Den voksende fattigdom — en trussel mod alle
NÅR spørgsmålet om den voksende fattigdom bringes på bane, vil nogle måske citere Jesu Kristi ord: „I har altid de fattige hos jer.“ — Joh. 12:8.
Hvad mente Jesus? Mente han at Gud ikke bekymrer sig om de fattige? Er deres situation håbløs?
Selv om man har forsøgt at overvinde fattigdomsproblemet, er det vokset og blevet mere og mere truende. På den ene side ser man at mange landes bruttonationalprodukt er vokset i de senere år. I løbet af 1960erne har et land i Sydamerika for eksempel øget sit bruttonationalprodukt med et årligt gennemsnit pr. indbygger på 3,1 procent. De rige klarede sig udmærket. Men samtidig viste det sig at de fattigste 40 procent af befolkningen havde en nedgang i indtægten. I andre lande var billedet det samme.
Trods planer og indgreb fra regeringsside er fattigdommens trussel altså ikke blevet mindre. FNs generalsekretær Kurt Waldheim har udtalt: „Den stærkeste enkeltanklage mod vor nuværende verdenscivilisation er at der fortsat er en stor, vidt udbredt fattigdom blandt to tredjedele af verdens befolkning.“
De fattiges situation
Fattigdommens virkelige trussel forstås imidlertid bedst af dem der mærker den i deres daglige tilværelse. Det er ikke nemt at præcisere hvad det vil sige at være fattig, for den der i ét land regnes for at være fattig, kan i et andet land, med de samme ejendele, virke temmelig velstående.
Omrejsende arbejdere i de vestlige lande fører en kummerlig tilværelse. I De forenede Stater er der for eksempel mexicansk-amerikanske familier der følger med afgrøderne tværs over landet, og som arbejder i markerne efterhånden som hver afgrøde modnes. Selv med en lang arbejdsdag vil hele familien tilsammen ofte ikke tjene så meget som en blikkenslager-lærling. Nogle lever så tæt på sultegrænsen at en dag uden arbejde vil sige en dag uden mad — for dem er fattigdommen en virkelig trussel.
I de velstående dele af Europa findes der en lignende befolkningsgruppe. Det er tilflyttede arbejdere fra Asien, Afrika og andre dele af Europa. Mange må påtage sig det mest usle arbejde der findes. Deres „hjem“ er smækket sammen af krydsfinér og gamle automobildele. De har hverken elektricitet eller rindende vand.
Alligevel er de godt stillet i sammenligning med de fattige nogle steder i Afrika og Asien. I byerne dér bor de fattige ofte i bambushytter på størrelse med et skrivebord, og der er fluer alle vegne. For at få noget at spise må de tage hvad de kan finde i affaldsdynger. Alligevel siger en rapport at selv disse fattige i byerne har det bedre end nogle af deres landsmænd i landsbyerne: „Arbejdere som ikke ejer nogen jord, [kan] leve bedre ved at spise affald i byerne end ved at vente på de begrænsede muligheder for arbejde i landsbyerne. Affaldet [har] større næringsværdi end . . . de tarvelige fødemidler som de fattige spiser.“
Tro det eller ej: selv disse fattige har det godt i sammenligning med andre igen. Mange millioner har ikke engang et skur i et slumkvarter. Gaden er deres toilet, og fortovet er deres soveværelse og køkken.
Hvorfor er der fattigdom?
Hvem eller hvad er skyld i den voksende fattigdom? Svarene varierer lige fra det synspunkt at de fattige kun kan takke sig selv for deres situation, til det synspunkt at de intet selv kan gøre for at ændre deres forhold. Sandheden ligger sandsynligvis et sted mellem disse to yderpunkter.
Engang var mange hurtige til at beskylde de fattige for at være dovne. Men efterhånden er der færre som siger sådan. Hvorfor? Fordi der nu er flere og flere som oplever at inflationen sluger deres hårdt tjente penge. Nu erfarer de selv at der virkelig er faktorer som den enkelte ikke er herre over.
Det kan ikke benægtes at nogle ville være bedre stillet hvis de gjorde sig mere flid med deres arbejde. En rapport fra et bestemt land oplyser at arbejderne dér „har deres eget tempo: de arbejder nogle få timer, og lægger så redskaberne og tager et hvil“. „Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din søvn?“ spørger Bibelen i Ordsprogene 6:9, og siger derefter i vers 11: „Som en stimand kommer da fattigdom over dig.“ Men naturligvis må man tage i betragtning at folk nogle steder er blevet svækket af sult, eller af sygdomme som gulsot, malaria og gul feber, og at de derfor ikke kan arbejde så hårdt som andre. Bibelen viser også at det af og til kan være tiltrængt med „en håndfuld hvile“. — Præd. 4:6.
Voksende vidnesbyrd viser imidlertid at de fleste ikke er fattige fordi de er dovne eller ikke vil arbejde. I De forenede Stater er der for eksempel omkring enogtyve millioner som arbejder for at tjene til livets ophold og som alligevel regnes for „fattige“; man er for nylig begyndt at kalde dem „de arbejdende fattige“. De omrejsende arbejdere er ofte fattige, men de forsøger i det mindste at tage derhen hvor der er arbejde at få. En undersøgelse viser at 75 procent af dem der lever på gaden i Calcutta, arbejder for at tjene til livets ophold; men de tjener så lidt at de selv og deres familie næppe kan leve af det.
Grunden til at nogle tjener så lidt, er ikke altid manglende uddannelse, erfaring eller dygtighed. Ofte er selve stedet hvor man arbejder, en afgørende faktor for ens indtægt. En økonom fra Boston ved navn Barry Bluestone siger: „En portner ved en automobilfabrik får en løn der er til at leve af. Det samme job ved visse væverier giver kun en minimumsløn.“ Men der er kun brug for et vist antal portnere ved automobilfabrikker. At få en god løn er ofte et spørgsmål om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. — Præd. 9:11.
Fattigdom har en tendens til at avle fattigdom, og den bliver således også på en anden måde en voksende trussel. Den skaber sin egen kultur — ofte med sin egen mad, sit eget sprog, sit eget tøj og sine egne vaner. En der vokser op i et fattigt miljø præges ofte deraf i sin tankegang. Et sort amerikansk dagblad, Columbus Times (Georgia), citerer således Walter Washington for en udtalelse om at hvis „ghettoerne skal afskaffes, må vi hjælpe de fattige af med ghettoindstillingen . . . Bygger man et hus til en i ghettoen uden at forandre hans værdinormer, vil huset blive en ghetto“. De fattige som er vant til at bo i et slumkvarter vil ofte, medmindre de lærer noget andet, gøre selv et nyt hjem til slum.
Hvis denne holdning samtidig er forbundet med et anstrøg af stolthed, gør den de fattiges situation endnu værre, så fattigdommens trussel bliver endnu mere udtalt. Om folk i en meget fattig egn i Vesteuropa læser vi: „De spiser ikke andet end brød og løg, og de sætter sig i gæld til op over begge ører for at kunne prale af at eje en bil.“ De velstillede finder det måske vanskeligt at forstå denne holdning. Men, i virkeligheden har de ofte selv været med til at gøre de fattiges byrde vanskeligere at bære. Hvordan det?
Manglende medfølelse med de fattige
De der har mad og tøj nok, viser ofte kun ringe interesse for hvordan de fattige har det. Det er ikke altid fordi de ønsker at være uinteresserede, men dagliglivet stiller i forvejen så mange krav til dem og deres tid at de nemt overser de fattiges situation.
Sociale og religiøse opfattelser har ikke fremmet hensynet til dem der er ringe stillet. Udviklingslæren, med dens teori om at „de bedst egnede overlever“, giver folk den indstilling at nogle må skubbes til side som „uegnede“.
Den fejlagtige religiøse lære om forudbestemmelse har fået mange til at anlægge det synspunkt at ens lod i livet er forudbestemt af skæbnen. De gejstlige har fremholdt at det er de materielt velstående der har Guds velsignelse. Hvis nogle har manglet denne verdens gods, har kirkerne blot sagt at det var „Guds vilje“.
Hvilken modsætning finder vi ikke hos Jesus Kristus, der var menneskelig og dog realistisk! Der var åbenbart en hel del fattigdom blandt jøderne da Jesus virkede på jorden. Han og hans apostle viste personlig interesse for at hjælpe de fattige. Han fremholdt at de der havde et mildt sind, en dag ville arve jorden; da ville fattigdommens trussel for bestandig være borte. — Matt. 5:5; 6:10; 11:5; 24:20, 21; Joh. 13:29.
Vil der altid være fattige?
Hvorfor sagde Jesus da: „I har altid de fattige hos jer“? Det var ikke fordi han ikke viste medfølelse med dem. Set i den rette sammenhæng afspejler Jesu ord den rigtige indstilling, den indstilling som alle gudfrygtige bør have over for de fattige.
Jesu spiste et måltid i Simons hus i byen Betania. Under måltidet skete der følgende: „Maria tog så et pund vellugtende olie, ægte nardus, meget kostbar, og hun indgned Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit hår. Huset blev fyldt med duften af den vellugtende olie. Men Judas Iskariot, en af hans disciple, som stod i begreb med at forråde ham, sagde: ’Hvordan kan det være at denne vellugtende olie ikke er blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?’ Dette sagde han imidlertid ikke fordi han bekymrede sig om de fattige, men fordi han var en tyv og havde pengekassen og plejede at tage det der blev lagt i den. Derfor sagde Jesus: ’Lad hende være, så hun kan følge denne skik med henblik på dagen for min begravelse. For I har altid de fattige hos jer, men mig vil I ikke altid have.’“ — Matt. 26:6-13; Mark. 14:3-9; Joh. 12:2-8.
Maria forsøgte her på sin egen måde at vise hvor meget hun påskønnede Jesus. Der er mange ting man bør gøre og som man kan bruge sine midler til, men det at vise påskønnelse af Messias, Jesus, der stod over for at skulle dø, kunne bedst gøres på det tidspunkt.
Samtidig skal det bemærkes at Jesus med sine ord hentydede til den lov Gud gav Israel gennem Moses. (5 Mos. 15:11) Når denne lov blev fulgt på rette måde, ville ingen jøde komme ud i så dyb armod at han ikke kunne komme på fode igen. En families ejendom kunne for eksempel ikke fratages den for bestandig. (Se Tredje Mosebog, kapitel 25.) Ved trofast at overholde Guds lov undgik man mange tilfælde af fattigdom. (5 Mos. 15:4, 5) Og dem der kom ud i fattigdom skulle man vise gavmildhed: „Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre . . . må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder.“ — 5 Mos. 15:7, 8.
Jesus vidste at fattigdommen ikke straks ville blive fjernet blandt hans disciple. Hans disciple ville komme fra alle sociale og økonomiske lag. (1 Kor. 7:17-24) Fattigdom var et virkeligt problem for dem, noget de måtte tage sig af. Bibelen viser at de tog denne udfordring op. — 1 Kor. 16:1, 2; 1 Joh. 3:17, 18.
At Jesus brugte ordet „altid“ da han sagde: „I har altid de fattige hos jer,“ behøver ikke at betyde ’i det uendelige, uden afslutning’. Betydningen af ordet „altid“ (det græske ord panʹtote) afhænger af sammenhængen. I Lukas 15:31 siger den fortabte søns fader således til sin ældste søn: „Barn, du har altid været hos mig.“ Sønnen havde naturligvis ikke været hos faderen før denne fik børn. Således også med fattigdommen: så længe de nuværende korrupte økonomiske systemer findes på jorden vil der ’altid være fattige’.
Jehovas vidner er klar over at de nuværende forhold med store uligheder, med mange fattige og få rige, snart vil høre op, nemlig når Guds nye orden oprettes. For øjeblikket lever de selv i vidt forskellige kår, men de betragter hinanden som brødre og søstre.
De Jehovas vidner der ikke har så meget af denne verdens gods, er desuden klar over at hvis de følger Bibelens principper vil de undgå laster som hasardspil og brug af tobak og euforiserende stoffer, laster som ville føre dem ud i endnu større armod. Ved at følge Bibelens principper vil de få ord for at være flittige og vil få lettere ved at finde og beholde et arbejde. Da de har et håb for fremtiden, vil de ikke blive bitre på Gud og deres medmennesker.
Andre Jehovas vidner føler måske ikke at de direkte trues af fattigdom for øjeblikket. Dog ved de at fattigdommen kan være en indirekte trussel for dem. Hvordan? Jo, det kan ske at man bliver ufølsom over for de fattiges vanskelige situation og ignorerer vejledningen i Guds ord om at vise dem hensyn og medfølelse. På denne måde kan fattigdommen true ens åndelige liv.
De fattige må foretage visse forandringer i deres liv, det er rigtigt. Men Jehovas vidner ved at der er en anden forandring som det er lige så vigtigt at foretage. De der har nok materielt set, må forandre deres holdning over for dem der er ringe stillet i materiel henseende. Man kan passende citere fra en af Davids salmer: „Lykkelig er enhver der handler betænksomt mod den ringe; på ulykkens dag vil Jehova åbne ham en udvej.“ — Sl. 41:1, NW.
Kunne du tænke dig at leve til den tid da fattigdom ikke længere vil være nogen trussel? Kunne du tænke dig gode råd om hvordan man tager sig af fattigdomsproblemet allerede nu? Da kan vi tilskynde dig til at læse dette blad regelmæssigt.
[Illustration på side 219]
Hvad mente Jesus da han sagde: „I har altid de fattige hos jer“? — Joh. 12:8.