underordnet Faderen. Jesus sagde selv: „Faderen er større end jeg.“ Efter sin opstandelse omtalte han Jehova, ikke som sin lige, men som sin Gud, idet han sagde til Maria: „Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.“ Jehova er Jesu Fader og Gud, men er Jesus Jehovas Fader og Gud? Nej. — Joh 14:28; 20:17.

Især viser apostelen Paulus forskellen mellem Jehova og Jesus Kristus. Han lærte ikke at Gud og Kristus er hinandens lige, men gentog atter og atter at Jesus indtager en underordnet stilling i forhold til Faderen. „Så er der for os dog kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.“ Yderligere viser han at „alt hører jer til; men I hører Kristus til, og Kristus, hører Gud til“. Ja, ligesom kristne tilhører deres Hoved og Mester, Jesus Kristus, således tilhører Jesus Kristus sit Hoved og sin Mester, Jehova Gud. — 1 Kor. 8:6; 3:22, 23.

Den samme tanke står at læse lidt længere fremme, hvor apostelen siger: „Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.“ Kan det siges tydeligere? At dette forhold mellem Gud og Kristus vil vare ved i al evighed fremgår af apostelen Paulus’ videre udtalelse: „Derpå kommer enden, når han [Kristus] overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft. Og når alt er blevet ham underlagt, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.“ — 1 Kor. 11:3; 15:24, 28.

Hvad kan man nu i betragtning af det foregående i korthed sige som svar på spørgsmålet: Hvad siger Bibelen om Kristi guddom? At der har været et tidspunkt da Kristus ikke var til; at han, før han blev født af Maria, eksisterede i himmelen som en herlig åndeskabning, Ordet, en gud; at han, da han kom til jorden, var menneske helt og fuldt, intet mere og intet mindre end den fuldkomne Adam, for så vidt hans natur angik, og at han siden sin opstandelse har været en mægtig, herlig, guddommelig ånd, der er uforkrænkelig og udødelig; at Jesus aldrig på noget tidspunkt har været sin Faders lige, men altid har været underordnet ham.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad kan man svare dem der påpeger at ægyptologernes tidsangivelser ikke altid stemmer overens med Vagttårnets? — C. V., De forenede Stater.

Sandheden er den at ægyptologerne har mere fornemmelse end bevis for de årstal de nævner i forbindelse med de forskellige ægyptiske dynastier. Dette fremgår af følgende citat fra arkæologen, professor W. F. Albrights bog Archaeology of Palestine, siderne 219, 220:

„Det siges ofte at arkæologien i Palæstina videnskabeligt set har lidt en del under at nogle af de lærde som har foretaget udgravninger dernede, har haft forudfattede religiøse meninger. Det er rigtigt at det for nogle arkæologers vedkommende har været interessen for Bibelen der har draget dem mod Palæstina, og at nogle af dem hovedsagelig har haft deres forkundskaber i kraft af at de var bibellærde. Forfatteren har kendt mange sådanne lærde, men han husker ikke et eneste tilfælde hvor deres religiøse synspunkter i synderlig grad har haft indflydelse på deres resultater. Nogle af disse lærde var yderliggående bibelkritikere; andre var mere konservative bibelkritikere, . . . andre igen var stokkonservative Men deres arkæologiske konklusioner var næsten altid uberørte af deres synspunkter som bibelkritikere.

Der har været nogle få tilfælde, [men] den vold som disse udgravere i Palæstina har gjort på videnskabelig objektivitet er at regne for intet i sammenligning med den skade der er forvoldt ægyptologien ved det røveruvæsen hvormed Belzoni og Passallacqua i stor stil har huseret, eller ved Mariettes lufttætte monopol på området og Amelieaus skånselsløse rovdrift på de kongelige grave. Ej heller må det glemmes at nogle af de kendteste videnskabelige udgravere, såsom Petrie og Reisner, vandt nogle af deres ærligste laurbær i Palæstina. Hvor forsigtige