Jesus frelser verden — hvordan?
PÅ TRODS af det negative syn på menneskehedens fremtid som kendetegner mange oplyste verdensledere (deriblandt nogle inden for De forenede Nationer), forsikrer Bibelen os om at Gud vil gribe ind for at frelse verden. Men vi vil naturligvis alle sammen gerne vide hvordan det berører os og hvad vi kan gøre. For at finde ud af det må vi se nærmere på hvordan ordet „verden“ anvendes i Bibelen.
De kristne græske Skrifter benytter ordet kosmos, der som regel oversættes med „verden“, 187 gange. Det græske ord har forskellige meningsnuancer og kan derfor anvendes på forskellige måder. Hvis vi lærer mere om nogle af disse forskellige betydninger vil det hjælpe os til bedre at kunne forstå på hvilken måde Jesus er „verdens frelser“. (Johannes 4:42) Det vil også sætte os bedre i stand til at forstå hvad det betyder for den enkelte at blive frelst.
I begyndelsen af Johannes’ evangelium læser vi denne interessante passage: „[Jesus] var i verden, og verden er blevet til gennem ham, men verden kendte ham ikke.“ (Johannes 1:10) Det er tydeligvis ikke Jorden, solen, månen, planeterne eller stjernerne der henvises til i dette vers, selv om det er hvad nogle mener når de bruger ordet „verden“. Nej, Johannes skrev om mennesker, om menneskehedens verden i almindelighed. Jesus blev født ind i denne verden, og folk i almindelighed accepterede ham ikke og lærte ham ikke at kende. Alligevel kan vi også sige at „verden er blevet til gennem“ Jesus. Hvordan det? Jo, længe før Jesus blev et menneske havde han arbejdet sammen med sin Fader, Jehova Gud, i himmelen. Som sin Faders førstefødte søn havde han taget del i det storslåede arbejde med at skabe det første menneskepar, der blev forældre til hele menneskeheden, deriblandt os der lever i dag. — 1 Mosebog 1:26; Ordsprogene 8:22, 30, 31; Kolossenserne 1:15-17.
En anden og mere begrænset betydning af ordet „verden“ finder vi i det Jesus sagde til sine disciple angående det der skulle ske ved hans død: „I skal græde og klage, men verden vil glæde sig.“ — Johannes 16:20.
I dette vers stilles Jesu disciple op i modsætning til „verden“. Her refererer ordet „verden“ tydeligvis kun til de mennesker der ikke kender Gud. På samme grundlag forstår vi hvad Jesus mente da han sagde at hans disciple „ikke er en del af verden“. (Johannes 17:14, 16) Kristne er naturligvis en del af menneskehedens „verden“ i almindelighed, men ifølge Jesu ord skulle de ’ikke være en del af’ den verden der ikke kender Gud. Lad os nu undersøge hvad det vil betyde for os ’ikke at være en del af verden’, uden dog at tabe af syne at vi for at opnå frelse må anerkende Jesus.
„Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“
„I herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“ spurgte en frygtsom arrestforvarer i det første århundrede da han så at alle de indsatte, deriblandt apostelen Paulus og hans ledsager Silas, ved et mirakel var blevet løst af deres lænker. Svaret lød: „Tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst, du og din husstand.“ (Apostelgerninger 16:30, 31) Hvad omfattede det at ’tro på Herren Jesus og blive frelst’? Var det udelukkende et spørgsmål om at tro at Jesus var „verdens frelser“ og give udtryk for denne overbevisning? Ved at betragte Bibelens beretning om de tusinder af mennesker der blev frelst i det første århundrede kan vi finde ud af hvad der kræves.
I den inspirerede bog Apostelgerninger fortælles der om nogle vigtige skridt som de der dengang blev frelst måtte tage. Vi læser: „De tog imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således.“ „Så blev de der med glæde tog imod hans ord døbt . . . Og de blev ved med at være helt optaget af apostlenes lære.“ — Apostelgerninger 17:11; 2:41, 42.
Det fremgår tydeligt af denne guddommelige beretning at man for at blive frelst måtte lære Guds ords sandhed at kende; man måtte studere Skrifterne regelmæssigt og anvende dem i sit eget liv. De der dengang blev frelst følte ikke at et dagligt studium af Bibelen ville få det til at se ud som om de var fanatiske eller ude af balance. Deres studium af Bibelen førte derimod til en gennemgribende forandring i deres syn på livet, i deres vaner og skikke. Det betød en helt ny livsform, en meget lykkelig livsform.
Senere gav apostelen Paulus udtryk for samme tanke med disse ord: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og . . . gøres nye i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ (Efeserne 4:22-24) Andre vil lægge mærke til denne forandring i den kristnes livsmønster, som apostelen Peter skrev: „Det er nemlig nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig dyrkelse af afguder. De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem . . . og [de] bliver ved med at spotte jer.“ (1 Peter 4:3, 4) På denne måde blev de første kristne udfriet fra den onde tingenes ordning hvorunder de levede.
Men der var mere disse frelste måtte gøre. De forstod at „hele verden ligger i den ondes [Satan Djævelens] magt“, han der er „denne tingenes ordnings gud“. (1 Johannes 5:19; 2 Korinter 4:4) De ønskede at hjælpe andre til at undslippe hans magt. Hvad gjorde de derfor? „Hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ De „gik . . . gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed“. „Samtidig fortsatte Jehova med daglig at føje dem til som blev frelst.“ — Apostelgerninger 5:42; 8:4; 2:47.
For disse første kristne omfattede det altså meget at undgå at være en del af verden. I historiebøger kan vi læse følgende om de første kristnes adfærd: „De førte et stille, moralsk, virkelig eksemplarisk liv. . . . I enhver henseende, undtagen i det ene tilfælde hvor det forlangtes at de skulle brænde røgelse [som en patriotisk form for afgudsdyrkelse], var de eksemplariske borgere.“ „De kristne nægtede at opfylde visse pligter som var pålagt romerske borgere.“ „Nidkære kristne tjente ikke i de væbnede styrker og tog heller ikke imod politiske embeder.“
Apostelen Paulus forklarede hvad årsagen var til denne dramatiske forandring i livsformen hos dem der blev kristne: „Han har udfriet os fra mørkets myndighed og overført os til sin elskede søns rige.“ (Kolossenserne 1:13) Det fremgår altså tydeligt af Bibelen, og også af det eksempel de første kristne satte, at det at blive frelst fra den nuværende tingenes ordning betyder at kristne må forholde sig fuldstændig neutrale hvad angår politiske og militære anliggender. Jesus sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Johannes 18:36) Er det den indstilling vi ser blandt de millioner af mennesker der i dag hævder at være frelst? Er du, ved at læse det foregående, blevet opmærksom på et eller andet i din livsform som du bør ændre?
Jesu betydning for vor frelse
Den der bliver frelst får nye forhåbninger og mål. Han sætter ikke sin lid til hvad den nuværende tingenes ordning kan udrette, men ser derimod i tillid frem til opfyldelsen af det som frelseren, Jesus Kristus, har givet løfte om. Han forstår ud fra Bibelen at alle i menneskehedens verden, som efterkommere af den egenrådige synder Adam, er under syndens og dødens fordømmelse. Da Adam syndede „solgte“ han alle sine efterkommere som slaver under synden og døden. — Romerne 3:23, 24; 5:12.
Jesus Kristus ofrede imidlertid sit fuldkomne menneskeliv på marterpælen som en løsesum for at løskøbe det Adam havde forspildt og dermed genløse menneskeheden. Jesus gav nøjagtig hvad der krævedes — et fuldkomment menneskeliv for et fuldkomment menneskeliv — hverken mere eller mindre. Paulus skrev: „For der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ (1 Timoteus 2:5, 6) Vi har derfor grundlag for håb. Hvis vi tager imod Jesu sonoffer, kan vi blive ’frigjort for syndens og dødens lov’. (Romerne 8:2) På denne måde har den frelste menneskehed fået et nyt håb om liv. Menneskeheden har fået stillet et evigt liv i udsigt, ligesom Adam oprindelig havde udsigt til at leve evigt på en paradisisk jord.
Der er ingen der automatisk opnår de vidunderlige velsignelser der er forbundet med at blive frelst gennem Jesus Kristus. I Hebræerbrevet 7:25 viser Paulus at Jesus ’er i stand til at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham’. I overensstemmelse hermed må man for at blive frelst forstå forskellen mellem Gud og Kristus. De er ikke ligestillede dele af en treenig Gud, men er særskilte personer. Jehova Gud er den Allerhøjeste. Han foranstaltede at hans søn skulle blive løsesummen. Hvis man ønsker at blive frelst må man derfor skille sig ud fra de af kristenhedens kirker der fejlagtigt lærer at Jesus og Gud er én og samme person. Jesus sagde selv: „Dette er ensbetydende med evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.
Men for at blive frelst må man gøre mere end det. Apostelen Paulus skrev: „Efter at han [Jesus] var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham.“ (Hebræerne 5:9) Det er ikke let at vise denne lydighed i en verden der er fremmed for Gud. Jesus sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ (Johannes 13:34) Dette indebærer tydeligvis at de der er frelst ikke stjæler fra andre, ikke lever umoralsk, ikke lyver og ikke bedrager hinanden. Vor evige frelse afhænger af vor lydighed mod Gud i sådanne ting.
Frelst til en ny verden
Der er en side af dét at blive frelst der specielt vedrører den nulevende generation. Bibelen viser at den nuværende tingenes ordning vil få en snarlig afslutning i det Jesus kaldte „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mattæus 24:21) Det vil ske i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14-16) Til den tid vil Jesus ikke handle som en stor forkynder og lærer, men som Jehovas Konge og Forsvarer. Han vil udslette Guds fjender, men vil bevare de frelste i live, og de vil, ifølge Åbenbaringen 7:9, udgøre „en stor skare“. De der har holdt ud og som er blevet kendt værdige til at blive bevaret gennem „den store trængsel“, vil råbe med høj røst: „Frelsen skylder vi vor Gud . . . og Lammet.“ (Åbenbaringen 7:10) De vil være blevet frelst fra ødelæggelsen og vil have udsigt til evigt liv på en paradisisk jord. — Se Åbenbaringen 7:16, 17; 21:1-5
Kunne du ikke tænke dig at få del i denne vidunderlige frelse? Det kan du få ved at tilegne dig nøjagtig kundskab om hvad der kræves for at blive frelst. Når du gør det, bør du følge det eksempel de første kristne satte. De blev opfordret til at ’arbejde på deres egen frelse med frygt og bæven’. (Filipperne 2:12) Lær mere om hvordan Jesus frelser nu. Det at blive frelst er ikke blot en kortvarig, følelsesmæssig oplevelse, men noget der indbefatter at vi tager imod Jesus og dernæst følger en ny livsform, idet vi gør Guds vilje. Hvis du skulle møde vanskeligheder og modstand når du vandrer på den snævre vej til livet, husk da på Jesu ord: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ — Mattæus 10:22; 7:13, 14.
„Tro på Gud, og tro på mig. . . . Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ — Johannes 14:1, 6.
[Illustration på side 6]
Fangevogteren i Filippi spurgte Paulus: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“
[Illustration på side 7]
Jesus gav „en tilsvarende løsesum“