Når døde igen lever!

„Jesus sagde til hende: ’Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør; og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.’“ — Johannes 11:25, 26.

1. (a) Hvad måtte man være i besiddelse af for at kunne sige: „Jeg er opstandelsen og livet“? (b) På hvilket grundlag kunne Jesus sige disse ord?

ET MENNESKE må besidde stor frimodighed for at kunne fremsætte påstanden: „Jeg er opstandelsen og livet.“ Men det er faktisk hvad den historiske person Jesus Kristus sagde om sig selv for mere end 1900 år siden. En af hans apostle ved navn Johannes hørte ham sige dette, og nedskrev det til gavn for os i dag. (Johannes 11:25) Jesus talte her om den betydning han havde for menneskeheden, for dem der enten lå døde i graven eller var døende. Nu led han ganske vist selv en grusom død på en henrettelsespæl uden for Jerusalems mure, og hans egen Fader, Jehova Gud, måtte følgelig blive „opstandelsen og livet“ for ham. På den tredje dag efter Jesu død oprejste den almægtige Gud ham fra de døde og iklædte ham udødeligt liv på det åndelige plan. Jesus iførte sig mirakuløst et kødeligt legeme som det han døde med, og kunne derfor vise sig for sine sørgende disciple, ved en lejlighed for op imod 500 af dem. (1 Korinter, kapitel 15) Nu kunne han virkelig blive „opstandelsen og livet“ for den menneskehed han døde for.

2. Hvorfor kan ingen i dag afvise at Jesu Kristi opstandelse har fundet sted?

² Jesu opstandelse er velbevidnet, og ingen der lever i dag kan affærdige dette som blot en historie der blev udspredt i det første århundrede. Med undtagelse af lægen Lukas, der, foruden beretningen som bærer hans navn, også skrev Apostelgerninger, var alle skribenterne til de 25 andre bøger i det såkaldte Nye Testamente øjenvidner, nogle der ved selvsyn havde set Guds søn som oprejst. Et af de fremtrædende vidner var Saulus fra byen Tarsus, en tidligere forfølger af de kristne som blev til den kristne apostel Paulus, og som skrev 14 bøger i „Det nye Testamente“ på datidens græske sprog.

3, 4. Hvad sagde apostelen Paulus til athenerne på Marshøjen om Guds domsdag og opstandelsen?

³ Da Paulus engang befandt sig i Athen — Grækenlands mest fremtrædende by, med et veludviklet kulturelt og intellektuelt miljø — blev han slæbt for dommerne ved byens højesteret, der trådte sammen på Marshøjen eller Areopagus.

⁴ Med tilbørlig respekt henvendte Paulus sig til denne forsamling af intellektuelle på Marshøjen. Uden at lade den høje uddannelse hans verdsligvise tilhørerskare besad gøre ham spagfærdig, sagde Paulus som højdepunkt på sit vidnesbyrd og forsvar:

„Sandt nok har Gud båret over med en sådan uvidenheds tider, men nu meddeler han menneskene at de alle og overalt skal ændre sind. Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Apostelgerninger 17:30, 31.

5. Hvordan reagerede tilhørerskaren i Athen, og hvem opstår der nu et spørgsmål om?

⁵ Hvordan blev denne bemærkelsesværdige lære om de dødes opstandelse optaget af disse grækere, der troede på menneskesjælens udødelighed? „Men da de hørte om en opstandelse fra de døde, begyndte nogle at gøre nar, mens andre sagde: ’Vi vil høre dig fortælle om dette igen en anden gang.’“ De antog ham stadig for at være ’en som forkyndte fremmede guddomme’. Men Dionysius, der var dommer ved Areopagus, fattede det Paulus sagde om en forestående dag med dom for hele menneskeheden, og han tog det til sig. Det samme gjorde en kvinde ved navn Damaris. (Apostelgerninger 17:18, 32-34) Men kan vi også tro på det i dag, i vor højt udviklede videnskabelige tidsalder? Spørgsmålet om en opstandelse kan ikke blot fejes til side.

6. Var Jesu opstandelse det første tilfælde hvor en død blev oprejst, og hvilken mulighed får de som Jesus i fremtiden vil oprejse til liv?

⁶ Nu var Jesu Kristi opstandelse naturligvis ikke det første tilfælde hvor en død blev oprejst til liv. Bibelen beretter om tilfælde forud for dette, deriblandt det hvor Jesus gav Lazarus livet igen på fjerdedagen efter hans død og begravelse. (Johannes 11:1-44) Men Jesu egen opstandelse var den mest betydningsfulde for hele menneskeheden. Til forskel fra de andre måtte han ikke dø igen; fra da af kunne han i sin oprejste og udødelige tilstand være „opstandelsen og livet“ for mennesker, så de kan opnå at leve et uafbrudt og uendeligt liv i fuldkommenhed, fri for dødens fordømmelse, under Guds universelle overhøjhed.

7, 8. (a) Hvordan sandsynliggør Adams og Metusalems levetid at fuldkomne mennesker vil kunne leve evigt (b) Hvor lang levetid tillægges Melkizedek, og hvilken levetid taler dette for at den som han skildrede vil have?

⁷ At det bliver muligt for menneskene at leve evigt på jorden når den lydige menneskehed overvinder følgerne af syndefaldet og døden ved det første menneske, Adam, godtgøres af den omstændighed at Adam, skønt han havde syndet mod Gud, levede i 930 år, hvoraf han tilbragte de fleste uden for Edens fuldkomne have. En af hans efterkommere, Metusalem, blev 969 år gammel. (1 Mosebog 5:5, 27) Metusalem døde i år 2370 f.v.t., samme år som den verdensomspændende vandflod på Noas tid udslettede alt menneskeliv og dyreliv uden for den ark hvori Noa havde søgt tilflugt med sin familie. Flere århundreder senere, senest i 1933 f.v.t., opstod der et præsteskab på den jordiske skueplads, nemlig ved Melkizedek, som velsignede patriarken Abraham og som havde Guds godkendelse.

⁸ Der oplyses intet om tidspunktet for hans fødsel eller død; hans præsteskab i Salem, hvor han var såvel konge som præst, får derfor præg af noget tidløst. (1 Mosebog 14:18-20) Den genopstandne Jesus Kristus sammenlignes med kongepræsten Melkizedek. Hebræerbrevet 7:15-17 fortæller os at den herliggjorte Jesus Kristus nu har „et uopløseligt livs kraft, for der er givet dette vidnesbyrd: ’Du er præst for evigt på Melkisedeks måde’“. (Se også Salme 110:1-4.) I al den tid der er gået siden hans himmelske herliggørelse i år 33 e.v.t., har den udødeliggjorte Jesus Kristus altså virket som ypperstepræst for medlemmer af menneskeslægten til gavn for hvem han gav sit liv som et fuldkomment offer. Derfor kan han også virke som en „anden Adam“ for den menneskeslægt der hærges af døden. Når han til sin tid oprejser mennesker til liv på jorden, vil disse have mulighed for at opnå evigt liv som fuldkomne mennesker i et jordomspændende paradis. I modsætning til den første Adam vil den selvopofrende Jesus Kristus ikke svigte sit ansvar for den menneskeslægt han udgød sit fuldkomne livsblod for. — 1 Korinter 15:22-45.

Døde og levende genser hinanden på jorden

9. Hvad har Gud gjort til gavn for Adams og Evas døde efterkommere ifølge Første Korinterbrev 15:21 og Romerbrevet 5:12?

⁹ For størstedelen af de mennesker der har levet, vil den forret at opnå nyt liv her under Guds lovede rige ved Jesus Kristus afhænge af at der sker en opstandelse fra de døde. Paulus, der selv kunne bekræfte at Jesus var opstået, bevidner også Guds evne til at opveje alle forhold retfærdigt og til fuldkommenhed, idet han skriver: „Eftersom døden er kommet ved et menneske, er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske.“ (1 Korinter 15:21) I overensstemmelse med det han skrev til korinterne, skrev Paulus i sit brev til romerne: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) I denne situation kunne Jehova Gud foranstalte at Adams og Evas efterkommere blev genløst af det ene menneske der viste sig som en undtagelse fra den regel der er opstillet her i Romerbrevet 5:12.

10. På hvilket grundlag kunne Jesus Kristus give sit menneskeliv som erstatning og blive en Evigheds-Fader for Adams efterkommere?

¹⁰ Denne undtagelse var Jesus, som ved et mirakel fra Jehova Gud blev født af den jødiske jomfru Maria, datter af Eli af Judas kongelige stamme. (Lukas 3:23-38) Som offer kunne hans fuldkomne menneskeliv erstatte det fuldkomne menneskeliv Adam havde forspildt for alle sine kødelige efterkommere ved med overlæg at synde mod sin Skaber i Edens have. Den opstandne Jesus Kristus kunne i overensstemmelse hermed tjene som „Evigheds-Fader“ for alle dem hvis syndige stamfader den første Adam var blevet. Det påhviler altså Guds søn at blive deres Evigheds-Fader. — Esajas 9:6.

11. Hvis Jesus Kristus og hans apostle kunne oprejse døde her på jorden, hvordan er Jesu kraft da efter hans opstandelse?

¹¹ Når Jesus Kristus og hans apostle oprejste mennesker fra de døde, befriede de dem ikke for virkningerne af dødens fordømmelse som de havde arvet fra den første Adam. Selv Jesu højtelskede ven Lazarus døde altså på ny og fik behov for den endelige opstandelse under Guds oprettede rige. Det vil imidlertid ikke udgøre noget problem. Hvis Jesus som fuldkomment menneske på jorden besad kraft til under den nuværende tingenes ordning at oprejse døde og forny og forlænge deres jordiske liv, i det mindste for en tid, vil han da ikke i langt højere grad være i stand til at oprejse menneskehedens døde til Guds fastsatte tid, nu da han igen er en søn af Gud på det åndelige plan? Jo, det må han være, i betragtning af den magt i himmelen og på jorden som han siden sin egen opstandelse og opstigning til sin himmelske Fader har fået overdraget.

12. Blev ethvert slægtskabsforhold mellem Jesus Kristus og menneskeslægten afbrudt ved den måde han blev oprejst på, og hvordan vil han fuldende formålet med ofringen af sit menneskeliv?

¹² Da en af Kristi disciple, apostelen Paulus, behandlede emnet opstandelse i sit brev til de kristne i Korint, sagde han: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.“ (1 Korinter 15:45) Den omstændighed at han omtales som den sidste Adam viser at han stadig på en måde er beslægtet med menneskeheden hvilket ikke hindres af at han nu er en overmenneskelig åndeskabning. (Salme 8:5, 6; Hebræerne 2:5-9) Under den kommende domsdag på tusind år vil han fuldføre hensigten med sit fuldkomne offer som menneske ved at bringe de døde til live igen, hvorved de vil få mulighed for at blive hævet op til fuldkommenhed på en paradisisk jord med ham som deres Evigheds-Fader og Fredsfyrste. Således vil han råde bod på den skade som Adam forvoldte.

13. Hvad sagde Jesus til Marta om de døde og de levende blandt dem der troede på ham?

¹³ Før Jesus oprejste sin ven Lazarus i Betania fra de døde, sagde han til dennes søster Marta: „Din broder skal opstå.“ Marta antog at Jesus hentydede til den fjerne fremtid og svarede: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ Da var det Jesus greb lejligheden til at fremsætte denne bemærkelsesværdige udtalelse: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør; og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.“ — Johannes 11:23-26.

14. (a) Hvad kræver det først og fremmest af et menneske at kunne tro på Jesus? (b) Hvis Gud udtager et sådant menneske til den himmelske arv, hvad vil der da ske selv om vedkommende dør?

¹⁴ For at kunne tro på Jesus Kristus måtte et menneske være i live og høre eller lære om ham. Vedkommende kunne da indvi sit liv til Gud ved Kristus og symbolisere dette afgørende skridt ved dåb i vand. Hvis Jesu Kristi himmelske Fader da valgte at kalde denne indviede og døbte discipel af sin søn til at have andel i den himmelske arv sammen med ham, ville han avle vedkommende med sin ånd. Det ville betyde at denne åndsavlede discipel til sidst måtte dø som menneske. Men Jesus sagde: „[Han] skal komme til live selv om han dør.“ I dette tilfælde ville det være en opstandelse til liv som himmelsk åndeskabning sammen med Jesus.

15. Hvordan vil en der udviser den rette tro men ikke er blevet avlet af Guds ånd, være stillet ved sin opstandelse, hvis han dør?

¹⁵ Hvad vil der ske hvis en indviet og døbt discipel, der ikke er avlet af Jehova Gud til at opnå den himmelske arv sammen med Kristus, dør i dag, som det jo er sket med mange siden indsamlingen af Kristi „andre får“ begyndte? (Johannes 10:16) Fordi vedkommende har udvist tro på ham som er „opstandelsen og livet“, vil han eller hun være bedre stillet med hensyn til den nye tingenes ordning lige fra sin jordiske opstandelse, der sikkert vil finde sted på et tidligt tidspunkt. (Hebræerne 11:35) Vedkommende vil da fra dette tidlige tidspunkt kunne stå til rådighed for særlige tjenesteforrettigheder under det himmelske rige. På denne måde vil det opstandelseshåb han eller hun døde med blive opfyldt, til Guds herlighed!

16, 17. (a) Hvordan berører opstandelsen mennesker fra førkristen tid der så frem til Guds ’kvindes’ „sæd“? (b) Med hvilke ord forsikrer Jesus os om at de vil opstå?

¹⁶ Det er ikke kun dem der har fået tro på Jesus Kristus siden hans første komme der vil få del i opstandelsen, men også dem i førkristen tid der med tro på Jehova Gud så frem til at hans symbolske kvindes „sæd“ skulle komme, som forudsagt af ham i Første Mosebog 3:15. Denne „sæd“ viste sig at være den som senere blev kaldt ’Abrahams sæd’. (1 Mosebog 12:1-3; Galaterne 3:16) Blandt dem der så frem til den større Abrahams, Jehova Guds, ’sæds’ komme var naturligvis patriarken Abraham, hans søn Isak og hans sønnesøn Jakob, eller Israel. Jesus Kristus, Abrahams sæd, bekræftede at de ville få en opstandelse, ved at sige:

¹⁷ „Med hensyn til de dødes opstandelse har I da ikke læst det der blev udtalt til jer af Gud, som sagde: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.“ (Mattæus 22:31, 32) „Men med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.“ (Markus 12:26, 27) „De er nemlig alle levende for ham.“ (Lukas 20:37, 38) På denne indirekte måde har Jehova Gud forsikret os om at de dødes opstandelse vil finde sted.

18. Hvem var Guds ven Abraham et forbillede på, i betragtning af den lovede sæds natur?

¹⁸ Guds personlige løfte til sin ven Abraham lød at alle jordens slægter skulle „velsignes“ ved hans „sæd“. (Jakob 2:23; 1 Mosebog 12:1-3; 22:15-18) Da denne „sæd“ nu er en åndelig sæd, må mennesket Abraham have været et forbillede på Jehova Gud, for Han alene kunne blive Fader til den åndelige „sæd“, den nu herliggjorte Jesus Kristus i himlene.

19. Hvad får vi et profetisk billede af i Åbenbaringen 20:11-14?

¹⁹ Vi får et profetisk billede af den kommende opstandelse til liv på jorden i Åbenbaringen 20:11-14, der beskriver den i disse symbolske vendinger: „Og jeg [apostelen Johannes] så en stor, hvid trone og ham som sad på den. For hans ansigt flygtede jorden og himmelen, og der fandtes ikke noget sted for dem. Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra de ting der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen.“

20. Hvad vil der ved afslutningen på den tusindårige domsdag ske med de mennesker hvis navne findes skrevet i livets bog og med dem hvis navne ikke findes dér?

²⁰ Under den ét tusind år lange „dag“ Gud har fastsat og på hvilken „han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt“, må de genopstandne døde gøre brug af alt hvad Gud har tilvejebragt til deres evige frelse. (Apostelgerninger 17:31) På denne måde skal de „velsignes“, eller „velsigne sig“ (NW). Ved at bestå den afsluttende prøve på deres integritet vil de opnå belønningen, evigt liv i et jordisk paradis. Men hvad venter dem hvis de ikke gør det? „Den anden død“, hvorfra der ikke vil være nogen opstandelse. (Åbenbaringen 20:14) Det vil være som beskrevet i Åbenbaringen 20:15: „Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“

De levende som tror og som aldrig vil dø

1, 2. Hvor har millioner der elsker den suveræne Herre, Jehova Gud, intet ønske om at nyde evigt liv, og hvilke ord af Jesus Kristus husker de?

JORDEN er nu befolket af flere milliarder mennesker. Af disse er millioner nu ved at lære den vidunderlige mulighed at kende at de kan blive ved med at leve her på jorden uden nogen sinde at skulle dø. Nogle husker måske den gamle salmelinje: „Guds milde åsyn skal de se“ — et udtryk for den forventning nogle nærer om at komme i himmelen. Men der lever millioner som elsker den suveræne Herre, Jehova Gud, og som slet ikke ønsker at komme i himmelen. Deres gudgivne håb er at paradiset vil blive genoprettet her på jorden, for til sidst at omfatte hele vor klode. Det er her de ønsker at leve for altid, i menneskelig fuldkommenhed, under en retfærdig himmelsk regering. (Lukas 23:43) De har de bemærkelsesværdige ord i tanke som Jesus Kristus henvendte til Marta, hvis broder Lazarus han stod i begreb med at oprejse fra de døde. Det er ord der fortjener alvorlig eftertanke hos alle der lever i dag. De lyder:

² „Og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.“ — Johannes 11:26.

3. Hvilket foredrag der omhandlede evigt liv blev holdt den 24. februar 1918, men hvilke senere begivenheder samme år afbrød denne foredragsrække?

³ Mænd og kvinder i dette 20. århundrede blev gjort opmærksomme på dette bemærkelsesværdige håb søndag den 24. februar 1918 i Los Angeles i Californien i USA. Dér holdt den daværende præsident for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab for første gang det offentlige foredrag med temaet „Denne verden er endt — Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø!“a Dette skete samtidig med at den første verdenskrig, som Amerikas forenede Stater nu også var med i, nærmede sig sin kulmination. Den planlagte række af dette epokegørende bibelforedrag blev imidlertid afbrudt, hvilket først og fremmest skyldtes at præsidenten for Vagttårnsselskabet, sammen med syv af sine medarbejdere ved hovedkontoret i Brooklyn, New York, blev arresteret kort efter, nemlig den 8. maj 1918. Tidligere, den 12. februar 1918, havde den canadiske regering forbudt Selskabets nyeste indbundne bog, Den fuldbyrdede Hemmelighed, sammen med Selskabets gratis traktater der havde titlen The Bible Students Monthly. Den 14. marts fulgte USAs regering trop og forbød Den fuldbyrdede Hemmelighed samt en tilsvarende udgave af The Bible Students Monthly, publikationer der begge var godkendt af Selskabets præsident. Derpå, efter en retssag der varede flere uger, afsagde den amerikanske forbundsdomstol den 21. juni en dom der betød lange fængselsstraffe til Selskabets præsident, dets sekretær og kasserer foruden de to medforfattere til Den fuldbyrdede Hemmelighed, tre andre medlemmer af staben på Selskabets hovedkontor samt Selskabets italienske oversætter. Den 4. juli 1918, mens den første verdenskrig stadig rasede, blev alle otte overført fra Brooklyn til forbundsfængselet i Atlanta, Georgia.

4. Hvordan blev resten af Jehovas folk på jorder åndelig talt som døde, og hvad skete der med deres himmelske håb?

⁴ Inden den følgende vinter følte Selskabet sig nødsaget til at flytte fra Brooklyn i New York tilbage til Pittsburgh i Pennsylvanien, sådan som en flyttemeddelelse bekendtgjorde det i blades The Watch Tower’s udgave for 1. oktober 1918, side 290. Over hele jorden blev unge medlemmer af de menigheder der tilhørte International Forening for Bibelstudium interneret i militærlejre, eller endda i fængsler. Åndelig talt blev Jehovas indviede og døbte folk som dødt, især hvad den frimodige forkyndelse af evangeliet eller den gode nyhed angik. De følte det som om de havde nået afslutningen på deres jordiske løbebane, og at deres himmelske helliggørelse var nært forestående. Men sådan skulle det ikke være for i november blev våbenstilstanden undertegnet af de krigsførende nationer, freden var en realitet og sandelig om der ikke stadig var en rest af Jehovas tilbedere tilbage på den krigshærgede jord!

5. Hvilken landflygtighed svarede dette til, men hvad havde Guds ord forudsagt angående hans vidner?

⁵ Hvad nu? Jo, Jehovas profetiske ord havde forudsagt at hans tilsyneladende døde vidner ville blive genrejst til fornyet liv, til ny virksomhed i hans kongelige tjeneste på jorden. Under den første verdenskrig havde deres åndelige tilstand været som den israelitterne oplevede efter at deres hovedstad, Jerusalem, var blevet ødelagt af Babylons militærstyrker i 607 f.v.t., hvorefter de var blevet ført bort til det fjerne Babylon for dér at ligge åndeligt i dvale i 70 år.

6. Hvilket profetisk billede gav Ezekiel af den jødiske nations genoplivning og dens genoprettelse af tilbedelsen i dens hjemland?

⁶ Denne tilstand, som det gamle Israel befandt sig i mellem årene 607 og 537 f.v.t., blev omtalt af Jehovas profet Ezekiel, der selv var landflygtig i Babylon. I et syn så han en dal fyldt med tørre ben, og han fik at vide at denne uordentlige samling ben skildrede hele Israels hus i dets landflygtige tilstand. Da Ezekiel derpå, i lydighed mod Guds bud, profeterede over disse spredte knogler, samlede de sig igen til skeletter, som derpå blev iklædt kød. Til slut kom der ånde i dem, og kroppene rejste sig op og stod på deres fødder. (Ezekiel, kapitel 37) I den første opfyldelse af denne profeti skildrede dette at israelitterne ville blive udfriet fra Babylon efter dets fald, og at de ville komme til live igen som nation betragtet og tilbede deres barmhjertige Gud på ny i et genopbygget tempel i deres genrejste hovedstad Jerusalem.

7. Hvad blev forudsagt i Åbenbaringen 11:3-13, som mindede om denne nationale genoplivning?

⁷ Flere århundrede efter denne national genoplivning blev noget lignende forudskildret i symbolske vendinger, i Åbenbaringen 11:3-13:

„’Og jeg vil lade mine to vidner profetere i et tusind to hundrede og tres dage, klædt i sæk.’ . . . Og når de har fuldført aflæggelsen af deres vidnesbyrd vil vilddyret som stiger op af afgrunden føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på den brede gade i den store by . . . Og efter de tre og en halv dag kom der livsånde fra Gud ind i dem, og de rejste sig og stod på deres fødder, og stor frygt faldt på dem der så dem. Og de hørte en høj røst fra himmelen sige til dem: ’Stig herop.’ Og de steg op til himmelen i skyen, og deres fjender så dem. Og i den time indtraf et stort jordskælv.“

8, 9. (a) Hvornår i nutiden lod et lignende kald til virksomhed for Guds åndeligt døde folk? (b) I hvilke symbolske vendinger blev det symbolske kald til virksomhed fremholdt i Esajas 26:19?

⁸ På lignende måde fik den åndeligt døde rest af Jehovas indviede folk nu efter den første verdenskrig et kald til at tjene som vidner for ham, synligt for alle jordens indbyggere. I 1919, det første efterkrigsår, nåede dette kald dem, efter at de havde fået øjnene åbnet og erkendt at der var et vigtigt formål med at Jehova havde ladet dem blive i live i kødet på jorden. De forstod til fulde at uden hjælp fra ham kunne de intet udrette under deres fortsatte ophold midt i en fjendtligsindet verden. (Esajas 26:18) Til rette tid modtog de den kombinerede forsikring og befaling fra den almægtige Gud, som var forudsagt i Esajas 26:19, hvor følgende profetiske ord var bevaret til gavn for dem:

⁹ „Dine døde skal blive levende, mine dødes legemer opstå; de, som hviler i støvet, skal vågne og juble. Thi en lysets dug er din dug [for din dug er som duggen på katostplanterne, NW], og jorden giver dødninger igen.“

10. Hvad leder ordene i dette vers tanken hen på, men hvorfor er udtrykkene alligevel passende i denne forbindelse?

¹⁰ Med disse ord betjener Jehova sig af vendinger der også passer på den tid hvor de genløste døde af menneskeheden