Omskåret på hjerte og ører
„I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren! Altid sætter i jer op imod Helligånden.“ — Ap. G. 7:51.
1. Hvilken betydning har man tidligt tillagt omskærelsen, og hvorfor?
OMSKÆRELSE har været kendt og er blevet praktiseret næsten lige så længe som de skriftlige vidnesbyrd går tilbage. Skikken har været genstand for megen interesse, både fra et sundhedsmæssigt og fra et religiøst synspunkt. I første række blev omskærelsen sikkert nødvendig af medicinske grunde, fordi mennesket havde forladt det fuldkomne stade. Men hvor som helst man begyndte at foretage omskærelse, fik det hurtigt en religiøs betydning. Det forstår man godt når man tænker på hvad Bibelen siger, at det faldne menneske „ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen“. (Rom. 1:25) Dette førte naturligt til at kønslivet og frugtbarheden og alt hvad der har forbindelse dermed, blev genstand for upassende opmærksomhed, ja, tilbedelse. Omskærelsen udføres på det mandlige kønslem eller forplantningsorgan og tjener som et varigt identifikationsmærke, som et bevis på at vedkommende tilhører en bestemt social eller religiøs gruppe. Men, spørger vi, hører omskærelsen hjemme inden for den sande religion? I bekræftende fald vil vi gerne ofre den tilbørlig opmærksomhed, ud fra en korrekt forståelse. For at få den rigtige forståelse må vi gå til Guds ord, Bibelen, den eneste pålidelige oplysningskilde.
2. Hvornår gjorde Gud omskærelsen til et krav, og over for hvem? Hvilke enkeltheder oplystes der?
2 Første gang omskærelsen nævnes i Bibelen er dér hvor Gud indgik eller bekræftede sin pagt med Abraham, der på det tidspunkt var nioghalvfems år gammel. Gud sagde til Abraham: „Dette er min pagt, som I skal holde, pagten mellem mig og eder, at alt af mandkøn hos eder skal omskæres. I skal omskæres på eders forhud, det skal være et pagtstegn mellem mig og eder.“ Der blev oplyst yderligere enkeltheder: „Otte dage gamle skal alle af mandkøn omskæres hos eder . . . Hver mand som fødes i dit hus og hver mand som købes for dine penge skal uden undtagelse omskæres; . . . Og en uomskåren af mandkøn som ikke vil omskæres på sin forhuds kød, den sjæl skal afskæres fra sit folk. Han har brudt min pagt.“ Hvis man nægtede at opfylde dette krav medførte det altså døden, og ikke blot bortvisning fra husstanden, hvad enten der var tale om en søn eller en træl. — 1 Mos. 17:10-14, 22-27; versene 13, 14 efter NW.
3. Hvilke to spørgsmål rejser sig når man læser beretningen i 1 Mosebog 17:10-14?
3 Her opstår der to spørgsmål. Der hersker ingen tvivl om Guds ret i denne sag, men måske undrer vi os over at omskærelse blev valgt som tegn, især da operationen ud fra et menneskeligt synspunkt er ret smertefuld og giver anledning til en vis forlegenhed. Når Gud ellers bestemmer at menneskene skal gøre noget som et tegn eller symbol, plejer man som regel uden videre at kunne se hvor velvalgt et symbol det er — for eksempel kan nævnes vanddåben, den fuldstændige nedsænkning i vand, som symbol på et menneskes indvielse til Jehova. Det andet spørgsmål lyder: Hvorfor berørte det hele husstanden, også de mandlige trælle? Var det ikke kun Abraham og hans efterkommere der var med i pagten? Det vil interessere os at se om Guds ord kaster lys over disse spørgsmål.
4. (a) Hvilken situation opstod og gav anledning til Guds befaling i Josua 5:2-7? (b) Hvilken særlig betydning ligger der i Jehovas ord i Josua 5:9?
4 De hebraiske Skrifter viser at Abrahams efterkommere, israelitterne, fortsatte med at holde ovennævnte befaling. Den blev indlemmet i loven som blev givet ved Moses, men blev ikke givet som et nyt påbud. (3 Mos. 12:3) Imidlertid blev de drengebørn som blev født i løbet af de fyrre år israelitterne vandrede om i ørkenen, ikke omskåret. Det var en ny generation der til sidst gik over Jordanfloden og ind i det forjættede land. Jehova pålagde derpå Josua at omskære alle Israels sønner. Da dette var sket, udtalte Jehova disse betydningsfulde ord: „I dag har jeg bortvæltet ægypternes forsmædelse fra eder.“ (Jos. 5:2-9) Eftersom ægypterne praktiserede omskærelse, kan denne udtalelse betyde at de nu ikke mere kunne smæde Israel fordi så mange af dets mænd var uomskårne. Nu fandtes der også en yngre generation af Jehovas folk som i hvert fald symbolsk, havde fået fjernet den sidste antydning af forbindelse med Ægypten og dets falske guder og urene gudsdyrkelse. Vi kan nu begynde at forstå at omskærelsen, det „pagtstegn“ der blev givet til Abraham, også var et passende symbol på ren gudsdyrkelse i Abrahams tilfælde, eftersom dette tegn mærkede dem der stod i pagtsforhold til Jehova som et særligt folk. Efter opholdet i Gilgal fortsatte israelitterne (jøderne) med at overholde dette krav om omskærelse.
5. Kan Bibelen deles i to dele, svarende til lovens bogstav og lovens ånd?
5 Hvis vi vender os til De kristne græske Skrifter finder vi at man stadig holder fast ved et lignende krav om omskærelse. Nu læser vi om hjertets omskærelse, som for eksempel i Romerne 2:29. Måske mener du at det er første gang dette nævnes, og føler muligvis en vis lettelse over at være kommet bort fra den bogstavelige omskærelse, lovens bogstav, og håber nu at få fat i den dybere betydning, lovens ånd. Men nej. Hjertets omskærelse blev første gang omtalt af Moses, og hos ham finder vi grundbetydningen.
6. (a) I hvilken forbindelse omtaler Moses hjertets omskærelse? (b) Hvordan viser Moses at dette også angår ørerne, og hvad lærer vi deraf?
6 Moses skrev: „Omskær nu eders hjerters forhud og gør ikke mer eders nakker stive!“ En sådan omskærelse var nødvendig, ikke for at overholde de ceremonielle krav, lovens bogstav, men for at overholde de grundlæggende krav, der bygger på sand kærlighed, som det fremgår af denne tilskyndelse: „Og nu, Israel! Hvad andet kræver [Jehova] din Gud af dig, end at du skal frygte [Jehova] din Gud, så du vandrer på alle hans veje, og at du skal elske ham og tjene [Jehova] din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl.“ Senere kommer Moses med en ny tilskyndelse, idet han viser at det både har at gøre med hjertet og med ørerne. Han siger: „[Jehova] din Gud vil omskære dit hjerte og dit afkoms hjerte, så du elsker [Jehova] din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl, for at du må leve.“ Han giver dem valget: Hvis de vil lytte til Jehova deres Guds bud så de elsker og adlyder ham, vil de opnå rige velsignelser fra ham. „Men hvis dit hjerte vender sig bort, og du ikke er lydig [ikke lytter, NW], men lader dig forføre til at tilbede fremmede guder og dyrke dem, . . . [skal] I visselig . . . gå til grunde.“ At man er omskåret på hjerte og ører vil med andre ord sige at man har et ydmygt hjerte, et hjerte som helt igennem er oprigtigt, rede til og ivrigt efter at lytte og adlyde, og som således vil bevare en på den rene tilbedelses vej. Hvis man derimod ejer et stolt hjerte, et hjerte som er tilbøjeligt til at vende sig bort og vende det døve øre til (idet man er blevet stivnakket), da kan man ikke undgå at blive fanget i falsk religion og miste livet. — 5 Mos. 10:12, 16; 30:6, 15-18; se også Josua 24:14, 15, 19.
7. Hvad siger Jeremias om samme emne?
7 Læg mærke til hvad Jeremias rammende sagde om dette emne: „For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå? Se, de har uomskårne ører, kan ej lytte til; se, [Jehovas] ord er til spot.“ På et tidspunkt hvor både Juda og Israel var kommet ud i stor troløshed, stillede Jeremias den bogstavelige og den åndelige omskærelse op som modsætninger til hinanden idet han gengav Jehovas budskab: „Jeg vil gøre op med enhver omskåren [på kødet] som dog stadig er uomskåren, med Ægypten og med Juda . . . for alle nationerne er uomskårne, og hele Israels hus er uomskåret på hjertet.“ — Jer. 6:10; 9:25, 26, NW.
8. Hvornår og hvordan gav Stefanus en oversigt over Israels historie? Hvilken anklage førte dette til, og hvad endte det med?
8 Da den kristne martyr Stefanus århundreder senere forsvarede sig over for sanhedrinet, omtalte han Abraham og sagde at Gud „oprettede omskærelsens pagt med ham“. Derpå nævnte han Moses og understregede: „Vore fædre ville ikke adlyde ham; de stødte ham fra sig og vendte sig med deres hjerter til Ægypten og sagde til Aron: ’Lav os guder, som kan drage foran os.’“ Til slut satte Stefanus disse fædre i forbindelse med de mænd der udgjorde sanhedrinet i Jerusalem (og var hans umiddelbare tilhørere), idet han sagde: „I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren! Altid sætter I jer op imod Helligånden — som jeres fædre, således I.“ Og han omtalte „den Retfærdige“ (Jesus) og bemærkede: „Hans forrædere og mordere er I blevet.“ Hvordan reagerede sanhedrinets medlemmer? „Da de hørte dette følte de sig ramt [ikke som hvis de blev omskåret, nej de følte sig „gennemsavet“, Kingdom Interlinear] i deres hjerter.“ (NW) Hvad deres ører angik, var der jo ikke noget overskud af kød som krævede bogstavelig omskærelse. Hvad gjorde de da? De „holdt sig for ørene og stormede alle som én ind på ham“ og stenede ham til døde. — Ap. G. 7:8, 39-43, 51-58.
9. Hvad skyldes det hvis man ikke er omskåret på hjerte og ører? Hvad fører det til?
9 Hvilken frygtelig forbrydelse disse religiøse ledere begik! Uomskårne hjerter og ører kendetegner de stejle, ubarmhjertige og genstridige, og forbindes med et frækt og hårdt ansigt, et forhærdet hjerte og en stiv nakke. (Ordsp. 21:29; 28:14; 29:1) Stolthed er den egentlige årsag til alt dette, og denne egenskab fører et menneske længere og længere ud i det onde, sådan som Daniel sagde om Nebukadnezar: „Hans hjerte blev hovmodigt og hans ånd stolt og overmodig.“ Det samme gjaldt Farao. — Dan. 5:20; 2 Mos. 7:22; 9:7; se også Hebræerne 3:7-13.
10. (a) Hvordan kan vi skelne mellem sindet og hjertet? (b) Hvordan kan hjertet omskæres?
10 Hvor er det vigtigt, ja ønskværdigt, at være omskåret på hjertet! Hvordan kan vi opnå dette? I modsætning til sindet, der tænker og ræsonnerer på grundlag af de oplysninger det tilegner sig, er hjertet nøje knyttet til vore længsler og ønsker, ja, det er sædet for vore motiver. Der ligger stærke følelsesmæssige kræfter gemt i hjertet, og det kan drive eller tilskynde os til at gøre dette eller hint. (2 Mos. 35:21) Det kan meget let beherske sindet. Hjertet er selve centeret for hele vor personlighed. Det er vort virkelige, vort indre jeg, „det skjulte menneske“, ’det indre menneske’. (1 Pet. 3:4; Rom. 7:22) Hvordan kan hjertet omskæres? Det får vi et fingerpeg om når vi ved hvad der sker ved en bogstavelig omskærelse. Når det af sundhedsmæssige grunde bliver nødvendigt at foretage et sådant indgreb, betragtes det der bortskæres som overflødigt, som noget der hindrer bevarelsen af en ren og sund helbredstilstand. På tilsvarende måde vil omskærelse af hjertet sige at hjertet bliver befriet eller skåret rent for alt det i vore ønsker og motiver som måtte stride mod Jehovas ønsker. Det betyder en fuldstændig fjernelse af sådan noget som stolthed og alt hvad der ellers kan virke hindrende og være årsag til at man ikke lytter til Jehova, hans ord og hans tilskyndelser.
11. (a) Hvem er et godt eksempel med hensyn til at være omskåret på hjerte og ører? (b) Hvordan kan denne åndelige operation udføres?
11 Et godt eksempel på et omskåret hjerte og omskårne ører finder vi, ifølge Lukas, hos „en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia“. Hun „lyttede til, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun gav agt på det, som Paulus talte“. (Ap. G. 16:14) Her var der afgjort ikke noget som spillede hindrende ind. Vi kan ikke udføre denne åndelige operation i egen kraft, ved vor egen visdom. Da Paulus taler om den sande jøde siger han at „omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd“. Ja, vi har brug for Guds ånd, og der forklares hvordan vi kan bede om at få en ny indstilling: „Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.“ — Rom. 2:29; Sl. 51:12.
En ny personlighed
12. Hvad er der forbundet med at aflægge den gamle personlighed og iføre sig den nye?
12 Gud giver os ikke automatisk sin ånd, sin usynlige, aktive kraft, i vort indre. Vi må samarbejde ved at udsætte vor egen ånd — det vil sige vore mentale og følelsesmæssige tilbøjeligheder — for hans ånds virke og indflydelse, der kommer til udtryk gennem hans ord. Gør du det, vil du få en ny og stadig ånd i et rent hjerte, grundlagt på nøjagtig kundskab, „således som det er sandhed i Jesus“ Du vil blive ’fornyet i dit sinds drivkraft’, og du vil blive hjulpet til at ’aflægge den gamle personlighed som svarer til din tidligere adfærd’. I stedet vil du så lære at ’iføre dig den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’. De der gør dette bliver „Guds efterlignere“, for de efterligner det der er godt. — Ef. 4:20-24, NW; 5:1, NW.
13. Betyder dette at man skal tillægge sig en helt anden personlighed? Forklar med et eksempel.
13 Du føler måske at det er lettere sagt end gjort, og derfor må vi hellere betragte nogle sider af sagen. Først må det understreges at dette med den nye personlighed ikke vil sige at vi skal iføre os en helt anden personlighed, så vi mister vor identitet. Sandt nok må vi pælfæste det som er ondt, både det i vort hjerte og det i vort liv. Vi må overgive sådanne ting til døden. (Gal. 5:24; Kol. 3:5) Imidlertid kan visse egenskaber og evner som nok er skadelige hvis de ikke beherskes, udrette meget godt når de bringes under kontrol og ledes i de rette baner. Et iltert sind, for eksempel, er resultatet af en kvik hjerne og stærke følelser som i begge tilfælde ikke beherskes og derfor snart kan anrette megen skade. Men samme evne til at tænke hurtigt og til spontant at give udtryk for sympati eller begejstring, kan, hvis den kontrolleres af et godt motiv, være til stor nytte, især i forkyndelsesarbejdet. Når man arbejder på alt dette, også når man forsøger at opdyrke selvbeherskelse, er det nødvendigt at være udholdende. Som Jakob siger: „Den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed,“ bliver „ikke . . . en glemsom hører, men en gerningens gører, [og] han skal være salig i sin gerning.“ — Jak. 1:25.
14. Hvordan kan man udnytte de færdigheder som skyldes medfødte evner?
14 Eller du føler måske at medfødte evner, for eksempel i musikalsk eller poetisk retning, bør undertrykkes som noget der afleder ens opmærksomhed fra det egentlige og gør en til dagdrømmer, mens der er så meget arbejde at gøre. Dette kan naturligvis være sandt hvis man ikke forstår at holde sine interesser i tømme, men de særlige færdigheder der er knyttet til sådanne evner kan udnyttes godt. For eksempel består en symfoni af flere satser som, når de er omhyggeligt opbygget, skaber en god kontrastvirkning. På denne måde bliver musikken smuk og harmonisk, og der bliver god modulation gennem hele musikstykket, uden kedelige gentagelser. Nøjagtig det samme gælder forberedelsen og fremholdelsen af et foredrag om sandheden. Jo mere man forstår hvordan Guds ord er opbygget eller „komponeret“, og det gælder også de bibelstudiebøger som Vagttårnets selskab har udgivet, jo mere får man selv ud af dem, og jo mere kan man hjælpe andre. Den løn man opnår, bliver meget større. Mens musikken hovedsagelig appellerer til følelserne, vil man, når man fremholder sandheden, budskabet om Riget, appellere ligeligt til følelserne og forstanden. Fremfor alt er det til ære for Jehova, den store Komponist.
15. (a) Hvad kan slå modet ned på os? (b) Hvem har uden tvivl haft det på samme måde, og hvad kan vi lære af dem?
15 Undertiden bliver vi modarbejdet i vore forsøg på at iføre os den nye personlighed. Den gamle personlighed, med dens rodfæstede vaner, og det indre pres, for ikke at tale om det pres der kommer udefra, fra Satans verden — får undertiden overtaget over os. Men selv om Paulus sagde at ånden og kødet ’ligger i strid med hinanden så vi ikke kan gøre det som vi gerne vil’, sagde han også: „I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer.“ (Gal. 5:16, 17) Når vi bukker under for presset og kommer til at gøre noget forkert, føler vi os derfor sønderknuste. Det er vi dog ikke alene om. Forestil dig hvordan Peter havde det da han erkendte at han havde gjort netop det som han havde lovet aldrig at gøre, nemlig at fornægte sin elskede Mester. Forestil dig også hvordan han må have haft det da han, efter mange års tjeneste i en ansvarsfuld stilling, åbent måtte irettesættes af Paulus. Og hvad Paulus angår, forestil dig blot hvordan han må have følt det da han som Saulus, „der stadig fnyste med trussel og mord imod Herrens disciple“, pludseligt og magtfuldt fik forklaret hvordan det hele virkelig forholdt sig. (Matt. 26:35, 75; Gal. 2:11-14; Ap. G. 9:1-9) Disse tjenere mistede imidlertid ikke modet. Og hvad vigtigere er, de forhærdede ikke deres hjerter. Det bør vi heller ikke gøre. Hvor er det trøstende at læse hvad Johannes skrev: „Da kan vi for hans åsyn stille vore hjerter tilfreds, hvad end vort hjerte måtte fordømme os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt.“ Hvordan går dette til? — 1 Joh. 3:19, 20.
Indbudt til at komme
16. (a) Hvem indbyder os nu til at komme? Er vi tvunget til at tage imod indbydelsen? (b) På hvilken måde vælger Jehova først, og hvilken tilskyndelse giver han?
16 Hvor er man glad og godt tilpas når man er blevet inviteret hjem til nogen for første gang, så man har lejlighed til at udbygge venskabet med dem. Selve invitationen opmuntrer en, og man føler sig helt oplivet. Er det ikke rigtigt, især hvis man for tiden har mange problemer at slås med? I de „strenge tider“ vi oplever nu, retter Jehova imidlertid den bedste af alle indbydelser til os. (2 Tim. 3:1) Ingen tvinges til at tage imod den. Som nævnt tidligere i bladet må vi selv vælge om vi vil. I første række er det dog Jehova der vælger, og det med rette. Som David skrev: „Salig den, du udvælger, lader bo i dine forgårde!“ For det første træffer Jehova sit valg ved at opstille de betingelser der må opfyldes. (Sl. 65:5; 24:3, 4) For det andet er indbydelsen af en sådan karakter at den kun appellerer til dem der er oprigtige og ydmyge af hjertet, ja endog er sønderknuste. Dette viser at Jehova er større end vort hjerte. Som han siger: „I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.“ — Es. 57:15; se også 2 Krønikebog 16:9.
17. På hvilken måde kræves der ydmyghed af Gud, og hvordan har han lagt denne egenskab for dagen?
17 Vi må være ydmyge når vi nærmer os Jehova. Ja, overraskende nok gælder dette begge parter. Har du nogen sinde tænkt på at det kræver ydmyghed fra Guds side at bøje sig, så at sige, for at betragte den syndige menneskeslægt? „Hvem er som Jehova vor Gud . . .? Han nedlader sig til at betragte himmel og jord, rejser den ringe fra selve støvet.“ „Din højre støttede mig, din nedladelse gjorde mig stor.“ Selv til dem der er gået deres egne veje, appellerer Jehova: „Jeg udbredte dagen lang hænderne til et genstridigt folk.“ Hør også hvad Jesus sagde: „Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke.“ Det kræver sandelig ydmyghed at lægge en sådan langmodighed og ufortjent godhed for dagen. — Sl. 113:5-7, NW; 18:36; Es. 65:2; Matt. 23:37.
18. Hvor har Jehova inviteret os hen, og hvordan kan vi finde ud af hvor dette er i dag?
18 Vær ikke i tvivl. Du er indbudt til at komme. Hvorhen? Det er noget Jehova bestemmer. „[Jehova] har udvalgt Zion, ønsket sig det til bolig.“ David tænkte her på det jordiske Zion, midtpunktet for den rene tilbedelse. (Sl. 132:8, 13-18) Dette opfyldes i nutiden på det himmelske Zions bjerg, hvor Jehova indsatte sin søn som konge i året 1914. I et syn så Johannes Lammet stå dér, „og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde“, hele den kristne menighed. En rest af denne Zion-skare lever stadig på jorden, hvor den repræsenterer Guds organisation. De udgør det „sted“ hvortil alle som erkender behovet for at søge sikkerhed indbydes, og dette minder om den foranstaltning Gud traf på Vandflodens tid. Dengang sørgede han for at der blev bygget en ark, hvori han bevarede „Noa, tillige med syv andre“. — Sl. 2:6; Åb. 14:1; 1 Mos. 7:1; 2 Pet. 2:5.
19. (a) Hvilken tilstand har der hersket i Zion siden dets genrejsning? (b) Hvad kræves der af alle som kommer til Guds organisation?
19 Da denne rest af det åndelige Israel atter var blevet samlet efter at den var blevet tugtet i perioden fra 1914 til 1918, opfyldtes følgende storslåede løfter, som især lægger vægt på renhed og ydmyghed: „Vågn op, vågn op, ifør dig din styrke, Zion, tag dit højtidsskrud på, Jerusalem, hellige by! Thi uomskårne, urene folk skal ej mer komme ind.“ „Jeg levner i din midte et folk, som er ydmygt og ringe, og Israels rest skal lide på [Jehovas] navn.“ (Es. 52:1; Zef. 3:12) Alle som kommer til Guds organisation, som bliver nært knyttet til Zion-skaren, må være omskåret på hjerte og ører. Se, nu forstår vi grunden til at selv trællene i Abrahams husstand skulle omskæres. Hele denne husstand var et billede på Guds organiserede folk i vor tid. Dette folk må bevares rent; „ægypternes forsmædelse“ må fuldstændig bortvæltes fra det. — Jos. 5:9.
20. Hvordan er det blevet muligt at blive der, og hvad er prisen?
20 Hvor er vi taknemmelige for at Jehova i sin godhed ikke blot har indbudt os til at aflægge Zion et kort besøg, men har opfordret os til at flytte dertil og blive der. I den professionelle fodboldverden betales der vældige summer når en særlig talentfuld spiller flyttes fra ét hold til et andet. Men uanset hvor stor en sådan sum er, kan den overhovedet ikke måle sig med den pris Jehova har bragt til veje og som hans søn villigt har betalt ved at ofre sit dyrebare menneskeliv. Som Paulus siger: „I er jo købt og prisen betalt.“ — 1 Kor. 6:20.
21, 22. (a) Hvordan kan vi vise at vi påskønner Jehovas indbydelse? (b) På hvilke forskellige måder udtrykkes indbydelsen i Guds ord, og hvilken virkning bør den have på os?
21 Vi kan og vi bør vise at vi påskønner Jehovas indbydelse ved at bringe den videre til andre, ligesom Lydia, der efter sin dåb nødte Paulus og hans ledsagere til at komme og blive i hendes hjem. „Hun ligefrem pressede os,“ skrev Lukas. Esajas forudsagde dette storslåede arbejde med at indbyde andre, idet han skrev at „talrige folkeslag [skulle] vandre [og sige]: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg’ . . . thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.“ Hør også denne gavmilde indbydelse: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk!“ Da Jesus var på jorden tilskyndede han: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.“ Han forudsagde at han ved sin genkomst ville sige til dem der har fårets egenskaber: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.“ Guds ord slutter med den samme gode tilskyndelse, og de der reagerer positivt opfordres til at indbyde andre igen: „Og Ånden og bruden siger: ’Kom!’ Og den, som hører, skal sige: ’Kom!’ Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt. Han, som vidner om dette, siger: ’Ja, jeg kommer snart!’ — [Og Johannes svarer:] Amen. Kom, Herre Jesus!“ — Ap. G. 16:15, NW; Es. 2:3; 55:1; Matt. 11:28; 25:34; Åb. 22:17, 20.
22 Da indbydelsen til at komme findes så ofte i Guds ord, og fremsættes med så stærk appel, kan man i sandhed sige at det er en meget indtrængende indbydelse. Reagerer du på den? Kommer du? Indbyder du andre til at komme?