Spørgsmål fra læserne

● Viste Jesus ikke mangel på respekt for sin moder da han sagde: „Kvinde! lad mig i fred [hvad har jeg med dig at gøre, NW]; min time er endnu ikke kommet“? — C. B., U.S.A.

Jesus sagde dette ved en bryllupsfest i Kana på et tidligt tidspunkt i sin tjeneste. Beretningen lyder: „Da nu vinen slap op, siger Jesu moder til ham: ’De har ikke mere vin.’ Jesus svarer hende: ’Kvinde! lad mig i fred [hvad har jeg med dig at gøre, NW]; min time er endnu ikke kommet.’ Hans moder siger til tjenerne: ’Hvad som helst han siger til jer, det skal I gøre.’“ — Joh. 2:3-5.

Lad os først se på udtrykket „kvinde“, som Jesus bruger. I vor tid ville det være lidet respektfuld at tiltale sin moder med ordet „kvinde“. Bibeloversætteren E. J. Goodspeed gør imidlertid opmærksom på at det græske ord der bruges i Johannes 2:4 „hverken er så reserveret som [vort ord kvinde] eller udtrykker så stor hengivenhed som“ ordet moder. Ordet spænder vidt, og som det bruges her udtrykker det en vis respekt eller hengivenhed. — Greek-English Lexicon af Liddell og Scott.

Både englene og den opstandne Jesus brugte dette ord da de talte til Maria Magdalene mens hun græd ved Kristi grav; i denne situation har de visselig ikke givet udtryk for nogen strenghed eller mangel på ærbødighed. (Joh. 20:13, 15) På marterpælen brugte Kristus den samme tiltaleform over for sin moder da han omsorgsfuldt overdrog hende i sin elskede apostel Johannes’ varetægt. (Joh. 19:26; se også Johannes 4:21; Mattæus 15:28.) Jesus viste altså ikke nogen mangel på respekt over for sin moder da han brugte dette ord i Kana. Vi kan tværtimod være forvissede om at han fuldt ud var klar over sin bibelske forpligtelse til at ære hende, en pligt som han senere understregede over for de skriftkloge og farisæerne. — Matt. 15:4.

Udtrykket „hvad har jeg med dig at gøre“ er en gammel spørgeform man ofte finder i Bibelen (2 Sam. 16:10; 1 Kong. 17:18; 2 Kong. 3:13; Mark. 1:24, NW; 5:7, NW) Ordret kunne den oversættes: „Hvad har vi [eller: jeg] og du tilfælles?“ og den udtrykker en afvisende holdning. Hvor alvorligt den talende mener det, afhænger naturligvis af tonefaldet. Spørgsmålet giver udtryk for modvilje mod det der foreslås. — Jævnfør Ezra 4:3 og Mattæus 27:19; se også New World Translation.

Da Jesus brugte dette udtryk var han allerede Kristus og Guds designerede konge. Han var ikke et lille barn der boede i sin moders hus og var under hendes direkte overopsyn. Han modtog nu sine direktiver fra Gud, der havde udsendt ham. (1 Kor. 11:3) Da Maria med sine ord nu i virkeligheden begyndte at fortælle Jesus hvad han skulle gøre, gjorde han indsigelse imod det. Med hensyn til sin tjeneste og sine mirakler tog han ikke imod anvisninger af sine venner eller af sin familie. (Joh. 11:6-16) Jesu svar viste at når tiden var inde for ham til at handle i en bestemt situation, ville han gøre det. Han vidste når hans tid var kommet i denne sag, og ingen behøvede at fortælle ham det.

Øjensynlig betragtede Maria ikke Jesu ord som en streng irettesættelse; hun forstod hans tonefald. Hun overlod klogeligt sagen i sin søns hænder. Det kan tilføjes at „på græsk mildnedes enhver bryskhed i spørgsmålet — den forstærkedes ikke — når man brugte ordet [kvinde] sammen med det, som et udtryk for hengivenhed eller respekt“. — Problems of New Testament Translation, side 100.

● Hvordan kan man ved at vise venlighed mod et menneske der hader en, ’sanke gloende kul’ på vedkommendes hoved, som der står i Ordsprogene 25:21, 22? — U.S.A.

I Ordsprogene 25:21, 22 står der: „Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; da sanker du gloende kul på hans hoved, og [Jehova] lønner dig for det.“

Denne formaning om at gøre godt mod vore fjender har mange paralleller i Bibelen. Således stillede Moseloven følgende krav: „Når du træffer din fjendes okse eller æsel løbende løse, skal du bringe dem tilbage til ham. Når du ser din uvens æsel segne under sin byrde, må du ikke lade ham i stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse byrden af.“ — 2 Mos. 23:4, 5.

Jesus Kristus giver en formaning i samme retning: „Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn.“ Og apostelen Paulus skrev: „Velsign dem, som forfølger jer, velsign, og forband ikke!“ — Matt. 5:44, 45; Rom. 12:14.

Men er det ikke som om det der siges Ordsprogene 25:22 om at ’sanke gloende kul på et menneskes hoved’ modsiger den venlighedens ånd der kommer til udtryk i vers 21? Nej, den slutning har vi ikke lov til at drage, for disse ord blev ikke blot skrevet af en vismand, men han skrev også under guddommelig inspiration, det vil sige under ledelse af Jehovas hellige ånd. Der må derfor være en mening med det der siges.

Det billede der her bruges er sikkert hentet fra den måde hvorpå man udvandt metal i oldtiden. I smelteovnen var der ikke alene et lag glødende kul hvorpå malmen blev anbragt, men oven på malmen blev der også lagt et lag rødglødende kul. Disse kul oven på malmen medvirkede til at blødgøre den og til således at skille metallet fra slaggerne. Ved at gøre en god gerning mod en fjende der var i nød, det vil sige når han ville sætte allermest pris på det, kunne man altså gøre sig håb om at blødgøre fjenden, få ham til at føle skam og anger, ja man kunne måske bringe det gode frem i ham.

At hensigten med at sanke gloende kul på en fjendes hoved ikke er at fremkalde en dårlig men en gavnlig virkning, fremgår af hvad apostelen Paulus siger umiddelbart efter at han har citeret dette ordsprog. Han siger: „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!“ — Rom. 12:20, 21.

Men sæt nu at disse „gloende kul“ ikke blødgør fjendens hjerte, hvad så? Så har man den trøst og tilfredsstillelse som de sidste ord i Ordsprogene 25:22 indebærer: „Og [Jehova] lønner dig for det.“ Dette løfte i sig selv viser at hensigten med de „gloende kul“ ikke er at skade fjenden og heller ikke at man vil gotte sig over sin fjendes ubehag. Hvis vi gør hvad der er godt og rigtigt, så kan vi — uanset om andre værdsætter det eller ej, og uanset om vi personligt og direkte har nogen gavn af det — være sikre på at Jehova Gud lægger mærke til det og vil belønne os til sin tid. Og er det ikke ham vi tjener og søger at behage?