Vintræet hvis vin glæder Gud og mennesker

„Min Fader er herliggjort ved dette at I fortsat bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ — Joh. 15.8.

1. Hvormed sammenlignede et bemærkelsesværdigt menneske sig selv?

FOR os der lever i dag kan det synes mærkeligt at nogen skulle sammenligne sig med et vintræ. Men det var hvad det mest bemærkelsesværdige menneske der nogen sinde har levet på jorden, gjorde. Den aften han for sidste gang drak vin sammen med elleve af sine trofaste ledsagere, sagde han disse betydningsfulde ord: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vinavleren. Jeg er vintræet, I er grenene.“ En af hans ledsagere, Johannes, Zebedæus’ søn, hørte, huskede og nedskrev disse tankevækkende ord til os. — Joh. 15:1, 5.

2, 3. (a) Hvilke planter henvendte de symbolske træer sig forgæves til for at få en konge, ifølge Jotams lignelse? (b) Hvad ville deres endelige valg af konge resultere i?

² Mange hundrede år tidligere havde Jotam, den eneste overlevende søn af Gideon, en af Israels dommere, fortalt en lignelse hvori han også sammenlignede en mand med et vintræ. Jotams liv var ligeledes i fare. I denne lignelse, der havde form af en afskedssalut, viste han at det ville føre til national ulykke at folket havde valgt en forkert til konge. Han sammenlignede sit eget folk med træer og fortalte billedligt at de der ønskede sig en konge, først havde spurgt et olietræ og så et figentræ, men havde fået afslag fra disse frugtbare træer.

³ Jotam fortsatte: „Så sagde træerne til vinstokken: Kom du og vær vor konge! Men vinstokken svarede dem: Skulle jeg give afkald på min most, som glæder guder og mennesker, for at give mig til at svæve over træerne?“ Efter dette tredje afslag følte de symbolske træer at de var nødt til at gøre en ufrugtbar tornebusk til deres konge. (Dom. 9:3-14) Jotam viste dem at fordi de havde truffet et så dårligt valg af en hersker, ville de ikke komme til at drikke den glædens vin som et frugtbart vintræ kunne have givet dem. — Dom. 9:15-20.

4. Hvad havde Jesus kort forinden brugt vintræets frugt til at skildre, men hvordan brugte han derefter vinen som et symbol på noget mere glædeligt?

⁴ Jesus Kristus, der blev forkastet som konge over Israels folk, var altså ikke den første der sammenlignede et menneske med et vintræ. Han havde netop indstiftet højtiden til minde om sin snarlige død, hvor han havde brugt vinen i det fælles drikkebæger som et symbol på sit blod, der skulle udgydes den følgende eftermiddag. Men for at vise at vinen også kunne være et symbol på noget mere glædeligt, sagde han så: „Jeg siger jer: Jeg skal afgjort ikke mere drikke dette produkt af vintræet før den dag da jeg drikker det med jer nyt i min Faders rige.“ (Matt. 26:26-29) Ny vin virker særlig oplivende, og den „vin“ der ville blive drukket ny i hans himmelske Faders rige, ville afgjort være en glædens vin.

5. Hvordan fremgår det af Jesu lignelse om vintræet at dette ikke blot var et billede på ham selv?

⁵ Eftersom det var den jødiske påskeaften, indtog vinen en fremtrædende plads. Ved denne sidste lejlighed hvor Jesus var sammen med sine disciple, blev der drukket mindst fire bægre vin. Derfor var det ganske naturligt at Jesus fortalte en ny lignelse om vintræet. I denne lignelse brugte Jesus imidlertid vintræet i sin helhed som et symbol på noget mere end sig selv. For at gøre dette helt klart for sine trofaste disciple sagde han til dem: „Jeg er vintræet, I er grenene.“ — Joh. 15:5.

6. Betød det at der kun var elleve apostle til stede, at „vintræet“ kun skulle have elleve grene? Hvad viser Jesu ord i Mattæus 21:43?

⁶ Hermed mente Jesus ikke at dette kristne „vintræ“ kun skulle have elleve grene, svarende til de elleve trofaste apostle som da lå til bords sammen med ham. Det messianske „vintræ“ skulle have mange flere grene, tilstrækkelig mange til at udgøre en helt ny kristen nation. Det var denne nye nation Jesus hentydede til da han sagde til dem der repræsenterede den ikke-troende jødiske nation: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ — Matt. 21:43.

7. Hvilket folk blev i Salme 80:9-16 sammenlignet med et vintræ eller en vinstok, og hvorfor bad salmisten om at Gud ville drage omsorg for dette folk?

⁷ At Jesus sammenlignede en nation med et vintræ var ikke noget nyt. Jesu himmelske Fader, Jehova, havde selv anvendt denne plante som et symbol på et folk. For eksempel havde han inspireret salmisten Asaf til, henvendt til Ham, at sige: „Du rykked en vinstok op i Ægypten [på Moses’ tid], drev folkeslag bort [fra det forjættede land] og plantede den; du rydded og skaffed den plads, den slog rod og fyldte landet; bjergene skjultes af dens skygge, . . . Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag omsorg for denne vinstok, for skuddet, din højre planted!“ (Sl. 80:9-16) Fordi Jerusalem var blevet ødelagt i 607 f.v.t. og hedningernes tider, hvor de verdslige nationer skulle beherske hele jorden, var begyndt, blev Israels folk udsat for mange angreb fra de hedenske folkeslags side. Dette var baggrunden for salmistens indtrængende bøn til Gud om at drage omsorg for sit folk.

8. Hvornår plantede Jehova et nyt „vintræ“, og hvordan fremgår det af Esajas 5:3-7 at der var behov for det?

⁸ Da Jehova Gud salvede Jesus med hellig ånd efter hans dåb i Jordanfloden, blev et nyt „vintræ“ plantet. Det var i høj grad tiltrængt. Hvorfor? Mere end 700 år tidligere havde profeten Esajas forudsagt hvorfor der ville være brug for et sådant nyt „vintræ“. Jehova havde inspireret ham til at sige: „Og nu, Jerusalems borgere, Judas mænd, skift ret mellem mig og min vingård! Hvad mer var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar den vilde druer, skønt jeg ventede høst af ædle? Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård: nedrive dens hegn, så den ædes op, . . . Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i torn og tidsel; og skyerne giver jeg påbud om ikke at sende den regn. Thi Hærskarers [Jehovas] vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplantning. Han vented på retfærd — se, der kom letfærd, han vented på lov — se, skrig over rov!“ — Es. 5:3-7.

9. Hvilket spørgsmål stillede Jehova på Jeremias’ tid om sit nationale „vintræ“?

⁹ Forholdene blev ikke bedre i Israel, og omkring 100 år senere kunne Jehova sige til Israel: „For lang tid siden brækkede jeg dit åg [trældommen i Ægypten] i stykker; jeg rev dine bånd [i form af fangenskab] itu. Men du sagde: ’Jeg vil ikke tjene,’ for på hver høj bakke og under hvert frodigt træ lå du henslængt og bedrev utugt. Og jeg, jeg havde plantet dig som en udsøgt rød vin, helt igennem en ægte sæd. Hvordan har du da forvandlet dig over for mig til udartede skud på en fremmed vinstok?“ — Jer. 2:20, 21, NW; Hos. 10:1, 2.

10. Hvilken slags „vintræ“ ville Israel, ifølge Femte Mosebog 32:28-33, blive fordi det ikke tog imod vejledning?

¹⁰ Det var netop denne situation Moses havde forudsagt i 1473 f.v.t.: „Thi de er et rådvildt folk, og i dem er der ikke forstand. . . . Thi fra Sodoma stammer deres vinstok og fra Gomorras marker; deres druer er giftige druer, og beske er deres klaser; som dragegift er deres vin, som øglers gruelige edder.“ — 5 Mos. 32:28-33.

Behovet for et nyt „vintræ“

11. Hvordan ville vinavlerne, ifølge Jesu lignelse om vingården, tage imod Messias når vinhøstens tid var inde?

¹¹ Tiden var inde til at høste frugterne af dette symbolske nationale „vintræ“ da Jesus, Guds søn, i år 29 kom som den Salvede eller Messias. Hvilke frugter ville han som Guds repræsentant kunne høste af dette „vintræ“? Den 11. nisan år 33, tre dage før afslutningen på sin offentlige tjeneste, som havde varet tre og et halvt år, fortalte Jesus en lignelse der viste hvordan han ville blive modtaget. Denne lignelse var rettet til de øverste præster og de ældste i templet som et svar på deres indvendinger mod hans virksomhed og lære:

„Hør en anden billedtale: Der var et menneske, en husherre, som plantede en vingård, satte et hegn omkring den, gravede en vinperse i den og rejste et tårn, og han lejede den ud til vinavlere og rejste udenlands. Da frugttiden nærmede sig, sendte han sine trælle hen til vinavlerne for at få sine frugter. Vinavlerne tog imidlertid hans trælle, og én pryglede de, én dræbte de, og én stenede de. Igen sendte han trælle derhen, andre og flere end de første, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, idet han sagde: ’Min søn vil de respektere.’ Da vinavlerne så sønnen, sagde de til hinanden: ’Dette er arvingen; kom, lad os dræbe ham og få hans arv!’ Så tog de ham og kastede ham ud af vingården og dræbte ham. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vinavlere? . . .

. . . Har I aldrig læst i Skrifterne: ’Den sten bygmestrene forkastede er blevet hovedhjørnesten. Fra Jehova er denne kommet, og den er vidunderlig for vore øjne’? Derfor siger jeg til jer: Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter. Og den som falder på denne sten vil blive knust. Men enhver som den falder på, ham maler den til støv.“ — Matt. 21:33-44.

12. Hvilken frugt kunne vinavlerne i den forbilledlige vingård ikke fremvise, og hvordan sørgede Gud for at han fik den rette slags frugt?

¹² Hvilken frugt burde de israelitiske vinavlere i Jehovas nationale „vingård“ have givet hans søn Jesus Kristus? De burde have vist tro på Sønnen som den sande, lovede Messias og have taget imod ham som en søn af Ham der havde plantet og som ejede Israels „vingård“. Hvis de havde givet Guds søn en sådan frugt, ville det have medført at de var blevet taget med ind i det sande messianske gudsrige. Men eftersom de ikke havde frembragt den frugt der skulle have kendetegnet Guds forbilledlige rige, ville det privilegium at være Guds rige blive taget fra dem som folk betragtet. Derfor måtte der dannes en anden nation af „vinavlere“. Denne nye nation ville frembringe frugter der var Guds rige værdige. Disse „vinavlere“ ville give Gud, vingårdens ejer, de frugter der med rette tilkom ham.

13. (a) Hvad troede de jødiske vinavlere at de kunne opnå ved at tilrane sig Sønnens arv? (b) Hvad sagde Jesus at der ville ske med den kongelige sten som bygningsmændene havde forkastet?

¹³ Når Gud skal afgøre hvem der er værdige til at få del i hans messianske riges velsignelser, er deres „frugter“ af altafgørende betydning. De jødiske vinavlere mente at de, ved at tilbageholde de rettelig forventede frugter og endog dræbe Jesus, arvingen til Guds rige, kunne tilrane sig hans arv. De mente at de kunne forblive under det forbilledlige gudsriges herredømme, under den mosaiske lovpagt. (Joh. 11:47-53) Men som det fremgår af Jesu lignelse, kunne dette ikke lade sig gøre. (Matt. 21:41) Tænk også på det Jesus sagde om den kongelige sten som de der opførte et bygningsværk til Gud netop havde forkastet dagen før, efter hans sejrrige indtog i Jerusalem. Denne sten ville blive gjort til hovedhjørnestenen i Guds nye kongelige bygning, det himmelske „Guds rige“.

14. Hvorfor fandt Jesus det ikke formålsløst at fortælle lignelsen om vintræet og grenene, kort før han blev pågrebet i Getsemane have?

¹⁴ Jesus vidste at „det sande vintræ“ som Jehova Gud havde plantet og nu drog omsorg for, ikke kunne fældes eller ødelægges, selv om de jødiske vinavlere i den forbilledlige vingård ville få lov at dræbe ham på den jødiske påskedag. Derfor fandt han det ikke formålsløst at fortælle sine disciple lignelsen om vintræet og grenene, selv om dette skete lige før han gik ud til Getsemane have, hvor han blev pågrebet.

15. Hvem er, ifølge Johannes 15:1-5, vinavleren der ejer „det sande vintræ“, og hvad gør han ved grenene, alt efter om de bærer frugt eller ikke?

¹⁵ „Jeg er det sande vintræ,“ sagde Jesus, „og min Fader er vinavleren. Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord som jeg har talt til jer. Forbliv i samhørighed med mig, og jeg vil forblive i samhørighed med jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den forbliver på vintræet, således kan I heller ikke, hvis ikke I forbliver i samhørighed med mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den der forbliver i samhørighed med mig, så jeg forbliver i samhørighed med ham, han bærer megen frugt; skilt fra mig kan I nemlig slet intet gøre.“ — Joh. 15:1-5.

Plantning og vækst

16, 17. (a) Hvornår plantede Jehova „det sande vintræ“, og hvordan gjorde han det? (b) I hvilken forstand er Jesus Kristus større end patriarken Jakob, og hvornår fik „det sande vintræ“ grene?

¹⁶ Hvornår plantede den store Vinavler dette frugtbare vintræ? Det var i år 29, da han salvede den nydøbte Jesus med sin hellige ånd. (Es. 61:1, 2) Det var på det tidspunkt Jehova plantede stammen i det messianske rige, det symbolske vintræ. Vi husker i den forbindelse at det forbilledlige Israels rige stammede fra patriarken Jakob, der fik tilnavnet Israel, og at han blev fader til tolv sønner som Israels tolv stammer udgik fra. (Apg. 7:8-14) Jesus Kristus svarer således til Jakob.

¹⁷ Denne større Jakob var vintræets stamme. Han udvalgte tolv apostle, der skulle blive „grene“ på dette åndelige vintræ. (Joh. 15:16; 6:70) Det var derfor han på denne jødiske påskeaften kaldte dem „grene“. På Pinsedagen, 51 dage senere, blev hans tolv trofaste apostle salvet med hellig ånd. Derved blev de sekundære grundsten i den nye nation, det åndelige Israel. Det himmelske ny Jerusalem er bygget på dem. (Åb. 21:14; Ef. 2:20) De øvrige i denne gruppe på omkring 120 disciple var imidlertid også blandt de første der på Pinsedagen fik den hellige ånd og talte i tunger, og derved blev de også „grene“ på det åndelige vintræ, Jesus Kristus.

18. Hvilken mulighed som det kødelige Israel havde ifølge Anden Mosebog 19:6, 7, benyttede det sig ikke af, og hvem anvendte Peter denne udtalelse på?

¹⁸ Det var ved denne lejlighed den nye nation, det åndelige Israel, blev til. Som folk betragtet havde det kødelige Israel ikke benyttet sig af den mulighed som Jehova, ved sin mellemmand Moses, havde fremholdt for det, ifølge Anden Mosebog 19:6, 7. Apostelen Peter anvendte derfor disse ord, der havde lydt fra Guds mund, på medlemmerne af den nye nation, det åndelige Israel. Vi finder dem i Peters første inspirerede brev, det andet kapitel, versene 9 og 10, hvor der står: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys. Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk; det var jer der ikke var blevet vist barmhjertighed, men nu er det jer der er blevet vist barmhjertighed.“

19. Hvad skete der med det åndelige Israels nation efter at Esajas 5:5-7 var blevet opfyldt, og hvorfor var Jehovas omsorg for denne nation ikke mindre end den han havde vist det forbilledlige Israels „vingård“?

¹⁹ Efter at Jehovas advarende ord i Esajas 5:5-7 var blevet opfyldt på det kødelige Israels symbolske vingård, fortsatte den kristne nation, det åndelige Israel, lykkeligvis med at vokse. Som Vinavleren har Jehova lige så stor omsorg for „grenene“ på „det sande vintræ“, Jesus Kristus, som han havde for den tidligere „vingård“, det kødelige Israel, indtil år 33. Han ønsker at disse frugtbærende „grene“, det vil sige Jesu Kristi disciple, skal forblive „rene“, så der ikke findes vildskud eller dødt træ iblandt dem. Det var derfor Jesus i sin lignelse sagde til sine trofaste apostle: „Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord som jeg har talt til jer.“ — Joh. 15:2, 3.

20. Hvorfor kunne Jesus, i betragtning af beretningen i Johannes 6:67-69, sige at de elleve trofaste apostle var „rene“?

²⁰ Judas Iskariot, den apostel der forrådte Jesus, var ikke til stede da Jesus sagde disse ord. Jesus havde allerede sendt ham bort ved afslutningen af påskemåltidet. (Joh. 13:26-30) De elleve trofaste apostle der var blevet tilbage, havde helhjertet taget imod hans ord eller messianske budskab, og derfor kunne han omtale dem som „rene“. I Kapernaum, i den nordlige del af landet, havde Jesus for eksempel spurgt disse apostle: „Vil I også gå?“ hvortil Simon Peter havde svaret: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord; og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“ — Joh. 6:67-69.

21. I hvilken forstand var disse apostolske „grene“ rene, og hvilken virkning må de ord Jesus privat havde talt til dem, have haft på dem?

²¹ Der fandtes altså ingen døde kviste i form af gold vantro blandt disse trofaste apostle. Der fandtes ingen generende vildskud i form af jødedommens ubibelske lære blandt dem. Deres opmærksomhed var helt og holdent rettet mod „Guds Hellige“ og hans sag. De troede at han var „Messias, den levende Guds søn“. (Matt. 16:16) Ved en anden lejlighed havde Peter sagt til ham: „Se! Vi har forladt alt og fulgt dig; hvad bliver der egentlig til os?“ (Matt. 19:27) Set på denne baggrund må Jesu ord, især de ord han privat havde talt til apostlene, have haft en lutrende virkning, der efterlod dem i en åndeligt ren tilstand. Alle de „grene“ der forblev i denne rene tilstand kunne helt og fuldt stille sig til rådighed for det særlige formål Jehovas „sande vintræ“ skulle tjene. Dette ville være til glæde for både Gud og mennesker.

Hvordan vi bærer frugt og herliggør Gud

1. Hvilket formål tjener et vintræ først og fremmest, ifølge Jehovas ord i Ezekiel 15:1-5?

HVILKET formål tjener et vintræ? For længe siden stillede Han der plantede det første vintræ, dette spørgsmål. Han spurgte sin profet Ezekiel: „Menneskesøn! Hvad har vinstokken forud for alle andre træer, ranken, som står iblandt skovens træer? Tager man gavntræ deraf? Eller tager man deraf en knag til at hænge alskens redskaber på? . . . Se, da den endnu var uskadt, brugtes den ikke til noget.“ (Ez. 15:1-5) Det er med andre ord tydeligt at vintræets fornemste opgave er at bære frugt, de saftige druer der bruges til fremstilling af vin. — Dom. 9:13.

2. Hvad var, i harmoni med vintræets formål og ifølge Johannes 15:16, Jesu tanke med at udvælge de apostolske „grene“?

² Ved det sidste påskemåltid Jesus spiste sammen med sine apostle, var der vin på bordet. Efter måltidet fortalte Jesus sin lignelse om „det sande vintræ“ og dets „grene“. På denne baggrund sagde han til sine elleve trofaste apostle: „I har ikke valgt mig, men jeg har valgt jer, og jeg har indsat jer for at I kan gå hen og fortsat bære frugt og jeres frugt forblive, for at Faderen [der plantede vintræet] kan give jer hvad I end beder ham om i mit navn [fordi I bærer frugt].“ — Joh. 15:16.

3. Hvorfor må et vintræ af og til beskæres, og hvad kan en „gren“ på „det sande vintræ“ lære af dette?

³ For at vintræet kan bære mest mulig frugt må det af og til beskæres. Det er som Jesus, det åndelige vintræ, sagde: „Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, . . . Hvis nogen ikke forbliver i samhørighed med mig, kastes han ud som en gren og visner; og man samler disse grene og kaster dem i ilden og de brændes.“ (Joh. 15:2, 6) Hvad lærer vi af disse ord? Jo, hvis man er en „gren“ på det åndelige vintræ og værdsætter dette privilegium, vil man ikke ønske at blive fjernet. Derfor må man bære frugt — megen frugt!

Frugten

4. Hvilken „frugt“ er der tale om, som antydet i Esajas 5:7?

⁴ Men hvori består denne frugt? Frugten, druerne, er ikke et billede på Kristi disciple. De åndsavlede disciple blev skildret ved grenene. Hvad frugten på grenene er et billede på, fremgår af de inspirerede skrifter. Dengang Jehova sammenlignede fortidens Israel med en vingård, nævnede han hvilken frugt han forventede. Han sagde: „Hærskarers [Jehovas] vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplantning. Han vented på retfærd — se, der kom letfærd, han vented på lov — se, skrig over rov [som skriget over fortidens Sodoma].“ — Es. 5:7; 1 Mos. 18:21; 19:13.

5. Hvilke vigtigere ting i Guds lov forsømte de religiøse ledere på Jesu tid, og hvilken lære førte de?

⁵ Det Jehova forventede som en del af frugten fra det forbilledlige Israels „vingård“, var altså retfærdighed og lovlydighed, det modsatte af lovløshed og en anstødelig adfærd. På Jesu tid var der også mangel på retfærdighed i Israel. Kort før sin martyrdød i Jerusalem sagde Jesus til de hykleriske skriftlærde og farisæere: „I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdigheden, barmhjertigheden og trofastheden.“ (Matt. 23:23) Om det at overtræde Guds lov sagde Jesus desuden: „I [farisæerne og de skriftlærde] [har] gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres tradition.“ „Den lære de fører er menneskebud.“ — Matt. 15:6, 9.

6, 7. (a) Hvilken frugt kunne man forvente at „grenene“ på „det sande vintræ“ ville bære, og hvordan burde frugten komme til udtryk? (b) På hvilke to områder begik Israel utroskab på Jeremias’ tid?

⁶ Retfærdighed, barmhjertighed, trofasthed og ægte overholdelse af Guds lov — ikke forvanskning af loven — var en del af den frugt Jehova forventede at få fra det forbilledlige Israels „vingård“. Måtte han da ikke forvente at finde en tilsvarende frugt på „grenene“ af sit „sande vintræ“? Jo, afgjort! Den frugt han ønsker skal pryde disse „grene“, er en personlighed med kristuslignende egenskaber. Men frugten består ikke blot i selve personligheden.

⁷ Personligheden med dens karaktertræk må også komme til udtryk i handlinger! På profeten Jeremias’ tid gav Jehova udtryk for sin utilfredshed med den frugt det forbilledlige Israels „vingård“ havde båret. Han sagde: „Skøgeleje har du på hver en høj, under alle de grønne træer. Som en ædelranke planted jeg dig, en fuldgod stikling; hvor kunne du da blive vildskud, en uægte ranke? . . . Hvor kan du sige: ’Ej er jeg uren, til Ba’alerne holdt jeg mig ikke!’“ (Jer. 2:20-23) Den frugt Jehova forventede af det forbilledlige Israels „vintræ“, indbefattede altså moralsk renhed og en tilbedelse der udelukkende var rettet mod Ham. Men i stedet for at finde en sådan frugt på dets grene, fandt Jehova at israelitterne begik utugt og ægteskabsbrud og at hele folket som nation betragtet gjorde sig skyldigt i åndelig utroskab ved at indgå venskabelige forbindelser med de omboende hedenske folkeslag. — Jævnfør Jakob 4:4.

8. Hvordan var israelitternes tilbedelse af Jehova besmittet?

⁸ I stedet for udelukkende at tilbede Jehova, som de havde sluttet pagt med, gjorde israelitterne sig skyldige i afgudsdyrkelse ved at holde sig til ba’alerne og tilbede dem. „Druerne“ af det forbilledlige Israels „vintræ“ var i virkeligheden ’Sodomas druer’, og derfor var dets „klaser“ beske. Det israelitiske vintræs frugt indbefattede således homoseksualitet, i lighed med det der prægede fortidens Sodoma. (5 Mos. 32:32) En større modsætning til den frugt Gud ønsker, kunne ikke tænkes!

9. Hvilken form for åndelig utroskab må „grenene“ på „det sande vintræ“ afholde sig fra, selv om de derved pådrager sig verdens had?

⁹ Den uforanderlige Gud ønsker ikke at „grenene“ på hans „sande vintræ“, Jesus Kristus, skal bære den slags frugt. De åndelige israelitter, de der udgør rigsskaren, må derfor bevare sig moralsk rene. De må ikke begå åndelig utroskab ved at gøre sig til venner med denne verden. Det er et absolut krav til dem at de viser Jehova Gud udelt hengivenhed. Hvad bryder de sig om at verden hader dem fordi de bærer denne frugt? „Fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ Sådan sagde Jesus til sine elleve trofaste apostle den aften Judas Iskariot forrådte ham. — Joh. 15:19.

10. (a) Hvad må „grenene“ på „det sande vintræ“ holde sig fri af, og hvad kræver det af dem? (b) Hvilket tab led Israels folk fordi det ikke bar en sådan frugt?

¹⁰ Eftersom de ikke er en del af denne verden men holder sig fri af verdens politik og stridigheder, bærer de den frugt at de er rene og uplettede af verden. Denne frugt må kendetegne dem der tilhører Jehovas organisation, repræsenteret ved hans søn, „det sande vintræ“, Jesus Kristus. De må vise at de betingelsesløst har knyttet sig til Guds rige ved Jesus Kristus. Dette kræver at de åbenlyst anerkender og tager imod Guds søn som den lovede Messias eller Kristus. Det forbilledlige „vintræ“ kunne ikke fremvise denne frugt da Jesus Messias kom. Det kødelige Israel bar ikke Guds riges „frugter“. Dette betød et enormt tab for jøderne, for Guds rige blev taget fra dem og givet til en nation, det åndelige Israel, der ville frembringe de forventede frugter. (Matt. 21:43) Denne nye nation består af de „grene“ der viser at de er i samhørighed med „det sande vintræ“. De forkaster ikke Jesus Messias, sådan som det jødiske folk gjorde, men anerkender ham åbent og følger i hans fodspor.

11. (a) Hvordan fremgår det af profetien i Mattæus 24:14 at det ikke blot er et spørgsmål om at ’få Jesus ind i hjertet’? (b) Hvad er det der forpligter vintræets „grene“?

¹¹ Der kræves altså mere end at man blot anerkender og tager imod Messias i sit hjerte, ’får Jesus ind i hjertet’, som kristenhedens prædikanter siger. Man må offentligt bekræfte og bekende sin tro. (Rom. 10:10) Man må personligt tage del i opfyldelsen af Jesu profeti: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Matt. 24:14) Hvordan kan en indviet, døbt og åndssalvet „gren“ på „vintræet“ Kristus bære Guds riges „frugter“ uden at tage del i dette forudsagte arbejde? Det der forpligter „grenene“ er deres tilknytning til den første der blev salvet med den suveræne Herre Jehovas ånd til at forkynde den gode nyhed om Riget. (Es. 61:1-3; Luk. 4:16-21) Som vintræets stamme er, sådan må de saftsugende grene også være!

12. I hvor stort omfang skulle Mattæus 24:14 opfyldes efter 1914, og hvem påhviler det at få ’den gode nyhed’ forkyndt i dette omfang?

¹² Profetien i Mattæus 24:14 fik en delvis opfyldelse i det første århundrede, fra det tidspunkt da Jesus steg op til himmelen og trådte frem for Gud, indtil år 70 da romerne ødelagde Jerusalem. Men den daværende opfyldelse var kun et billede på profetiens fuldstændige opfyldelse fra 1914 og fremefter. Ved udløbet af hedningernes tider i efteråret 1914 blev Guds messianske rige født i himmelen. I dag, mere end 1900 år efter at „det sande vintræ“ begyndte at få „grene“, er der kun få tilbage af disse „grene“ som stadig er i live og bærer Guds riges „frugter“, eftersom der i alt ikke skulle være mere end 144.000 sådanne „grene“, som er Jesu Kristi medarvinger. (Åb. 7:4-8; 14:1-3) Denne rest har fået overdraget ansvaret for at ’den gode nyhed om riget’ bliver forkyndt på hele jorden så alle nationerne får den at høre.

13. Ved hvilken „frugt“ som resten af vintræets „grene“ har båret, er Jesu Fader således blevet herliggjort overalt på jorden?

¹³ Disse „grene“ har altså båret frugt ved at adlyde befalingen om at forkynde, og det har bevirket at Jehova Gud er blevet herliggjort. Som Jesus sagde til opmuntring for sine „grene“: „Min Fader er herliggjort ved dette at I fortsat bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ (Joh. 15:8) I vor tid, hvor Mattæus 24:14 får sin endelige opfyldelse, har resten af disse „grene“ båret „megen frugt“. Det kan vi se ved at undersøge de optegnelser der er blevet ført siden efterkrigsåret 1919. Ved den „frugt“ som disse kristne har båret, er Jehova Gud blevet herliggjort i hele verden.

I samhørighed med „vintræet“

14. Hvordan forklarede Jesus i Johannes 15:4-6 at det var nødvendigt at resten af „grenene“ forblev i ubrydelig samhørighed med ham for at bære megen frugt?

¹⁴ For at kunne bære så megen frugt i disse urolige tider efter den første verdenskrigs udbrud i 1914, har „grenene“ måttet forblive i ubrydelig samhørighed med Kristus, „vintræet“. Jesu ord har i sandhed vist sig at gælde resten af de frugtbærende „grene“: „Forbliv i samhørighed med mig [det sande vintræ], og jeg vil forblive i samhørighed med jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den forbliver på vintræet, således kan I heller ikke, hvis ikke I forbliver i samhørighed med mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den der forbliver i samhørighed med mig, så jeg forbliver i samhørighed med ham, han bærer megen frugt; skilt fra mig kan I nemlig slet intet gøre. Hvis nogen ikke forbliver i samhørighed med mig, kastes han ud som en gren og visner; og man samler disse grene og kaster dem i ilden og de brændes.“ — Joh. 15:4-6.

15. (a) Hvad ville Jesus aldrig have givet apostlene, hvis ikke de havde holdt fast ved ham? (b) Hvorfor kunne „resten“ ikke gå ind for Folkeforbundet og samtidig forblive i samhørighed med „det sande vintræ“?

¹⁵ Jesus Kristus ville ikke lade disse „grene“ få del i et rige sammen med ham i himmelen medmindre de blev hos ham, selv under prøvelser. (Luk. 22:28-30) Hvis de skulle bevare deres salvelse med den suveræne Herre Jehovas ånd, måtte de forblive i samhørighed med ham, vintræets stamme. Ellers ville deres fremtidige plads i det himmelske rige blive taget fra dem. (Åb. 3:5, 11) Hvilken pligt påhvilede der da resten af de salvede „grene“, dengang hedningernes tider udløb i 1914 og det blev åbenbaret at Guds messianske rige var blevet født i himmelen? De måtte loyalt hylde den herliggjorte Jesus Kristus som Guds indsatte messianske konge! Skulle de forblive i samhørighed med ham, kunne de aldrig fornægte ham til gunst for en menneskeskabt erstatning for det retmæssige rige over hele jorden, som for eksempel Folkeforbundet. Da de forblev i samhørighed med ham, afbrød han ikke forbindelsen med dem.

’Den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17

16. (a) Hvordan berørte den anden verdenskrig forholdet mellem ’den store skare’ og vintræets „grene“? (b) På hvis side stillede ’den store skare’ sig da De forenede Nationer blev oprettet, og hvorfor?

¹⁶ I de sidste fire år af Folkeforbundets eksistens som en fredsbevarende organisation begyndte man at kunne se den forudsagte ’store skare’, bestående af mænd og kvinder som fandt glæde i Rigets frugt, der blev frembåret af grenene på „det sande vintræ“. De grusomme lidelser og prøvelser de blev udsat for under den anden verdenskrig fordi de havde sluttet sig til den salvede rest, kunne ikke tvinge dem til at afbryde forbindelsen med dem der bar Rigets „frugt“. De vidste at hvis de skulle være loyale mod den indsatte konge, „det sande vintræ“, måtte de være loyale mod hans „grene“, hans åndelige brødre. (Matt. 25:31-40) Sammen med Kristi „brødre“ nægtede de at anerkende den genoplivede organisation for verdensfred og sikkerhed, De forenede Nationers organisation. I stedet for at hylde denne genrejste erstatning for Jehovas messianske rige vedblev de med, sammen med resten af Rigets arvinger, at forkynde som Jehovas vidner.

17. (a) Under hvilket „vintræ“ foretrækker ’den store skare’ at bo på jorden? (b) Under hvilket „vintræ“ har de tidligere boet?

¹⁷ Med hensyn til at bo trygt på jorden, billedlig talt „hver under sin vinstok og sit figentræ“, hvilken „vinstok“ foretrækker medlemmerne af ’den store skare’ da at bo under? Under „det sande vintræ“ og dets „grene“, eftersom det repræsenterer Jehovas rige ved Kristus. (Mika 4:1-4) Før de hørte den gode nyhed om Jehovas nyfødte rige under ledelse af Jesus Kristus, „det sande vintræ“, boede de under et andet vintræ — „jordens vintræ“. (Åb. 14:19) Hvad er det for et „vintræ“? Det er den verdensomspændende politiske organisation ved hvilken de jordiske herskere udfordrende forsøger at bevare verdensherredømmet, hvorved de konkurrerer med Jehovas messianske rige.

18. Hvorfor har „grenene“ på „det sande vintræ“ opfordret medlemmerne af ’den store skare’ til at gå ud fra „jordens vintræ“?

¹⁸ De frugtbærende „grene“ på det „vintræ“ Jehova har plantet, har tilskyndet medlemmerne af ’den store skare’ til at gå ud fra „jordens vintræ“. De bør ikke længere nyde dens giftige, dødbringende druer og vin. Hvorfor ikke? Fordi dette „vintræ“ er dømt til tilintetgørelse, som forudsagt i Åbenbaringen 14:18-20:

„Og en anden engel igen kom ud fra alteret, og han havde myndighed over ilden. Og han råbte med høj røst til ham som havde den skarpe segl, og sagde: ’Gå i gang med din skarpe segl og indhøst klaserne på jordens vintræ, for dets druer er blevet modne.’ Og engelen svang sin segl over jorden og indhøstede jordens vintræ, og han kastede det i Guds harmes store vinperse. Og vinpersen blev trådt uden for byen, og blod kom ud af vinpersen og stod helt op til hestenes bidsler på en strækning af et tusind seks hundrede stadier.“

Her er det ene symbolske vintræ stillet op imod det andet, for den herliggjorte Jesus Kristus, „det sande vintræ“, tilintetgør det fjendtlige vintræ, „jordens vintræ“. De ’heste’ der bruges til at træde den dybe, 300 kilometer lange vinperse er Jesu Kristi og hans himmelske hærskarers stridsheste. — Åb. 19:11-15.

19. (a) Hvorfor behøver Gud ikke nogen ’harmes vinperse’ til sin åndelige „vingård“? (b) Hvorfor ville det være til skade for medlemmerne af ’den store skare’ hvis de bragte urette ting som ’torne og tidsler’ ind i denne vingård?

¹⁹ Guds ’harmes vinperse’ er bestemt for det antikristne „jordens vintræ“. Derimod har Gud ikke næret nogen vrede mod resten af de åndelige israelitter siden han i efterkrigsåret 1919 genrejste den og atter begyndte at vise den sin gunst. Han har værnet om det åndelige Israels „vingård“ for at den kunne bære frugt til hans ære. I den findes der ingen plads for noget der kunne sammenlignes med torne og tidsler, noget der kunne hæmme eller ødelægge vingårdens frugtbarhed. (Luk. 6:44) ’Den store skare’ som nu er knyttet til Jehovas „vingård“, bør følgelig ikke ønske at bringe noget forkert, noget der ville svare til torne og tidsler, ind i den frugtbare „vingård“. Dette ville være til skade for ’den store skare’, idet Jehova, der konsekvent ønsker at hans åndelige vingård skal bære mest mulig frugt, vil udrydde sådanne ’torne og tidsler’. Han vil gå løs på dem og brænde dem. — Es. 27:4.

20. Hvilket forhold til Jehova bør medlemmerne af ’den store skare’ søge at opnå, og hvilken sang om hans „vingård“ bør de synge med på?

²⁰ I vor tid må ’den store skare’ slutte fred med Jehova og søge til hans „værn“, det vil sige hente styrke hos ham til at gøre det der behager ham. Denne skare bør mærke sig ordene i den sang der nu synges om Jehovas „vingård“, det åndelige Israel: „På hin dag skal man sige: Syng om en liflig vingård! Jeg, [Jehova], jeg er dens vogter, jeg vander den atter og atter. For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den nat og dag. Vrede nærer jeg ikke. Fandt jeg kun torn og tidsel, gik jeg løs derpå i kamp og satte det alt i brand — med mindre man tyr til mit værn, slutter fred med mig, slutter fred med mig. På hin dag skal Jakob slå rod, Israel skyde og blomstre og fylde verden med frugt.“ — Es. 27:2-6.

21. (a) Hvor megen frugt må resten af det åndelige Israel eller Jakob bære? (b) Hvad viser at Jehova har gjort hele jorden frugtbar for dem?

²¹ Vi oplever nu den „dag“ da resten af det åndelige Israel eller Jakob som en frugtbar vingård fylder jorden med livgivende frugt. Jehova har gjort hele jorden frugtbar, idet hundredtusinder i mere end 200 lande har taget imod budskabet om Riget som „resten“ har forkyndt. De udgør nu „en stor skare“ der hylder Jehova som universets Suveræn og Jesus Kristus som den der har fået myndighed til at herske som konge over hele jorden. — Åb. 7:9-17.

22. Hvad har den frugt som både resten af „grenene“ på „det sande vintræ“ og ’den store skare’ har båret, bevirket?

²² Den frugt „grenene“ på „det sande vintræ“ har båret, har i sandhed herliggjort Jehova Gud, Vinavleren. Deres flid i den kristne forkyndelse har bevirket at ’den store skare’ nu også herliggør den Gud der plantede og værnede om dette kongelige „vintræ“ med dets grene. Medlemmerne af ’den store skare’, der tager ved lære af det frugtbare „vintræ“ og dets „grene“, ønsker heller ikke at være ufrugtbare, men søger at bære frugt ved at opdyrke alle den kristne personligheds gudlignende egenskaber og ved at lade dem komme til udtryk i handlinger der herliggør Gud.