Spørgsmål fra læserne

● Når der i 1 Korinter 6:19, NW står: „Ved I ikke at I folks legeme er templet for den hellige ånd i jer som I har fra Gud?“ vil det så sige at en kristens dødelige menneskelegeme er templet? — F. S., De forenede Stater.

I det forudgående vers giver apostelen Paulus følgende advarsel: „Fly utugt. Enhver anden synd et menneske måtte begå er uden for dets legeme, men den som bedriver utugt synder imod sit eget legeme.“ Her hentyder Paulus utvetydigt til misbrug af ens kødelige organisme. Derpå minder han i 1Kor 6 vers 19 og 20 de kristne om at de som gruppe betragtet indtager en særlig plads i Jehovas hensigt. Det er ikke et enkelt menighedsmedlems legeme der er templet, men Paulus siger: „Ved I ikke at I folks legeme er templet for den hellige ånd i jer som I har fra Gud?“ hans anvendelse af udtrykket „I folks legeme“ er i harmoni med 1 Korinter 10:17 hvor der, henvendt til de 144.000 lemmer på Kristi legeme, siges: „Fordi der er eet brød, er vi eet legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød.“

Apostelen Peter omtalte under inspiration Jesus Kristus som templets hovedhjørnesten og hans legemes 144.000 lemmer som „levende stene“, og han sagde: „Lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus.“ (1 Pet. 2:4-6) Der findes ikke 144.000 sådanne åndelige huse eller templer, men kun ét, der udgøres af mange lemmer. Imidlertid kunne Kristus Jesus med rette omtale sig selv som Guds tempel, fordi han er dets vigtigste lem, hovedhjørnestenen i Guds åndelige tempel. — Joh. 2:19-22; Åb. 21:22.

Andre skriftsteder støtter denne forståelse af spørgsmålet: „Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? . . . thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!“ Han taler om ét tempel, ikke om mange. „Vi er jo den levende Guds tempel.“ (1 Kor. 3:16, 17; 2 Kor. 6:16) Efeserne 2:19-22 (NW) viser hvorledes alle lemmerne passer ind i det ene åndelige tempel, når der her siges til de 144.000 lemmer på Kristi legeme: „I er bygget op på apostlenes og profeternes grundvold mens Jesus Kristus selv er hovedhjørnestenen. I samhørighed med ham vokser hele bygningen, idet den harmonisk føjes sammen, til et helligt tempel for Jehova. I samhørighed med ham bliver også I sammen opbygget til et sted hvor Gud kan bo ved ånd.“

Således fastslår Bibelen tydeligt at det ikke er hver enkelt kristens dødelige legeme der er Guds tempel, men at medlemmerne af den kristne menighed som åndelige stene er opbygget på Kristus Jesus, hovedhjørnestenen, og sammen med ham udgør ét åndeligt tempel for Gud.

● Hvad mener apostelen med ordene „det høje eller det dybe“ i Romerne 8:39? — F. G., De forenede Stater.

Apostelen Paulus hentyder med disse ord til noget skabt, for han skrev: „Det høje eller det dybe eller nogen anden skabning.“ han mener skaberværker eller skabninger som i relativ betydning er høje eller dybe, nemlig i sammenligning med noget andet. Paulus peger altså her på at uanset om Guds åndsavlede sønner indtager en høj eller en lav stilling vil det ikke skille dem fra Guds kærlighed.

Det høje eller det dybe behøver imidlertid ikke at opfattes udelukkende som abstrakte begreber med sigte på et niveau. Vendingerne kan også tages i konkret betydning så de peger på noget som indtager en høj eller ophøjet stilling eller noget som indtager en lav stilling. Altså, hverken det som indtager en lav stilling og søger at trække ned, eller det som indtager en høj stilling og har en tendens til at øve stærk indflydelse, vil kunne skille de åndsavlede sønner, Guds arvinger og Kristi medarvinger, fra Guds eller Kristi kærlighed til dem. Samme grundsætning har naturligvis sin gyldighed for den „store skare“ „andre får“.

Bemærk at Paulus ikke her taler om sin egen faste beslutning om ikke at ville tillade noget at kølne den kærlighed han nærede til Gud, men om det omvendt rettede forhold. Han understreger at absolut intet i hele universet kan komme på tværs af Guds kærlighed til sine åndsavlede sønner. Den urokkelige overbevisning herom er en trøst for alle disse.

● Har noget menneske på jorden nogen sinde hørt Jehovas røst? — N. P., De forenede Stater.

Den inspirerede apostel Johannes siger i Johannes 1:1-3 at Jesus Kristus i sin førmenneskelige tilværelse var kendt som Logos eller Ordet, Jehova Guds officielle talsmand eller talerør. Man kan altså forstå at i langt de fleste af de tilfælde hvor Bibelen beretter om at Jehova talte til sit folk, gjorde han det repræsenteret ved en anden, ikke direkte. Gud talte hovedsagelig ved sin ypperste talsmand, Ordet.

Da Jehova således viste sig for Moses i den brændende tornebusk og talte til ham, gjorde han det ved hjælp af en engel, som vist i Anden Mosebog 3:2 og bekræftet i Apostlenes Gerninger 7:30, 35. Moses mindede ligeledes israelitterne om det der skete ved Sinaj bjerg: „Da HERREN [Jehova] talede til Eder ud fra ilden, hørte I kun ordene, men nogen skikkelse så I ikke, kun en røst fornam I. Da kundgjorde han Eder sin pagt, som han bød Eder at holde, de ti ord, og han skrev dem på to stentavler.“ (5 Mos. 4:12, 13) Både Stefanus og Paulus gjorde det ganske klart at Jehova talte repræsenteret ved en anden, for der siges at Loven var „formidlet ved engle“. I Hebræerne 2:2 står der direkte at Loven blev „talt ved engle“. — Ap. G. 7:53; Gal. 3:19.

Guds ord nævner imidlertid tre lejligheder hvor Jehova Gud talte til sin enbårne søn eller ypperste talsmand mens denne var hernede på jorden. I disse tre tilfælde antyder både sammenhængen og omstændighederne at den stemme der hørtes var Jehova Guds egen. For eksempel siger beretningen i forbindelse med Jesu dåb: „Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.’“ (Matt. 3:17) Da Peter, Jakob og Johannes fulgte med Jesus Kristus op på bjerget og blev vidner til forklarelsen, hørtes Jehovas stemme: „Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!“ (Matt. 17:5) Ved en anden lejlighed bad Jesus: „Fader, herliggør dit navn!“ Beretningen fortæller os derefter: „Da lød der en røst fra Himmelen: ’Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.’“ — Joh. 12:28.

Ved en lejlighed sagde Kristus til dem der ikke elskede Jehova og ikke ville anerkende Jesus som Messias: „Ja, Faderen, som sendte mig, han har selv vidnet om mig. Hans røst har I aldrig hørt, ej heller har I set hans skikkelse, og hans ord har I ikke blivende i jer; thi den, som han sendte, ham tror I ikke.“ (Joh. 5:37, 38) Jehova Gud er en ånd og er derfor usynlig for det menneskelige øje. Følgelig har heller intet menneske nogen sinde kunnet se Jehovas taleorganer i funktion, men visse mennesker har hørt hans stemme. De ikke-troende mennesker Jesus talte til havde imidlertid aldrig hørt Jehovas røst. — 2 Mos. 33:20.