alle I guder!“ I den græske Septuaginta-oversættelse (LXX) lyder de kursiverede ord: „Tilbed [pros·ky·néo] ham, alle I hans engle.“ (Bagsters udgave; også Thomson) Apostelen kan også have citeret fra Septuagintas oversættelse af 5 Mosebog 32:43, hvis begyndelse lyder: „Glæd jer, I himle, med ham, og lad alle Guds engle tilbede ham; glæd jer, I hedninger, med hans folk, og lad alle Guds sønner hente styrke hos ham; . . .“ (Bagster; også Thomson) Ved at undersøge den sammenhæng, hvori henholdsvis Salme 97:7 og 5 Mosebog 32:43 forekommer, lægger vi mærke til, at det er Jehova Gud, der omtales som den, der skal tilbedes. Betyder det, at Jesus er den samme som Jehova, fordi nedskriveren af Hebræerne 1:6 anvender citatet, som han gør?

I sin oversættelse af Hebræerne 1:6 følger An American Translation ikke sin gengivelse af Salme 97:7 og bruger ordet „tilbede“, men siger: „Og lad alle Guds engle bøje sig for ham.“ Er New World Translation, som her siger „tilbede“ ligesom den danske oversættelse, dårligere, eller bryder den sin sædvanlige regel, så vidt muligt at søge at gengive hvert græsk ord i Bibelens kristne Græske Skrifter med et engelsk ord, der nøjagtigt dækker det? Svaret på disse spørgsmål er nej! Hvad er da grunden til, at den siger „tilbede“ i stedet for „bøje sig for“ eller „hylde“?

Som det allerede blev nævnt i ovenfor omtalte artikel i Vagttaarnet, er det græske ord, der her gengives med „tilbede“, ordet pros·ky·néo. Hvor mærkeligt det end kan lyde, kommer dette ord af det græske ord for „hund“, kýôn, og betyder sandsynligvis derfor „at krybe, kravle, logre“, som en hund gør ved sin herres fødder. I praksis betyder ordet derfor „at kaste sig ned, at bøje sig, at hylde“. Og i de bibelske lande var det skik at kaste sig ned eller bøje sig som tegn på ærbødighed eller hyldest, ligesom det var almindeligt i den religiøse tilbedelse. Dette fremgår af Bibelen, både den hebraiske originaltekst og den græske oversættelse.

I den autoriserede King James-oversættelse af Bibelen er pros·ky·néo uden undtagelse oversat med „tilbede“ de 60 steder, det forekommer. I New World Translation er pros·ky·néo imidlertid gengivet med „hylde“ og „tilbede“. For eksempel sagde magerne fra Østen og kong Herodes, at de ønskede at „hylde“ (pros·ky·néo) barnet, der var født til at være jødernes konge. „Hylde“ er at foretrække her, for hverken magerne eller kong Herodes havde i sinde at tilbede barnet som Gud. (Matt. 2:2, 8, 11) Pros·ky·néo kan undertiden med rette gengives „hylde“, for i den græske Septuaginta-oversættelse af Bibelen anvendes dette verbum ofte til at beskrive handlinger, der foretages over for mennesker, for eksempel der hvor patriarken Abraham bøjede sig (pros·ky·néo) for de hedenske indbyggere i Kana’an, hetitterne, Hets sønner (1 Mos. 23:7, 12, LXX), eller da patriarken Jakob og hans hustruer og hans børn alle gentagne gange bøjede sig for (pros·ky·néo) hans tvillingebroder Esau, hvem Jehova Gud sagde, han hadede (1 Mos. 33:3, 6, 7, LXX), eller som da kejser Nebukadnezar bøjede sig for (pros·ky·néo) profeten Daniel. (Daniel 2:46, LXX) Der kunne anføres andre eksempler, for eksempel Åbenbaringen 3:9, hvor pros·ky·néo ikke med rette kan oversættes „tilbede“, men „bøje sig for“ eller „hylde“.

Når ordet pros·ky·néo anvendes i forbindelse med Gud, gengiver New World Translation of the Christian Greek Scriptures det med rette med „tilbede“, som da Jesus sagde til fristeren: „Gå bort, Satan! Thi der står skrevet: Det er Jehova din Gud, du bør tilbede [pros·ky·néo], og det er ham alene, du bør yde hellig tjeneste.“ (Matt. 4:10, NW) Til den samaritanske kvinde sagde Jesus: „De sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er en ånd, og de, der tilbeder ham, må tilbede [pros·ky·néo] i ånd og sandhed.“ (Joh. 4:23, 24, NW) I begge disse tilfælde kunne pros·ky·néo være gengivet med „bøje sig for“ eller „hylde“, men når vi bøjer os for eller hylder Jehova Gud, gør vi det ikke i samme betydning, som når Abraham, Jakob og andre bøjede sig for eller hyldede mennesker. Selv dr. Youngs nøjagtige oversættelse af Bibelen siger „,tilbede“ og ikke „bøje sig for“ i Johannes 4:23, 24. New World Translation er altså ikke mere inkonsekvent end dr. Youngs nøjagtige oversættelse. At man bøjer sig for mennesker, behøver ikke at betyde, at man tilbeder dem.

I New World Translation lægger vi mærke til, at når dette græske verbum, pros·ky·néo, anvendes i forbindelse med Jesus, da han var menneske på jorden, eller da han materialiserede sig som menneske efter sin opstandelse, oversættes det „hylde“. Men når ordet anvendes på den herliggjorte Jesus i de usynlige himle og i de hellige engles nærhed, oversætter New World Translation ikke pros·ky·néo på denne måde, men gengiver det med det engelske ord „worship“ („tilbede“). (Hebr. 1:6) Det er fuldt ud berettiget at gøre dette. Det græske ord forekommer kun to gange i Hebræerbrevet, nemlig her i Hebræerne 1:6 og i Hebræerne 11:21, hvor der tales om, at Jakob tilbad Jehova Gud: „Ved tro velsignede Jakob hver af Josefs sønner, da han skulle dø, og tilbad [pros·ky·néo], idet han lænede sig over grebet på sin stav.“ (NW; der er her en henvisning til 1 Mosebog 47:31, hvor LXX også bruger pros·ky·néo.) I Hebræerbrevet oversættes pros·ky·néo altså begge steder „tilbede“, og Guds engle får befaling til at „tilbede“ den herliggjorte Jesus. Hvorfor? Fordi Jesus er blevet gjort så meget mægtigere end englene, endog mægtigere end han var, før han kom til jorden som menneske. (Fil. 2:5-11) Det er Jehova Gud, der befaler, at de skal gøre det. Hvad betyder det? Det betyder, at selv englene skal tilbede Jehova Gud gennem Jesus Kristus, som Jehova Gud har gjort til overhoved for sin universelle organisation. Det er derfor, der i bogen „Make Sure of All Things“ siges på side 85, spalte 1: „Kristus skal tilbedes som en herliggjort ånd, sejrende over døden på marterpælen“, hvorefter der følger tre skriftsteder, der beviser, at han nu er en herliggjort ånd og ikke længer kød.

Det er, fordi den herliggjorte Jesus handler som Jehova Guds udvalgte repræsentant, at al tilbedelse af Gud må gå gennem ham, selv for englenes vedkommende. Dette forklarer, hvorfor Salme 97:7 og 5 Mosebog 32:43 af Hebræerbrevets nedskriver anvendes på Jehovas søn, Jesus Kristus, skønt den sammenhæng, hvori disse skriftsteder forekommer, viser, at de omtaler Jehova. Guds søn er Jehovas ypperstepræst og derfor underlagt Jehova Gud; men i sin egenskab af ypperstepræst på Melkizedeks vis leder den herliggjorte Jesus Kristus hele skabningen i tilbedelsen af Jehova Gud. Hele skabningens tilbedelse må derfor rettes til den eneste levende og sande Gud, Jehova, gennem ham. I den nutidige opfyldelse af 5 Mosebog 32:43 og Salme 97:7 optræder ypperstepræsten Jesus Kristus som sin Faders, Jehovas, direkte repræsentant, og derfor anvender Hebræerne 1:6 også med rette disse skriftsteder på den herliggjorte Jesus Kristus. Når nu det befales englene at tilbede den herliggjorte Jesus ved hans andet komme, skulle så vi, der som mennesker står langt under englene, ikke også tilbede ham? Som svar herpå siger vi, at vi bør yde ham det, Guds ord befaler os at yde ham.

I Åbenbaringen 19:10 og 22:9 sagde den engel, den herliggjorte Jesus sendte til apostelen Johannes, til ham: „Gud skal du tilbede [pros·ky·néo]“, og hermed mentes Jehova Gud. Jesu engel (Åb. 1:1, 2; 22:16) sagde til Johannes, et jordisk menneske, at han skulle tilbede Gud, Jehova Gud, Jesu Fader, og ikke Jesus. Det er Jehova Gud, Jehovas vidner tilbeder. Men vi husker på, at denne tilbedelse må ydes Jehova Gud gennem hans ypperstepræst, Jesus Kristus. Derfor følger Jehovas vidner den befaling, der gives i Filipperne 2:10, 11: „For at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel [englene] og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre [ikke den almægtige Gud, men Herre].“ Jehovas vidner ærer „Sønnen, ligesom de ærer Faderen“, for „den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham“. (Joh. 5:23) Jehovas vidner giver Jesus al den ære, respekt, ærbødighed, lydighed, efterfølgelse, kærlighed og loyalitet, som Jehova befaler dem at yde hans søn, Jesus Kristus. De beder til Jehova og tilbeder ham i Jesu navn. Og englene i himmelen adlyder Guds befaling og „tilbeder“ hans søn, for så vidt som deres tilbedelse af Sønnen er nøje forbundet med deres tilbedelse af Faderen, Jehova Gud. Men både engle og Jehovas vidner ønsker at iagttage de forskellige faktorers relative forhold, og derfor tilbeder de Jehova Gud som den eneste almægtige, uskabte, ufødte Gud, der er „fra evighed til evighed“. — Sl. 90:2.

Det vil være godt igen at læse artiklen i ovennævnte nummer af Vagttaarnet, siderne 159, 160, der besvarede spørgsmålet „Skal vi tilbede Jesus?“, i lyset af det, der her er sagt.

● Gik Paulus ikke på kompromis, da han sagde til synedriet: „Jeg er farisæer“? — G. B., Abessinien.

Paulus’ udtalelse må ses i sin sammenhæng, som følger her: „Da nu Paulus vidste, at den ene del bestod af saddukæere og den anden af farisæere, råbte han i rådet: Brødre! jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages. Næppe havde han sagt dette, før der blev strid mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen delte sig. Thi saddukæerne siger, at der ikke er opstandelse ej heller engel eller ånd; men farisæerne hævder både det ene og det andet. Nu blev der en voldsom råben; og nogle af de skriftkloge af farisæernes parti stod op, begyndte en ordstrid med de andre og sagde: Vi finder intet ondt hos denne mand; sæt, at en ånd eller en engel har talt til ham! Men da striden blev så heftig, frygtede kommandanten for, at Paulus skulle blive sønderslidt af dem, og han befalede mandskabet at gå ned og rive ham ud af hænderne på dem og føre ham ind i borgen.“ — Ap. G. 23:6-10.

Synedriet vidste, at Paulus ikke hørte til farisæerne. Han havde været en meget nidkær kristen, og han ville aldrig kunne få synedriet til at tro, at han var aktiv farisæer. Det ville være nytteløst at forsøge derpå, selv om han havde ønsket at gå på kompromis og fremstille sig på den måde. Derfor må hans udtalelse ses i den sammenhæng, hvori den forekommer. Når han påstod at være farisæer, må han have ment, at han var det i en vis begrænset betydning, og ved at undersøge sammenhængen kan vi afgøre, hvilken begrænset betydning der laa i hans bemærkning. Da han sagde, at han var farisæer, kædede han det sammen med en forklaring om, at han blev dømt på grund af håbet om opstandelsen fra de døde. Saddukæerne troede ikke på en opstandelse, men farisæerne gjorde, og det gjorde Paulus også. I denne henseende var Paulus enig med farisæerne. Han var farisæer i sit syn på det emne, han fremholdt, opstandelsen, og ved at bringe det på bane viste han, at hans indstilling var i overensstemmelse med farisæernes tro. I enhver strid om spørgsmålet måtte Paulus betragtes som farisæer og ikke som saddukæer. Før Paulus blev kristen, havde han været farisæer, og efter at være blevet kristen var han stadig enig med dem på visse punkter, for eksempel opstandelsen, engle og visse dele af Loven. (Ap. G. 26:5; Fil. 3:5) I denne betydning kunne han inden for visse snævre grænser stille sig på farisæernes side, og hans tilhørere opfattede hans påstand i denne begrænsede betydning, for de vidste, at han afgjort ikke var farisæer i den betydning, at han hørte til sekten, og det ville være nytteløst for ham at forsøge at få dem til at tro noget andet.

Jehova godkendte Paulus’ vidnesbyrd ved denne lejlighed og sagde, at Paulus også skulle vidne i Rom. Kort efter at Paulus havde stået for synedriet, viste Jehova ham sin guddommelige godkendelse: „Natten derefter stod Herren foran Paulus og sagde: Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom.“ Over for en sådan godkendelse kan intet menneske med rette beskylde Paulus for at være gået på kompromis. — Ap. G. 23:11; Rom. 14:4.

● I 1 Mosebog 3:16 sagde Jehova til kvinden, at han ville mangfoldiggøre eller forøge hendes smerte i forbindelse med barnefødsler. Viser det ikke, at der ville være nogen smerte forbundet med at føde børn, selv om kvinden ikke havde syndet? — G. V., Belgien.

1 Mosebog 3:16 lyder: „Til kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!“ Efter at kvinden havde syndet, sagde Jehova til hende, at hun skulle føde børn under fødselsveer. Det betød smerte for moderen, som var synder. Den forudsagte forøgelse af smerten viste, at kvinderne i den faldne menneskeslægt ville blive udsat for en voksende smerte, efterhånden som århundrederne gik, i følge med den voksende degeneration og svaghed, der ville forårsage voksende smerte og prøvelse. Når det er tilfældet, er det rimeligt at forbinde den voksende smerte med synden, der i det første tilfælde forårsagede degenerationen. Jo nærmere kvinderne var fuldkommenheden, desto lettere ville det være for dem at føde børn.