18, 19. Hvorledes er det et „velsignelsens bæger“, for hvilket vi velsigner Gud?

¹⁸ Eftersom mindemåltidets vin repræsenterer udgydt blod, betyder det død for den, hvis blod blev udgydt for den nye pagt. Ifølge Jehovas pagt med Noa lige efter Vandfloden, værnede han alle skabningers blod som helligt og satte dødsstraf for at drikke blod, især menneskeblod. (1 Mosebog 9:1-6) Når disciplene drikker mindemåltidets bæger vin, drikker de på symbolsk vis blod, men de gør det på guddommelig befaling. Så for dem betyder det at udgyde deres blod eller dø, som Jesus Kristus gjorde det for sin Faders universelle overhøjheds sag. De påtager sig døden med ham, for at de kan bevise, at Djævelen er en oprørsk løgner, og at de selv er værdige til liv med Jesus i hans himmelske rige. Derfor skrev apostelen til dem: „Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke delagtighed i Kristi blod?“

¹⁹ Jo, det er et „velsignelsens bæger“, over hvilket vi velsigner Gud. Det repræsenterer ganske vist død med Jesus Kristus, dåben til hans død, men at have del i denne død er en forret. Som apostelen skrev fra sit fængsel: „Jer blev den forret givet for Kristi skyld, ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.“ (Filipperne 1:29, NW) Dette bæger har Guds velsignelse, for det repræsenterer Guds vilje med Jesus og hans lille hjord. Bægeret eller forretten at drikke deraf blev givet den lille hjord, for at de kunne lægge deres retskaffenhed for dagen her på jorden lige til det yderste og vinde adgang „til vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige rige“. (2 Peter 1:11) I dybeste påskønnelse velsigner de, som har den forret at drikke af bægeret, Gud derfor. For det er et privilegium at ophøje ham ved døden med Kristus og derpå at blive oprejst med ham til liv i udødelighed i Kristi rige til yderligere hævdelse af Guds universelle overhøjhed.

20. Til minde om hvem drikkes dette bæger, og hvorfor?

²⁰ Eftersom det er Kristi død, der stadfæster den nye pagt, og eftersom han var et eksempel i sin død, og hans disciple er døbt til hans død, drikker de bægeret til minde om ham.

21. Hvorfor bør de „andre får“ ikke drikke af mindemåltidets bæger?

²¹ Disse omstændigheder hjælper den store skare af „andre får“ til at forstå, at mindemåltidets bæger ikke skal drikkes af dem. De dør ikke Kristi død, men skulle nogen dø inden Harmagedonslaget, dør de som de trofaste mænd og kvinder, der var Jehovas vidner før Kristus. De ofrer ikke kødet eller deres jordiske håb, men de drager fremad mod livet på en paradisisk jord i den nye verden. Mange vil leve igennem Harmagedon og indgå i den nye verden uden at dø. Derfor afholder de sig med rette fra at drikke af mindemåltidets bæger.

At spise og drikke for livet i sig selv

22. Antyder Johannes 6:51 ikke, at alle troende bør deltage i mindemåltidets symboler?

²² Modsiger det ovenstående ikke Jesu ord til jøderne om den mirakuløse manna? Sagde han ikke: „Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden“? (Johannes 6:51, NW) Læg mærke til ordene „mit kød, til liv for verden“. Antyder de ikke, at alle, som tror på Kristus, uanset om deres håb om liv i en ny verden er jordisk eller himmelsk, kan deltage i, ja bør deltage i mindemåltidets brød og også af dets vin? Svaret på dette spørgsmål er nej!

23. Hvilket emne førte til denne udtalelse, og hvorledes svarer brød til kødet, som Jesus ofrede, for at verden kunne få liv?

²³ Da Jesus fremkom med disse ord, talte han om mannaen, der på mirakuløs vis var brød for israelitterne under deres rejse i ørkenen til det forjættede land. Mannabrødet gav ikke israelitterne eller den blandede skare, der var med dem, evigt liv. Derfor sagde Jesus: „Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde. Men dette er det brød, som kommer ned fra himmelen, for at enhver kan spise af det og ikke dø.“ Han forklarede, at brødet, han gav til liv for verden, var hans kød. (Johannes 6:48-51, NW) Israelitterne i ørkenen drak imidlertid ikke blod af nogen art, for det var dem forbudt, ikke alene ved den guddommelige pagt gennem deres stamfader Noa, men også gennem lovpagtens ord ved deres mellemmand Moses. Mannaen fra himmelen, som de spiste, var uden blod, og i denne forstand var det som Jesu kød. Kødet kunne ikke spises, medmindre blodet blev fjernet fra det. Hvad den nye verdens lydige menneskehed vil nyde til opnåelse af evigt liv, vil blive som blodløst kød, som Jesus tilvejebragte ved at komme ned fra himmelen.

24. Hvad mere talte han om end kødet, der skulle gives for verdens liv?

²⁴ Jesus talte derfor om noget mere end manna til liv for verden, da han sagde: „Sandelig siger jeg jer, hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som spiser af mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den sidste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som spiser mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der spiser af mig, leve i kraft af mig. Dette er det brød, som kom ned fra himmelen; ikke som det, jeres fædre spiste og dog døde. Den, som spiser dette brød, skal leve til evig tid.“ — Johannes 6:53-58, NW.

25. Hvad er resultatet af at spise af hans kød og drikke hans blod? Og hvad betyder „liv i jer“ i denne forbindelse?

²⁵ Læg mærke til, at Jesus her sagde, at de, som drikker hans blod og også spiser hans kød, forbliver i ham og han i dem. Det betyder, at de gøres til lemmer på hans legeme og døbes til Kristus, hvorved de også døbes til samme død som han. Jesu mad var at gøre sin Faders vilje, og de spiser af Jesu kød ved at gøre Guds vilje sammen med Jesus, og de fuldbyrder den, som han gjorde det. (Johannes 4:34) Medmindre hans disciple følger denne vej, har de ikke liv i sig. „Liv i jer“ betyder ikke nødvendigvis iboende liv eller udødelighed i himlene, men har samme mening, som det, Jesus omtalte, da han sagde: „Den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, som har givet agt på den, skal leve. Thi ligesom Faderen i sig har livets gave, således har han givet Sønnen også i sig at have livets gave.“ (Johannes 5:25, 26, NW, Knox) At have liv i sig betyder derfor for Kristi legemes lemmer sammen med Jesus at dele den forret at skænke hans opofrede livs goder til den lydige menneskeslægt under hans tusindårige rige. De vil blive hans himmelske brud, „Lammets hustru“. Som sådan vil de være en moder for „Evigheds-faderens, Fredsfyrstens“, Jesu Kristi, jordiske børn. (Åbenbaringen 19:7-9; 21:9, 10; Esajas 9:6) Den „lille hjord“, „bruden“, er de eneste, der drikker Menneskesønnens blod såvel som spiser af hans kød. Men i Johannes 6:25-58 drøftede Jesus ikke mindemåltidet med disse jøder, hvoraf mange da forlod ham.

(The Watchtower, 15. januar 1951)

Værdig deltagelse

1. Hvad omtaler Paulus i 1 Korinter i forbindelse med mindemåltidet?

I SIN OMTALE af mindehøjtiden eller Herrens aftensmåltid i sit første brev til korinterne drøftede Paulus ikke spørgsmålet om, hvem der skulle deltage i symbolerne, men hvad symbolerne betød, og hvorledes man kunne deltage i dem værdigt eller på værdig måde.

2. Hvorfor fejrede korinterne ikke mindehøjtiden på en værdig måde og til eget bedste?

² I selve begyndelsen af sit brev påpegede han, at der fandtes sekter og religiøs splittelse iblandt dem, og han spurgte: „Er Kristus da delt?“ Der herskede misundelse og kiv iblandt dem, hvorfor de ikke var åndelige, men kødelige, og bar sig ad som verdslige mennesker. (1 Korinter 1:11-13; 3:1-4, NW) Det passede sig ikke for dem, der nød mindemåltidets symboler, eftersom brødet var et symbol på enhed inden for Kristi legeme. De kunne heller ikke give sig til at forherlige religiøse ledere og sige: „Jeg tilhører den eller den,“ eller forgude sig selv gennem begær eller begå nogen som helst anden form for afgudsdyrkelse, for det ville være dæmonisme. De, der på denne måde deltog i „dæmoners bord“, kunne ikke med rette have del i „Jehovas bord“ ved Herrens aftensmåltid. Dengang var der også nogle, der bragte deres eget aftensmåltid til menighedens mødested. De havde et fællesmåltid lige inden Herrens aftensmåltid, og der tog de til sig af maden i overmål, så de ikke var i stand til på rette måde at påskønne betydningen af Herrens aftensmåltid. Desuden overså de ved disse fællesmåltider nogle, som da måtte gå sultne, og nogle af dem ønskede blot at deltage i Herrens aftensmåltid for at få noget mad. Alt dette fremmede ikke en værdig deltagelse i mindemåltidet til gavn for dem selv. — 1 Korinter 11:17-22.

3, 4. Hvorledes kan deltagerne pådrage sig skyld over for Herrens blod og legeme?

³ Efter at Paulus havde forklaret de forskrifter, han havde modtaget fra Herren vedrørende Herrens aftensmåltid, sagde han videre: „Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I med at forkynde Herrens død, indtil han kommer. Den, der spiser brødet eller drikker bægeret uværdigt, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver bør først kritisk undersøge sig selv, inden han spiser af brødet og drikker af bægeret. For den, som spiser og drikker, spiser og drikker sig selv en dom til, dersom han ikke giver agt på legemet. Det er derfor, mange iblandt jer er svage og syge og adskillige sover i døden. Men dersom vi ville skønne, hvad vi selv er, ville vi ikke blive dømt. Men når vi dømmes, tugtes vi af Jehova, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden. Derfor, mine brødre, når I kommer sammen for at spise det, så vent på hverandre. Dersom nogen er sulten, lad ham spise