At ignorere Guds advarsler fører til ulykke

NÅR Gud giver en advarsel er det ikke ubegrundet, og han gør det ikke blot for at vise sin autoritet. Det vil altid være gavnligt at rette sig efter Guds advarsler. Det vil spare én for alvorlige fejltagelser som kan koste én dyrt. Før israelitterne skulle gå ind i det forjættede land, advarede Gud dem om faren ved at ignorere hans lov, og han tilføjede: „Thi det er ikke tomme ord uden betydning for eder, men af dem afhænger eders liv.“ — 5 Mos. 32:46, 47.

Ved at lytte til Jehovas advarsler lærer vi desuden hvordan han ser på visse ting, hvad hans indstilling er, og vi kommer til at kende hans veje. Og, ikke mindst, vi bliver fortrolige med Jehova og kommer derved ind i et nært forhold til ham. Han lærer os at vi ikke skal prale af vor eventuelle rigdom, visdom eller magt, men at „den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, [Jehova], øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra [Jehova]“. — Jer. 9:23, 24; Joh. 17:3.

Guds advarsler blev ofte givet som profetier eller som befalinger der i realiteten var profetiske. En af dem er den erklæring som Josua, Moses’ efterfølger og anføreren for Israels hær, fremsatte vedrørende Jeriko. Gud havde befalet Josua at besejre de Kana’anæiske indbyggere i det forjættede land, fordi deres gudsdyrkelse var meget fordærvet og umoralsk, med sexdyrkelse og med afguderiske, dæmoniske ritualer, og fordi de forurenede landet med umoralitet, sygdom og blodsudgydelse. (5 Mos. 20:15-18; 3 Mos. 18:24-30) Jeriko var den første by israelitterne skulle indtage i landet. Som sådan var den en „førstegrøde“ af alt hvad de indtog i Kana’an. Ligesom førstegrøden af hele Israels avl — både af korn, af kvæg og så videre — blev betragtet som hellig, på samme måde skulle Jeriko være hellig. (3 Mos. 23:10-14; Jos. 6:17) Og ligesom førstegrøden skulle ofres til Jehova før landmanden måtte spise noget af afgrøden, således skulle Jeriko fuldstændig overgives til Jehova; byen skulle „lyses i band“, og der måtte ikke tages noget fra den til personlig brug. Derfor ødelagde og afbrændte Josua fuldstændig byen, og man anvendte dens metal til Jehovas tempel (tabernaklet).

Denne forordning fra Gud svarede til den lov som senere blev anvendt i forbindelse med byer i Israel som gik over til afgudsdyrkelse. Sådan en by blev ’bandlyst’. Dens indbyggere skulle dræbes, og byen skulle brændes og aldrig mere genopbygges. Intet fra byen måtte benyttes til personlig brug. Det skulle betragtes af israelitterne som afskyeligt. De måtte ikke engang tænke på at bruge sådanne ting. — 5 Mos. 13:12-17.

I overensstemmelse hermed udtalte Josua en ed da han havde ødelagt Jeriko: „Forbandet være den mand for [Jehovas] åsyn, som indlader sig på at opbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge grunden og hans yngste at sætte dens portfløje ind.“ — Jos. 6:26.

Hvad mente Josua egentlig med det? Hans ord betød øjensynlig ikke at selve området hvor Jeriko, „Palmestaden“, lå, ikke skulle bebos, for han uddelte selv området til benjaminitterne, og det omtales senere som et beboet område. (Dom. 3:13; 2 Sam. 10:5) Det der lægges vægt på er en by med mure omkring. Josuas ord viser at han refererede til genopbygningen af en befæstet by. Når han talte om at „lægge grunden“, sigtede han til den befæstede bys grundvold. At „sætte dens portfløje ind“ ville ikke sige at sætte døre i husene, men at anbringe byporte, og disse kunne ikke sættes i uden en mur. Den der ville gøre dette i modstrid med Josuas profetiske ed, ville komme til at betale prisen i form af sin ældste og sin yngste søn. Dette udtryk kunne betyde ’alle hans sønner’, således at han ikke ville have nogen til at føre sit navn videre i Israel.

Skønt dette var en stærk advarsel, blev den ikke desto mindre ignoreret efter at Israel var gået over til grov afgudsdyrkelse. Under Akabs regering over Israels ti-stammerige blev ba’alsdyrkelsen indført i landet. Et udtryk for hvor dybt israelitterne var sunket, er betelitten Hiels handling. Beretningen lyder således: „I hans [Akabs] dage genopbyggede betelitten Hiel Jeriko; efter det ord, [Jehova] havde talet ved Josua, Nuns søn, kostede det ham hans førstefødte Abiram at lægge grunden og hans yngste søn Segub at sætte dens portfløje ind.“ — 1 Kong. 16:34.

Hvorvidt sønnerne døde ved en ulykke i forbindelse med bygningen af fæstningsværket eller af andre årsager nævnes ikke, men Josuas erklæring viste sig at være profetisk.

På samme måde vil alle andre erklæringer fra Gud i hans ord med sikkerhed blive opfyldt. Vi gør derfor klogt i omhyggeligt at undgå de ting som Gud erklærer for farlige. Vi kan lære hvilke ting Gud betragter som gode og hvilke han betragter som afskyelige, ved omhyggeligt at undersøge Bibelen. Vi bør have samme syn som han på de ting han fordømmer. Vi bør opøve vort hjerte og vor samvittighed således at vi ikke har nogen som helst tilbøjelighed til de ting han advarer os imod, og vi bør holde os helt væk fra dem. Vi bør ikke udskyde det et øjeblik men ufortøvet gøre os fri af enhver forbindelse med ting som Gud fordømmer. Jesus Kristus var fuldt ud klar over hvad der behagede og hvad der mishagede hans Fader. (Hebr. 1:9) Han sagde: „Jeg gør altid det han synes om.“ (Joh. 8:29) Læg mærke til hvor hurtigt han reagerede på Peters dårlige råd; han overvejede ikke et eneste sekund at følge det. (Matt. 16:21-23) Han beviste at Jehovas ord var sande: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (5 Mos. 8:3; Matt. 4:4) Den sørgelige ulykke der kom over betelitten Hiel er et af Bibelens mange eksempler som understreger faren ved at ignorere Guds advarsler.