Kommunisterne stiller Jehovas vidner for retten

„SIDEN september 1950 har Sovjetzonens domstole [Østtyskland] idømt sekten Jehovas vidner 1679 års fængsel, fordelt på 222 af dens medlemmer!“ det er den chokerende rapport, som Wiesbadener Kurier offentliggjorde i sit nummer for den 23. februar 1951. Selve tallene åbenbarer imidlertid kun meget lidt af de uhyggelige enkeltheder, der er forbundet med disse domme, lige så lidt som de afslører den fuldstændige tilsidesættelse af ret og retfærdighed, som domstolene i de kommunistbesatte områder har vist.

Først rejste det kommunistiske „Volkspolizei“ en arrestationsbølge og kastede hundreder af Jehovas vidner i fængsel. Derefter fulgte de berygtede „offentlige retsforhandlinger“, der blev ført efter sovjetrussisk retsplejemønster, hvilket vil sige, at dommerne og sagførerne alle er under absolut kontrol af „Statens sikkerhedstjeneste“ (SSD), Ruslands frygtede, hemmelige organisation, som kontrollerer hver afdeling af østzonens regering. Under dette system behøver dommerne og statsadvokaterne ikke at være professionelle sagførere. I virkeligheden er de fleste af dem ikke andet end fanatiske medlemmer af det kommunistiske parti. Selv de få professionelle sagførere, der endnu virker, er under så streng kontrol af SSD, at deres bestalling til enhver tid kan blive taget fra dem, hvis de undlader at følge partiets instrukser.

De anklager, som SSD fremfører mod Jehovas vidner, indeholder altid de samme umulige løgnagtige påstande om, at vidnerne er amerikanske spioner og ophidsere mod fred og demokrati. De anklagede repræsenteres sædvanligvis ved det, der kaldes „beskikkede forsvarere“, som ikke tør tale rent ud af angst for selv at blive arresteret. Vidner udenfor kan ikke optræde som forsvarere for Jehovas vidner uden at løbe en stor risiko for øjeblikkelig arrestation. De anklagede selv er ligeledes meget ufordelagtigt stillet, idet de kun har meget begrænset frihed til at forsvare sig selv.

Før Jehovas vidner stilles for retten, bliver de i lang tid bearbejdet og gjort påvirkelige ved hjælp af tortur, sult, kulde og frygtelige trusler for at tvinge dem til at tilstå sig skyldige i det, de er anklaget for. F. eks. fortalte vidnet L–––, at han var blevet holdt i mørk celle og først så dagslyset, da han efter mange måneder blev stillet for retten. Andre fortalte, hvordan de var blevet udsat for den ildprøve at skulle stå så længe som otte timer i skærende projektørlys, mens de ustandselig blev krydsforhørt. I hele den tid, vidnerne holdes fængslet og venter på at komme for retten, får de kun meget lidt mad; deres daglige sulteration består af 150 gram brød og lidt tynd, vandet suppe. Det berettes, at forholdene i disse kommunistiske fængsler er værre end i de værste af nazisternes koncentrationslejre. Dette forklarer, hvorfor vidnerne er i en sådan frygtelig tilstand, ofte så tynde som skeletter, når de fremstilles i retten.

Ca. to tredjedele holdes stadig under arrest. I mange tilfælde har fangerne været lukket inde i mørke fangehuller i fire måneder uden afbrydelse. Andre har i 16 dage været indespærret i „stå-celler“ eller har måttet stå i vand til brystet i timevis, bundet til stolper i cellerne.“

Trofaste og sande vidner

De, der står bag disse retsforfølgelser, lider den ene skuffelse efter den anden. Når en sådan pro forma retsforhandling finder sted, indledes den i regelen med hån og spottegloser, men dette stilner snart af. De tilstedeværende, selv dommerne, bliver interesseret i de anklagedes vidnesbyrd og lytter med stor opmærksomhed, efterhånden som Jehovas vidner med glæde og kraft tager deres standpunkt for Jehovas rige og for religionsfrihed. Deres logiske argumenter får sandheden til at træde så tydeligt frem, at dommerne ofte har besvær med at finde grunde til at fastholde kendelserne, der sædvanligvis er afsagt, før retsforhandlingerne begynder. Man kommer til at tænke på det Jehovas vidne fra gammel tid, apostelen Paulus, der, da han blev stillet for retten, talte med en så alvorlig og stærk overbevisning, at dommeren, kong Agrippa, anklagende råbte: „Der mangler kun lidt i, at du får mig overtalt til at blive en kristen.“ — Ap. G. 26:28.

På nogle få undtagelser nær har alle Jehovas vidner udvist en frimodig og frygtløs optræden og fulgt tæt efter de bibelske eksempler på trofaste vidner i fortiden. Som dengang, sådan er det, Peter sagde, også kærnen i deres vidnesbyrd nu: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“

Når dommen er faldet, udtrykker Jehovas vidner ofte med deres sidste ord ubetinget tro og tillid til, at deres retfærdige vandel vil blive retfærdiggjort af den højeste Dommer over alle, Jehova Gud. En råbte tillidsfuldt: „Vi vil overleve jer på samme måde, som vi overlevede nazisterne!“ En anden anklaget advarede: „I har idømt mig tolv år, men Jehova vil dømme jer for livstid!“ Under stormende bifald fra tilhørerskaren i retssalen hentydede et andet vidne til titlen på et af vidnernes offentlige foredrag og sagde: „Guds rige er oprettet, og den retfærdige hævn i Harmagedon er nær — fru statsadvokat, den er nærmere, end De tror!“

Skønt det var til opmuntring for de anklagede, når deres medarbejdere overværede disse retsforhandlinger, kunne det ikke altid lade sig gøre. Somme tider blev offentligheden fuldstændig udelukket, og ved andre retsforhandlinger var der kun adgang for en begrænset og kontrolleret „offentlighed“, som journalister fra de kommunistiske blade, partimedlemmer o.s.v. Disse måtte for at komme ind forevise særlige billetter, som de havde fået gennem den kommunistiske organisation. Somme tider var det bageste af retssalen fyldt med en pøbelsværm, der i et forsøg på at rokke og forvirre de anklagedes sindsligevægt ustandselig tilkastede dem spottende bemærkninger, hver gang Jehova Gud eller hans vidner blev nævnt.

Ved en bestemt retsforhandling blev adskillige kvindelige vidner, som prøvede at komme ind, forment adgang, fordi de ikke havde de specielle kommunistiske billetter. Under den følgende samtale fortalte de retsbetjenten, at de var vidner. „Det er noget andet,“ svarede han, „hvis I er vidner, så kom bare ind.“ Senere, da der kom flere af vidnerne, dæmrede det endelig for ham, at de, når de sagde, at de var „vidner“, dermed mente Jehovas vidner.

Et skuespil for mennesker og engle

Under en retssag i Ch– blev salen oversvømmet af Jehovas vidner, som ønskede at være hos deres fængslede venner i prøvelsens stund. Denne retssag var usædvanlig på den måde, at den varede i to dage, hvilket skyldtes, at forsvareren var en af de få, der endnu havde mod til at kæmpe mod alle kommunisternes falske anklager. Under retsforhandlingerne blev det muligt for de anklagede at aflægge et grundigt og detailleret vidnesbyrd om Jehovas vidners virksomhed for Riget. Ind imellem førtes der lange diskussioner om ledelsen af den teokratiske skole. Det vakte en så stor begejstring blandt deres medarbejdere i retssalen, at selv de politiske partimedlemmer blev grebet af det. I pauserne stod embedsmænd og andre gruppevis rundt om i gangene og salen sammen med vidnerne, stillede dem spørgsmål og fik et vældigt vidnesbyrd om Guds vidunderlige rige. Da retsforhandlingerne var forbi, og de anklagede omsider blev ført bort efter at have modtaget deres dom, som lød på fra mange års til livsvarigt fængsel, dannede vidnerne espalier ved udgangen og sang teokratiske sange til farvel. „Det var akkurat som et zonestævne,“ var alle de tilstedeværende venners mening!

I alle disse retssager lyder domstolenes kendelser på mange års fængsel, i nogle tilfælde endog på livsvarigt fængsel. Det er grunden til, at bare ved 25 af disse pro forma retsforhandlinger er i løbet af to måneder 200 af Jehovas vidner, både mænd og kvinder, blevet idømt straffe på tilsammen næsten 1700 år! Og dette indbefatter ikke de mange livsvarige fængselsstraffe. Der gives i virkeligheden heller ingen lejlighed til retfærdig eller sand appel for disse anklagede, for det eneste, der tillades, er, at sagen på ny tages op til en formel gennemgang ved en anden politisk kontrolleret og dæmoninspireret domstol. Men hvad andet kan man vente sig i retning af retfærdighed under et gudløst totalitært styre?

Følgende oversættelse af et brev fra et øjenvidne til disse falske retsforhandlinger er meget interessant: „Da retssagen i E– fandt sted, og alle vennerne var blevet idømt mange års fængsel, fik de at vide, at de kunne appellere. Den første broder rejste sig så op og senere fulgte de andre hans eksempel. Han sagde: „Vi giver afkald på at appellere; vi behøver ingen barmhjertighed fra mennesker, vi venter barmhjertighed fra den højeste Dommer, og allerede på denne dag ser vi frem til hans dom!“ Vennerne fra E– og omegn, der stod på trapperne foran domhuset — der var adskillige hundrede venner, og de havde holdt ud i de to dage, retssagen varede — råbte nu i kor: „Vi ønsker at sige farvel til vore venner! Vi ønsker at se vore venner!“ Der var intet andet for retten at gøre, for politiet var allerede trådt i aktion og havde endog slået nogle af vennerne; men vennerne stod som en mur og rørte sig ikke af stedet. Om så de havde arresteret dem allesammen, havde de ikke flyttet sig. De venner, der havde været stillet for retten, blev så eskorteret hen foran domhuset, hvor de alle omfavnede hinanden, vekslede håndtryk og formanede hinanden til at holde ud på den store Konges side til den endelige sejr, eftersom tiden er nærmere, end vi tror. Alt dette fandt sted for øjnene af politiet, befolkningen i E– og rettens dommere og embedsmænd, som betragtede det fra vinduerne. Det var i sandhed et mægtigt skuespil for engle og mennesker! (1 Kor. 4:9) Vi kan ikke takke Jehova nok for den forret, det er at tilhøre hans folk!“

Hvor kærlighed er et stærkt bånd!

Et andet meget interessant brev lyder: „Da jeg kom til statsfængslet for at høre nyt om min mands sag, kom en betjent, som sympatiserer med os, hen til mig og sagde: „I dag er der en retssag mod Jehovas vidner; måske er Deres mand blandt dem.“ Han viste mig så ad bagdøren ind i retssalen, da det kun var dem, som havde et af statsadvokaten udstedt adgangskort, der kom ind gennem hovedindgangen, og disse kort blev kun udleveret til vore modstandere, ikke til Jehovas vidner, endskønt de kalder det en „offentlig retsforhandling“.

I retten blev der fremstillet syv brødre fra Vagttaarnets betelhjem, og de blev idømt fængselsstraffe fra otte til ti år. Da de blev ført ind i retssalen, fik jeg et frygteligt chok, til trods for at jeg kan tage en hel del. De var alle lænket sammen og ledsaget af hunde, som om de var farlige forbrydere. Fysisk set var de i en forfærdelig tilstand, men fra deres magre, blege ansigter skinnede et ejendommeligt lys. Deres strålende øjne funklede ligefrem. Et blik på deres krop viste imidlertid, at de havde været udsat for tortur. Retsforhandlingerne varede ti timer. Vennernes beslutsomhed og loyalitet, som kom til udtryk gennem deres vidnesbyrd, var simpelthen vidunderlig! Og hvor var fjendens løgne og handlinger skændige og uretfærdige! Verden i almindelighed har endnu aldrig set magen.

Da vennerne blev ført ud, stod jeg i gangen for at se dem endnu en gang. En af dem sagde: Vær modige, og må Jehova lede jer!“

Ja, „Statens sikkerhedstjeneste“ og retsfunktionærerne i Sovjetzonen i Tyskland har måbet af forvirring over Jehovas vidners holdning. Dette er aldrig sket for dem før. Alle deres såkaldte „prøvede og godkendte metoder“, som med held har fået andre til at møde frem i retten med en nedbrudt, angrende og tilstående holdning, har vist sig at være forgæves, når de blev anvendt mod Jehovas vidner. Sandheden er den, at modstanderne af Jehova Gud og hans vidner intet kender til Guds ånds magt.

At være forud advaret er for Guds tjenere at være forud udrustet. Både advarselen og råd om udrustningen findes i bibelen, og ved at studere den får Guds tjenere megen trøst, håb og fred i sindet, når de udsættes for sådanne ildprøver. Den store profet Jesus advarede: „Vogt jer for menneskene; thi de skal bringe jer for domstole og piske jer i deres synagoger. Også for landshøvdinger og konger skal I føres for min skyld til et vidnesbyrd for dem og hedningefolkene. Men når man stiller jer for retten, skal I ikke bekymre jer for, hvorledes eller hvad I skal tale; thi det skal gives jer i samme stund, hvad I skal tale. Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders ånd, som taler gennem jer.“ — Matt. 10:17-20.

(The Watchtower, 15. juni 1951)