Der findes endnu en vigtig grund til præsternes indstilling til Bibelens lære om Guds rige. Du husker sikkert de ord som vi før citerede og som blev udtalt af de jødiske religiøse ledere: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ Dette betød simpelt hen at farisæerne og de andre gjorde fælles sag med kejseren, den tids menneskeskabte politiske stat. De foretrak dens synlige og øjeblikkelige beskyttelse og godkendelse fremfor de farer der var forbundet med at følge Jesus som kongen og at sætte sin lid til et fremtidigt, kommende himmelsk rige. På denne måde gjorde disse religiøse ledere sig til en del af den daværende verdensordning.

Om dem der fulgte ham og virkelig troede på det rige han lærte dem at bede om, sagde Jesus derimod: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ — Joh. 17:16.

Som historien viser, var de kristne i de første få hundrede år efter vor tidsregnings begyndelse ikke en del af verden, og de holdt sig fri af dens politiske stridigheder. Denne holdning var ikke begrænset til kun at omfatte deres tankegang men kunne ses og iagttages af andre, idet de fulgte ovennævnte ord af Jesus i deres liv.

De første kristne holdt sig ikke fri af politik på grund af et stædigt ønske om at være anderledes, men fordi Guds lovede rige var en realitet for dem. De troede på dette rige og tjente det som den eneste regering der kunne give dem et varigt liv med mange velsignelser. Som Eugene A. Colligan og Maxwell F. Littwin siger i deres bog From the Old World to the New: „De valgte at tjene Guds rige fremfor et hvilket som helst jordisk rige. De første kristne var villige til at dø for deres tro.“

Finder vi at kristenhedens religiøse ledere i dag har denne indstilling til Guds rige? Har de samme syn på indblanding i denne verdens politiske spørgsmål som de kristne havde i de første få hundrede år efter Kristus? Viser deres ord og handlinger klart og tydeligt at de foretrækker Guds rige fremfor menneskers riger?

Ser vi ikke snarere at præsterne gerne vil blande sig i politiske spørgsmål, med andre ord gerne vil være en del af verden? Hvordan kan vi da forvente at de der giver sig ud for at undervise i kristendom, skal forkynde klart og kompromisløst

et stykke vej til Selskabets hovedkontor, men vi føler og værdsætter til stadighed den nære forbindelse vi har med Jehova gennem hans organisation. Dette føler vi især når vi kan hjælpe med at udbrede det verdensomspændende vidnesbyrd.“

Skaberen ved at de taknemmeligste og gavmildeste af hans menneskelige skabninger samtidig er de gladeste. (Ap. G. 20:35, NW) Derfor opelsker han denne gavmilde ånd hos sine børn. Han minder os om at vi skal blive ved med at opdyrke denne gode egenskab, ikke ved at stille bestemte krav til os, men ved stort set at overlade det til vort eget hjerte. Det giver han tydeligt udtryk for. Læs blot disse ord af den inspirerede apostel:

„Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver. Og Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning, . . . således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed . . . Thi den hjælp, som ydes ved denne tjeneste, råder ikke alene bod på de helliges savn, men vil også bære rig frugt i de mange taksigelser til Gud.“ — 2 Kor. 9:6-12.