Svar på 20 spørgsmål til Jehovas Vidner
(fortsat fra sidste nummer)
Er I imod staten?
Nej. Så længe Gud lader den eksistere, skal vi underordne os den. Kristne er ikke bemyndiget til at søge at ændre staten, bekæmpe den eller undergrave den. Den kaldes ligefrem „Guds ordning“, hvilket vi forstår sådan at det er den ordning Gud tillader. Det er på den måde Gud lader et vist mål af lov og orden råde, indtil hans rige overtager statens rolle.
Som kristne nyder vi godt af den orden i samfundet staten opretholder, og vi betragter det som en kristen pligt at adlyde statens love. Dog, når statens love er i modstrid med Guds lov, må vi „adlyde Gud mere end mennesker“.
Her følger vi apostlenes eksempel. Den lutherske kirkes bekendelsesskrift, Den augsburgske Bekendelse, forstår det apostolske eksempel på samme måde som vi gør. Vi citerer fra artikel XVI: „Derfor er de kristne pligtige at adlyde øvrigheden og lovene, medmindre disse fordrer, at man skal synde; i så fald skal man nemlig adlyde Gud mere end mennesker (Ap. Gern. 5, 29).“
Vi har Jesu ord for at kristne gerne må, ja bør, betale skat til staten, uanset hvad staten bruger pengene til. Men samtidig har vi pligt til at give Gud hvad der tilkommer ham. Det er ham vi skylder vort liv, vor tilbedelse og vor tjeneste.
Litteratur:
Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? s. 120-138
Sandheden der fører til evigt liv, s. 157-162
Jørgen Larsen, Lad os bekende den kristne tro, s. 58 (Lohses forlag)
[Oversigter på side 11]
Staten er „Guds ordning“
Kristne bør være lovlydige
Guds lov er højere
Bør betale skat
Hvorfor nægter Jehovas vidner militærtjeneste?
Vor samvittighed forbyder os at gøre militærtjeneste. At lære hvordan man dræber og lemlæster andre, at skulle gøre brug af det man har lært i den retning, ja, selve ånden i soldatens verden, føler vi er i modstrid med den kristne ånd.
Vi har pligt til i vor kristne tjeneste at vise kærlighed mod vore medmennesker uanset hvilken nation, race eller sproggruppe de hører til. Vi skal endog elske vore fjender.
Vi har kristne brødre og søstre i så godt som hvert land der har et militært program. Hvis Jehovas vidner ikke konsekvent nægtede militærtjeneste, kunne de komme i den situation at de under en militær aktion mod et andet land kom til at dræbe eller såre egne trosfæller. En sådan situation kan vi ikke tillade os at komme i.
Vi har pligt til at kæmpe mod det onde, men Bibelen siger udtrykkeligt at vor kamp ikke er mod mennesker, men mod „ondskabens åndemagter“. Samtidig beskrives den kristnes udrustning og bevæbning: retfærdigheden som brynje, troen som skjold og Guds ord som „Åndens sværd“. Skoene på fødderne beskrives som „villighed til at forkynde fredens evangelium“.
Om det bogstavelige sværd sagde Jesus: „Alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.“
På dette grundlag nægter vi også at medvirke til fremstilling af militærudrustning. I det andet århundrede skrev en af kirkefædrene: „Vi der var optaget af krig, indbyrdes myrderi og enhver form for ondskab, har hver især i hele verden lavet vore krigsvåben om — vore sværd til plovjern og vore spyd til landbrugsredskaber — og vi opdyrker fromhed, retfærdighed, menneskekærlighed, tro og håb, hvad vi får fra Faderen selv gennem ham som blev korsfæstet.“ — Justinus Martyr i „Samtale med jøden Tryfon“ (det 2. århundrede), oversat fra The Ante-Nicene Fathers (Grand Rapids, Michigan), redigeret af Alexander Roberts og James Donaldson, bind I, s. 254.
Vor samvittighed byder os også at nægte civil statstjeneste, der i nogle lande pålægges militærnægtere som en erstatningstjeneste. Vi kan godt være ansat i statens tjeneste, for eksempel som postbud, hvor forholdet er som en arbejders til en arbejdsgiver. Men det forhold man træder ind i ved at acceptere en tvungen erstatningstjeneste, er helt anderledes. Det kan snarere sammenlignes med en træls eller slaves forhold til sin herre, og her gælder da Jesu ord om at vi kun kan have én herre. Vi er allerede købt og betalt. Vi kan ikke give staten ret i at den har et sådant krav på os.
Dette konsekvente standpunkt har ført til at Jehovas vidner nu i flere lande helt fritages både for militærtjeneste og civil erstatningstjeneste. For eksempel i Sverige, Holland og Østrig.
Litteratur:
Sandheden der fører til evigt liv, s. 159-162
Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? s. 126-128
Jehovas vidner og Guds gerning, s. 154-174.
[Oversigter på side 11]
For åndens og samvittighedens skyld
For kærlighedens skyld
[Oversigter på side 12]
For trosfællernes skyld
Vi har fået ordre til at bekæmpe det onde med åndelige våben
Nægter også civil statstjeneste som en erstatning for militærtjeneste
Hvorfor deltager I ikke i politik?
Vi følger Jesu eksempel. Han sagde nej tak, da man tilbød ham politisk indflydelse. På spørgsmålet om han var jødernes konge (i virkeligheden et spørgsmål om han havde politiske ambitioner rettet mod romerne) svarede han: „Mit rige er ikke af denne verden.“ Sådan lyder vort svar også.
Jesus søgte ikke at ændre rammerne (samfundssystemet), men indholdet (menneskene). Han søgte ikke at ændre folket en masse, men som enkeltpersoner. Hans indsats var ikke først og fremmest rettet mod det legemlige og materielle, men mod det åndelige. Fra hjertet udgår tankerne som bestemmer menneskets handlinger. Jesus arbejdede på at ændre hjertet og sindet. Han gjorde det på en sådan måde at den enkelte ikke blev tvunget eller presset, men selv frit kunne vælge.
Som kongen i Guds rige vil han på fuldkommen måde løse alle de problemer som politikerne ikke kan løse, eller som de kun kan løse halvt og midlertidigt.
Vi sidder ikke passivt og venter på denne løsning. Vi har travlt med at gøre det arbejde vi er sat til: at hjælpe vore medmennesker. Vi skal gøre det efter Jesu eksempel: ved at forkynde Guds rige og undervise de lydhøre.
Vi er kun bemyndiget til én ting: at forkynde Guds rige. Vor opgave er at virke som ambassadører for Guds rige i de lande hvor vi nu befinder os. Der skal vi betragte os selv som udlændinge, gæster, der ikke må blande sig i landets indre anliggender, det vil sige dets politik.
Litteratur:
Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? s. 120-131
[Oversigter på side 13]
Det gjorde Jesus ikke
Hvad Jesus gjorde
Et fuldkomment program
Vor opgave
„Gesandter for Kristus“
2 Korinter 5:20, Seidelin-oversættelsen
Hvordan ledes Jehovas Vidners samfund?
Eksemplet fra den første kristne menighed som havde et centralt styrende råd, følges. I dag har Jehovas Vidner et styrende råd, bestående af 17 medlemmer af forskellige nationaliteter. De forestår nu ledelsen af arbejdet i hele verden. Fra hovedkontoret i New York fører de tilsyn med missionærarbejdet, skolerne der drives, forlagsvirksomheden, trykkerierne, udarbejdelsen af undervisningsmateriale, afholdelsen af stævner og så videre.
Det administrative arbejde udføres gennem hovedkontoret i New York og 98 afdelingskontorer rundt om i verden. I Danmark har afdelingskontoret til huse på Kongevejen 207 i Virum, nord for København. Enhver der er interesseret, er velkommen til at aflægge kontoret og trykkeriet et besøg og se virksomheden.
Med hensyn til de enkelte menigheders ledelse er ordningen den at der i hver menighed er et råd af ældste. De udvælges og udnævnes ikke på grundlag af hvor mange i menigheden der stemmer på dem, men på grundlag af om de opfylder de værdighedskrav Bibelen opstiller, for eksempel i Første Timoteusbrev 3:1-7, deres assistenter, menighedstjenerne, udvælges på grundlag af de krav der stilles i versene 8-12.
De ældste virker som lærere, tilsynsmænd og dommere i menigheden. Bibelen kalder dem „hyrder“, for at fremhæve den kærlige og nænsomme omsorg de bør have for alle i menigheden.
En kreds af 18-20 menigheder betjenes af en rejsende tilsynsmand som besøger hver menighed et par gange om året. En sådan kreds af menigheder samles til stævne to gange om året. En gang om året samles flere kredse til et større stævne. Cirka hvert femte år afholdes internationale stævner. Alt dette medvirker til at udbygge og befæste sammenholdet og enheden.
Men det der i grunden leder Jehovas vidner er deres tro, og den bygger på Bibelens ord. Det er gennem Bibelen vi lærer hvordan den første kristne menighed var opbygget. Det er gennem Bibelen vi forvisses om at Jesus Kristus er menighedens overhoved og den egentlige leder. Jesu overhoved er igen hans Fader, Gud Jehova.
Litteratur:
Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? s. 141-143, 187
1977 Yearbook of Jehovah’s Witnesses, s. 8-32, 258, 259
(Fortsættes i næste nummer)
[Oversigter/illustrationer på side 14]
Et styrende råd
Et råd af ældste i hver menighed
Kristus er overhovedet for menigheden
Jehova er overhovedet for Kristus
[Illustrationer]
Hovedkontoret i New York
Vagttårnets kontor og trykkeri i Virum
Den lokale menigheds samlingssted kaldes en rigssal — Guds riges sal
Internationalt stævne i Københavns Idrætspark