„Dit ord er sandhed“

„[Lykkelige] er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed“

MAN siger at en god gerning bærer lønnen i sig selv. Det er sandt nok, for den der kun handler ret i håb om materielle fordele er ikke virkelig retskaffen. Imidlertid forsikrer Bibelen os om at Gud også belønner retskaffenhed og gode gerninger. Apostelen Paulus siger direkte at vi for at behage Gud ikke alene må tro at han er til, men også at han lønner dem der søger ham. (Hebr. 11:6) Det var det samme Jesus Kristus, Guds søn, havde i tanke da han i sin bjergprædiken sagde: „Salige [lykkelige, New World Translation] er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.“ — Matt. 5:7.

Mange føler at ordet „barmhjertighed“ blot har en juridisk betydning — den at man ikke kræver en overtræder idømt hele den straf han har gjort sig fortjent til. At ændre en dødsstraf til livsvarigt fængsel, for eksempel, anses for at være en barmhjertighedsgerning. Guds ord bruger ofte udtrykket „barmhjertighed“ i denne betydning. Imidlertid vil det at vise barmhjertighed også sige at vise venlighed eller medfølelse, at hjælpe folk der lider nød, og det er i denne betydning at ordet hyppigst bruges i Bibelen, både i De hebraiske og i De græske Skrifter.

Da Jesus efter at have fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner spurgte hvem der ’havde, vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere’, fik han svaret: „Den, som øvede barmhjertighed imod ham.“ I dette tilfælde var det tydeligt nok ikke et spørgsmål om at lade nåde gå for ret eller at være tilgivende, men om at have medfølelse med en som var i nød, et menneske der var blevet slået ned og bestjålet. (Luk. 10:36, 37) I evangelierne fortælles der gentagne gange at folk som var ramt af ulykke bad Jesus om at vise dem barmhjertighed; de bad ikke om at blive tilgivet eller om at få mildnet en retfærdig straf, men om at blive befriet for deres lidelser.

Men kan man virkelig være sikker på at Gud er barmhjertig mod dem der viser denne form for barmhjertighed? De historiske kendsgerninger viser at Guds ord taler sandt i dette spørgsmål. Et slående eksempel på at Gud viser barmhjertighed i betydningen medfølelse mod dem der selv har udvist denne egenskab, finder vi i den bibelske beretning om Tabita, eller Dorkas. Det fortælles at „hun var rig på gode gerninger og gav mange almisser [barmhjertighedsgaver, New World Translation]“ til de fattige. Da hun blev syg og døde sendte de mennesker hun havde vist barmhjertighed, bud efter apostelen Peter. I kraft af Guds hellige ånd var han i stand til at oprejse hende fra de døde. Gud viste hende sandelig barmhjertighed. — Ap. G. 9:36-43.

Sandheden i Jesu ord i Mattæus 5:7 fremgår også af beretningen om Kornelius, en romersk befalingsmand som boede i Kæsarea. „Han var en from mand, som frygtede Gud . . . og gav folket mange almisser [barmhjertighedsgaver] og stadig bad til Gud.“ Gud så til ham og besvarede hans bønner. Han belønnede ham for den barmhjertighed han havde vist, ved at lade ham blive den første hedning der blev omvendt til kristendommen. Det betød at Kornelius fik del i goderne af Kristi genløsningsoffer; han blev en af Jesu Kristi åndsavlede disciple og fik håb om evigt liv i himmelen. — Ap. G. 10:1, 2, 42-48.

I sin store kærlighed, hensynsfuldhed og medfølelse lader Jehova Gud solen skinne og regnen falde på både onde og gode. Og ved sin ufortjente godhed har han ikke alene ladet Jesus gå i døden for alle mennesker, men har endog sørget for at alle som ligger i mindegravene vil høre hans røst, at både retfærdige og uretfærdige skal opstå. (Hebr. 2:9; Joh. 5:28, 29; Ap. G. 24:15) Men hvis man fortsat og i fuld udstrækning skal nyde gavn af Guds ufortjente godhed og stadig være genstand for hans barmhjertighed, må man selv være barmhjertig. Man må gøre det til en vane at vise sin næste venlighed og medfølelse.

Jesu lignelse om fårene og bukkene, som vi finder i Mattæus 25:31-46 og som opfyldes i vor tid, understreger ligeledes vigtigheden af at vise barmhjertighed. Jesus fortæller her at nogle mennesker, som han sammenligner med får, har været venlige, barmhjertige og medfølende over for ham ved at vise disse egenskaber mod hans „brødre“. Hvordan har de vist barmhjertig medfølelse? Ved at give Kristi åndelige brødre mad når de var sultne, klæder når de havde behov for det, og ved at besøge dem når de var syge og i fængsel. Fordi de har gjort det siger Jesus at der også vil blive vist dem venlighed, medfølelse og gunst: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.“ De vil erfare Guds barmhjertighed på hans vredes dag.

I den kristne menighed og i ens familie er der ofte lejlighed til at vise andre barmhjertighed. Nogle er måske deprimerede eller nedslåede, frygtsomme eller generte. Det er i sandhed en barmhjertighedsgerning at ’trøste de modfaldne’ og når vi gør det kan vi også forvente at der vises barmhjertighed mod os, for „gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv“. (1 Tess. 5:14; Ordsp. 11:25) Man kan imidlertid vise barmhjertighed på andre områder end det åndelige. Apostelen Johannes viser at kristne også bør vise deres kærlighed ved at yde materiel hjælp til deres medkristne som lider nød. Gør du det? — 1 Joh. 3:17, 18.

Kristne bør vise hinanden barmhjertighed, og de bør gøre det med glæde. „Den, som øver barmhjertighed, skal gøre det med glæde,“ skrev apostelen Paulus. Det skulle ikke være „tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver“. At vise barmhjertighed med glæde er i sig selv barmhjertigt og venligt; det er et udtryk for medfølelse, for det er mere behageligt at være genstand for en sådan form for barmhjertighed. Har du mulighed for at hjælpe en kristen der har behov for at blive opbygget åndeligt eller som har brug for materiel hjælp? — Rom. 12:8; 2 Kor. 9:7.

Når vi udviser barmhjertighed vil Jehova Gud vise os barmhjertighed, og det samme vil de mennesker gøre som vi har været barmhjertige over for, hvis ’rollerne en dag bliver byttet om’, som man siger. Dette er også tanken i Jesu ord: „Giv, så skal der gives jer.“ — Luk. 6:38.

Foruden at vise medfølelse og venlighed mod dem der trænger til hjælp i åndelig eller materiel henseende, bør vi selvfølgelig vise barmhjertighed ved at være tilgivende. I en lignelse fortæller Jesus om en træl som havde fået eftergivet en stor sum penge han skyldte bort, men som selv nægtede at eftergive et lille beløb han havde til gode; hans herre siger da: „Du onde tjener! al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg havde forbarmet mig over dig!“ Jesus konkluderede: „Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder.“ En nær fremtid vil vise at også disse bibelske ord er sande. — Matt. 18:23-35.