Spørgsmål fra læserne

● Skal det at Jakob blev balsameret betragtes som et forbillede for kristne, eller hvorfor blev han det?

Der er ikke noget som tyder på at Jakobs balsamering skulle danne mønster for de sande tilbedere. Det ser snarere ud til at balsameringen blev foretaget i tillid til Guds løfte om at give Abrahams sæd et land.

Da Jakob døde i Ægypten befalede hans søn Josef de ægyptiske læger at balsamere hans legeme. (1 Mos. 50:2, 3) Det var almindeligt at ægypterne balsamerede deres døde. De gjorde det øjensynlig fordi de troede at legemet måtte bevares for at personens sjæl en dag kunne vende tilbage og blive genforenet med det. Men hverken Jakob eller Josef anerkendte den hedenske lære om sjælens udødelighed. De forstod begge at de døde som er i Guds erindring, går til Sheol, dødsriget, menneskehedens fælles grav, hvorfra Gud til sin tid vil oprejse dem. (1 Mos. 37:35; 42:38; Hebr. 11:21, 39, 40) Hvad var da grunden til at Josef lod Jakob balsamere?

Jehova Gud havde sluttet en pagt med Abraham om at give hans sæd eller efterkommere Kana’ans land, det forjættede land. (1 Mos. 15:16-21) Endnu før denne sæd kom til at arve landet, blev Abraham og Isak jordet dér i en familiegravhule. Men da Jakobs død nærmede sig, boede han og hans familie i Ægypten. Havde han mistet troen på Guds løfte? Troede han at hebræerne skulle bo i Ægypten for bestandig? Nej. Han afkrævede Josef det løfte at han ville begrave ham hos hans fædre i Kana’an. Således gav Jakob udtryk for tillid til at Gud en dag ville give Abrahams efterkommere landet. — 1 Mos. 49:29-33.

For at opfylde Jakobs sidste vilje måtte Josef føre hans legeme til Kana’ans land. Hvis der ikke blev truffet forholdsregler imod det, ville legemet imidlertid gå i opløsning under den lange rejse i det varme klima. Ved at benytte sig af ægypternes erfaring i balsamering sikrede Josef at legemet kunne holde sig indtil det blev begravet i det land Jakobs efterkommere ville få i eje. — 1 Mos. 50:2, 3, 7-14.

Omkring femoghalvtreds år senere bad Josef selv om at hans ben måtte blive taget med når Gud en dag førte israelitterne ud af Ægypten. Derved viste Josef at han også var overbevist om at Gud ville indfri sit løfte om at give Abrahams sæd et land. Følgelig blev Josef også balsameret i Ægypten, og under udgangen blev hans jordiske levninger bragt med. — 1 Mos. 50:25, 26; Jos. 24:32; Hebr. 11:22.

Selv om hebræerne i senere generationer lagde vægt på at begrave deres døde, er der ingen vidnesbyrd om at de balsamerede dem. (1 Kong. 2:31; 2 Kong. 13:21; Sl. 79:1-3; Jer. 16:4) Fremfor at anvende de ægyptiske balsameringsmetoder, en behandling der strakte sig over flere uger,a jordede hebræerne deres døde kort efter at døden var indtruffet, endog samme dag. — 5 Mos. 21:23; 1 Mos. 50:2, 3.

Jesus, for eksempel, blev begravet samme dag han døde. Hvordan blev hans legeme behandlet før begravelsen? Vi læser: „De tog så Jesu legeme og bandt det ind i bind sammen med de vellugtende stoffer, sådan som jøderne har for skik at berede til begravelse.“ (Joh. 19:40) Og selv om nogle disciple gik ud til graven efter sabbaten for at anbringe nogle flere vellugtende stoffer på hans legeme, blev der tydeligvis ikke gjort noget forsøg på at balsamere hans legeme ved at give det en langvarig behandling med konserverende midler som man gjorde i Ægypten. At jøderne ikke havde for skik at „berede til begravelse“ ved at konservere det døde legeme, ses i tilfældet med Lazarus. Selv om hans legeme sandsynligvis var blevet behandlet på den sædvanlige måde, regnede hans pårørende med at det på den fjerde dag måtte være ved at gå i opløsning og derfor stinke. — Joh. 11:39.

Det lader til at de første kristne i det store og hele fulgte den jødiske begravelsespraksis. Det vil sige at man begravede de døde med det samme, uden at foretage nogen balsamering. (Apg. 5:5-10; 9:37) Der er således intet som tyder på at Jakobs efterkommere eller de første kristne betragtede balsameringen af Jakob eller Josef som et forbillede de skulle følge.

I dag er det ikke almindeligt ret mange steder at man balsamerer de døde. Men det kan være lovbefalet i visse tilfælde, for eksempel hvis liget først skal begraves et stykke tid senere eller det skal transporteres langt. I De forenede Stater plejer begravelsesforretningerne at balsamere liget, også selv om det skal begraves straks eller det skal brændes. Men hvis loven ikke kræver det, kan de pårørende, for at undgå unødige udgifter eller af andre personlige grunde, undlade at lade den døde balsamere.

Balsameringen af Jakob og Josef skal altså ikke betragtes som et mønster de kristne nødvendigvis må følge. Men det er også værd at bemærke at Gud ikke i sit ord på nogen måde har givet udtryk for misbilligelse af at de blev balsameret. Kristne behøver derfor ikke mene at det vil stride mod Bibelen hvis forholdene skulle nødvendiggøre konservering eller balsamering.

[Fodnote]