Værdsættelse af vort forhold til Jehova
„. . . så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene.“ — Matt 5:45.
1. Hvorfor sætter vi stor pris på en god ven, og hvorfor må vi betragte Jehova som vores bedste ven?
EN VEN man kan stole på er noget af det mest værdifulde man kan eje. Vedkommende vil trøste og berolige i nødens stund, og vil dele glæder og velsignelser med en. Hvis vi har flere loyale venner, må vi siges at være rige. Men hvem ville du betragte som din bedste ven? Sandsynligvis den som du har mest tilfælles med og som bidrager mest til opfyldelsen af dine behov. Vi har sikkert alle venner vi skatter højt, men vi finder ingen iblandt dem som kommer på højde med Jehova som ven og som kan opfylde vore behov så fuldstændigt. „Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke,“ idet han skænker os alt hvad vi har brug for til livets opretholdelse. (Es. 40:29-31) De der værdsætter deres forhold til ham, vil holde sig til ham som til en ven de er uadskilleligt forbundet med.
2, 3. (a) Hvordan kan vi lære Jehova personligt at kende? (b) Hvilket ansvar følger der med at eje hans venskab?
2 Set fra et menneskeligt standpunkt vil nogle måske betragte et nært forhold til ham som urealistisk. Hvordan kan man være en nær ven af en der er så langt borte? Hvilke muligheder er der for at lære ham personligt at kende? Kun få af os har jo udsigt til at træde ind i hans personlige nærhed. Det betyder imidlertid ikke at vi aldrig kan lære ham at kende som han er. Gennem sin søn har han givet os mulighed for at lære hans personlighed at kende. Jesus sagde: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Joh. 14:9) Jesu disciple kunne i Jesus iagttage de samme egenskaber som hans Fader har. Hans gerninger og færden her på jorden gav os mennesker en enestående lejlighed til at lære hans Fader personligt at kende. „Lykkelige er de øjne der ser det I ser,“ sagde Jesus. „Mange profeter og konger har ønsket at se det I ser, men fik det ikke at se.“ (Luk. 10:23, 24) Ikke engang Moses, som nød det store privilegium at tale direkte med Jehova selv, var så begunstiget som de der så og hørte Jesus.
3 Jesus gjorde det muligt for os at få kendskab til hvordan Jehova er. Han viste os hvordan vi skal nærme os hans Fader for at opnå hans gunst. Hans personlige kendskab til Faderen blev en kilde som vi kan øse af. Apostelen Paulus sagde: „Omhyggeligt skjult i ham er alle visdommens og kundskabens værdier.“ (Kol. 2:3) Et studium af hans lære og af hans personlige egenskaber vil hjælpe os til at lære hans Fader at kende og skatte ham som en trofast ven. Jo nærmere vi kommer ham, jo større bliver vores glæde. Men jo større bliver også vort ansvar. Pligten til at skulle aflægge regnskab for ham, skærpes. Den der med vilje vender Jehova ryggen efter at have anerkendt ham som sin ven, betragtes som en der har „trådt på Guds søn . . . og som med foragt har krænket den ufortjente godheds ånd“. (Hebr. 10:28, 29) Kundskaben om ham får os imidlertid snarere til at søge hans venskab end til at vende os bort fra ham.
Jesus værdsætter til fulde sit forhold til Jehova
4. Hvilken mulighed havde Jesus for at lære sin Fader at kende, og hvad fik han til opgave?
4 Jesus viste i enhver henseende at han satte sit forhold til Faderen højt. Alt hvad han sagde og gjorde, viste at han kendte sin Fader godt og på enhver måde ønskede at være som han. I sin førmenneskelige tilværelse, som har strakt sig over uanede tidsaldre, var han bestandig i sin Faders nærhed og kunne se ham og opleve at have et nært forhold til ham, som forholdet mellem en kærlig fader og en hengiven søn. Hans opgave bestod i at bringe sin Faders hensigter til udførelse i forbindelse med skaberværket. Som følge heraf er „alt . . . blevet til gennem ham“. (Joh. 1:3) Gennemførelsen af denne opgave medførte en mangfoldighed af pligter, hvis størrelse og betydning vi kun svagt aner. Han fik rådighed over den stærkeste af alle kræfter, den hellige ånd. Han brugte den i trofast lydighed mod Faderens vilje og fuldførte alt hvad Faderen havde til hensigt.
5. (a) Hvordan gjorde Jesus fortsat brug af sin myndighed mens han var på jorden? (b) Hvilket dobbelt formål tjente dette?
5 Sønnen ved hvad det vil sige at have stor magt. Han er „over alle“, og Faderen har givet ’alt i hans hånd’. (Joh. 3:31, 35; Matt. 28:18) Mens han var her på jorden udøvede han fortsat en del af denne myndighed. Da apostelen Peter voldsomt modsatte sig at Jesus blev arresteret, irettesatte han ham idet han blandt andet sagde: „Mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle?“ (Matt. 26:53) Han talte med myndighed til apostlene. Han anerkendte at de tiltalte ham „Herre“ og sagde: „I gør det med rette, for det er jeg.“ (Joh. 13:13) Hans ord og hele væremåde lod ingen i tvivl om hvem der førte an iblandt dem. Imidlertid udøvede han altid sin myndighed på en venlig måde, med et dobbelt formål for øje: for det første at ophøje sin Fader og åbenbare hans hensigter, og for det andet at gavne dem som ville adlyde ham. Han søgte altid i sin måde at gribe en sag an på at henlede andres velvillige opmærksomhed på Faderen og ophøje hans navn. Han bestræbte sig flittigt for at gøre sin Faders vidunderlige egenskaber og kærlige foranstaltninger kendt. Uden tøven gav han gang på gang udtryk for at han var underordnet Jehova Gud, og forsikrede at han altid ville gøre det der behagede ham. — Joh. 8:29.
6. Hvordan viste Jesus sin oprigtige interesse for andre?
6 Han var interesseret i andres velfærd og ivrig efter at hjælpe dem til at vinde hans Faders godkendelse. Han benyttede sig aldrig af sin myndighed til at udnytte dem for egen fordels skyld. Hans beskedne materielle ejendele var et vidnesbyrd om at han ikke nærede noget ønske om at berige sig på andres bekostning. Han dirigerede ikke rundt med andre efter eget forgodtbefindende; mildhed og hensynsfuldhed var karakteristiske egenskaber hos ham. Han modtog alle som kom til ham, på lige fod med hinanden, uden at begunstige de rige eller ringeagte de fattige.
7. Hvordan var Jesu indstilling til hans Faders myndighed, og hvilken indvirkning havde dette på hans disciple?
7 Han så i sin Fader alt hvad der var godt, ret og retfærdigt. For ham var lydighed ikke blot en pligt; han ønskede sin Fader til Herre. Jesu fuldkomne genspejling af Faderens egenskaber avlede det samme ønske i hans disciple. Og hvad de så i ham, fik dem også til at ønske Jesus som deres Herre. Peter talte på alle de troendes vegne da han sagde at Jesus var „Guds Hellige“ og den som havde „det evige livs ord“. (Joh. 6:67-69) Fordi han altid appellerede til dem på grundlag af kærlighed, blev de instinktivt draget imod ham. (Joh. 15:12) Den hengivenhed de fattede for ham på grund af denne kærlighed, bevarede de, selv om det skulle koste dem livet. Resultatet var at et ubrydeligt bånd bandt dem sammen i loyal hengivenhed for Faderen. — Joh. 17:20, 21.
8. Hvordan viste Jesus sin fuldstændige tillid til sin Fader?
8 Jesu tro på og tillid til sin Fader var fuldstændig. Af hele sin sjæl var han overbevist om at Faderen aldrig ville skuffe ham. Der var ingen tvivl i hans sind om at hans Faders gerninger var gode, retfærdige og af betydning, og at de til sidst ville blive lykkeligt gennemført. Uden at tøve stillede han sig til sin Faders rådighed, idet han ivrigt tilbød at gøre „ikke som jeg vil, men som du vil“. (Matt. 26:39) Dette var den konklusion som han der kender Faderen bedre end nogen anden, kom til. Det er tydeligt at han var grebet af ærefrygt for Faderen, på grund af de egenskaber han så hos ham og på grund af deres ubeskrivelige skønhed.
Kristus viste hvordan Jehova er som ven
9. Hvordan hjalp Jesus os til at kende dybden af sin Faders kærlighed til os?
9 Det vil være en stor lykke og velsignelse for os at kende Faderen sådan som Jesus gjorde. Det var hans inderligste ønske at hjælpe os med dette, så vi til sidst kan få del i den ophøjede glæde at nyde Faderens venskab. I hele sin færd lagde han sin Faders forunderlige egenskaber for dagen, så alle kunne se dem. Den mest betydningsfulde blandt disse egenskaber er hans uendelige kærlighed. Der siges i Johannes 3:16: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn“ som en løsesum. Vi begynder at fatte dybden af denne kærlighed når vi ser at Jesus, tilskyndet af den samme kærlighed, trådte frem og villigt ’satte sin sjæl til for sine venner’. (Joh. 15:13) Vi føler os evigt i gæld til Jesus for det han gjorde. Når vi til fulde forstår at hele genløsningsordningen blev muliggjort af Faderen og at det kostede ham hans højtelskede søn, drages vi mod Jehova med hjerter der strømmer over af taknemmelighed.
10. Hvordan efterlignede Jesus sin Fader med hensyn til at vise ydmyghed?
10 De der nærmede sig Jesus, fandt at han var imødekommende, rede til at lytte, og at han altid nærede en oprigtig interesse for dem. (Joh. 4:6, 30-34) Mange var forbløffede over hos ham at finde en sand og ægte ydmyghed som man almindeligvis ikke finder hos mænd med autoritet. Hvor hjertevarmende at vide at vi kan nærme os Faderen, Jehova Gud, med den samme forvisning om at han vil tage venligt imod os og vise oprigtig interesse for vore behov! Selv hos Faderen finder vi, forbavsende nok, egenskaben ydmyghed, og den drager os uimodståeligt til ham. — Sl. 18:36; se New World Translation, vers 35.
11. Hvad var det der drog folk til at blive Jesu disciple, og hvilken virkning havde dette på deres forhold til hans Fader?
11 Selv om Jesus havde de fysiske egenskaber som man måtte forvente hos en fuldkommen mand, var det ikke deri hans tiltrækningskraft lå. De som ikke nærede kærlighed til retfærdighed eller andre dyder, var ikke imponerede af hvad de så hos ham, en omstændighed som profetien havde gjort opmærksom på. (Es. 53:1, 2) De der blev hans disciple, var dem der satte godhed og retfærdighed højt, og som så det umiskendelige vidnesbyrd om disse egenskaber hos ham. Vor egen iagttagelse af disse beundringsværdige egenskaber hos Jesus forstærker vor agtelse for Faderen, fordi vi også derigennem kommer til at beundre ham. Ydermere er vi kommet til at elske den retfærdighed han har lagt for dagen i alle sine handlinger.
Kristus har vist os hvordan vort forhold er til Jehova
12. (a) Hvordan kunne vi være tilbøjelige til at reagere når vi hører at vi kan få Jehova til ven? (b) Hvilken kundskab tilskynder os til at nærme os ham?
12 Vores første reaktion når vi hører at vi kan komme til at stå i et nært venskabsforhold til Jehova, er at vi føler os uværdige. Men alligevel drager han os til sig, som en fader drager sine børn til sig. Ja, han er virkelig vores Fader, og vi har en plads i hans familie af jordiske børn. At nærme sig ham gennem Jesus kræver ikke nogen grundlæggende forandring i vor legemlige beskaffenhed, eftersom vi oprindelig er skabt i hans ’billede og lighed’, med et vist mål af hans egenskaber. (1 Mos. 1:26) Eftersom disse bånd allerede eksisterer, kan vi træde ind i et forhold til Jehova som har en mening. Ja, den eneste naturlige plads for os er faktisk i hans familie; enhver anden plads, udenfor, gør os til fremmede for ham, afskåret fra de ting som er nødvendige for vor eksistens. Det er Adam der må bære skylden for at de slægtskabsbånd der bandt os til Gud, blev brudt; den synd han begik med vidende og vilje, resulterede i at vi blev dømt som syndere og blev fremmede for Gud. I sin barmhjertighed sørgede Jehova for et middel til at vi kunne genvinde det som gik tabt. Jesus viste os hvad det er vi mangler, og ligeledes hvilke forandringer vor personlighed må undergå for at vi igen kan blive antaget som en del af Guds familie.
13. Hvad har stillet sig hindrende i vejen for vort forhold til Gud, og hvordan vil denne hindring blive overvundet?
13 Naturligvis kunne vi aldrig i egen kraft — hvor meget vi så end prøvede — overvinde den hindring som den nedarvede synd er. Så længe den er til stede, vil vor personlighed genspejle de syndige tilbøjeligheder som ikke er antagelige for Gud. Paulus indrømmede: „Det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg.“ Derfor glædede han sig over at tænke på genløsningsofferets goder, som til sidst vil fjerne alt hvad der hindrer os i at udvikle en ny personlighed. (Rom. 7:19, 24, 25) De som nyder fuld gavn af genløsningsofferets goder, vil erhverve sig en helt ny personlighed som har Guds velbehag.
14. Hvilket privilegium udstrækkes til dem der har et godt forhold til Jehova?
14 Genvindelse af det gode forhold til Gud betyder genvindelse af tabte privilegier i hans tjeneste. Han giver os mulighed for at deltage i det arbejde han i øjeblikket er i færd med, nemlig at udbrede Rigets budskab. Han indbyder os til at være med, ikke som simple trælle, men som sine „medarbejdere“. (1 Kor. 3:9) Vi får tilbudt den ære at ’samarbejde med ham’. (2 Kor. 6:1) I dag nyder over to millioner den forret at samarbejde med ham i dette livreddende arbejde.
15. Selv om det kræver et stort arbejde af os, hvad må vi så alligevel anerkende vedrørende resultaterne?
15 Selv om vi lægger alle kræfter i arbejdet, udfører Gud dog langt den største del af arbejdet. Vor opgave består simpelt hen i at bringe den gode nyhed ud til dem vi bor iblandt, og gøre hvad vi kan for at undervise dem der tager imod budskabet. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Vi kan være taknemmelige for at han betænksomt har tildelt os et så sundt og nyttigt arbejde, som giver os mulighed for i fuldt mål at bruge vore evner og kræfter. Vi gør hvad vi kan, men vi erkender at det vil være formasteligt af os at tage æren for de opnåede resultater. Det er Jehova der har åbnet hjerterne på de hundredtusinder der har reageret gunstigt, idet han har fjernet de forhindringer der har holdt dem i uvidenhed. Når hans lov findes i deres hjerter, er det fordi han ifølge sin nye pagt har indgivet dem den. (Hebr. 10:16) De vældige forandringer de har gjort i deres liv, skyldes ikke vor dygtighed som lærere, men hans hellige ånds virke.
16. I hvor vid udstrækning må vi give Jehova æren for de nye disciple?
16 Når vi ser nye troende tage et fast standpunkt, har vi et synligt vidnesbyrd om Guds ånds virke. Det er et sandt Guds mirakel hver gang et menneskes hjerte åbnes og tager imod sandheden fra Bibelen. Vi forundres hver gang én helbredes for åndelig blindhed og udfries fra Djævelens snare. Når nogen til sidst indvier sit liv til Gud og underkaster sig vanddåben for at blive en Jesu discipel, må al ære gå til Faderen. Jesus selv anerkendte dette da han sagde: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen . . . drager ham.“ (Joh. 6:44) Hvilket privilegium ikke alene at blive antaget som Guds ven, men at få betroet ansvar og pligter som en der arbejder ved hans side! Værdsættelse heraf tilskynder os til at være dybt taknemmelige.
Kristus har vist os vort ansvar over for Gud og mennesker
17. (a) Hvad forventer Jehova af os, i vort forhold til ham? (b) Hvilket fuldkomment eksempel satte Jesus i denne henseende?
17 Ved sit eksempel og sin lære hjalp Jesus os til at se vort forhold til Faderen og det ansvar vi har i denne begunstigede stilling. Faderen forventer at vi stoler på Ham. Jesus stolede aldrig på sin egen bedømmelse af tingene. Han søgte sin Faders hjælp og vejledning i alle ting, idet han uophørligt bad til ham. (Luk. 6:12) Lydighed er også af betydning, ja, lydighed af den rette slags er en absolut nødvendighed. Gud ønsker hverken en tomhjernet træls blinde lydighed, eller en forskræmt træls frygtsomme lydighed. Jesus satte eksemplet ved ikke blot at være en „retfærdig“ mand, men også en „god“ mand. Han undgik ikke det forkerte blot fordi Guds lov forbyder det. Han gjorde det fordi han ikke selv tolererede det. Som sin Fader elskede han retfærdighed og hadede lovløshed. (Hebr. 1:9) Det var utænkeligt at han skulle nære onde tanker. — Matt. 16:22, 23.
18. I hvilken udstrækning vil der blive brug for skrevne love når menneskene bliver fuldkomne?
18 Undersøger vi motivet bag Jesu fuldkomne eksempel, vil det hæve vore tanker op så vi ser det høje plan hvorpå Faderen vil handle med os når vi engang når frem til fuldkommenhed. Når menneskene lægger den guddommelige egenskab godhed for dagen, sådan som Jesus gjorde, bliver omfattende love unødvendige. Dette bekræftede Paulus da han sagde at „loven ikke er fremsat for et retfærdigt menneske, men for lovløse og uregerlige“. (1 Tim. 1:9) Efter at have opregnet frugterne af Guds ånd tilføjede han: „Imod sådanne ting er der ingen lov.“ (Gal. 5:22, 23) Når menneskers handlinger udspringer af retfærdige tilbøjeligheder indefra, er der ingen skrevne love som lægger nogen begrænsninger eller bånd på dem. Når vi har opnået fuldkommenhed, vil vi gøre det der er ret, fordi vi som fuldkomne mennesker vælger at elske det der er ret. Vi vil være blevet „frigjort fra trældom under fordærv“ og have opnået „Guds børns herlige frihed“. (Rom. 8:21) Et omfangsrigt lovkompleks vil ikke længere være påkrævet. Al den vejledning menneskene har brug for kan sammenfattes i den enkle formaning om at „øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud“. (Mika 6:8) Salomon udtrykte med endnu færre ord hvad menneskets hele forpligtelse er. Han sagde: „Frygt Gud og hold hans bud!“ — Præd. 12:13.
19. Hvordan vil vores indstilling være til at handle uret, hvis vi efterligner Jesus?
19 Vi skulle søge at holde os så nær Jesu fuldkomne eksempel som muligt. Hvis vi har den samme indstilling som han, vil vi aldrig have et negativt syn på Guds lov og kun lige netop, adlyde den i den udstrækning det er nødvendigt. Da vi elsker retfærdighed og hader lovløshed vil vi aldrig mene at noget er helt i orden så længe den kristne menighed ikke kan straffe os for det. Vi vil heller ikke se hvor nær vi kan gå uden at overtræde en lov, eller stadig fremture i en handling af tvivlsom art, blot fordi de ældste ikke kan forbyde os det. Da vi elsker Jehova vil vi ’hade det onde’ og holde os så fjernt fra det som muligt. — Sl. 97:10.
20, 21. (a) Hvad vil vores værdsættelse tilskynde os til at gøre? (b) Hvorfor er dette nødvendigt for at have et godt forhold til Jehova?
20 Det skønneste et menneske kan opleve er at have et nært forhold til Jehova. Det overgår langt glæden ved noget materialistisk gode. De egenskaber det fremkalder i os — som godhed og kærlighed over for andre — er uvurderlige. Taknemmeligheden tilskynder os til at opfordre andre til også at træde ind i dette nære forhold til Gud. Ivrigt siger vi til dem at de skal ’komme og frit tage af livets vand’. (Åb. 22:17) Med en personlighed der nu er formet af den ægte kærlighed Jesus har lært os at vise, hæver vi os op over den ufuldkomne tilbøjelighed til udelukkende at tænke på os selv. Kærligheden lærer os at hvis vi ikke ønsker at dele hans ufortjente godhed med andre, har vi forfejlet hensigten med den. (2 Kor. 6:1) Efterhånden som vores værdsættelse af denne guddommelige egenskab vokser, bliver vores interesse for andres velfærd større.
21 Uden denne interesse kan vi ikke opretholde et nært forhold til vor himmelske Fader. Ønsker vi til stadighed at være godkendt af ham, må vi også til stadighed være villige til at efterligne ham og vise kærlighed over for andre. Enhver venlighed han har vist, gentog sig i Jesu handlinger over for os, hvorved Faderens dybe kærlighed til menneskeheden blev understreget. Enhver som i selviskhed ikke ænser sin næste kan aldrig blive fuldkommen i sin kærlighed til Gud. Hensyntagen til andre er af fundamental betydning for det rette forhold til ham.
22. (a) Hvordan kan vi vise ægte kærlighed til vore brødre? (b) Hvordan kan vi vise denne kærlighed mod dem der befinder sig uden for menigheden?
22 Forstår vi det, vil vi nære oprigtig interesse for andre. De som omgiver os i den kristne menighed vil være genstand for vores særlige omsorg. Vi er ivrige efter at „gøre hvad der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen“. (Gal. 6:10) På enhver måde ønsker vi at række en hjælpende hånd i åndelig eller materiel henseende når vore brødre trænger til det. Men vores kærlighed er på ingen måde begrænset til vore åndelige brødre; den omfatter alle mennesker, selv dem der er fjernt fra Gud. De følelser vi nærer for dem, tilskynder os til at gøre det der tjener dem bedst, at gøre mod dem hvad vi ønsker andre skal gøre mod os. (Matt. 7:12) Når de lærer om det Jesus sagde og gjorde, lærer de vejen til livet at kende. Når vi forkynder Rigets budskab for dem, vil det være en hjælp for dem til at opnå et ret forhold til Jehova, og det vil være udtryk for den største interesse for deres velfærd. (Matt. 28:18-20) Det er en af de bedste måder hvorpå vi kan gøre godt mod dem. Med glæde griber vi enhver lejlighed til at deltage i forkyndelsen, og er ikke tilfredse med blot at yde en symbolsk tjeneste. Bestandig analyserer vi hvordan vi bruger vores tid og vore kræfter, for at skaffe os ekstra muligheder for at forkynde. Pionertjenesten og at tjene hvor behovet er større betragter vi som særlige privilegier der giver os lejlighed til at bevise at vores kærlighed er ægte.
23. Hvad bliver resultatet af at vi søger at bevare et godt forhold til Jehova?
23 Dette arbejde resulterer i noget godt for alle som har eller får berøring med det. Jehova glæder sig over vor villige lydighed og vore bestræbelser for at ophøje hans navn. Jesus glæder sig ved tanken om at have os som sine fremtidige undersåtter i sit rige. Vore åndelige brødre drages nærmere til os i enhedens og kærlighedens bånd. De interesserede vi finder, føler sig evigt taknemmelige mod os for hvad vi har gjort til gavn for dem. Ja, vore egne hjerter glæder sig ved at se de storslåede velsignelser som vort forhold til Jehova medfører! Det er en stor glæde at vi har fået lov til at blive venner med ham og at vi har fået hans forsikring om en fremtid i „evige boliger“. — Luk. 16:9.
24. Hvorfor bør vi værdsætte vort forhold til Jehova?
24 Jehova har i sandhed vist sig at være den bedste og mest pålidelige ven vi kan få. At lære ham at kende som en nær ven er den mest berigende oplevelse vi kan få i vort liv. Som „den lykkelige Gud“ er han allerede i færd med at opfylde sit løfte om også at gøre os lykkelige. (1 Tim. 1:11) Hvis vi sørger for at befæste vort venskab med ham, vil det sikre vor fortsatte glæde. Vor værdsættelse af den tryghed, den fred i sindet og det håb som vi har fundet i vort forhold til Jehova, tilskynder os til at give udtryk for vor dybeste og varmeste tak til denne vor bedste ven, Jehova.
[Illustration på side 369]
Jesus hjalp andre til at opnå et godt forhold til Jehova, idet han tog imod alle uden at begunstige de rige eller ringeagte de fattige