Jehova: Ægtemand, Fader og Lærer

„Alle dine børn bliver oplært af Jehova, og stor bliver børnenes fred.“ — Es. 54:13.

1. Hvem kan bedst skildre Jehovas forhold til sine tjenere, og hvordan kan vi få en dybere værdsættelse af dette forhold?

INGEN har større indsigt i forholdet mellem den sande Gud og hans skabninger end Jehova selv. Han er den bedste til at skildre dette forhold, og han gør det i udtryk, vi kan fatte og forstå. Studerer vi med flid Guds ord, vil vi få en dybere værdsættelse af Jehovas forhold til dem, som tjener ham. — Joh. 17:15-21.

2. Vis det sømmelige i, at Jehova kalder sig sin organisations „ægtemand“.

² Hvis en mand skulle danne en organisation, være helt indviet til dens formål, fremme dens interesser, være trofast imod den, drage omsorg for alle dens medlemmer, vi den sin tid og opmærksomhed, glæde sig over dens fremgang og på denne måde være uadskilleligt knyttet til den, kunne vi så ikke med rette sige, at han var „gift“ med denne organisation? Jo, for billedlig talt er „ægteskab“ netop en sådan samhørighed. Det er logisk og sømmeligt, at Jehova Gud kalder sig sin organisations ægtemand. Det lyder måske lidt mærkeligt første gang, man hører det, men hvordan kunne vi skildre denne samhørighed på bedre måde? Vi tænker på den gode ægteskabelige ordning blandt dem, der tilbeder Jehova, når vi ser Gud omtale sig som ægtemand for fortidens Israel.

3, 4. Hvordan var Jehova en ægtemand for det forbilledlige Israels folk?

³ Hvordan var Jehova nationen Israels ægtemand? I samme forstand som manden, vi omtalte i den foregående paragraf. For det første var Jehova ikke en ægtemand, der havde mange jordiske hustruer. Tværtimod siger han til Israel: „Kun jer kendes jeg ved blandt alle jordens slægter.“ (Amos 3:2) Jehova var trofast mod Israel, men dette folk brød Guds lov og vendte sig bort fra ham, og derfor læser vi i Jeremias 3:14: „Vend om, I frafaldne sønner, lyder det fra Jehova; thi jeg er jeres herre [ægtemand, AS].“ Med blikket profetisk vendt fremad mod tiden, da Israel ville være stødt bort som en utro „hustru“, siger Jehova: „Se, dage skal komme, lyder det fra Jehova, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, ikke som den pagt jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken pagt de brød [skønt jeg var dem en ægtemand, AS], lyder det fra Jehova.“ — Jer. 31:31, 32.

⁴ Dette forhold og Jehovas trofasthed som ægtemand og det berettigede i, at han forkastede det folk, der var blevet ugudeligt og havde vendt sig imod ham, bliver profetisk skildret af Hoseas: „Gå i rette med jeres moder, gå i rette, thi hun er ikke min hustru, og jeg er ej hendes mand. For hormærket fri hun sit ansigt, for bolemærket sit bryst.“ (Hos. 2:2) I Ho 2 vers syv skildres det oprindelige ægteskabelige forhold i forbindelse med den svidende fordømmelse af den troløse organisation: „Efter elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde, og da skal hun sige: Jeg går på ny til min første mand; da havde jeg det bedre end nu.“

5. Bevis ud fra Bibelen, at Jehova er som en ægtemand for sin universelle organisation.

⁵ Det ægteskabelige forhold er ikke begrænset til Israels organisation. Dette folk, der blev forkastet i fortiden, var et forbillede og pegede frem til langt større og varigere ting. „Men det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder.“ (Gal. 4:26; Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11) Det er sikkert, at Jehova betragter sin universelle organisation af skabninger som en hustru, der ejer hans kærlighed, og med rette omtaler sig selv som dens ægtemand. Identificerer han sig selv i andre egenskaber i forholdet til sin organisation og dens medlemmer? Ja, det gør han.

Fader

6. I hvilken anden egenskab åbenbarer Jehova sig?

⁶ Vi slår op i Websters New International Dictionary (Nye internationale ordbog), anden udgave, og får vor almindelige forståelse af udtrykket „fader“ bekræftet. Som navneord er det „den, som avler, eller føder, afkom; en kilde; ophav; også førsteårsag“; i tillægsagtig betydning: „Som udgør den oprindelige kilde, hvorfra noget har sit udspring; som støtter, beskytter eller har opsigt med andre, for eksempel datterselskaber; som en hovedorganisation.“ Kan vi sige, at Gud, som danner organisationen og er dens ægtemand, også er fader til de enkeltpersoner, denne organisation frembringer, og som bliver medlemmer af den? Ja, og Jehova åbenbarer sig som den store fader.

7, 8. Hvem er også Guds børn?

⁷ De, som han skænker liv, er hans børn. Logos er et eksempel på dette. „Logos“ eller „Ordet“ skildres som Jehovas direkte skaberværk og hans virksomme redskab ved skabelsen af de øvrige af Guds åndelige sønner såvel som alt andet. „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var [en, NW] gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.“ — Joh. 1:1-3.

⁸ De skabninger, som bliver frembragt gennem hans organisation og bliver medlemmer af den, er ligeledes hans børn. Eksempler herpå har vi i Guds åndelige sønner. Disse engle, keruber og serafer, hører til de skabninger, Gud har skabt ved Logos. Adam er det også. Lukas påpeger dette i kapitel 3, vers 38: „. . . Adam, søn af Gud.“ Ikke alene var Logos den enbårne søn som ovenfor nævnt, men da han blev sendt til jorden som drengebarnet Jesus, var han også Guds organisations „sæd“ eller „afkom“, denne organisation, der en tid lang tilsyneladende var ufrugtbar og ikke frembragte løftets sæd, indtil Jesus blev født som et drengebarn. — Gal. 3:16.

9. Hvem var Guds børn blandt Israel?

⁹ Udtalelsen i Jeremias, det 31. kapitel, som vi allerede har nævnt, bekræfter den kendsgerning, at de enkelte medlemmer, de enkelte jøder blandt Israels folk, var Guds børn (i sekundær eller forbilledlig forstand), idet de var børn af Israels organisation. „Så siger Jehova: Når himmelen oventil kan udmåles og jordens grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels æt [sæd, AS] for alt, hvad de har gjort, lyder det fra Jehova.“ — Jer 31 Vers 37.

10. a) Hvordan er lemmerne på Kristi legeme den store faders børn? b) Hvordan forholder det sig med andre, som tilbeder Jehova?

¹⁰ Hvordan forholder det sig med de kristne? De er Guds børn på en særlig måde, hvis de er lemmer på Kristi legeme, den salvede kristne menighed: „Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under Loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under Loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er sønner, har Gud i jeres hjerter sendt sin søns ånd, som råber: Abba, Fader! Altså er du ikke længer træl, men søn. Men er du søn, da er du også arving, indsat dertil af Gud.“ (Gal. 4:4-7) Dette har intet at gøre med den falske forestilling om Guds „faderskab“ over for hele verden i almindelighed, for der tales her om enkeltpersoner, der ikke længer er under den jødiske lovpagt, som ved Jesu død blev ophævet som den pagtsordning, Gud brugte, da disse personer som medlemmer på Kristi legeme nu er i den nye pagt ved Kristus Jesus. (Hebr. 8:7-13) De er født ved Jehovas ord, der ved hans ånd leder dem til at blive Guds tjenere, denne ånd, der er Guds kraft og indbefatter budskabet, som det er åbenbaret i hans ord og gennem hans retfærdige organisation ved Kristus Jesus, og de er hans børn. Andre retsindige kristne, hvis fremtidshåb om liv er afhængigt af Guds omsorg, og som har sluttet sig til dem, der er i den nye pagt, henvender sig med rette til ham med ordet fader, fordi han skal være deres farfader gennem Evigheds-Faderen, Kristus Jesus. — Joh. 10:16; Es. 9:6.

11. Hvad kan der siges angående ufrugtbarhed?

¹¹ For en hustru i Israels nation under Moseloven var det en sorg ikke at få børn. Ufrugtbarhed regnedes for en vanære og en ulykke. Hvad der skildredes her i forbindelse med de bogstavelige hustruer i Israel gælder også de symbolske „hustruer“, organisationer, når de er ufrugtbare eller tilsyneladende ufrugtbare og ikke føder børn eller ikke erfarer nogen vækst, og når de tilsyneladende eller virkelig ikke opfylder deres formål.

Lærer

12, 13. a) Hvad er Jehova for sit folk foruden fader og ægtemand? b) Hvilke kvalifikationer har han, og igennem hvem lader han dem komme til udtryk?

¹² I dette nummer af Vagttaarnet har vi drøftet Jehovas uforlignelighed, vi har forstået, at han har et navn, og at der findes skabninger, som forsvarer hans navn. Vi har set, at han er den store skaber, at han også danner organisationer, og at han til tider fremstiller sig som sin organisations ægtemand og ligeledes som en stor fader for sin retfærdige organisations børn. Nu skal vi betragte en anden egenskab, i hvilken Jehova viser sig over for sit folk: i egenskab af den store lærer.

¹³ Den højeste undervisning kommer fra ham. Han har den dygtigste lærers egenskaber. Han sidder inde med al kundskab, kender sine hensigter, har sine skabningers interesser på hjerte, har al tålmodighed og evne til at belære andre, og disse egenskaber lader han komme til udtryk gennem den, som han har sat til at være sin store repræsentant, den herliggjorte Kristus Jesus. — Hebr. 1:1-3.

14, 15. Hvem har Jehova oplært?

¹⁴ Han har ikke på noget tidspunkt forholdt sine skabninger den nødvendige belæring. Gud gav de første mennesker i sit ord. Han talte til Adam. (1 Mos. 1:28, 29; 2:16, 17) „Ej heller skånede han den gamle verden, men bevarede kun retfærdighedens forkynder Noa, tillige med syv andre, da han lod Syndfloden komme over de ugudeliges verden.“ (2 Pet. 2:5) Det var med Noa som talerør, at Jehova dengang forkyndte retfærdighed. Jehovas ord, hans ånd og hans organisation var at finde hos Noa og hans familie, og Jehova var deres lærer. — 1 Mos. 6:8–9:29.

¹⁵ Gud gav sit ord og sin lov til Israels folk, lod sin ånd hvile over dem, skænkede dem et præsteskab og profeter, der skulle undervise og belære folket og tage sig af hele den organiserede nations velfærd. Jetro sagde til Moses: „Læg dig nu på sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et råd, og Gud skal være med dig: Du skal selv træde frem for Gud på folkets vegne og forelægge Gud de forefaldne sager; og du skal indskærpe dem anordningerne og lovene og lære dem den vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre.“ (2 Mos. 18:19, 20) Fremdeles: „Gud talede alle disse ord og sagde.“ — 2 Mos. 20:1.

16. Hvordan fremgår det i forbindelse med Jesus Kristus?

¹⁶ Hans undervisning kommer også til udtryk i hans handlemåde med og gennem Kristus Jesus. Han gav Kristus Jesus sit ord. Jehova udgød sin ånd over ham, og i Johannes, det 12. kapitel, læser vi: „Men Jesus råbte og sagde: Den, som tror på mig, tror ikke alene på mig, men på ham, som har sendt mig; og den, som ser mig, ser den, som har sendt mig. Som lys er jeg kommen til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket, og hvis nogen hører mine ord og ikke overholder dem, så dømmer jeg ham ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme verden, men for at frelse verden. Den, der ringeagter mig og ikke tager imod mine ord, har sin dommer: det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag. Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale; og jeg ved, at hans befaling er evigt liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig.“ — Joh 12 Versene 44-50.

17. Hvilke spørgsmål stilles der her, og hvilket samlet svar kan man give?

¹⁷ Vi lever nu i året 1953, og Adams, Noas og israelitternes dage og Jesu gerning her på jorden hører en fjern fortid til. Hvad kan vi sige vedrørende Jehovas, den store lærers, undervisning i vor tid? Er der noget i Guds undervisning, der tager sigte på forholdene i dag? Hvad kan der siges om Jehova Guds belæring midt i denne moderne, hovmodige og onde civilisation? Mangt og meget! Og det kan alt sammen sammenfattes i den kendsgerning, at Jehova oplærer sin organisations børn.

18. Hvad bekræfter Esajas 54:13?

¹⁸ Profeten Esajas udtrykte det på den måde: „Alle dine børn bliver oplært af Jehova, og stor bliver børnenes fred.“ (Es. 54:13) Læser vi dette skriftsted i sammenhæng med versene før og efter, ser vi, at det er møntet på Zion (Jerusalem). Esajas talte både om Israels forstødelse og dets genindsættelse i Guds gunst. Vi kan let forstå, at ordene i det 54. kapitel i Esajas’ profeti ikke alene fik en opfyldelse i mindre skala dengang, men i endnu højere grad gælder Jehova Guds gerning nu mange århundreder efter profetiens fremholdelse. — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11.

19. Hvornår og hvordan anvendte Jesus profetien i Esajas 54:13?

¹⁹ Jesus selv anvender profetien i Esajas 54:13 og fjerner den dermed fra den nationale jødiske ramme, hvad selve opfyldelsen angår. I det sjette kapitel i Johannes’ evangelium identificerer Jesus sig som den foranstaltning, Gud har truffet til velsignelse for dem, som ønsker at tjene Jehova, og påpeger nødvendigheden af, at enhver, som ønsker at opnå evigt liv, tror på Sønnen. „Da knurrede jøderne over ham, fordi han sagde: Jeg er det brød, som er kommet ned fra himmelen, og de sagde: Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han da sige: Jeg er kommen ned fra himmelen? Jesus svarede og sagde til dem: Lad være at stå sammen og knurre! Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne [Es. 54:13]: Og de skal alle være oplært af Gud [Jehova, NW]. Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen [noget menneske, NW] har set Faderen — kun den, som er fra Gud, han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer, den, som tror, har evigt liv.“ — Joh. 6:41-47.

20. Tog alle imod Jehovas belæring gennem Kristus Jesus?

²⁰ Dette budskab vakte forargelse hos jøderne, der jo så længe havde gjort den rent formelle tilbedelse af Jehova til en national foreteelse. Skønt jøder af fødsel ville de, hvis de havde ladet sig belære af Gud gennem Kristus Jesus, være forblevet hans disciple eller elever, for som han siger i Johannes 8:31, 32 til de jøder, som troede på ham: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Jesus omtalte denne opfyldelse af Esajas 54:13 under en tale „i en synagoge, da han lærte i Kapernaum. Af den grund trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham“. — Joh. 6:59, 66.

21. Hvad vises der her med henblik på den særlige belæring, Jehova lod tilflyde andre gennem Kristus Jesus og den kristne menighed?

²¹ Dette tilkendegiver også en forkastelse af den troløse jødiske organisation, hvis ægtemand Jehova engang havde været, og den særlige belæring, Jehova lader tilflyde andre gennem den kristne menighed, hvis hoved er Kristus Jesus. De indre beviser i det 54. kapitel i Esajas støttes til fulde af Jesu anvendelse af profetien, hvor han viste, at profetien gælder langt mere end det kødelige Israel alene, og at Israel selv blot var billeder på ting, som skulle indtræffe senere. Intet under at den kristne menighed lige fra sin første spæde begyndelse accepterede og blindt stolede på Bibelens Hebraiske Skrifter, hvoraf mange profetier fik deres opfyldelse på Jesus Kristus, på den kristne menighed og gennem Jehovas handlemåde med den. — 1 Pet. 1:10-12; 2 Pet. 1:19-21.

22. Svækker tidens tand det profetiske ord?

²² Esajas’ profeti i det 54. kapitel blev nedskrevet, længe før apostelen Paulus skrev til den kristne menighed i Rom, men i stedet for at svække disse gamle profetiers kraft vidnede dette tidsrum om, at den store forfatter selv havde formået at bevare dem i al denne tid. I taknemmelighed siger Paulus, der helt og fuldt gik ind for Guds åbenbarede ord og forstod, at Israel var et forbilledligt folk: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, Skrifterne giver, kan bevare vort håb. Og udholdenhedens og trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes [at have samme sindelag som Kristus Jesus, NW], som Kristus Jesus vil det, så I enigt og med een Mund kan prise Gud, vor Herres Jesu Kristi fader.“ (Rom. 15:4-6) Vi lades ikke i tvivl om tidspunktet og måden for anvendelsen og opfyldelsen af profetien i Esajas, det 54. kapitel. Den store lærer skænker os alt, hvad vi har behov; hans organisation bærer sin frugt til rette tid!

Også et spørgsmål om herredømme

23. Hvilket stort behov fremgår af fortidens profetier og de kristnes håb og længsler?

²³ Historien og vor tids begivenheder understreger den kendsgerning, at Jehovas navns helliggørelse, håndhævelsen af hans riges retfærdige love og udførelsen af hans fuldkomne og hellige vilje ikke er kommet til udfoldelse her på jorden i al almindelighed. Nej, tilbedelsen af Jehova er ikke en frugt af den gamle tingenes ordning, og det er ikke nogen ubetydelig sag, at Gud er blevet ringeagtet af mennesker i almindelighed. Af så skelsættende betydning er herliggørelsen af Jehovas navn og det retfærdige styre, der vil følge i dens kølvand, med rige velsignelser for dem på jorden, som tilbeder ham, at den gang på gang omtales i Bibelens profetier. Ikke alene de bibelske profetier viser, at Jehova agter at gennemføre sin vilje i disse henseender, men kristne har altid indbefattet dem i deres bønner, da de af hele deres hjerte oprigtigt længes efter, at Jehovas vilje skal ske. Så grundfæstede er disse spørgsmål i de kristnes liv, at Kristus Jesus indlemmede dem i mønsterbønnen: „Vor Fader, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Dengang Jesus gav denne vejledning i bøn, var der henrundet over 630 år, siden Jehova Gud havde haft noget forbilledligt styre gennem den teokratiske organisation, Israel, der blev omstyrtet i året 607 f. Kr. på grund af troløshed mod Gud.

24. Hvad har herredømme med tilbedelsen af Jehova at gøre?

²⁴ Jehova har i al sin færd over for mennesker vist, at hans herredømme og tilbedelsen af ham er uadskillelig knyttet til hinanden. Det vil sige, at de, som tilbeder Gud, er hans undersåtter. Han er deres Gud og dermed deres hersker. Jesus anerkendte dette, og han forkyndte det med profeterne som grundvold. Da de, som havde personlig tilknytning til Jesus, troede det, Loven og Profeterne sagde vedrørende genindførelsen af Rigets styre på jorden, ventede de, at han viste sin kongeværdighed på en eller anden måde. „Mens de hørte på dette, fortalte han endnu en lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem og de mente, at Guds rige straks skulle træde synligt frem. Han sagde altså: En mand af fornem slægt drog til et fjernt land for at skaffe sig kongeværdighed og så vende tilbage igen.“ — Luk. 19:11, 12.

25. Hvilken tillid lagde de første kristne for dagen, og hvilket spørgsmål lå dem på sinde? Hvoraf kan vi se dette?

²⁵ Efter sin pælfæstelse og opstandelse fra de døde var Jesus en tid lang i kontakt med sine efterfølgere: „For dem havde han også, efter sin lidelse, med mange beviser fremstillet sig som den levende, idet han viste sig for dem i fyrretyve dage og talte om, hvad der hører Guds rige til.“ (Ap. G. 1:3) De var ikke i tvivl om, at tilbedelsen af Jehova, og med den hans riges organisation, ville blive oprettet på hele jorden, men spørgsmålet var: Hvornår? „Mens de nu var samlede, spurgte de ham og sagde: Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel? Da svarede han dem: Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.“ (Ap. G. 1:6, 7) At hans medarbejdere og efterfølgere skulle komme til klarhed over Guds hensigter i denne sag, bliver vi forsikret om gennem hans ord: „Men når den hellige ånd kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ (Ap. G. 1:8) Derefter for Jesus op til himmelen, og den første menighed fik det løfte, at han ville komme igen. — Ap. G. 1:11.

26. Hvordan var forkyndelsen og tegnene, de gjorde, et svar på spørgsmålet om, hvornår Jehovas tilbedelse og herredømme skulle genoprettes i fuld udstrækning?

²⁶ Efter Jesu himmelfart kom Guds ånds kraft over den første menigheds medlemmer, og de erkendte, at den kristne organisation, de udgjorde, var det redskab, Jehova brugte. Deres forkyndelse af sandhederne om Riget og de tegn, de gjorde ved Guds kraft, beviste rigtigheden af denne påstand. Det tredje kapitel i Apostlenes Gerninger beretter om, hvordan Peter og Johannes af den lamme tigger blev anmodet om almisse, og hvad Peter svarede: „Sølv og guld har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn stå op og gå!“ (Ap. G. 3:6) Den lamme mand blev helbredt ved Guds kraft til stor overraskelse og forundring for dem, som var vidner til denne mirakuløse helbredelse. Derpå aflagde Peter et kraftigt vidnesbyrd om Kristus Jesus som Guds redskab til liv og om, hvorledes profetierne opfyldtes på ham, og Peter sagde fremdeles til dem: „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens [Jehovas, NW] åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid. Moses sagde: En profet som mig vil Herren [Jehova, NW] jeres Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre; ham skal I høre på i alt, hvad han taler til jer; men det skal ske, at hver sjæl, som ikke hører på den profet, skal udryddes af folket. Og alle profeterne, både Samuel og de, der fulgte efter, så mange som har talt, har også bebudet disse dage. I er nu profeternes børn og børn af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: Og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes. Det var for jer, Gud først oprejste sin tjener, og han har sendt ham for at velsigne jer, når I hver især vender om fra jeres ondskab.“ (Ap. G. 3:19-26) Som slangens sæd eller Djævelens børn, hvad de jo var, tog de det meget „ilde op“, at Peter og Johannes belærte folket, og de foranledigede, at de blev arresteret, sådan som det altid har været de religiøse præsters taktik. — Ap. G. 4:1-3.

27. Hvordan spiller tiden en vigtig rolle i forbindelse med Jehovas hustrus frugtbarhed?