„Lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt“
„Lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt, så I kan være fuldendte og hele i enhver henseende og ikke mangle noget.“ — Jak. 1:4.
1, 2. Hvorfor har alle kristne brug for at udvise udholdenhed? (Matt. 10:22, 36)
INGEN som tror på Gud kan undgå at få sin tro prøvet. Verdens ånd er nemlig imod troen på Gud og har en tendens til at lægge pres på den troende for at nedbryde hans tro. Den kristne har derfor brug for udholdenhed.
2 Troen kan blive prøvet på mange måder. Man kan møde direkte modstand, endog fra venner og familiemedlemmer. Man kan blive hadet, latterliggjort, misforstået, smædet eller falskeligt anklaget. Man kan lide fysisk overlast, ja endog sygdom kan være en prøve på ens tro.
3. Hvad kan den kristne spørge sig selv om med hensyn til de prøvelser han kommer ud for?
3 Spørgsmålet for den kristne er: Hvordan vil jeg tage alt dette? Vil min tro stadig være klar og usvækket efter sådanne prøvelser? Vil jeg holde ud med den rette forståelse, og være glad for at min tro udvirker udholdenhed? Vil mit motiv være at holde ud for retfærdigheds skyld, for at herliggøre Gud og ikke mig selv? — Matt. 5:10.
Udholdenhed tjener en hensigt
4, 5. Hvilken hensigt tjener udholdenheden, set fra Guds side, ifølge Andet Petersbrev 1:5-7?
4 Apostelen Peter viser hvordan udholdenheden virker. Han siger: „[I skal] til jeres udholdenhed [føje] gudhengivenhed, til jeres gudhengivenhed broderlig hengivenhed, til jeres broderlige hengivenhed kærlighed.“ — 2 Pet. 1:5-7.
5 Set fra Guds side tjener de kristnes udholdenhed altså en hensigt — at frembringe mennesker som ejer gudhengivenhed, mennesker som nærer broderlig hengivenhed. De der lægger udholdenhed for dagen vil desuden få deres kærlighed styrket og føle sig tilskyndet til at give udtryk for denne kærlighed over for deres medmennesker i verden. Det er mennesker med sådanne egenskaber Gud ønsker i sin nye tingenes ordning. Jehova Gud glæder sig naturligvis ikke over at se sine tjenere på jorden lide ondt og døje trængsel; men han ønsker at rense og lutre dem, så de naturligt, af hjertet, gør hvad han kræver af mennesker, nemlig at „øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med [deres] Gud“. (Mika 6:8) Vor udholdenhed er et led i denne lutring. Derfor er udholdenhed af største betydning.
6, 7. Hvordan er udholdenhed til stor gavn, set fra den kristnes side?
6 Set fra den kristnes side medfører udholdenheden Guds godkendelse. Gud finder behag i den der viser udholdenhed, og drager ham nærmere til sig. (Rom. 5:3-5; Jak. 4:8) Ved sin trofaste udholdenhed opnår den kristne en erfaring som indgiver ham større gudhengivenhed. Under sine svære prøver lærer han at han helt og holdent må støtte sig til Jehova og ingen anden, for kun Jehova kan, gennem Jesus Kristus, opfylde hans behov og give ham den nødvendige styrke. (Fil. 4:13) Som følge af sin udholdenhed kommer han til at nære dyb hengivenhed for sine brødre, der også gennemgår prøvelser — andre prøvelser, men prøvelser der i lige så høj grad tjener til selvransagelse. Dette hjælper ham til ikke at være kritisk men vise medfølelse når andre, på grund af deres problemer og svagheder, begår fejltagelser. — 1 Pet. 5:9.
7 Alt dette øger den kristnes værdsættelse af Guds ufortjente godhed, der kommer til udtryk på mange måder. Han elsker Gud for hans godhed og fyldes af barmhjertighed mod dem der ikke er i sandheden. Han ser de vanskeligheder de kæmper med og sukker under. (Rom. 8:22) Og i sin kærlighed kommer han dem til undsætning med sandhedens livgivende budskab. — Matt. 9:36.
Hovedsagen er at man ’kender’ Gud
8. Hvordan kan udholdenheden, sammen med de egenskaber den udvirker, hjælpe den kristne til at blive fuldendt, ifølge Andet Petersbrev 1:8?
8 Men hvordan får udholdenheden „sit arbejde fuldendt“, og hvordan kan de kristne derved blive „fuldendte og hele i enhver henseende“? (Jak. 1:4) Peter forklarer videre: „For hvis disse egenskaber er i jer og strømmer over, vil de afholde jer fra at blive uvirksomme eller uden frugt med hensyn til den nøjagtige kundskab [personlige kundskab, Rotherham] om vor Herre Jesus Kristus.“ (2 Pet. 1:8) Dette er nøglen — nøjagtig, personlig kundskab om vor Herre Jesus Kristus. Det at kende Jesus Kristus er nemlig det samme som at kende Jehova Gud, for Jesus sagde: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ — Joh. 14:9.
9, 10. Hvad ligger der i ordet „at kende“, sådan som det bruges i for eksempel Mattæus 11:27, Johannes 17:3 og Første Johannesbrev 4:8?
9 Jesus forklarede hvad disse ord betød da han sagde: „Alt er blevet overgivet mig af min Fader, og ingen kender fuldt ud Sønnen, undtagen Faderen, ligesom heller ingen fuldt ud kender Faderen, undtagen Sønnen og enhver som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ (Matt. 11:27) Betydningen af at eje denne kundskab blev yderligere understreget da Jesus erklærede: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3, da. aut.
10 Hvad vil det sige at ’kende’ Faderen? Indebærer det at man kender noget til Guds eksistens, at man ved at han er til? Og at man endvidere anerkender ham som den Suveræne og har ladet sig døbe som hans tjener? Alt dette hører med, ja. Men der skal mere til. Det græske ord for „at kende“ har en dybere betydning end vort danske ord almindeligvis har — skønt vi også nu og da, når vi siger at vi „kender“ en, kan mene at vi har et mere personligt kendskab til vedkommendes personlighed og egenskaber. I de anførte skriftsteder bruges ordet „at kende“ i betydningen „at lære at kende, at blive bekendt med, at forstå“. I Johannes 17:3 leder det tanken hen på et varigt forhold mellem Gud og den pågældende, et forhold der medfører stadig større kundskab om Gud og Kristus. Hvad den pågældende ved om Gud er ikke tilfældige oplysninger, men noget som har værdi eller betydning for ham mens han vokser i kundskab. Ordet indeholder også den tanke at der er tale om et nært og tillidsfuldt forhold. (Joh. 17:3, Kingdom Interlinear) I virkeligheden siger apostelen Johannes: „Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende.“ — 1 Joh. 4:8.
11, 12. Hvordan vil det menneske der kender Gud, derfor være?
11 At man kender Jehova Gud vil altså sige at man forstår ham og er ven med ham. Eftersom der ikke blot er tale om forstandsmæssig viden men om kundskab der berører hjertet, vil den kristne der kender Gud være i harmoni med eller „på bølgelængde“ med Gud og hans veje. Han vil have samme indstilling til tingene som Gud. Han vil så at sige betragte tingene med Guds øjne, og han vil straks fornemme at der er noget galt hvis han stilles over for falske opfattelser vedrørende Gud og hans handlemåde. Han vil ikke give Gud skylden for de prøvelser og genvordigheder han udsættes for. — Jak. 1:13.
12 Den kristne der kender Gud vil ’gennem brugen have fået sine opfattelsesevner opøvet til at skelne mellem ret og uret’. (Hebr. 5:14) Han vil som regel ikke behøve at spørge en anden eller at se efter i en bibelkommentar for at sikre sig hvad der er rigtigt eller forkert i en bestemt sag. Som følge af hans kristne oplæring vil det simpelt hen ligge til ham at elske det Gud elsker og at hade det Gud hader. — Rom. 12:9.
Jesu eksempel
13. Hvordan viste Jesus med sin holdning over for det onde at han virkelig kendte Gud?
13 Jesus var et glimrende eksempel med hensyn til at kende Gud på denne indgående måde. Han sagde: „Retfærdige Fader, verden har jo ikke lært dig at kende; men jeg har lært dig at kende.“ (Joh. 17:25) Jesus var i fuldkommen harmoni med sin Fader, og det var naturligt for ham at elske det gode og hade det onde; han fulgte sin indre tilskyndelse da han straks afviste Satans forslag og Peters forkerte råd. (Luk. 4:1-12; Matt. 16:21-23) Når han hørte Guds navn blive smædet eller så Guds indviede folk røbe mangel på tro, blev han dybt bedrøvet. — Mark. 3:5; 8:11, 12; Rom. 15:3.
14. Hvordan viste Jesus med sin holdning over for sine disciple at han virkelig kendte Gud?
14 Og dog sagde Jesus at ingen var god undtagen Gud. (Mark. 10:18) Han var derfor ikke „alt for retfærdig“, så han optrådte som en slags ’åndelig politibetjent’ der hele tiden fandt fejl eller ligefrem søgte efter fejl hos sine disciple. (Præd. 7:16) Han bebyrdede heller ikke disciplene på farisæisk manér ved at kræve fuldkommenhed af dem, så de mistede modet og følte sig anklaget af deres egen samvittighed. (Luk. 6:1-4; 11:46) Han elskede dem og viste dem dyb medfølelse på grund af den bedrøvelige situation synden havde ført menneskeslægten ud i. — Joh. 11:33-36.
15 Hvordan gjaldt princippet om at ’udholdenheden skal have sit arbejde fuldendt’ også i Jesu tilfælde?
15 Princippet om at ’udholdenheden skal have sit arbejde fuldendt’ gjaldt endog i Jesu tilfælde, for der står skrevet: „Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham.“ (Hebr. 5:8, 9) På grund af Jesu fuldkomne udholdenhed under lidelse „har [vi] ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd“. — Hebr. 4:15.
16. (a) Hvordan ser vi at man til enhver tid må vise udholdenhed for at blive ’fuldendt’? (b) Hvad mente apostelen Paulus med det han sagde i Første Korinterbrev 13:12?
16 Af Jesu eksempel ser vi hvad det indebærer at „være fuldendte og hele i enhver henseende“. Vi forstår at man må være kristen til enhver tid, og holde ud under prøvelser. Apostlene indså dette. Paulus sagde: „På grund af [Kristus Jesus] har jeg lidt tab på alle ting og anser dem for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus og blive fundet i samhørighed med ham, . . . for således at kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser.“ (Fil. 3:8-10) Paulus sagde også hvad hans mål var: „Nu kender jeg delvis, men da vil jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.“ (1 Kor. 13:12) Skønt han kendte Gud, indså han at han først ville opnå den fulde kundskab om Gud og det fortroligste forhold til ham når han fik den endelige belønning for sit kristne livsløb.
17. Kan man tjene Gud i lang tid uden at lære ham rigtigt at kende? Giv et eksempel.
17 På den anden side kan der være nogle som tjener i Guds menighed i årevis uden egentlig at lære Gud at kende. Israelitterne var et eksempel på dette. De havde Guds lov. De så hans gerninger, endog hans mirakler. Og dog sagde Gud til dem: „Jeres forfædre fristede mig ved at prøve mig, og dog havde de set mine gerninger i fyrre år. Derfor væmmedes jeg ved denne generation og sagde: ’De farer altid vild i deres hjerte, og de har ikke selv lært mine veje at kende.’“ — Hebr. 3:9, 10; Sl. 95:9-11.
Hvordan man lærer Gud at kende
18. Hvad er noget af det første en kristen må gøre for at lære Gud at kende?
18 Hvordan kan den kristne da sikre sig at han lærer Gud at kende? Først og fremmest må han vedholdende bede om Guds ånd, for kun i kraft af den hellige ånd kan et menneske få indsigt i Guds tanker og personlighed. Bøn er derfor et af de fortroligste privilegier Jehova har skænket os. Når den kristne udøser sit hjerte for Gud, gør han Gud til sin fortroligste ven. Og bønnen besidder stor kraft, for Jehova hører bønner og besvarer dem på den måde der gavner de bedende mest. — Sl. 65:2; Rom. 8:28.
19. Hvordan må man bruge Bibelen hvis man vil lære Gud at kende?
19 Det er ofte blevet sagt at det er meget vigtigt at studere Guds ord og meditere over det. Det er sandt. Men desuden må den kristne omsætte det han lærer, i praksis. Hvad gør den kristne for eksempel når der opstår et spørgsmål eller et problem i forbindelse med adfærd eller levevis? Gør han blot hvad han selv synes er rigtigt, eller forvisser han sig først om hvad der er Guds vilje? Hvis han ikke er helt sikker på hvad han skal sige eller gøre, sikrer han sig da først hvad Bibelen anbefaler ham at sige eller gøre? Svarer han ud fra sine egne meninger eller synspunkter, eller kan han begrunde det han siger med klare udtalelser i Bibelen?
20. (a) Hvordan viste Jesus at han havde et nært forhold til Gud, at han kendte Gud og ønskede at andre også skulle kende ham? (b) Vis ved hjælp af nogle af de anførte skriftsteder at Jesus benyttede De hebraiske Skrifter for at overbevise sine tilhørere.
20 Hvis han støtter sig til Guds ord følger han Jesu eksempel, for Jesus sagde: „Jeg kan slet intet gøre på eget initiativ; sådan som jeg hører, dømmer jeg; og den dom jeg fælder er retfærdig, og jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Joh. 5:30) Ikke sådan at forstå at Jesus altid slog skriftsteder op eller citerede fra eller henviste til Skriften, men når han forklarede noget eller satte nogen i rette citerede han fra De hebraiske Skrifter eller gav udtryk for princippet i Skrifterne, så hans tilhørere kunne vide at hans svar kom fra Gud. Når man læser Jesu ord finder man at en stor del af det han sagde, enten var citater fra eller hentydninger til De hebraiske Skrifter. — Sammenlign Johannes 5:31, 32 med Femte Mosebog 19:15; Markus 10:27 med Første Mosebog 18:14 og Job 42:2; Mattæus 10:35 med Mika 7:6; Johannes 10:34 med Salme 82:6.
21. Hvordan fremgår det af apostelens ord i Romerbrevet 12:1, 2 at man må gøre en indsats for virkelig at lære Gud at kende?
21 At lære Gud at kende kræver derfor tid og erfaring, og man må hele tiden arbejde hen imod dette mål. Apostelen Paulus gav denne vejledning: „Derfor beder jeg jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste. Og ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I ved prøve kan bedømme hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Rom. 12:1, 2) For ved prøve at kunne bedømme Guds vilje, må vi leve efter den og lade den virke på vort liv. Derved lærer vi denne vilje at kende og indser at den er god og fuldkommen — vi lærer Guds gode og fuldkomne tanker at kende. Vi forstår hvad der er velbehageligt for ham og opnår på denne måde hans godkendelse og et godt og nært forhold til ham. Da kan vi føle os som børn af en meget kærlig fader, en fader der tager sig af sine børn og står dem bi når som helst de trænger til hjælp.
22. Nævn en vigtig ting som den kristne må gøre for at aflægge verdens tankegang, som påpeget af Paulus i Romerbrevet 12:3.
22 Efter at apostelen således har tilskyndet de kristne til ved prøve at bedømme hvad der er Guds gode vilje, fortsætter han med at vise hvordan de kan få et sind der ikke er formet af denne verden og dens tanker og handlinger. Han siger: „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ (Rom. 12:3) Hvis den kristne følger dette råd vil han nære den rette agtelse for sine brødre og ikke sammenligne sig med andre og mene at han, på grund af visse evner eller færdigheder, er bedre end andre eller har krav på større ærbødighed eller særlige privilegier. Apostelen forklarer videre:
23. Hvilket forhold må vi have til andre i menigheden for at være „fuldendte“ i troen?
23 „For ligesom vi på ét legeme har mange lemmer, og lemmerne ikke alle har samme funktion, således er vi, skønt mange, ét legeme i samhørighed med Kristus, men lemmer som hver for sig tilhører hinanden.“ (Rom. 12:4, 5) I hvilken hensigt er vi sat i menigheden? For at hjælpe hinanden til at holde ud, så vor tro kan fuldendes ved udholdenhed. Vi bør derfor finde vor plads i menigheden og gøre alt hvad vi kan for at tjene der. Apostelen slutter med at sige:
24. Hvilke mange former for tjeneste kan de kristne beskæftige sig med, ifølge Romerbrevet 12:6-8, og i hvilken ånd bør de gøre det?
24 „Eftersom vi nu har gaver der er forskellige alt efter den ufortjente godhed der er skænket os, enten det nu er profeti, så lad os profetere [hvilket indbefatter det at tale og forkynde] efter den tro der er tilmålt os; eller det er en tjeneste, så lad os tage vare på denne tjeneste; eller den der underviser, lad ham tage vare på undervisningen; eller den der tilskynder, lad ham tage vare på tilskyndelsen; den der deler ud, lad ham gøre det gavmildt; den der præsiderer, lad ham gøre det i fuldt alvor; den der viser barmhjertighed, lad ham gøre det med glæde.“ — Rom. 12:6-8.
25. Hvilken tilskyndelse får vi af apostelen Peter, idet vi stadig stræber efter at blive „fuldendte“ i Guds øjne?
25 Hvis vi lægger os disse ord på sinde og alvorligt bestræber os for at følge dem, vil vi blive „fuldendte“ i Guds øjne, i harmoni med det apostelen Peter skrev: „Efter at I har lidt en kort tid vil al ufortjent godheds Gud, som kaldte jer til sin evige herlighed i samhørighed med Kristus, selv fuldende jeres oplæring, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ — 1 Pet. 5:10; Jak. 1:12.