Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor lod kong Salomon Adonija dræbe efter at Adonija havde anmodet om at få Abisjag til hustru, når Salomon dog tidligere havde benådet ham? — R. F., U.S.A.
For at forstå Salomons handling må vi kende baggrunden for den. Da David var blevet gammel og øjensynligt var stærkt svækket efter et langt og anstrengende liv, valgte hans folk den smukke jomfru Abisjag til at pleje ham og holde ham med selskab. (1 Kong. 1:1-4) Selv om David „ikke [havde] omgang med hende“, blev hun åbenbart betragtet som hans hustru eller medhustru. Som sådan ville hun, efter gammel orientalsk skik, efter Davids død blive hans arvings ejendom.
Beretningen om Abisjag står umiddelbart foran den detaljerede beretning om Davids ældste levende søns, Adonijas, mislykkede forsøg på at tilvende sig tronen. Beretningen om Abisjag ser ud til at være anbragt dér for at kaste lys over Adonijas handlinger i begyndelsen af Salomons regeringstid. Efter sin tronbestigelse benådede Salomon Adonija, der havde opkastet sig til konge, men benådningen blev gjort betinget. Senere overtalte Adonija listigt Salomons moder, Batseba, til at anmode sin søn om at give ham Abisjag til hustru. Salomon sluttede at Adonijas anmodning var et underfundigt forsøg fra den tidligere tronraners side på at styrke sit uretmæssige krav på Israels trone og ikke blot udtryk for et ønske om at få en smuk hustru. Kongen reagerede ved at trække benådningen tilbage og give ordre til at Adonija skulle dræbes. — 1 Kong. 2:13-25.
Salomons handling var altså ikke dikteret af en ubændig eller utilregnelig skinsyge, men af ønsket om at beskytte sin retmæssige stilling som den salvede konge der sad på „[Jehovas] trone“. — 1 Krøn. 29:23.
● Hvordan kunne Jesus, som der står i Johannes 11:26, love at de der tror på ham ikke skulle dø, da kristne jo vitterligt dør? — M. F. U.S.A.
Det løfte Jesus gav, som berettet i Johannes 11:25, 26, drejede sig i virkeligheden om evigt liv. Han sagde til Marta, den døde Lazarus’ søster: „Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.“ Der ligger den samme betydning i disse ord som i en tidligere udtalelse af Jesus: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.“ — Joh. 8:51.
De der hørte Jesus, kunne nære håb om at komme til at regere med Kristus i himmelen, hvis de trofast tjente Gud. (2 Tim. 4:18; Åb. 20:4, 6) Efter Jesu død og opstandelse begyndte kaldet at gå ud til den himmelske rigsskare. Naturligvis kunne Jesus ikke sige at de aldrig skulle se en fysisk død. Hvis de skulle regere med ham i himmelen, måtte deres kødelige legemer dø, ligesom han selv skulle dø. (Matt. 16:21; Rom. 6:5; 1 Kor. 15:42-50) Kun hvis de forblev trofaste til døden, ville de modtage udødelighed. (Åb. 2:10) De der hørte budskabet har måske ikke helt forstået hvad Jesus mente. Men Jesus, „opstandelsen og livet“, forsikrede dem i hvert fald om at de skulle „leve“ eller „komme til live“ (NW), det vil sige opstå til evigt liv.
Hvilken død var det da som de „i al evighed“ ikke skulle „se“? De skulle aldrig „se“, eller erfare, „den anden død“. De skulle ikke være døde for bestandig, sådan som det ville ske for nogle. (Luk. 12:4, 5; Åb. 21:8) Som der siges i Åbenbaringen 20:6 om dem der skulle være med Kristus i himmelen: „Dem har den anden død ingen magt over.“ På det tidspunkt da disciplene sørgede over Jesu død, gik han ikke i detaljer om forskellen mellem den adamitiske død, som hans salvede efterfølgere ville erfare, og den evige eller anden død. Men med sin korte og koncise udtalelse gav han et sikkert løfte om evigt liv til dem der troede på ham.
Skønt Jesus ikke specielt tænkte på dem der lever ved afslutningen på denne tingenes ordning og som muligvis overlever Harmagedonslaget, er det rigtigt at nogle af dem der lever nu, aldrig vil opleve at dø i kødet. Men selv de der har et jordisk håb og som overlever Harmagedon, må vise sig trofaste gennem hele tusindårsriget og under den sidste prøve før de bliver rigtigt „levende“ eller modtager det evige livs gave. — Åb. 20:5.
Det var det sikre løfte om evigt liv — som for eksempel de ord af Jesus der nu findes i Johannes 8:51 og 11:25, 26 — der gav de kristne mod til at se en midlertidig død i møde. (2 Tim. 4:6-8; Fil. 3:8-11) De vidste at de ikke skulle være døde for bestandig, men at døden blot var et skridt på vejen frem mod det evige liv.
● På religiøse billeder af Jesu død ser man ofte et skilt over Jesu hoved og nogle bogstaver på dette skilt. Hvad betyder disse bogstaver? — A. D., U.S.A.
De bogstaver man almindeligvis ser på disse billeder er I.N.R.I. Det er en forkortelse for det latinske: Iesus Nazarenus, Rex Iudæorum, der betyder: Jesus, nazaræeren, jødernes konge. Som en variation heraf kan man også se initialerne I.N.R.J., Iesus Nazarenus, Rex Judæorum (Jesus, nazaræeren, jødernes konge). Denne forkortelse er baseret på apostelen Johannes’ beretning om hvad der stod på skiltet over Jesu hoved på marterpælen, „Jesus fra Nazaret, jødernes konge“. — Joh. 19:19.
● I Efeserbrevet 5:3 står der: „Men utugt . . . bør end ikke nævnes iblandt jer.“ Er det derfor ikke forkert at tale om utugt og udsende noget på tryk om dette emne? — M. N., U.S.A.
I Efeserbrevet 5:1-5 gav apostelen Paulus følgende inspirerede formaning: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt), men hellere taksigelse. Thi det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige.“ Her nævnede apostelen selv utugt og understregede kraftigt at ingen utugtig „har lod og del i Kristi og Guds rige“. Der er altså tilfælde hvor det ikke er forkert at nævne eller tale om utugt.
Paulus formanede efeserne til at give agt på deres adfærd, tale og tanker. De skulle efterligne Gud, som er fuldkommen, ren og retskaffen i enhver henseende. Utugt skulle derfor ikke være et almindeligt samtaleemne blandt dem. De skulle ikke vellystigt beskrive umoralske handlinger og tale om utugt for at opnå en vis form for sanselig nydelse.
Hvis nogen imidlertid mener at det altid er syndigt at tale om utugt, uanset omstændighederne, må vedkommende endog lade være med at læse visse passager i Bibelen. Det ville Gud ikke synes om, for man bør ikke foretage en sådan personlig redigering af Bibelen. (5 Mos. 4:2; Ordsp. 30:5, 6; Åb. 22:18, 19) Ja, Bibelen selv taler åbent om emnet utugt flere gange og fordømmer dem der gør sig skyldige i denne adfærd. For eksempel siger Bibelen: „Fly utugt.“ „Thi dette er Guds vilje, at I helliggøres, så I afholder jer fra utugt.“ „Men . . . de utugtige . . . deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“ (1 Kor. 6:18; 1 Tess. 4:3; Åb. 21:8) Nogle finder det måske anstødeligt at tale om det bibelske syn på utugt. Andre er måske imod en streng overholdelse af den bibelske lovs bogstav og overtræder selv personligt det der siges i Efeserbrevet 5:3. Men kristne er klar over at Bibelens advarsler imod utugt tjener som en beskyttelse mod dem der gerne vil gøre det rette.
Derfor bringer Vagttårnets selskab fra tid til anden bibelsk begrundede oplysninger om utugt. For eksempel bragte bladet Vågn op! for den 8. august 1966 en artikel der hed „Bifalder Deres præst utugt?“ Mens den gjorde opmærksom på det overraskende faktum at mange præster bifalder utugt, viste den på grundlag af Bibelen at den almægtige Gud ikke gør det.
Er det vigtigt at forstå at Jehova Gud fordømmer utugt, og er det nødvendigt personligt at undgå denne adfærd? Ja det er, for under guddommelig inspiration skrev apostelen Paulus åbent og ærligt, uden at lægge skjul på noget: „Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der røver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige.“ — 1 Kor. 6:9, 10.