bogen „Let God Be True“, købte han øjeblikkelig et eksemplar, men advarede broderen: „Fortæl ikke til nogen, at jeg har købt denne bog.“ En lignende oplevelse havde vi med en katolsk kateket.

For to år siden besøgte en europæisk broder fra afdelingskontoret de spedalskes koloni ikke langt fra Ho, hvor en broder lever blandt de 200 spedalske. På den tid blev denne broder udsat for megen forfølgelse på grund af den fordom, lejrens europæiske, katolske leder lagde for dagen, og han blev endog truet med at blive bortvist fra lejren. Mens jeg var der, havde jeg den forret at forkynde et virkeligt håbets budskab for 34 spedalske, hvis legemer var blevet således ædt op af spedalskheden, at de udgjorde et rædselsfuldt syn. Nogles ansigt så sådan ud, at man næppe kunne få sig selv til at se på det. Foredraget blev holdt i en lige fuldført sal med tilladelse fra en ny europæisk leder, der med glæde modtog tre af vore bøger som et bidrag til deres bibliotek. Broderen, hvis fingre er blevet ædt bort af spedalskheden, har en forbavsende færdighed i at vende bladene, når han læser. Han har fået fuld bemyndigelse i kolonien til at lede byggearbejdet, da han er uddannet bygmester. Han er derfor meget lykkelig.

I Ho blev der holdt to offentlige foredrag, hvor der i alt var 288 til stede; i Dene hørte 74 foredraget. Det tog os halvanden time at tilbagelægge de fem kilometer til fods over et klippefuldt bjergpas for at nå Tsito, hvor vi foruden forkynderarbejdet fra hus til hus holdt et offentligt foredrag, som blev påhørt af 60 af beboerne. I Avetile-Peki samlede vi 260 og i Jaki 320 til foredraget. I de to uger hørte 1142 foredraget „Fanger, gå ud!““

Spørgsmål fra læserne

● Johannes 2:19 siger: „Jesus svarede og sagde til dem: Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen.“ Viser disse ord, at Jesus havde magt til at oprejse sig selv fra døden, sådan som treenighedslærens tilhængere hævder, og er skriftstedet, sådan som de siger, et bevis for, at Jesus og Gud er een og samme person? — M. S., Oregon.

Vor forståelse af disse Jesu ord må være i overensstemmelse med mange andre skriftsteder, der klart viser, at Gud og Kristus er to forskellige personer, der ikke er ligestillede eller forenede til een gud sammen med den hellige ånd. Talrige skriftsteder viser, at Jesus ikke oprejste sig selv fra døden, men at hans opstandelse skyldtes hans fader, Jehova Gud. (Rom. 8:11; 1 Kor. 15:15; Ef. 1:20) Hvordan får vi nu Johannes 2:19 til at passe ind i billedet på en logisk måde?

Vi må undersøge sammenhængen. Joh 2 Versene 13 til 18 viser, at Jesus havde renset det bogstavelige tempel i Jerusalem ved at uddrive dem, der gjorde det til en købmandsbod, og på grund af det blev han stillet over for følgende spørgsmål fra jøderne: „Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?“ Det nittende vers gengiver så Jesu svar, tegnet, der ligger til grund for vort spørgsmål. Beretningen fortsætter i Joh 2 versene 20-22: „Da sagde jøderne: I seks og fyrretyve år er der bygget på dette tempel, og du vil rejse det på tre dage! Men det var om sit legemes tempel, han talte. Siden, da han var oprejst fra de døde, kom hans disciple i hu, at han havde sagt dette.“

Denne sammenhæng viser, at Jesus ikke talte om sit bogstavelige legeme, men „det var om sit legemes tempel, han talte“. Templet i Jerusalem, som Jesus rensede, repræsenterede ikke alene Jesus selv, men også hans legemes lemmer, hvis hoved han er. Ligesom det bogstavelige tempel ikke var bygget af en enkelt sten, men af mange, således består hans „legemes tempel“ også af mange levende stene med Jesus som hovedhjørnestenen: „Lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud.“ (1 Pet. 2:4-7) De jødiske religionsdyrkere fornægtede Kristus, den levende sten, og dræbte ham på marterpælen, men på den tredje dag derefter oprejste Jehova Gud ham, for at han kunne blive hovedhjørnestenen i det tempel af levende stene, der var ved at blive dannet. Han viste sig straks for sine disciple for at trøste dem i deres fortvivlelse og opbyggede dem åndeligt, så de kunne „bringe åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“. At denne opbygning af hans „legemes tempel“ begyndte dengang og fortsatte gennem de følgende år vises ved, at Peter bruger nutidsformen, da han flere år senere opfordrer Kristi efterfølgere til at lade sig „opbygge til et åndeligt hus“.

Med dette udvidede synspunkt vil vi nu igen vende os til Jesu ord: „På tre dage skal jeg rejse det igen.“ Vi har set, hvordan han begyndte med at henlede opmærksomheden på, at der efter hans opstandelse på tredjedagen efter hans død, skulle opbygges et tempel af levende stene. Man kan dog forsvare at hævde, at eftersom Jesus skulle være hovedhjørnestenen og var opstandelsens førstegrøde, den, der skulle bruges først ved bygningen af det åndelige hus eller tempel, kan vi ikke lade ham ude af betragtning i forbindelse med dette byggearbejde og mene, at udtalelsen kun gælder hans efterfølgere. Dog kan vi ikke sige, at Jesus oprejste sig selv, for han var død, og man kan ikke henvise til treenighedslæren, der af så mange skriftsteder afsløres som falsk, for at finde støtte for den tanke, at han kun var død som Kristus, men levende som Gud, og som Gud derfor kunne oprejse sig selv som Kristus. Desuden lagde vi før mærke til, at Joh 2 vers 22 siger, at „han var oprejst fra de døde“, ikke at han oprejste sig selv. Er der da nogen fornuftig måde, hvorpå vi kan forstå Jesu udtalelse: „På tre dage skal jeg rejse det igen“, således at vi både tager hensyn til hans egen opstandelse som hovedhjørnesten og til hans efterfølgeres opbygning som levende stene?

Det ser ud til, at der er en sådan logisk forklaring. Da Jesus sagde: „Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen“, udtalte han en profeti; ikke at han ville oprejse sig selv, men han forudsagde, at tre dage efter at han var blevet dræbt af sine fjender, ville Guds tempel begynde at blive opbygget, idet begyndelsen blev gjort med ham selv som det øverste medlem af tempelskaren. Vi har eksempler på lignende forudsigelser andre steder i Bibelen, hvor en eller anden siger, at han vil gøre noget, som han i virkeligheden slet ikke gør. Forudsigelsen går blot i opfyldelse som et resultat af hans handlinger.

Et sådant eksempel finder vi i Esajas 6:9, 10, hvor Jehova åbenbarer sig for Esajas og befaler ham at gå hen og tale til israelitterne. Og hvad siger han så videre? „Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, dets øjne blinde, så det ikke kan se med øjnene, ej heller høre med ørerne, ej heller fatte med hjertet og omvende sig og læges.“ Gud mente naturligvis ikke, at Esajas ligefrem skulle gøre deres hjerter sløve, deres ører tunge og deres øjne blinde for at forhindre dem i at angre; men han forudsagde, at dette ville blive resultatet af Esajas’ forkyndelse for folket, og at de selv ville lukke deres øjne og