dadlet de jødiske byer Korazin og Betsajda, der ikke viste tegn på anger, til trods for at de havde været vidner til mange af hans undergerninger, og sagde: „Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til himmelen? Ned til Hades skal du komme! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag. Derfor siger jeg til jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.“ (NW) (Matt. 10:14, 15; 11:20-24; Luk. 10:10-15) Her ud fra påstår nogle, at der venter både Sodoma og disse jødiske byer en fremtidig dom i Tusindårsriget.

16. Hvad mente Jesus, da han sagde, at dommen ville være tåleligere for Sodoma end for visse jødiske byer?

¹⁶ Skulle disse udtalelser have denne betydning, så ville det være en modsigelse af Judas’ udtalelse, at Sodoma allerede er blevet ramt af „en evig ilds retslige straf“. Jesus brugte i virkeligheden her en talemåde, der var almindelig på hans tid. Han brugte en lignende talemåde, da han sagde: „Thi en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.“ (Luk. 18:25, NW) Intet fornuftigt menneske ville for et øjeblik tro, at en kamel kunne klemme sig igennem et nåleøje. Når denne indlysende umulighed blev omtalt som værende lettere end noget andet, ville det så ikke med særlig kraft understrege dette andet som fuldstændig umuligt? Jesus fremhævede derfor med kraft, at de rige, som væmmes ved tanken om at skulle give afkald på deres rigdom, ikke vil komme med i Riget. Ligeledes bestod Sodoma ikke på sin dommedag, men svigtede totalt, og jøderne vidste, at dens skæbne var beseglet. Deres mening om Sodoma var ringest mulig. Når Jesus derfor sagde til dem, at det skulle gå det fordærvede Sodoma tåleligere end disse jødiske byer, så fattede de til fulde hans mening.

17. Hvorfor ville det være forgæves at genoprejse det jødiske præsteskab, deres jødiske efterfølgere og deres hedenske proselytter?

¹⁷ Disse jødiske byer havde hørt advarselen og set kraftige gerninger. De havde fået en retfærdig domsprøve, og ved deres afgørelse havde de vist sig fortjent til evig udslettelse. (Matt. 10:5-15; Luk. 10:8-12; Joh. 12:37) Som vidner til mirakuløse helbredelser ved den hellige ånds kraft syndede disse indbyggere, når de nægtede at tage imod budskabet, imod den hellige ånd, og dette er en utilgivelig synd, der fortjener den anden død. De stillede sig på farisæernes side, der så Jesus helbrede en dæmonbesat mand, men nægtede at godkende denne åbenlyse tilkendegivelse af den hellige ånd. På grund af deres indstilling sagde Jesus til dem, at de aldrig ville opnå tilgivelse, hverken under det nuværende tingenes system eller det kommende, den nye verden. Da dommen var gået dem imod, og de var uden mulighed for tilgivelse i den gamle såvel som i den nye verden, ville det være nytteløst at oprejse dem i Tusindårsriget. Jesus afsagde dom over dem: „Slanger, øgleunger, hvordan kan I undfly Gehennas dom?“ (NW) Hvis det var der, de blinde religiøse ledere skulle ende, så ville deres blinde jødiske efterfølgere ende samme sted. Og når de falske religiøse ledere omvendte en hedning, så førte de ham ikke til den sande tilbedelse, der kunne rense ham for hans tidligere synder imod Gud, men føjede kun til hans tidligere synder den religiøse syndighed og det hykleri, som de lærte ham, hvorved hans brøde blev dobbelt så stor. Denne proselyt blev således i dobbelt forstand „et Gehennas barn“ fremfor de skriftkloge og farisæerne. — Matt. 12:22-32; 15:14; 23:15, 33.

18. Hvorfor er det ulogisk at hævde, at Mattæus 12:41, 42 betyder en opstandelse for disse jøder?

¹⁸ Den kendsgerning, at det kødelige Israels dommedag indtraf for nitten århundreder siden, benægtes heller ikke af Jesu ord: „Mænd fra Nineve skal stå op ved dommen sammen med denne generation og fordømme den; thi de angrede på grund af det, Jonas prædikede, men se! noget mere end Jonas er her. Dronningen fra syden skal ved dommen rejses op sammen med denne generation og vil fordømme den; thi hun kom fra jordens ender for at høre Salomos visdom, men se! noget mere end Salomo er her.“ (Matt. 12:41, 42; Luk. 11:31, 32, NW) Dette betyder ikke, at ninevitterne og sydens dronning skal komme til at stå ansigt til ansigt med jøderne fra Jesu tid i Tusindårsrigets domsperiode. Til hvilket formål? Kun for at fordømme jøderne og for noget, de gjorde i deres tidligere liv? I Tusindårsriget vil mennesker blive dømt på grundlag af det, de da gør, og ikke for det, de gjorde i et tidligere liv. Dog er dommen gået disse jøder imod, og de blev fordømt der for nitten århundreder siden, fordi de i deres egen levetid og under den domsperiode, der da fandt sted, forkastede en, der var mere end Jonas og mere end Salomo, nemlig Messias, Kristus. De får ikke een chance til i endnu en domsperiode, i Tusindårsriget.

19. Hvad betyder Jesu ord i virkeligheden?

¹⁹ Hvad Jesus mente var, at jøderne på hans tid blev fordømt af de angrende ninevitters eksempel, et eksempel, der stod nedskrevet i de Hebraiske Skrifter som en anklage mod disse jøder i deres domsperiode. På samme måde stod beretningen om sydens dronning som en anklage imod disse jøder, der ingen anger viste. Disse hedninger gav agt på mennesker som Jonas og Salomo, men det jødiske pagtsfolk gav ikke engang agt på deres Messias. Inden deres domsperiode var forbi, kom disse jøder til at stå ansigt til ansigt med hedninger som ninevitterne og sydens dronning, hedninger, der på Jesu tid angrede og blev en del af Kristi brudeskare. Jøderne dømte sig selv uværdige til liv. (Ap. G. 13:44-50) Abel behøvede ikke at være levende, for at hans blod kunne råbe fra jorden i fordømmelse af Kain, og hans retskafne færd og beretningen derom taler, selv om Abel er død. (1 Mos. 4:10; Hebr. 11:4) På lignende måde kunne ninevitternes og sydens dronnings adfærd og beretningen derom stå som en anklage imod og en fordømmelse af jøderne i deres domsperiode dér tilbage i tiden.

20. Hvorfor er Johannes 12:47-49 ikke nogen benægtelse af, at det var en domsperiode, der overgik jøderne dengang? og hvorfor kunne Jesus tale om denne dom som noget fremtidigt?

²⁰ Som et modbevis imod, at det tidspunkt skulle være en domsperiode for jøderne, citerer nogle Jesu ord: „Hvis nogen hører mine ord og ikke overholder dem, så dømmer jeg ham ikke; thi jeg er kommet, ikke for at dømme verden, men for at frelse verden. Den, der ringeagter mig og ikke tager imod mine ord, har en, der dømmer ham. Det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den sidste dag; thi jeg har ikke talt af egen tilskyndelse, men Faderen selv, der udsendte mig, har givet mig en befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.“ (Joh. 12:47-49, NW) Dengang var det ikke en domsperiode for verden, men det var det for jøderne. Jesus skulle end ikke dømme dem. Ordene, han talte, dømte dem, og de var ikke hans egne, men Guds. De medførte oplysning og ansvar, og jødernes reaktion over for dem tilkendegav deres indstilling over for Messias og deres ståsted under dommen. (5 Mos. 18:18, 19; Joh. 3:18-21; Hebr. 4:12) De skriftsteder, vi her har undersøgt, lyder, som om dommen over jøderne hørte fremtiden til, og dette skriftsted siger om dem, at de skal dømmes „på den sidste dag“. Dengang Jesus på sin tid talte om dommen over jøderne, var største delen af denne periode fremtidig, idet den knap nok var begyndt, da han talte disse ord. Denne periodes sidste dage indtraf først i året 70 e. Kr., næsten fyrretyve år senere. Da var det, at domsperioden over det kødelige Israels nation nåede sit afsluttende højdepunkt, idet Jehova brugte Titus til at håndhæve de domme, der havde hobet sig op i de sidste fyrretyve år.

21. Hvorledes blev de galilæiske byer, Jesus fordømte, ramt af dommen i året 70 e. Kr.?

²¹ Nu vil nogle indvende, at denne ulykke kun ramte jøderne i Jerusalem, som Titus belejrede. De vil spørge: Hvad med dommen over de andre jødiske byer, for eksempel de galilæiske byer Korazin og Betsajda og Kapernaum, som Jesus udtalte ve over? Disse spørgsmål tyder på ukendskab til den historiske beretning. De romerske legioner væltede ind over Galilæa med sådanne ødelæggelser, at Josefus skriver: „Galilæa blev overalt hærget af ild og mættet af blod; det undslap heller ikke nogen form for elendighed eller ulykke.“ I særdeleshed gik det ikke Korazin og Betsajda og Kapernaum tåleligt, da dommen ramte disse byer. De blev udslettet af tilværelsen, og ingen ved med bestemthed, hvor de har ligget, og meningerne herom er meget delte. Vi bør huske, at Titus’ endelige belejring af Jerusalem begyndte ved tidspunktet for påsken i året 70 e. Kr. og overraskede derfor, foruden de faste indbyggere, også jøder fra alle egne af Palæstina, der stadig holdt sig til Moseloven, hvorved de forkastede Messias og den nye pagt. Blandt dem var der mange indbyggere fra Korazin, Betsajda og Kapernaum.

22. Hvordan var den jødiske domsperiode en mindre opfyldelse af Mattæus 24? Hvorledes er vor tid den store opfyldelse deraf?

²² På Jesu tid kom „endens tid“ for det jødiske tingenes system, i særdeleshed efter at han døde på pælen og Jehova naglede Loven til pælen og derved satte den ud af kraft og ophævede dens gyldighed. Men den egentlige ende på tempeltjenesten og dens præsteskab og ofringer fandt ikke sted før i året 70 e. Kr. Da indtraf den absolutte ende, skønt tempeltjenesten var uden virkning hos Gud umiddelbart efter Jesu død og opstandelse og opstigen til himmelen. Det var „endens tid“ for det kødelige Israels nation, og med Jerusalems fald blev de, som ikke agtede på Jesu advarsel om at fly til bjergene, ramt af dommen for stedse. Da skete der en delvis og mindre opfyldelse af Jesu velkendte profeti i Mattæus 24. Den store og fulde opfyldelse indtræffer i vore dage og finder nu sted. Satans verden begyndte sin „endens tid“ i året 1914. Da udløb dens frist og ophørte dens myndighed, hvad Jehova angik, skønt den forbliver en tid til den absolutte ende, ligesom det jødiske tingenes system forblev en tid. Det nuværende sataniske system oplever nu sin domsperiode, og eksekveringen af dommen vil komme inden for denne generation, i Harmagedonslaget. Håndhævelsen af dommen over nationerne og over det enkelte menneske vil være lige så endelig som eksekutionerne ved afslutningen af forbilledlige domsperioder i forgangne tider, som for eksempel Vandfloden på Noas tid, ildregnen over Sodoma og Gomorra og det kødelige Israels tilintetgørelse i året 70 e. Kr.

(The Watchtower, 1. juni 1952)

Tessalonika følger sin tidligere handlemåde

For nitten århundreder siden besøgte Paulus byen Tessalonika for at forkynde Kristus, men „jøderne blev skinsyge, . . . lavede opløb og vakte uroligheder i byen“ og førte Paulus’ vært for myndighederne, fordi han havde modtaget kristendommens forkynder „med gæstfrihed“ (NW). — Ap. G. 17.

Nitten århundreder senere, den 10. april 1952 ved mindehøjtiden for Kristi død, foranstaltede de falske religionsledere igen et angreb på den sande tilbedelse. En rapport i en avis i Tessalonika sagde: „Uafbrudt eftersøgning . . . resulterede kl. 8 torsdag aften i arrestationen af tyve efterfølgere . . . af kætteriet „Jehovas vidner“ . . . i hjemmet hos en af kætteriets støtter, Athanasios Pantazis, i hvis kælder de var forsamlede.“

Hvorfor var de kommet sammen? For at følge det mønster, Jesus satte hin påskenat i året 33 e. Kr. i salen i Jerusalem. (Mark. 14:15-26) Det var for at højtideligholde Kristi mindehøjtid, at de havde „samlet sig omkring et bord“, hvorpå der var en „kage“ og vinglas. Blandt de arresterede var husets ejer og andre, som, siger rapporten, „vides at indtage særlige stillinger blandt chiliasterne [millennisterne] i Tessalonika, og som organiserer de forskellige hemmelige møder“, og de havde „udfoldet stor propagandavirksomhed for at hverve proselytter til deres kætteri“.

Rapporten fortsatte: „Resten af de arresterede var for største delens vedkommende ulærde og manglede kultur. I dette hjem blev der under den påfølgende undersøgelse fundet og konfiskeret et stort antal bøger og andre tryksager af propagandamæssig karakter. Det må meddeles, at disse mennesker afviser navnet chiliaster og påstår at være Jehovas vidner eller bibelstudenter.“

En rapport sagde, at de blev idømt to og en halv måneds fængsel foruden en bøde. Mange vil undre sig over, hvorfor den græsk-ortodokse kirke nu må ty til den samme falske anklage og rasende forfølgelse af kristne, som for lang tid siden blev anvendt imod Paulus i den selv samme by.