vore synder og rense os fra al uretfærdighed’. — 1 Joh. 1:9.

Hvad havde de disciple som Jesus henvendte ordene i Johannes 20:23 til, da at gøre i forbindelse med at tilgive? En udtalelse som Kristus tidligere havde fremsat, kaster lys over dette. I Mattæus 18:15-17 forklarer han hvordan man skal forholde sig hvis en åndelig broder har syndet imod en. Det sidste skridt man skulle tage var at man forelagde sagen for menighedens ældste. (Jak. 5:14, 15) Hvis den der havde synder, ikke ville angre en alvorlig synd, skulle han udstødes af menigheden. Var det nu nogle få mænd der afgjorde om synder skulle tilgives eller ikke tilgives? Nej, de handlede simpelt hen i overensstemmelse med det de kunne slutte allerede var sket i himmelen. Hvordan kunne de vide hvad der var sket her? Ved hjælp af det Gud havde åbenbaret i sit ord om sådanne anliggender. — 2 Tim. 3:16, 17.

Det fremgår af hvad Jesus sagde umiddelbart derefter: „Sandelig siger jeg jer: hvad I end binder på jorden, vil være blevet bundet i himmelen; og hvad I end løser på jorden, vil være blevet løst i himmelen.“ (Matt. 18:18, New American Standard Bible; se også NW, Ro, The New Testament af C. B. Williams.) Selv om nogle bibeloversættelser gengiver dette vers på en måde som antyder at den himmelske handling sker efter at afgørelsen på jorden er truffet siger den kendte bibeloversætter Robert Young alligevel at der bogstaveligt står: „vil være det som er bundet (allerede).“

Hvis for eksempel en kristen havde løjet men ikke ville bekende det og angre over for menighedens ældste, var Guds syn på sagen, som åbenbaret i hans ord, allerede kendt. Hvis en synder angrede, ville Gud tilgive ham. (Es. 55:7) Jehova ville tilgive en der syndede af vanvare, men han ville ikke tilgive en der havde syndet med forsæt og ikke ville angre. (4 Mos. 15:22-31) På grundlag heraf kunne menighedens repræsentanter ud fra kendsgerningerne og synderens holdning afgøre hvordan de skulle forholde sig over for ham. Og eftersom de ud fra Bibelen vidste hvad Guds syn på sagen var, ville deres afgørelse med hensyn til om de skulle udstøde en synder af menigheden være noget som Gud allerede havde besluttet i himmelen.

At det var sådan det første århundredes kristne forstod Mattæus 18:18 og Johannes 20:23 fremgår af Første Korinterbrev, kapitel fem. I den korintiske menighed var der en som havde syndet med vilje og ikke ville angre. Kunne de ældste i menigheden eller apostelen Paulus nu selv afgøre om de ville ’forlade dette menneskes synder’ eller ’holde dem tilbage’? Nej, da de kendte Guds vurdering af en synder der ikke ville angre og omvende sig, måtte de nødvendigvis udstøde ham af menigheden og dermed tilkendegive over for alle at vedkommendes synder åbenbart blev „holdt tilbage“ på ham af Gud selv. De var ikke blevet forladt.

Selv om ordene i Mattæus 18:18 og Johannes 20:23 nok er udtalt direkte til apostlene, fremgår det klart af Paulus’ brev til korinterne at de i åndelig forstand ældre mænd i hver menighed skulle følge Jesu ord. Dette ses også af budskaberne til menighederne i Pergamum og Tyatira. (Åb. 2:12-16, 20-24) Kristus havde det imod disse menigheder at de ikke udstødte dem der handlede uret, og således bandt på jorden hvad der allerede var bundet i himmelen.

Derimod, når en synder virkelig angrer, kan de der optræder på menighedens vegne lade ham forblive i menigheden, eller optage ham i menigheden igen hvis han er blevet udstødt. Det var åbenbart dette der senere skete i Korint. Da Paulus vidste at Gud ville tilgive et sådant menneske, opfordrede han de kristne til at tage imod ham igen i menigheden. (2 Kor. 2:6-8) Det var ikke dem der personligt tilgav ham hans synder; Jehova alene kunne gøre det. Men ved at handle i overensstemmelse med Guds ords principper kunne de slutte at hans synder var tilgivet af Gud i himmelen. På den måde var det rigtigt hvad der stod i Johannes 20:23: „Hvem I forlader synder, dem er de forladt.“

Ville De ønske De havde mere tro?

„Giv os mere tro!“ — Denne bøn blev ved en lejlighed rettet til Jesus Kristus af hans apostle. (Luk. 17:5) Men hvordan får man mere tro? Og hvordan får man sin tro til at ’vokse mer og mer’? (2 Tess. 1:3) Ja, hvad er tro i det hele taget? Det er ikke blot en forventning om noget, men sikker forventning. Den eneste måde hvorpå man kan få denne sikre forventning er gennem et studium af Bibelen. Ved regelmæssigt at tage til sig af Guds ord bliver ens forventning med hensyn til Guds vidunderlige løfter stadig større og sikrere. Det ligger Jehovas vidner stærkt på sinde at hjælpe alle der ønsker at få deres tro styrket. Derfor tilbyder de et gratis hjemmebibelstudium som strækker sig over seks måneder. Som en hjælp ved et sådant bibelstudium gør vi brug af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Denne bog støtter sig til den højeste autoritet. Den henter sine oplysninger fra Bibelen og leder Dem til sandhedens kilde. Bogen er indbundet, på 192 sider og i lommeformat. Prisen er kr. 2,00. Beslut Dem allerede i dag til et gratis bibelstudium i Deres hjem ved hjælp af denne bog. Skriv til nedenstående adresse.

Vagttårnet Kongevejen 207 2830 Virum