siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge. Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud af Ægypten og indtil denne dag, idet de forlod mig og dyrkede andre guder, således handler de også imod dig.“ — 1 Sam. 8:7, 8.

Når vi tænker på hvilke erfaringer Aron, Moses og Samuel havde med Israels folk, skulle det ikke være svært at forstå at det jødiske folks røst ikke var Guds røst da de for nitten hundrede år siden forkastede Jesus Kristus, den med længsel ventede Messias. Som Lukas beretter, „trængte [de] på med stærke råb“ da Pilatus for tredje gang ønskede at løslade Jesus, „og forlangte, at han skulle [pælfæstes]; og deres råb sejrede“. — Luk. 23:23; Joh. 1:11, 12.

Hvis folkets røst virkelig var Guds røst, ville de folkevalgte ministre i vore dage være valgt af Gud. Men hvordan kunne valg i dag have noget med Guds vilje at gøre, når man ved at en valgkampagnes succes ofte afhænger af hvor mange penge partiet har i kassen eller af hvor stærkt en kandidat forstår at appellere til folkets følelser og fordomme eller selviskhed med sine tomme eller samvittighedsløse løfter?

I tråd med dette har vi de bemærkninger som Polens kardinal Wyszynski fremsatte i et interview under det økumeniske koncil i Rom. Han udtalte at den katolske kirke i Polen frygtede at stemningen blandt befolkningen ville få den til under valgene i januar 1957 at iscenesætte et vældigt protestvalg, og derfor gav han de katolske præster ordre til at instruere deres menigheder om at stemme på de ateistiske kommunistkandidater der var opført på valglisten. De polske katolikker fulgte lydigt denne instruks. Men gjorde det romersk-katolske hierarkis og den almindelige befolknings godkendelse af de ateistiske kommunistkandidater deres røst til Guds røst? — Die Weltwoche, Zürich, 1. marts 1963.

At folkets røst ikke nødvendigvis er Guds røst understreges også af den omstændighed at Jehova Gud har indsat sin egen regering, sit rige med sin søn, Jesus Kristus, som konge, til at styre jorden. Om dette rige sagde Jesus da han stod for Pilatus: „Mit rige er ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Dette rige repræsenterede ikke folkets røst i denne verden, men Guds røst. Det er det rige som alle kristne, hvad enten de kun er kristne af navn eller ej, har bedt om i nitten århundreder. Dog er det kun de sande kristne der har handlet i overensstemmelse med denne bøn.

Hvis folkets røst var Guds røst ville det ikke have været nødvendigt for Jesu Kristi apostle at sige: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ Når som helst der opstår en konflikt mellem det Gud kræver og det de verdslige regeringer kræver, vil de som praktiserer den apostolske kristendom give det samme svar, for de vil vide at folkets røst ikke nødvendigvis er identisk med Guds røst. — Ap. G. 5:29.

Hedenskab i Grækenland

● „Den førkristne arv ligger aldrig langt under overfladen i Grækenland. Blandt sarakatsanerne praktiseres der hedensk magi i en endog mere udpræget form. . . . Overalt i Grækenland er en hærskare af helgener trådt i stedet for de utallige guder fra gammel tid.“ — The Atlantic for juni 1962.