Var „Ordet“ Gud?
DE DER tror at Gud er en treenighed og at Jesus derfor er Gud, henviser ofte til Johannes 1:1 og Johannes 20:28 som bevis for deres opfattelse.
I Johannes 1:1 siges der ifølge mange oversættelser: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ (Da. aut.) Samvittighedsfulde oversættere har dog måttet erkende at der er en forskel mellem brugen af ordet „Gud“ det første og det andet sted i dette citat.
Ifølge The New English Bible står der: „Hvad Gud var, var Ordet.“ Today’s English Version siger: „Han var det samme som Gud.“ An American Translation siger: „Ordet var guddommeligt.“
Hvorfor siger disse oversættelser ikke at Ordet „var Gud“? Fordi „Gud“ på originalsproget græsk her benyttes på en anden måde end første gang ordet forekommer i verset. Den bestemte artikel „ho“ (som svarer til engelsk „the“) forekommer foran ordet „Gud“ første gang, men ikke anden gang i dette vers. Der siges derfor i The Anchor Bible: „For på engelsk at kunne bevare den nuanceforskel der er mellem theos [gud] med og uden bestemt artikel, vælger nogle (Moffatt) at oversætte det med: ’Ordet var guddommeligt.’“
Vi forstår bedre Johannes’ ord hvis vi grundigt undersøger hvad det var han sagde. Bemærk igen at han skrev: „I begyndelsen var Ordet.“ Der kan naturligvis ikke være tale om Guds begyndelse, for Gud er uden begyndelse. (Salme 90:1, 2) Det drejede sig om begyndelsen af de ting Johannes netop ville omtale, deriblandt dét at Ordet var medvirkende ved skabelsen af alle andre ting. Derefter sagde Johannes: „Ordet var hos Gud.“ Når en person er hos en anden, eller sammen med en anden, er han ikke den samme som denne.
Det vigtigste er naturligvis at fastslå hvad Johannes mente da han skrev denne passage. Frembyder dette noget problem? Ja, det gør det hvis man vil have det til at sige at Jesus er „GUD“, for det fremgår tydeligt af alle Johannes’ skrifter at han ikke opfattede Jesus som „Gud“ i samme forstand som Faderen er Gud. For eksempel skrev Johannes i samme kapitel: „Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.“ (Johannes 1:18, da. aut. , ifølge fodnoten) Har nogen set Gud? Nej. Har nogen set Jesus? Ja, naturligvis.
I den athanasianske trosbekendelse, der anerkendes i kristenheden, defineres treenigheden. Herunder hedder det at ’der er intet i treenigheden som er større eller mindre, men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store’. Imidlertid gengiver apostelen Johannes gang på gang udtalelser fra Jesus selv som viser at denne underkaster sig Faderen. Jesus blev udsendt af Faderen, fik tildelt sit arbejde af Faderen, fik at vide af Faderen hvad han skulle gøre og sige, og fortalte at han ikke var kommet for at gøre sin egen vilje, ’men hans vilje som havde sendt ham’. — Johannes 6:38; 3:17; 5:36; 8:28; 12:49, 50.
Johannes gengav også Jesu egne ord om at Faderen er „den eneste sande Gud“, og ordene: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 17:3; 14:28) Han gengav seks tilfælde hvor Jesus kaldte Faderen „min Gud“. Fem tilfælde hvor Jesus taler om „min Gud“ forekommer længe efter at Jesus er oprejst og steget til himmelen. (Johannes 20:17; Åbenbaringen 3:2, 12) Mindst fem gange yderligere skelner Johannes omhyggeligt mellem ikke bare Faderen og Lammet, men mellem Gud og Lammet Jesus Kristus. (Åbenbaringen 1:1; 7:10; 21:22; 22:1-3) Johannes siger ikke at han skrev for at vise at Jesus var Gud, eller „Guds Søn“, som treenighedslærens tilhængere kalder ham, men „for at i kan tro at Jesus er Messias, Guds søn“. — Johannes 20:31.
Disse udtalelser viser at Johannes vidste hvilket forhold der eksisterer mellem Jesus og den som Jesus selv ifølge Johannes kaldte „Gud“. I Johannes 1:1 modsiges dette ikke. Den korrekte gengivelse er: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud.“ Det er samme konstruktion som man finder i Apostelgerninger 28:6, hvor indbyggerne på Malta troede at Paulus var „en gud“.
Hvordan forholder det sig da med det forbløffede udbrud Tomas kom med da han så den opstandne Jesus? Han sagde: „Min Herre og min Gud!“ (Johannes 20:24-29) Tomas var blevet dybt bevæget ved at have fået bekræftet at Jesus Kristus virkelig var blevet oprejst, og ved nu at stå ansigt til ansigt med ham. Intet i beretningen tyder imidlertid på at Tomas opfattede Jesus som værende den samme som Faderen. Johannes, der nedskrev Tomas’ ord, havde citeret Jesu ord om at selv mennesker blev kaldt „guder“. Og den opstandne Herre Jesus Kristus er naturligvis større end noget menneske. (Johannes 10:34, 35) I samme kapitel som Tomas’ ord er omtalt, gengiver Johannes Jesu ord om at Faderen er Jesu Gud. — Johannes 20:17.
Paulus viste at de kristne i det første århundrede havde den korrekte forståelse af forholdet mellem Jesus og hans himmelske Fader. Han skrev: „Så er der for os dog kun én Gud, Faderen, . . . og der er én Herre, Jesus Kristus.“ — 1 Korinter 8:6.