Hvad er udviklingslæren egentlig?

En religiøs tro? Eller en filosofi?

Udviklingslæren „betvivles også af respekterede videnskabsmænd“

’DE DER ikke tror på udviklingslæren, er uvidende, ufornuftige, uansvarlige, inkompetente, dogmatiske og ligger under for gamle fordomme og vrangforestillinger.’ Ved sådanne udtryk beskriver evolutionisterne dem der ikke accepterer udviklingslæren. Men hvis man holder sig til logiske, videnskabelige ræsonnementer, støttet af iagttagelser og forsøg, behøver man ikke at benytte sig af skældsord over for andre.

Evolutionisternes holdning minder stærkt om religiøs fanatisme. Da de øverste præster og farisæerne på Jesu tid så at den brede befolkning havde accepteret Jesus, sendte de betjente ud for at arrestere ham, med dette resultat: „Betjentene kom tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne, der sagde til dem: ’Hvorfor har I ham ikke med?’ Betjentene svarede: ’Aldrig har noget menneske talt sådan!’ Farisæerne sagde til dem: ’Har I nu også ladet jer forføre? Er der nogen sinde en rådsherre, der har troet på ham? Eller nogen af farisæerne? Nej, denne hob, som ikke kender Loven, den er forbandet!’“ — Joh. 7:32, 45-49, Seidelin.

De havde ikke ret, for mange af folkets ledere var selv betaget af Jesu lære. Endda visse af præsterne blev disciple af ham. (Joh. 12:42; Apg. 6:7; 15:5) Men da farisæerne ikke kunne modbevise Jesu lære, greb de som gruppe betragtet til autoritetens tyranni. Nutidens evolutionister benytter i virkeligheden samme taktik. De siger: ’Hvad kender de brede, uvidende masser til sagen? Alle respekterede videnskabsmænd går ind for udviklingslæren!’ Men det er ikke rigtigt. Bladet Discover fortæller: „Nu bliver denne fredhellige teori ikke alene angrebet af kristne fundamentalister, men den betvivles også af respekterede videnskabsmænd.“ — Oktober 1980.

I bladet Science har R. E. Gibson skrevet at Galilei besad „en lidenskabelig modvilje mod enhver form for dogmevæsen der byggede på menneskelig autoritet“. Det var hans intellektuelle integritet der bragte ham på kant med inkvisitionen. Men ifølge R. E. Gibson er en sådan integritet „ikke på mode i dag; den nuværende tendens er at videnskaben, der nu har vokset sig mægtig, opfører sig nærmest ligesom kirken på Galileis tid“. Anvender videnskaben i dag sin magt og prestige ret meget bedre end den katolske kirke dengang? Einstein sagde engang at vi faktisk ikke befinder os så langt fra Galileis tid som vi holder af at tro. — Science 18. september 1964, s. 1271-1276.

Robert Jastrow omtaler „videnskabsmandens religiøse tro“ og hans irritation når visse vidnesbyrd ikke passer med hans personlige overbevisning. J. N. W. Sullivan kalder troen på livets spontane opståen for „en trosartikel“, og T. H. Huxley siger at det er „et spørgsmål om filosofisk tro“. Ifølge Sullivan er den overbevisning at alt liv på jorden er opstået ved en udvikling, „en opfattelse der kræver en usædvanlig tro“. Dr. J. R. Durant peger på at „mange videnskabsmænd bukker under for fristelsen til at være dogmatiske, idet de kaster sig over nye ideer med næsten missionsk iver . . . I evolutionsteoriens tilfælde synes den missionske ånd at have fået overtaget.“ Fysikeren H. S. Lipson siger at efter Darwin „blev udviklingslæren til en slags videnskabelig religion; næsten alle videnskabsmænd har accepteret den, og mange er parate til at ’afpasse’ deres iagttagelser så de stemmer med den.“

Som bevis for ovennævnte tanke kunne man i bladet U. S. News & World Report den 2. marts 1981 læse om nogle skandaler fra videnskabelige laboratorier. En forsker fra Yale-universitetet sagde: „Det er videnskabens Watergate.“ Artiklen sluttede: „’Det er rystende,’ erkender dr. Arnold Relman, redaktøren for New England Journal of Medicine. ’Det retter et slag mod endnu en af vore guder. Alle støtterne viser sig at stå på lerfødder. Selv visse videnskabsmænd der driver forskning.’“ I sin bog Evolutionen og dens Perspektiver gør George Gaylord Simpson opmærksom på at evolutionister kan „komme til at benytte de samme fakta til at ’bevise’ diametralt modsatte hypoteser“ og at enhver af forskerne således har „presset sin egen hypotese ind i de foreliggende fakta“. (Side 39) Sullivan indrømmer at videnskabsmænd „ikke i alle tilfælde fortæller sandheden, eller prøver på det, end ikke når det gælder deres egen videnskab. Man har eksempler på løgn, men som regel ikke i videnskabens tjeneste, snarere på grund af religiøs eller antireligiøs fordom“. — Limitations of Science, s. 173-175.

Den oprindelige søgen efter sandheden glemmes ofte når man spejder efter tanker der kan bekræfte ens egen overbevisning, baseret på følelser, hvad enten det drejer sig om videnskabelige eller religiøse dogmer. Evolutionsforskningen er ikke den form for videnskab der arbejder med konkrete opgaver som at sende astronauter til månen eller bryde den genetiske kode. Den minder mere om en religion — med gejstlige autoriteter der dikterer ex cathedra, med kævlende sekter, med uforklarlige mysterier og tro på manglende led og manglende mutationer, med lægfolk der blindt følger med og fyldes med fordrejede oplysninger der skal stemme med trosbekendelsen, og med en nådeløs fordømmelse af de ’uvidende’ ikketroende. Og hvem er deres gud? Den samme som blev tilbedt i fortiden, da man ’dækkede bord for lykkeguden’. — Es. 65:11.

I H. C. Andersens eventyr om „Kejserens nye klæder“ var det som bekendt et lille barn der råbte at kejseren ikke havde tøj på. I dag bliver udviklingslæren fremstillet som om den var ’fuldt påklædt’. I virkeligheden har den ikke noget på sig. Men det skal der et barns ærlighed til at indrømme — og en modig videnskabsmand som professor Lipson, der har sagt: „Vi må gå et skridt videre og indrømme at den eneste acceptable forklaring er skabelse. Jeg ved at dette ord er bandlyst for fysikere, som det også er for mig, men vi må ikke afvise en teori vi ikke bryder os om, hvis bevismaterialet fra vore forsøg støtter den.“

Hvilket bevismateriale støtter skabelsestroen? Læs følgende artikel.

[Tekstcitat på side 18]

Efter Darwin „blev udviklingslæren til en slags videnskabelig religion; næsten alle videnskabsmænd har accepteret den“

[Ramme på side 19]

Evolutionisternes autoritetstyranni

„Da [Darwin] var færdig, kunne udviklingslæren kun benægtes hvis man gav slip på fornuften.“ — Life Nature Library, Evolution, s. 10.

„Troen på udviklingslæren er ikke et spørgsmål om hvad man personligt foretrækker. Bevismaterialet for evolutionen er overvældende.“ — Evolution, Genetics, and Man, s. 319, Dobzhansky.

„Dens grundlæggende pålidelighed er nu accepteret overalt af alle videnskabsfolk der er kompetente til at foretage en bedømmelse.“ — Nature and Man’s Fate, s. v. Hardin.

„Fremstillingen af livets stamtræ som en udviklingsproces anerkendes i dag overalt af alle ansvarlige videnskabsfolk.“ — A Guide to Earth History, s. 82, Carrington.

„Ingen velinformeret person vil i dag benægte at mennesket, gennem en langsom proces, stammer fra fiskens og frøens verden.“ — Bladet Life, 26. august 1966, Ardrey.

„Det er blevet næsten selvindlysende og kræver intet yderligere bevis for enhver der er i rimelig grad fri for gamle vrangforestillinger og fordomme.“ — The Meaning of Evolution, s. 338, Simpson.

„Der findes ingen alternativ hypotese bortset fra den forslidte og totalt modbeviste teori om direkte skabelse, som i dag kun fastholdes af uvidende, dogmatiske og fordomsfulde personer.“ — Outlines of General Zoology, s. 407, Newman.