at man i nogle menigheder vil lade en pianist spille nogle sange før og efter de ugentlige menighedsmøder; man kan også spille nogle af pladerne med Rigets sange; man skal blot passe på at der ikke bliver spillet for højt. Det er også en god idé at synge eller spille disse sange ved selskabeligt samvær i private hjem eller andre steder.

Hvad mere kan vi gøre, når vi først har lært melodierne at kende? For at vi kan synge disse sange virkelig godt må vi lægge mærke til sangenes forskellige stemninger. Som en hjælp hertil findes der ved begyndelsen af hver sang en angivelse af hvordan sangen bør fortolkes; om den skal synges med glæde eller med alvor, med kraft eller med følsomhed, og så videre. Hvis vi lægger mærke til disse fingerpeg vil det hjælpe os til at finde den rigtige stemning i de forskellige sange så vi kan synge dem med den følelse eller i den ånd som både ordene og melodien fordrer.

Hvis vi anvender de principper vi har lært på den teokratiske skole, vil det også hjælpe os meget i vore bestræbelser for at synge godt. For at holde foredrag må man tale med tilstrækkelig stemmestyrke, og det samme gælder med hensyn til at synge. Naturligvis er det ikke alle der kan synge lige kraftigt. Nogle har af naturen ikke nogen kraftig stemme, andre er måske ikke rigtig raske, nogle er svækkede af alderdom og andre kan slet ikke synge i det hele taget. Men enhver kan have sangenes ånd i sit hjerte og lade den komme til udtryk så godt han kan.

På vor teokratiske skole lærer vi også om begejstring og om varme og følelse. Disse egenskaber er endnu vigtigere når vi skal synge vore lovprisningssange til Jehova. Derfor ønsker vi at synge sangene oprigtigt, af hjertet og med følelse. Og ligesom betoning er vigtig når man taler, sådan er betoning, det vil sige betoning af rytmen, vigtig når man synger hvis man skal yde sangen retfærdighed.

Vi har al mulig grund til at prise Jehova for hans storhed og den kærlighed han har vist os! Vi bør også lære og påminde hverandre i sang! Ikke alle kan få den forret at tale til forsamlingen ved stævner og menighedsmøder, men sangen er et led i vor gudsdyrkelse som alle kan være aktivt med i. Lad os derfor tage denne del af vor tilbedelse alvorlig, for Jehova lytter til os når vi synger lovsange ligesom han lytter når vi beder.

Lad os fremfor alt vise ordene mere end almindelig opmærksomhed. Det er med ordene vi tilbeder Jehova Gud og priser ham, og det er med ordene vi lærer og påminder hverandre. Hvis vi virkelig synger af hele vort hjerte vil denne del af vor tilbedelse glæde Jehova og ære hans navn, og den vil være til opmuntring og glæde både for os selv og for andre. „Syng, ja syng for Gud.“

Spørgsmål fra læserne

● Viste Jesus ikke mangel på respekt for sin moder da han sagde: „Kvinde! lad mig i fred [hvad har jeg med dig at gøre, NW]; min time er endnu ikke kommet“? — C. B., U.S.A.

Jesus sagde dette ved en bryllupsfest i Kana på et tidligt tidspunkt i sin tjeneste. Beretningen lyder: „Da nu vinen slap op, siger Jesu moder til ham: ’De har ikke mere vin.’ Jesus svarer hende: ’Kvinde! lad mig i fred [hvad har jeg med dig at gøre, NW]; min time er endnu ikke kommet.’ Hans moder siger til tjenerne: ’Hvad som helst han siger til jer, det skal I gøre.’“ — Joh. 2:3-5.

Lad os først se på udtrykket „kvinde“, som Jesus bruger. I vor tid ville det være lidet respektfuld at tiltale sin moder med ordet „kvinde“. Bibeloversætteren E. J. Goodspeed gør imidlertid opmærksom på at det græske ord der bruges i Johannes 2:4 „hverken er så reserveret som [vort ord kvinde] eller udtrykker så stor hengivenhed som“ ordet moder. Ordet spænder vidt, og som det bruges her udtrykker det en vis respekt eller hengivenhed. — Greek-English Lexicon af Liddell og Scott.

Både englene og den opstandne Jesus brugte dette ord da de talte til Maria Magdalene mens hun græd ved Kristi grav; i denne situation har de visselig ikke givet udtryk for nogen strenghed eller mangel på ærbødighed. (Joh. 20:13, 15) På marterpælen brugte Kristus den samme tiltaleform over for sin moder da han omsorgsfuldt overdrog hende i sin elskede apostel Johannes’ varetægt. (Joh. 19:26; se også Johannes 4:21; Mattæus 15:28.) Jesus viste altså ikke nogen mangel på respekt over for sin moder da han brugte dette ord i Kana. Vi kan tværtimod være forvissede om at han fuldt ud var klar over sin bibelske forpligtelse til at ære hende, en pligt som han senere understregede over for de skriftkloge og farisæerne. — Matt. 15:4.

Udtrykket „hvad har jeg med dig at gøre“ er en gammel spørgeform man ofte finder i Bibelen (2 Sam. 16:10; 1 Kong. 17:18; 2 Kong. 3:13; Mark. 1:24, NW; 5:7, NW) Ordret kunne den oversættes: „Hvad har vi [eller: jeg] og du tilfælles?“ og den udtrykker en afvisende holdning. Hvor alvorligt den talende mener det, afhænger naturligvis af tonefaldet. Spørgsmålet giver udtryk for modvilje mod det der foreslås. — Jævnfør Ezra 4:3 og Mattæus 27:19; se også New World Translation.

Da Jesus brugte dette udtryk var han allerede Kristus og Guds designerede konge. Han var ikke et lille barn der boede i sin moders hus og var under hendes direkte overopsyn. Han modtog nu sine direktiver fra Gud, der havde udsendt ham. (1 Kor. 11:3) Da Maria med sine ord nu i virkeligheden begyndte at fortælle Jesus hvad han skulle gøre, gjorde han indsigelse imod det. Med hensyn til sin tjeneste og sine mirakler tog han ikke imod anvisninger af sine venner eller af sin familie. (Joh. 11:6-16) Jesu svar viste at når tiden var inde for ham til at handle i en bestemt situation, ville han gøre det. Han vidste når hans tid var kommet i denne sag, og ingen behøvede at fortælle ham det.

Øjensynlig betragtede Maria ikke Jesu ord som en streng irettesættelse; hun forstod hans tonefald. Hun overlod klogeligt sagen i sin søns hænder. Det kan tilføjes at „på græsk mildnedes enhver bryskhed i spørgsmålet — den forstærkedes ikke — når man brugte ordet [kvinde] sammen med det, som et udtryk for hengivenhed eller respekt“. — Problems of New Testament Translation, side 100.

● Hvordan kan man ved at vise venlighed mod et menneske der hader en, ’sanke gloende kul’ på vedkommendes hoved, som der står i Ordsprogene 25:21, 22? — U.S.A.

I Ordsprogene 25:21, 22 står der: „Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; da sanker du gloende kul på hans hoved, og [Jehova] lønner dig for det.“

Denne formaning om at gøre godt mod vore fjender har mange paralleller i Bibelen. Således stillede Moseloven følgende krav: „Når du træffer din fjendes okse eller æsel løbende løse, skal du bringe dem tilbage til ham. Når du ser din uvens æsel segne under sin byrde, må du ikke lade ham i stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse byrden af.“ — 2 Mos. 23:4, 5.

Jesus Kristus giver en formaning i samme retning: „Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn.“ Og apostelen Paulus skrev: „Velsign dem, som forfølger jer, velsign, og forband ikke!“ — Matt. 5:44, 45; Rom. 12:14.

Men er det ikke som om det der siges Ordsprogene 25:22 om at ’sanke gloende kul på et menneskes hoved’ modsiger den venlighedens ånd der kommer til udtryk i vers 21? Nej, den slutning har vi ikke lov til at drage, for disse ord blev ikke blot skrevet af en vismand, men han skrev også under guddommelig inspiration, det vil sige under ledelse af Jehovas hellige ånd. Der må derfor være en mening med det der siges.

Det billede der her bruges er sikkert hentet fra den måde hvorpå man udvandt metal i oldtiden. I smelteovnen var der ikke alene et lag glødende kul hvorpå malmen blev anbragt, men oven på malmen blev der også lagt et lag rødglødende kul. Disse kul oven på malmen medvirkede til at blødgøre den og til således at skille metallet fra slaggerne. Ved at gøre en god gerning mod en fjende der var i nød, det vil sige når han ville sætte allermest pris på det, kunne man altså gøre sig håb om at blødgøre fjenden, få ham til at føle skam og anger, ja man kunne måske bringe det gode frem i ham.

At hensigten med at sanke gloende kul på en fjendes hoved ikke er at fremkalde en dårlig men en gavnlig virkning, fremgår af hvad apostelen Paulus siger umiddelbart efter at han