Hvad Bibelen siger

Hvilken sandhed skal frigøre mennesker?

DA JESUS i år 32 var i Jerusalem for at fejre løvhyttefesten fremsatte han en udtalelse der er blevet kendt i hele verden. Apostelen Johannes skriver i sin evangelieberetning: „Så fortsatte Jesus med at sige til de jøder der havde fået tro på ham: ’Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.’“ — Joh. 8:31, 32.

Hvilken ’sandhed’ tænkte Jesus på? Talte han om sand lære i modsætning til løgn eller usandhed? Eller havde Guds søn noget andet i tanke?

Vi vil bedre kunne se hvilken sandhed der er tale om, hvis vi undersøger på hvilken måde Jesu jødiske tilhørere havde brug for at blive ’frigjort’. Lad os derfor grundigt studere den sammenhæng hvori disse velkendte ord forekommer.

Johannes fortæller hvordan Jesu tilhørere reagerede: „De svarede ham: ’Vi er Abrahams afkom og vi har aldrig været nogens trælle. Hvordan kan du sige: „I skal blive frie“?’“ (Joh. 8:33) Selv om jøderne i århundreder havde været underlagt hedenske riger, anså de sig selv for at være frie fordi de efter kødet nedstammede fra Abraham. John Peter Langes bibelkommentar forklarer:

„Fordi de var Abrahams sæd [afkom] . . . gjorde de, med støtte i jødisk teologi, krav på ikke alene at være frie men endog på at herske over nationerne. . . . disse ord [om at de aldrig havde været nogens trælle] kan kun betyde: Uanset hvornår vi har været undertrykt (af ægyptere, babyloniere, syrere) har vi aldrig anerkendt nogen undertrykker som herre, men har altid kun bøjet os af ren og skær nødvendighed, idet vi har forbeholdt os retten til frihed og stræbt derefter. . . . Og den dag i dag indeholdes følgende ord i de femten lovprisninger der skal fremsiges [af jøder] hver morgen: ’Lovet være du, at du ikke har skabt mig som træl.’“

Men Jesus påpegede at hans tilhørere i høj grad var trælle. Deres trældom var endda værre end underkastelse under hedenske magter. „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed,“ fortsatte Jesus, „enhver som øver synden, er syndens træl.“ (Joh. 8:34) Han vidste at hans tilhørere jævnlig ’øvede’ ting der var i modstrid med Guds vilje og lov. Det hang i bund og grund sammen med at alle mennesker har fået syndigheden i arv; de formår ikke til fulde at genspejle Guds gode egenskaber eller personlighed. (Rom. 3:23) Denne syndige tilstand fører til at alle ældes og dør. (Rom. 5:12; 6:23) Jødernes kødelige afstamning fra Abraham kunne ikke frigøre dem fra trældommen under synden.

At jøderne ikke indså at de var trælle, bragte dem i stor fare. Jesus forklarede: „Den der er træl, bliver ikke i husstanden for evigt; den der er søn, bliver der for evigt.“ (Joh. 8:35) En træl havde ingen arveret og kunne til enhver tid sendes bort. (Jævnfør Første Mosebog 21:8-14; Galaterbrevet 4:30.) Kun den søn der var født i huset eller adopteret, ville blive i husstanden „for evigt“, det vil sige, så længe han levede. Eftersom de jøder Jesus talte til, i virkeligheden var trælle, stod de i fare for at blive bortvist fra Guds tjeneres husstand. — Se Mattæus 8:11, 12; 21:43; Romerbrevet 11:15, 17, 19.

Hvilken ’sandhed’ kan nu frigøre et menneske fra syndens trældom? Det viste Jesus med det næste han sagde: „Hvis derfor Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ (Joh. 8:36) Den frigørende sandhed drejede sig om „Sønnen“, Jesus selv, den enestefødte søn af den Gud der er kilden til al frihed. (2 Kor. 3:17) Samme tanke fremgår af Johannes 1:17, hvor der står: „Den ufortjente godhed og sandheden er kommet gennem Jesus Kristus.“

I hvilken forstand kom „den ufortjente godhed og sandheden“ gennem Jesus Kristus, i modsætning til Guds lov, der kom gennem Moses? Loven tjente som en opdrager der førte mennesker til Kristus. (Gal. 3:23-25) Den indeholdt skygger eller profetiske billeder der fik deres opfyldelse i Kristus. Om dette skriver apostelen Paulus: „Lad . . . ingen dømme jer angående spisen og drikken eller med hensyn til en højtid eller en nymånefest eller en sabbat; for disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias [Kristus] til.“ (Kol. 2:16, 17) Altså er „den ufortjente godhed og sandheden . . . kommet gennem Jesus Kristus“ fordi Jesus gjorde de ting der var forudskildret i Loven, til virkelighed.

Hvordan kan Sønnen Jesus Kristus frigøre mennesker fra synden? Moselovens ’skygger’ omfattede ofre der blev bragt til soning af synder. (3 Mos. 4:20, 26) Angående den virkelighed som disse ofre pegede frem til, skriver apostelen Johannes: „Han [Gud] elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder.“ (1 Joh. 4:10) Jesus kunne bringe sit menneskeliv som et sonoffer, et offer der kunne sone synder, fordi han var fuldkommen, syndfri og Guds søn. Eftersom synden kom ind i verden ved ét fuldkomment menneskes ulydighed, kunne den fjernes af et andet fuldkomment menneske der levede i fuld lydighed mod Gud, sin Fader. Apostelen Paulus skriver:

„Når de mange døde ved den enes overtrædelse, er Guds ufortjente godhed og hans frie gave sammen med den ufortjente godhed, ved det ene menneske Jesus Kristus, så meget mere blevet rigelig til de mange.“ (Rom. 5:15) „Derfor, altså, ligesom følgen for mennesker af alle slags, ved én overtrædelse [Adams], blev at de fordømtes, således er også følgen for mennesker af alle slags, ved én retfærdiggørelseshandling [Jesu Kristi], blevet at de erklæres retfærdige til liv. For ligesom de mange gennem det ene menneskes ulydighed blev stillet som syndere, således vil de mange også gennem den enes lydighed blive stillet som retfærdige.“ — Rom. 5:18, 19.

De ofre der blev bragt under Moseloven pegede altså frem til Jesus Kristus, den som „virkeligheden“ tilhørte. Der siges endvidere i Bibelen: „[Mennesker under Moseloven] yder hellig tjeneste som en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske.“ (Hebr. 8:5; jævnfør 10:1-4.) „For hvis blodet af bukke og tyre [der blev ofret på forsoningsdagen] og asken af en kvie stænket på dem der er urene, helliger så vidt som til kødets renhed, hvor meget mere vil så ikke Messias’ blod, han som ved en evig ånd frembar sig selv som et dadelfrit offer til Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud?“ (Hebr. 9:13, 14) „Denne mand [Jesus] har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig.“ — Hebr. 10:12.

Hvilken ’sandhed’ er det med andre ord der kan frigøre mennesker? Det er den sandhed der drejer sig om Jesus Kristus, som er opfyldelsen af de forbilledlige ofre under Moseloven. Eftersom Kristi offer bringer frihed fra synden og dens konsekvens, døden, kunne Jesus selv sige: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Joh. 3:16.