Hvordan man overlever en utaknemmelig verden
„Men vid dette, at i de sidste dage skal der komme kritiske tider der er svære at komme igennem. For mennesker vil elske sig selv, elske penge, være indbildske, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige.“ — 2 Tim. 3:1, 2, NW.
1. Hvem har forudsagt den store mangel på værdsættelse i vor tid?
JEHOVA Gud forudså at utakkens dødbringende pest ville hærge jorden i disse kritiske sidste tider inden Harmagedonslaget. Han inspirerede apostelen Paulus til at advare om den for nitten århundreder siden, for at taknemmelige mennesker kunne overleve en utaknemmelig verden. „Men vid dette,“ skrev Paulus, „at i de sidste dage skal der komme kritiske tider der er svære at komme igennem. For mennesker vil elske sig selv, elske penge, være indbildske, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, uvenlige, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, sladderagtige, uden selvbeherskelse, opfarende, uden kærlighed til det gode, forrædere, stejle, opblæste af selvgodhed, mennesker der elsker vellyst mere end Gud, idet de har en form for gudhengivenhed, men ikke ejer dens kraft; og vend dig bort fra disse.“ (2 Tim. 3:1-5, NW) Utaknemmelighed er det stik modsatte af værdsættelse. Profetien skildrer mennesker som vi finder dem i dag, mennesker der ikke værdsætter Gud, ren tilbedelse, sand kærlighed eller lydighed mod forældre, men derimod vurderer sig selv, fornøjelser og penge alt for højt. Med hvilken nøjagtighed har ikke Bibelen på forhånd beskrevet kendsgerningerne af i dag! Oprigtige mennesker må nu vende sig fra denne utaknemmelige verden for at overleve dens snarlige undergang.
2. (a) Hvad betyder ordet „at værdsætte“? (b) Hvad kræves der for at vise værdsættelse?
2 For at vende sig bort fra en verden af utaknemmelige må man opdyrke sin værdsættelse af alt hvad der er godt, ærligt og Gud velbehageligt. Sand værdsættelse er langt mere end blot og bar taknemmelighed. Selve ordet „at værdsætte“, der er beslægtet med ordet „at vurdere“, betyder egentlig „at ansætte en tings værd“. Dernæst også „at vurdere efter fortjeneste, sætte (stor) pris på, skatte (højt)“. At værdsætte vil altså sige til fulde at erkende værdien af noget; at føle sig gennemstrømmet af tilfredshed med og påskønnelse af noget. Værdsættelse indbefatter at man gennem sanseindtryk er sig noget bevidst. Finfølelse spiller ofte en rolle i forbindelse med værdsættelse, hvilket vi forstår når der er tale om „at værdsætte musik“ og „værdsætte de skønne kunster“. Heraf ser vi at såfremt vi skal vise værdsættelse af de ædleste værdier, nemlig dem der har med Gud og den sande tilbedelse at gøre, må vi opøve vore vurderingsevner. Vi må have kundskab, forståelse og erfaring, men fremfor alt sund bibelsk vejledning med henblik på hvad der har sandt værd. Den utaknemmelige verden ligger på dødslejet lidende af mangel på værdsættelse. Dens sans for alt hvad der er godt og gudfrygtigt er så godt som død, hvad den også selv snart vil være.
3. Hvilke spørgsmål afføder Jesu lignelse om fårene og bukkene?
3 Kristus Jesus forudsagde vor tid i Mattæus, det 25. kapitel. Dér omtalte han to skarer mennesker som skulle leve ved verdens ende. På Kongens højre side står de taknemmelige „får“, der elsker Gud og den regerende konge Kristus og værdsætter resten af Kongens brødre der alle vegne forkynder den gode nyhed om Guds rige. På Kongens venstre side står de dødsdømte, utaknemmelige „bukke“, som hævder at elske Gud og Kristus men er blottet for enhver følelse af tilfredshed med eller påskønnelse af det vidnearbejde som Jesu jordiske brødre udfører. Bukkene kan ikke se at Kongen er nærværende i sit rige og at alle nationerne står til doms for hans trone. Hvor befinder du dig i denne kamp mellem værdsættelse og utaknemmelighed? Hvor højt sætter du Guds ord? Rigsbudskabet der bliver forkyndt? Din tid? Dit liv? Du vil kunne redde dit liv hvis du tager ved lære af Bibelens beretning om denne kamp og beslutter dig til at finde din plads blandt det fåtal der har lagt den værdsættelse for dagen der har sikret dem deres frelse.
4. Hvordan var spørgsmålet om værdsættelse et spørgsmål om liv eller død på Jesu tid?
4 På Jesu tid havde en særlig begunstiget generation den fordel at se Guds egen søn øve store mirakler som bevis for at han var den længe ventede Messias. Men deres sløvede opfattelsesevne hindrede dem i at opdage hans særlige kendetegn, skønt han opfyldte alle de profetier der garanterede at han var den sande Messias. Da denne dødsdømte generation ikke værdsatte dens forrettigheder, ringeagtede den hans forkyndelse af Riget og forsømte at agte den værdig til at modtage deres helhjertede og trofaste støtte. Jesus græd over deres mangel på dømmekraft. På mindre tid end de fyrretyve år deres forfædre havde vandret i ørkenen høstede denne utaknemmelige generation følgerne af den utakkens sæd den havde sået. De romerske hære stormede Jerusalem og Judæa i år 70 e. Kr. og foranstaltede et vældigt blodbad, således som Jesus havde forudsagt. Gudsrigets konge var kommet, men deres utaknemmelighed over hans nærværelse og den forret de havde haft at tjene ham førte til en voldsom død for dem. I overensstemmelse med den advarsel der var blevet fremsat af Johannes Døber, en mand der satte Kristus så højt at han følte sig ganske uværdig til at løse Kristi sandalrem, blev denne generation døbt med ødelæggelsens ild. Men de mænd og kvinder som på rette måde værdsatte Kristus modtog Guds hellige ånd til kraft og liv. (Matt. 3:7-12) Deres værdsættelse kom til at betyde at de overlevede enden på den jødiske tingenes ordning.
5. Hvilke lignende forhold herskede der på Noas tid?
5 Den sygdom der hedder utak kan naturligvis spores længere tilbage end til Jesu tid. I Hebræerne 12:16 formanede Paulus de første kristne til at være på vagt over for at der ikke blandt dem skulle være nogen som „ikke værdsætter hellige ting, ligesom Esau, der for et måltid mad gav sin førstefødselsret bort“. (NW) Men selv før den utaknemmelige Esau og den påskønnende Jakob levede, blev en hel verden hærget af utaknemmelighedens pest. Det var verden på Noas tid. Noa og hans familie af Jehovas vidner forstod og værdsatte nødvendigheden af at adlyde Guds befalinger. De forkyndte og de byggede en sikkerhedens ark lige for øjnene af en anden utaknemmelig generation. Bekymringer for dagen og vejen og kærlighed til kødelige lyster fik verden før Vandfloden til at lukke sindet for tidens alvor. De stigende vandmasser der skulle nå op over den højeste bjergtinde fik sikkert mange til pludselig at tillægge Noas advarsel en helt anden værdi, men da de først stod med fødderne i vand var det for sent. De utaknemmelige overlevede ikke, så de kunne rette deres fejltagelse. De tog deres fejlvurdering med i døden. Arkæologer der har afdækket ruiner fra før Vandfloden har fundet beviser for at Gud udryddede en religiøs verden. Jehovas vidner forstår hvorfor: Den dyrkede falsk religion. Øjensynligt kan falsk religion fordærve menneskers værdsættelse af og sans for hvad der er den rette tilbedelse i Guds øjne. — 1 Mosebog, kapitlerne 6-8; Matt. 15:3.
6. Hvem var den første der viste utaknemmelighed? Hvad har hans utaknemmelighed ført til?
6 Men utaknemmelighed kan føre sin historie endnu længere tilbage end til Vandfloden. Den går helt tilbage til Edens have hvor menneskeheden lige fra begyndelsen kastede sig ud i synd og død fordi Adam og Eva ikke værdsatte den rene tilbedelse af Jehova Gud og nødvendigheden af at være loyale over for ham. Den første der viste utaknemmelighed var ingen anden end Satan Djævelen der forledte det første menneskepar til at fejlvurdere Guds ord og befalinger. Jesus afslørede den skæbnesvangre fejl ved Satans vurderingsmåde. Satan værdsatte ikke sandheden højt nok. „Han har været en morder fra første færd,“ sagde Jesus, „og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader.“ (Joh. 8:44) Jehova havde ikke skabt Satan sådan, for havde han det, ville Jehova jo have været løgnens fader og løgneren, men det er umuligt for Gud at lyve. Fejlen lå i Satans manglende værdsættelse af sandhed og retfærdighed. Blandt Guds åndelige sønner var han særdeles begunstiget. Han kunne have fulgt den samme forstandige færd som Guds enbårne søn, Ordet, men i den utaknemmelighed han selv havde fremelsket følte han ikke nogen tilfredshed med eller påskønnelse af Jehovas kærlige formaninger. Satan værdsatte heller ikke samfundet med Guds loyale, åndelige sønner, englene. Utaknemmelighedens vej førte til forræderi i himmelen og på jorden, og netop nu nærmer vi os højdepunktet i den ældgamle strid om Jehovas universelle overhøjhed, en strid der snart skal afgøres til Jehovas ære og til velsignelse for alle som værdsætter hans foranstaltninger. Satans mangel på værdsættelse ledede ham til topmålet af utaknemmelighed da han fik Jesus myrdet på Golgata. Som et udtryk for sin værdsættelse af Jesu retskaffenhed oprejste Jehova Jesus fra døden og ophøjede ham til at sidde ved sin højre hånd hvor Jesus nu har taget sæde på sit riges herlighedstrone på denne dommens dag. Det maner til nøgtern eftertanke at betragte Satans dødsdom og forstå at den skyldes hans mangel på værdsættelse. I Harmagedonslaget vil Jesus i sine handlinger vise sin værdsættelse af Jehovas overhøjhed og hastigt knuse de utaknemmeliges oprørsfyrste.
7. Hvilke eksempler må vi efterligne hvis vi skal gøre os håb om at overleve verdens ende?
7 Den bibelske beretning melder ikke kun om utaknemmelighed. Den rummer lysende eksempler på taknemmelige retfærdselskere. Skønt en verden på over to milliarder sjæle nu er ved at dø af mangel på værdsættelse, kan du overleve den hvis du i dit liv efterligner de mange der har været mestre i den kunst at værdsætte Guds gunstbevisninger. Abel var en af dem. Han vurderede Jehova Guds gunst på rette måde og indså at hans tilbedelse af den sande Gud måtte følge de guddommelige retningslinjer og ikke menneskegjorte ritualer, sådan som Kain gjorde da han bragte et offer af jordens afgrøde. (1 Mos. 4:2-7) Abel vil blive husket i opstandelsen fordi han påskønnede værdien af at tjene Gud på rette måde. Endnu en mester i at vurdere tingene har vi i Noa, hvem vi allerede har omtalt som en der værdsatte Guds befalinger. Abraham og Sara værdsatte også på rette måde den forret det var at forlade deres hjem i Ur for at tjene Jehova i fremmede lande — et forbillede for missionærer. Abraham holdt altid fast ved Jehovas lov i sin livsførelse og vandt Guds gunst som „de trofastes fader“. I Jeriko værdsatte kvinden Rahab viseligt sit nyfundne forhold til Jehovas teokratiske organisation og satte det højere end noget samfundsbånd der måtte knytte hende til den dødsdømte by. Forstandigt påskønnede hun nødvendigheden af at stille sig på Jehovas sejrende hærs side og aktivt give bevis for sin loyalitet. Hendes værdsættelse og skarpe opfattelsesevne bevirkede at hun og hendes husstand overlevede Jerikos fald. — Jos. 6:22-25.
8. (a) Nævn andre mænd og kvinder der forstod at værdsætte tingene. (b) Hvordan vurderede Moses sine forrettigheder?
8 Dommerbogen i Bibelen er en mindeværdig beretning om en gruppe mænd og kvinder der nidkært værdsatte Jehovas opfordring til at handle, når det gjaldt om at forsvare hans udvalgte folk der ofte bragte sig selv i store vanskeligheder fordi de ikke værdsatte deres store usynlige Konge. Jehovas vidner, såsom Samson, Gideon, Jehu, Barak, Debora og andre regnede det for en stor forret at kæmpe for Jehovas navn, for hans sande tilbedelse og for hans folk. De var så overbeviste om at deres vurdering af denne forret var rigtig at de satte livet i vove for den. Jehovas profeter værdsatte ikke mindre deres forrettigheder over for Gud. Konger og verdensriger rasede ofte mod mænd som Moses, Samuel, Daniel, Jeremias, Ezekiel, Mika og mange andre. For disse taknemmelige mænd var det privilegium at være talsmænd for Jehova en skat uden lige. De tillagde opfordringen til at forkynde Jehovas profetier, sandheder og domme den største betydning, hvad enten de forkyndte for ven eller fjende. Disse gudfrygtige profeter var mestre i at vurdere privilegier. Moses er et typisk eksempel, og om ham skriver Paulus i Hebræerne 11:24-26: „I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund; han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel [som for ham altså havde endnu større værd]; thi han så frem til lønnen.“ I sit sind og hjerte havde Moses truffet en beslutning og foretaget en vurdering hvorefter han satte Jehovas lovede velsignelser højest. Håbet om disse fik alt hvad den ægyptiske verden havde at byde på af materielle goder til at blegne. Hans vurdering af tingene livet igennem medførte mange velsignelser og forrettigheder under hans virke som mellemmand mellem Jehova og Israel, en funktion der pegede frem til Kristus Jesus selv. Endvidere nævnes Moses i Hebræerbrevets ellevte kapitel blandt den række af trofaste og taknemmelige Jehovas vidner der vil komme frem i opstandelsen efter Harmagedon. Havde Moses foretaget en fejlvurdering af sine privilegier kunne han have tilbragt et liv i øjeblikkelig nydelse for derpå at dø uden håb.
9. Hvem har bedst forstået at værdsætte Jehovas godhed? Påvis modsætningen mellem det Jesus har opnået, og det Satan har opnået.
9 Blandt alle de trofaste mænd og kvinder som opnåede Guds gunst og holdt hans overhøjhed i hævd står Kristus Jesus som den der mere end nogen anden værdsatte Jehovas gaver og gunstbevisninger. Han er det fuldkomne eksempel på sand værdsættelse. Hans liv, der åndede taknemmelighed over for Jehova for en evig tilværelse med alle dens velsignelser, er en diametral modsætning til Satans utaknemmelige og skæbnesvangre livsvej. Guds søn har fra han blev skabt værdsat den sandhed at alt hvad han er og har, er en gave fra Faderen Jehova. Jesus overvejede aldrig i utaknemmelighed at tilrane sig Guds stilling. Han værdsatte den forret at være i Guds universelle familie og arbejdede altid med påskønnelse for Jehovas navns hævdelse og herliggørelse, idet han „blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl“. (Fil. 2:5-8, NW) Betænk den modsætning der er mellem disse to Guds sønner der engang begge glædede sig over fællesskabet med Jehovas himmelske familie. Satan, den hovmodige og utaknemmelige, er blevet skilt fra Jehovas organisation og kastet ned til jordens nærhed hvor han nu i vrede bekriger resten af rigsarvingerne, vel vidende at hans tid kun er kort. Kristus Jesus, den ydmyge og taknemmelige, er blevet ophøjet til en højere stilling end den han beklædte til at begynde med. Udødelighedens gave er blevet skænket ham. Han ser frem til en evighed med taknemmelig tjeneste for sin Gud og Fader på den anden side af Harmagedonslaget. Hvem mener du, foretog en klog vurdering af Jehovas godhed? Hvilke skridt tager du for at efterligne Jesu eksempel?
10. Hvad viste Jesus med hensyn til værdsættelse?
10 Paulus forsikrer os at vi bør efterligne Jesu eksempel, når han skriver: „Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse [bemærk hans vurdering] skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.“ (Hebr. 12:1-3) Når vi har blikket rettet mod Jesu fine bedømmelse af hvad der har værdi, kan vi lære at foretage en nøjagtig vurdering. Vi kan også lære at lade vore slægtninges, venners eller naboers ringeagt uænset når de modstår vor kristne færd. Glæden over at tjene Jehova for evigt vil være det der har værdi i dit liv. Du vil efterligne Jesu eksempel og med glæde sælge din andel i hvad som helst der ville hindre dig i at vinde adgang til Riget. Jesus gav os en værdifuld anvisning på hvordan vi bør værdsætte rigstjenestens skat, da han fortalte følgende lignelser: „Med Himmeriget er det ligesom med en skat, der var skjult i en mark, og en mand finder den og holder det hemmeligt, og af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den mark. Fremdeles er det med Himmeriget ligesom med en købmand, der søgte efter skønne perler; og da han havde fundet én meget kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.“ (Matt. 13:44-46) Det gjorde Jesus. Han ejede værdsættelse, evnen til at erkende den sande værdi der lå i at tjene Jehova og sælge alle andre interesser, idet han endogså gav afkald på sit jordiske liv for at vinde den kostbare perle. Satan stillede Jesu værdsættelse på prøve ved at tilbyde ham politisk magt og materielle rigdomme, men intet i Satans tingenes ordning havde nogen tillokkelse for Jesus eller kunne få ham til at revidere sit syn på værdien af den forret det er at hævde og herliggøre Jehovas navn. Den skat han havde i Rigets tjeneste blev ikke forringet med tiden, men steg i værdi og gør det sikkert stadig. Det er dette eksempel Paulus opfordrer os til at følge.
11. Hvordan stillede apostlene sig med hensyn til værdsættelse?
11 Under Jesu fuldkomne undervisning blev alle apostlene på nær én ligesom deres mester og lærer. (Luk. 6:40) Denne ene foretog en fejlvurdering af materiel vinding og bekendte senere at hans dåragtige vurdering var en fejltagelse, idet han kastede blodpengene ind i templet og gik bort for at tage sit eget liv. (Matt. 27:3; Zak. 11:12, 13) De andre elleve og Paulus, der overtog den ledige post efter Judas, beviste at de alle var mænd der i alle retninger ejede evnen til at værdsætte tingene. De led meget for sandheden og for den gode nyheds skyld; men kvalte denne trængsel deres taknemmelighed over for Jehova? Da man i den jødiske højesteret piskede apostlene og derefter lod dem gå med pålæg om at holde op med deres forkyndelse, fik det dem så til at omvurdere deres forrettigheder? Beretningen i Apostlenes Gerninger 5:41, 42 giver svaret: „De gik derfor bort fra synedriet, glade over at de var blevet agtet værdige til at vanæres for hans navns skyld. Og de blev ved med hver dag uden ophør at lære i templet og fra hus til hus at forkynde den gode nyhed om Kristus, Jesus.“ (NW) Der er ingen tvivl om at apostlene forstod at værdsætte tingene. De overvurderede hverken sig selv, penge eller fornøjelser. De var taknemmelige over for Gud og Kristus og for sand gudhengivenheds store værd, og de ejede dens kraft. Vi kan altid høste gavn af at tænke på disse eksempler når en moderne, utaknemmelig verden vil lokke os til at holde op med at aflægge det afsluttende vidnesbyrd om Guds rige.
12. Hvilken storslået forret blev forudsagt skulle blive vor tid til del, og hvordan tilbydes den?
12 Mens apostelen Johannes var forvist til øen Patmos på grund af den gode nyhed blev han inspireret til at forudsige at mænd og kvinder på denne dommens dag ville få den forret at forkynde den gode nyhed om Riget, der, som Jesus sagde, skulle „prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme“. (Matt. 24:14, NW) Johannes skrev om sit inspirerede syn: „Og jeg så en anden engel flyve midt oppe under himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som glade tidender for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk, idet han råbte med høj røst: ’Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet, og tilbed derfor ham som har dannet himmelen og jorden og havet og kildevældene.’“ (Åb. 14:6, 7, NW) Når Jehovas vidner banker på din dør, drevet af Jehova Guds ånd, tilbydes der dig den forret at være med til aktivt at ære Gud som et af hans vidner. Taknemmelige mænd og kvinder i alle nationer tager hver time i døgnet med iver imod denne forret og føler en tilfredshedens og påskønnelsens glæde ved at være med til at aflægge dette afsluttende vidnesbyrd.
13. (a) Hvad forstår vi når vi genopfrisker beretningen om dem der forstod at værdsætte tingene, og dem der ikke gjorde det? (b) Hvilke spørgsmål har derfor nu vor interesse?
13 Når vi genopfrisker Bibelens beretninger om sådanne der forstod at værdsætte tingene, er det så ikke let at se at værdsættelse rummer mere end almindelig taknemmelighed, hvad denne verden ganske vist også er sørgeligt blottet for? Jo, det er et spørgsmål om liv og død der angår dit hjerte, din opfattelsesevne, din forstand, din sjæl og din styrke. Du har set hvordan andre har handlet; nogle klogt, andre dåragtigt. Hvordan vil du handle i forbindelse med Jehovas rige? Vil du vise din værdsættelse af det eller vil du vise utaknemmelighed? Vil det hus du bygger kunne stå under Harmagedons uvejr? Hvordan kan du opdyrke den værdsættelse der vil udvirke at du overlever enden på den nuværende utaknemmelige verden? Følgende artikel forelægges dig til alvorlig overvejelse. Læs den og værdsæt den.