Den kristne menighed og dens opbygning
MENNESKEHEDEN er stærkt splittet i vor tid. Religiøse, racemæssige, nationale, sociale og sproglige skranker har vist sig at være uoverstigelige. Denne splittelse er imidlertid ikke et resultat af Guds vilje. Fra begyndelsen var Adam og Eva, menneskehedens forældre, fuldstændig enige og i harmoni med hinanden og, hvad der var endnu vigtigere, med Gud og hans himmelske familie af engle. (1 Mos. 1:27-31; Job 38:7) Gud har til hensigt at genoprette denne enhed og harmoni i universet. Bibelen omtaler Guds „viljes hellige hemmelighed“ og siger: „Den er i overensstemmelse med det han har besluttet, det han selv har sat sig for med henblik på en administration ved udløbet af de fastsatte tider, nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden. Ja, i ham.“ — Ef. 1:9, 10.
Der kan ikke råde fred og lykke på jorden uden at der er enhed. Men det må ikke være en enhed der skyldes frygt, som den enhed nationerne i dag håber på at opnå for at beskytte sig selv mod en krig med kernevåben. Ægte fred må være grundlagt på en enhed der udspringer af hjertet — på kærlighed mellem mennesker indbyrdes og til Gud. At alt skal sammenfattes i Messias vil sige at det skal samles i enhed under Jehova Guds myndighed og anerkende ham som den Suveræne. I løbet af de sidste nitten hundrede år har Jehova samlet mennesker af alle racer, nationer og tungemål ind i den kristne menighed, med Kristus som hovedet. Her i endens tid for den nuværende tingenes ordning indsamler han mennesker der håber at overleve denne tingenes ordnings ende og at komme til at leve på jorden i al evighed under Jehovas herredømme. Desuden vil Kristus i løbet af sit tusindårige styre bringe de døde tilbage i en opstandelse for at sammenfatte alle lydige i harmonisk enhed. — 1 Kor. 15:22, 23.
Menigheden og dens enhed
Hvad er menigheden? Ordet „menighed“ er en oversættelse af det græske ord ekklesia, der bogstaveligt betyder „det som er kaldt ud“, af ek, „ud af“ og klesis, „en kaldelse“. Udtrykket blev brugt af de gamle grækere om en gruppe borgere der var samlet for at drøfte statens anliggender. Tilsvarende danske ord er „forsamling“ og „menighed“. Nogle bibeloversættelser gengiver ekklesia med „kirke“. Det tilsvarende hebraiske ord er qahal, der blev benyttet om Israels menighed. — Jævnfør Salme 22:23, 26 og Hebræerbrevet 2:12.
Udtrykket „menighed“ gælder i ordets bredeste betydning hele samfundet af kristne disciple under Kristus som hovedet. (Kol. 1:18; Rom. 12:5) Det bruges også i Bibelen om lokale grupper af kristne. (Apg. 15:41; Åb. 1:4) Inden for hver enkelt menighed, og ligeledes mellem de enkelte menigheder og hele den verdensomspændende menighed, må der råde enhed — de udgør alle et samlet hele. Den form for enhed der må være inden for menigheden beskrives i Første Korinterbrev 1:10: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“
Enhedens grundlag, kærlighed, er den sande kristne menigheds vigtigste kendetegn. Jesus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:35) Bibelen giver de kristne følgende påbud: „I [skal] iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ (Kol. 3:14) For at opnå denne kærlighedens enhed må alle menighedens medlemmer studere Guds åndsinspirerede ord og følge det. På denne måde tilegner de sig Kristi sind og den ånd eller drivkraft han havde, og de opnår hans syn på tingene. (Rom. 8:9; 1 Kor. 2:16) De kommer til at kende Gud — hans personlighed, hans gode egenskaber og handlemåde, og de kan blive hans efterlignere. (Ef. 5:1) Dette medfører enhed, men ikke ensretning. Ingen af menighedens medlemmer som ’ifører sig den nye personlighed’, mister deres identitet. (Ef. 4:22-24) Enhver har stadig sin egen smag, sine egne talenter og sine egne evner. Det medvirker til at der er en behagelig variation inden for menigheden og at dens medlemmer er lykkelige.
Det centrale ældsteråd
Det er nødvendigt med en enig og samlet indsats for at få „den gode nyhed“ forkyndt over hele jorden. De kristne i det første århundrede ejede denne enhed, sådan som apostelen Paulus skrev til den kristne menighed i byen Filippi i Makedonien: „Blot skal I leve et liv der er den gode nyhed om Messias værdigt, for at jeg, hvad enten jeg kommer og ser jer eller er fraværende, kan høre om jeres situation, at I står fast i én ånd, idet I med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed.“ (Fil. 1:27) I det første århundrede samarbejdede alle menighederne med menigheden i Jerusalem. Eftersom denne menighed var den første og apostlene var medlemmer af dens ældsteråd, henvendte de andre menigheder sig til den for at få råd og vejledning.
I vor tid har Jehovas Vidner bestræbt sig for at finde ud af hvordan den første kristne menighed var opbygget, og de har søgt at følge dette bibelske mønster. De over 40.000 menigheder af Jehovas Vidner over hele jorden samarbejder med et centralt ældsteråd i Brooklyn i New York. Dette råd består af kristne mænd der er modne, erfarne medlemmer af Kristi menighed, og som er af forskellig nationalitet og kommer fra forskellige lande. De opfylder også de krav der stilles i Første Timoteusbrev 3:1-7 og Titus 1:5-9 til hyrder og tilsynsmænd for Guds hjord.
I Apostelgerninger, kapitel 15, skildres det hvordan ældsterådet i Jerusalem virkede. Vi ser her at Gud tog sig af sit folk alle vegne i den dakendte verden — han tog sig af hele sin menighed. Gennem menighedens hoved, Jesus Kristus, bragte han sine tjenere Paulus og Barnabas, der forkyndte i ikke-jødiske lande, i en situation som frembød et problem: Skulle man forlange at hedninger der tog imod kristendommen lod sig omskære før de blev optaget i menigheden? Nogle jødekristne sagde ja.
Som følge heraf tog apostelen Paulus og nogle andre op til Jerusalem angående dette problem, for at forelægge det for de øvrige apostle og menighedens ældste. (Apg. 15:1, 2) Da hele dette råd var samlet fortalte Paulus og Barnabas dem om spørgsmålet. Der fulgte en diskussion hvorunder Peter fortalte om åndens ledelse i forbindelse med omvendelsen af den første hedning, Kornelius. (Apg., kap. 10) Dernæst aflagde Paulus og Barnabas tilsvarende vidnesbyrd. På denne måde ’vidnede’ den hellige ånd om Guds vilje i sagen. (Joh. 15:26) For at spørgsmålet kunne afgøres ud fra Skrifterne tjente Guds ånd derpå som en påminder, idet den rettede Jesu halvbroder Jakobs opmærksomhed mod Amos 9:11, 12, og som en lærer, idet den fik Jakob til at forstå betydningen af denne profeti. (Joh. 14:26) Således blev sagen i virkeligheden afgjort af den hellige ånd. Der blev derfor skrevet et brev til alle menighederne, så de kunne blive vejledt i overensstemmelse med Guds vilje. — Apg. 15:22-29.
Ved at lægge mærke til hvordan det kristne ældsteråd i Jerusalem fungerede, kan vi se hvordan det centrale ældsteråd i vor tid må fungere. Når der opstår behov for yderligere hjælp, kan de mænd der udgør det centrale ældsteråd, udvælge andre erfarne mænd som er kvalificerede til at tjene i dette råd sammen med dem. Dette råd fører blandt andet tilsyn med den endelige overvejelse af og stillingtagen til de ældsteanbefalinger menighederne indsender. En anden af dets funktioner er at føre tilsyn med udarbejdelsen og/eller udgivelsen af bladene Vagttårnet og Vågn op! og andet bibelsk læsestof samt bibler, hvortil Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania og Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc., bruges som juridiske redskaber.
Foruden administrationen af disse anliggender holder det centrale ældsteråd sig i nær kontakt med menighederne over hele verden ved hjælp af afdelingskontorer. Det opretholder missionærskolen Gilead i Brooklyn i New York, leder udnævnelsen af missionærer over hele jorden og sørger for at „den gode nyhed“ om Riget bliver forkyndt i isolerede områder. Medlemmer af dette råd besøger fra tid til anden disse andre lande. Dette medvirker til at den verdensomspændende enhed i tanke og handling bevares. (1 Kor. 1:10) Disse mænd arbejder sammen med og tjener som ældste i lokale menigheder i New York. De bliver ikke betragtet som chefer eller som „herrer“ over Jehovas vidners liv eller tro, men som brødre og ligemænd der har en husholdergerning. — 1 Kor. 4:1, 2; 2 Kor. 1:24; 1 Pet. 4:10.
Ældste i menighederne
Hver af de lokale menigheder har igen sit råd af „ældste“ eller „tilsynsmænd“ (græsk: episkopoi). De ældste er på ingen måde menighedens overordnede men er i virkeligheden tjenere for Guds „hjord“. Deres indstilling og arbejde beskrives af apostelen Peter i Første Petersbrev 5:1-4, hvor de kaldes „hyrder“. De skal hjælpe den „hjord“ der er i deres varetægt. De benævnelser der bruges om disse mænd er ikke titler, men betegner snarere at de virkelig er „ældste“, modne kristne mænd som er udnævnt til at udføre et hyrdearbejde og til at føre tilsyn med åndelige anliggender. Særlige titler der adskiller et „præsteskab“ fra et „lægfolk“ bruges ikke blandt Jehovas vidner. — Job 32:21, 22.
De mænd hver enkelt menighed anbefaler som nogle der kan betragtes som ældste eller tilsynsmænd, udnævnes på grundlag af de bibelske kvalifikationer der nævnes i Første Timoteusbrev 3:1-7, Titus 1:5-9 og andre skriftsteder som omtaler virkelige tilsynsmænds egenskaber og handlinger. Det er på denne måde at „den hellige ånd“ viser det centrale ældsteråd hvem det bør udnævne „til at vogte Guds menighed“. — Apg. 20:28.
Det at føre tilsyn med Guds hjord er en ’hyrdegerning’. Da apostelen Paulus talte om hyrdernes pligt til at „tage vare på Guds menighed“, brugte han det græske ord epimeléomai, hvilket betyder „at tage vare på“ noget på en betænksom og omsorgsfuld måde. (1 Tim. 3:5) I Lukas 10:34, 35 bruges ordet i forbindelse med den næstekærlige samaritaners omsorg for den sårede mand.
De ældstes vigtigste funktion er altså at værne om menighedens åndelighed ved at undervise, hjælpe, retlede, irettesætte og tilskynde. De ældste har omsorg for menigheden, ikke kun som gruppe betragtet, men for hvert enkelt medlems åndelige velfærd. Det at de ældste er ’egnede til at undervise’ indbefatter at de kan give gode råd som kan hjælpe både enlige, ægtepar og familier med hensyn til at anvende Bibelens vejledning i deres liv og på deres problemer. — 1 Tim. 3:2; 2 Tim. 4:2; 2:24, 25.
Når det er nødvendigt vil menighedens ældste høre på sager hvori der er opstået uenighed mellem nogle af menighedens medlemmer, eller hvori der er rejst anklager for en uret adfærd. Man skal imidlertid ikke betragte dem som strenge dommere i disse sager, men snarere som kærlige brødre der er interesseret i at hjælpe overtræderen på fode igen. Deres mål er at hjælpe de implicerede til at løse deres problemer på den måde Guds ord anviser og at bevare menighedens moralske renhed, i overensstemmelse med Bibelen. Dette sikrer Guds fortsatte gunst over menigheden og beskytter den mod at blive udsat for skam. (1 Pet. 2:15, 16) Barmhjertighed og menighedens gode åndelige tilstand er derfor de vigtigste faktorer. Der vil blive gjort enhver bestræbelse for at ’vinde’ overtræderen, for at hjælpe ham til at ændre sind, rette sin adfærd og genvinde sin åndelige sundhed. (Matt. 18:15) Hvis det imidlertid sker at én forsynder sig groft mod de bibelske principper og ikke viser tegn på sand anger eller noget forsøg på at vende sig bort fra den urette handlemåde, kan ældsterådet tage skridt til at udstøde overtræderen. Denne handling er en afstandtagen fra vedkommende, en afbrydelse af ethvert åndeligt fællesskab og selskabeligt samvær med ham. — 1 Kor. 5:9-13.
Ud over at beskytte menigheden mod den anklage at den tillader en uret adfærd, kan udstødelsen måske hjælpe overtræderen til at komme til fornuft. (1 Tim. 1:20) Hvis vedkommende senere angrer og ophører med sin urette handlemåde og beder om at blive genoptaget i menigheden, kan han måske blive optaget igen efter at ældsterådet har taget hans ændrede handlemåde og indstilling op til overvejelse. (2 Kor. 2:5-8) Mens han er udstødt vil han ikke blive skældt ud eller behandlet dårligt, men han vil blive betragtet på den måde som Jesus påbød, nemlig „som en fra nationerne“, det vil sige som en der tilhører verden udenfor, og ikke som et medlem af den kristne menighed. — Matt. 18:17.
Menighedstjenere
„Menighedstjenere“ (græsk: diakonoi, tjenere) udvælges på grundlag af de kvalifikationer der kræves ifølge Første Timoteusbrev 3:8-13. Disse mænd arbejder under de ældstes tilsyn og er med til at tage vare på menighedens mange behov. Dette gør de ved at tage sig af menighedens optegnelser, ved at sørge for at mødelokalet bliver holdt rent og at det forskellige udstyr er i orden, og ved at sørge for at folk i området besøges regelmæssigt med „den gode nyhed“, hvilket indbefatter at de tager sig af distriktskort, udleverer distrikt til enkelte forkyndere og grupper, sørger for at alle medlemmer af menigheden bliver forsynet med bibelske bøger og blade til deres forkyndelse og undervisning, hjælper nye i forkyndelsen af „den gode nyhed“, besøger interesserede mennesker, hjælper syge eller nødlidende, og så videre. Ligesom de ældste, tjener de alt efter de „gaver“ Gud har givet dem. (Rom. 12:6-8) Ingen af de ældste eller af menighedstjenerne får nogen løn for deres arbejde. De yder deres tjeneste gratis.
Kvinder tager også del i arbejdet med at forkynde for andre og at undervise dem i „den gode nyhed“, ligesom kvinderne gjorde i den første kristne menighed, men ingen af dem udnævnes til ældste. Dette er i overensstemmelse med apostelen Paulus’ ord i Første Timoteusbrev 2:12 og Første Korinterbrev 14:34.
For at give de ældste en særlig undervisning og oplæring arrangeres der fra tid til anden et kursus på forskellige centralt beliggende steder. Alle menighedsældste inviteres til denne skole, kaldet „Rigets tjenesteskole“, hvor de får udleveret en skolebog hvis indhold specielt tager sigte på behovet i menighederne. Kvalificerede lærere leder skolen. De lokale menigheder sørger som regel for kost og logi til dem der kommer til skolen langvejsfra. Der er oprettet en lignende skole til undervisning af „pionererne“ — de forkyndere der regelmæssigt bruger halvfems eller flere timer om måneden i det direkte arbejde med at forkynde den gode nyhed.
Rejsende kreds- og områdetilsynsmænd
Visse ældste som er i stand til at bruge hele deres tid eller en stor del af den som rejsende ældste, udnævnes til kredstilsynsmænd og skal regelmæssigt besøge godt tyve menigheder i en bestemt kreds. Det er kredstilsynsmandens opgave at samarbejde med de ældste i de menigheder han besøger, drøfte problemer der opstår og opmuntre menigheden ved samvær og ved at deltage i forkyndelsen af „den gode nyhed“ sammen med så mange af menighedens medlemmer som muligt. Han holder også foredrag hvori han opmuntrer alle til at gøre fremskridt i troen. — Rom. 1:11, 12.
Områdetilsynsmandens arbejde ligner kredstilsynsmandens. Et område består normalt af omkring tyve hele kredse eller dele heraf. Områdetilsynsmanden besøger disse kredse, og under hans besøg holdes der et „kredsstævne“ i en af byerne i kredsen, eller i en af Jehovas Vidners centralt beliggende stævnehaller. Han er ordstyrer ved disse stævner, der normalt varer to dage. Der holdes opbyggende foredrag og drøftelser af kreds- og områdetilsynsmanden og andre ældste, som kommer ind på hvad Bibelen siger om den kristnes liv, arbejde og problemer. Det centrale ældsteråd sørger for at der udarbejdes programmer til to sådanne stævner om året. Der afholdes dåb ved disse stævner.
Møder
Jehovas Vidner afholder følgende ugentlige møder i deres menigheder, tilrettelagt på tidspunkter der passer bedst lokalt.
Menighedsbogstudiet. Én gang om ugen mødes Jehovas vidner og nogle af dem der studerer Bibelen sammen med dem, i private hjem i deres nabolag til en times studium, hvor de bruger Bibelen og en bibelhåndbog der er udarbejdet under tilsyn af Jehovas Vidners styrende råd. Her kan man blive godt kendt med andre i ens nabolag som tjener Gud. At gruppen er ret lille opmuntrer én til frit at udtale sig så man bliver vant til at bekende sin tro for andre. (Hebr. 13:15) Man har også mulighed for at stille spørgsmål og få svar, og at få svarene begrundet ud fra Bibelen. Dette udvider ens bibelkundskab. — Ordsp. 27:17.
Det hjem hvor menighedsbogstudiet holdes, tjener som regel som mødested for gruppen på andre tidspunkter, nemlig når man skal ud for at besøge folk i distriktet med „den gode nyhed“. Denne gruppeordning giver dem der gør gode fremskridt i deres studium af Bibelen, mulighed for at få hjælp til at deltage i forkyndelsen af „den gode nyhed“.
Det offentlige møde. Hver uge, som regel om søndagen, mødes menigheden for at høre et offentligt bibelsk foredrag. Der findes dispositioner til en lang række forskellige bibelske emner; og kvalificerede talere, der som regel er ældste, holder foredragene. Hvis man tager sin bibel med har man mulighed for at følge med når taleren citerer eller henviser til skriftsteder, så man på den måde kan få forståelse af hvad Bibelen lærer om det pågældende emne.
Vagttårnsstudiet. Dette møde holdes som regel umiddelbart efter det offentlige møde. Det er et studium af Bibelen ved hjælp af bladet Vagttårnet. Fremgangsmåden ved dette møde, hvor hele menigheden er samlet, er den samme som ved menighedsbogstudiet, hvor der kun er en lille gruppe samlet. Ordstyreren stiller spørgsmål, og de tilstedeværende der ønsker det kan give kommentarer.
Den teokratiske skole. Hver menighed leder en skole for at hjælpe alle de tilmeldte elever til at blive bedre egnede til at forkynde sandheden for andre. Den hjælper mange til at blive „et eksempel for de troende og trofaste i tale“, idet de lærer at holde offentlige foredrag og at tilskynde og undervise menigheden fra talerstolen. Alle der er tilmeldt skolen får til opgave at holde foredrag over bibelske emner, og de hjælpes til at gøre fremskridt ved at den ældste der leder skolen giver dem venlig vejledning når mødet er slut. (1 Tim. 4:12, 13, 15; 2 Tim. 2:15) Alle som kommer til menighedens møder kan tilmelde sig skolen. Derved vil de blive dygtigere til at forkynde og undervise i interesserede menneskers hjem.
Tjenestemødet. Dette møde, der som regel holdes efter den teokratiske skole samme aften, kaldes sådan fordi det særlig tager sigte på den kristnes tjeneste for Jehova Gud. Dette omfatter både dagliglivets anliggender og arbejdet med at forkynde „den gode nyhed“ og gøre disciple. Der drøftes forskellige måder hvorpå man kan fremholde Bibelens sandheder for andre, hvordan man oplærer og vejleder sine børn, hvordan ens adfærd bør være, oplevelser i forkyndelsen af „den gode nyhed“, erfaringer med hensyn til at klare livets problemer, og så videre. Programmet omfatter både foredrag og fællesdrøftelser. Der gives også eksempler på hvordan man kan føre samtaler med andre som har et hørende øre, og på hvordan man kan lede bibelstudier i interesserede menneskers hjem.
Rigssale og finansiering
Jehovas Vidner kalder deres menigheders mødelokaler for „rigssale“. Somme tider bruges der lejede lokaler eller bygninger, men som oftest bygger de selv smukke men enkle mødesale. Det meste af byggearbejdet udføres i almindelighed af Jehovas vidner selv. Omkostningerne til bygning og vedligeholdelse af rigssalene, samt alle andre udgifter som menigheden har, dækkes gennem frivillige bidrag fra menighedens medlemmer. Der sendes ingen kollektbøsse rundt ved Jehovas Vidners møder, og der bliver aldrig tigget om penge, men et sted i rigssalen er der en bidragsbøsse hvor enhver som ønsker at hjælpe med at dække omkostningerne kan lægge et bidrag som han finder passende. — Matt. 6:3, 4.
På samme måde bliver Jehovas Vidners arbejde over hele jorden støttet med bidrag fra dem der ønsker at „denne gode nyhed om riget“ skal forkyndes. (Matt. 24:14) De bidrag interesserede mennesker giver for bibelske bøger og blade, dækker en del af omkostningerne ved trykningen og forsendelsen.
Da Jehovas vidner forstår at „den levende Guds menighed“ er „sandhedens søjle og støtte“ på jorden, holder de sig nær til Bibelen hvad menighedens opbygning og funktion angår. Det er deres ønske at mange gennem menigheden vil lære Guds foranstaltninger at kende og begynde at leve i overensstemmelse med sandheden, så de kan herliggøre sandhedens Gud. — 1 Tim. 3:15.
[Illustration på side 16]
Et ældsteråd i U.S.A.
[Illustrationer på side 18]
En australsk familie der kommer til rigssalen
Forkyndelse i Brasilien
. . . og i Elfenbenskysten