Hvordan overvinder man ensomhed

JOANNA var en charmerende pige på 15 år, og hun var populær hos både drengene og pigerne. Udadtil var hun glad og tilfreds og havde masser af kammerater. Men hendes liv fik en brat afslutning da hun skød sig selv med et dobbeltløbet gevær. Det var hende der efterlod sig dette brev: „Lykke er: ikke at være ensom mere. Kedsomhed gør så ondt.“

Hvordan kom en pige som Joanna, der havde så mange venner, til at føle sig ensom?

At være alene er ikke nødvendigvis det samme som at være ensom

Mange kan godt lide at være alene af og til, så de kan tænke og meditere over tingene. Imidlertid har alle et grundlæggende behov for at give udtryk for deres følelser over for et andet menneske som vil vise interesse. Når man forhindres i at dele sit hjertes inderste tanker med andre, kan det føre til ensomhed.

Det er derfor let at forstå hvorfor man kan føle sig ensom, selv om man befinder sig blandt mange mennesker, ja endda selv om man har mange bekendtskaber. Man bliver ensom når man ikke finder nogen forståelse hos andre, når man føler at man ikke er ønsket, når man må bære sine følelsesmæssige byrder alene.

Når folk bliver ensomme kan det være af fuldt ud forståelige grunde. Det kan være at ens ægtefælle eller en nær ven dør. Da vil man uden tvivl komme til at føle sig ensom. Skilsmisse kan være endnu en årsag til ensomhed. En kvinde gav udtryk for dette således:

„Jeg befinder mig midt i en skilsmisse som jeg ikke ønsker og aldrig havde forventet skulle komme. Min mand har forladt mig. I øjeblikket er min smerte over det så stor at jeg somme tider ønsker jeg var død. Jeg tror ikke jeg nogen sinde kommer over det, værst er det klokken 4 om morgenen når jeg vågner og endnu en gang opdager at jeg er vraget og at jeg er ALENE.“

Hvis man flytter, måske langt væk fra sine gode venner, kan man også let blive ensom. Der er ingen grund til at føle sig flov eller skamfuld over det. Det er ganske normalt og noget man må forvente. En autoritet har sagt:

„Når man først har accepteret ensomheden som en fuldstændig normal menneskelig følelse, vil ensomhedsfølelsen næsten med sikkerhed forsvinde. Den vil blive erstattet af en anden sindsstemning eller følelse. Det er nu engang en af livets tilskikkelser at sådanne følelser kommer og går. Accepterer man ikke denne kendsgerning, men forventer at leve i konstant eufori, kan det kun resultere i skuffelse og bitterhed.“ — Theodore I. Rubin.

Det drejer sig altså ikke om aldrig at føle sig ensom, men om ikke at blive overvældet af ensomhed. Én ting er imidlertid at vide hvad der forårsager ensomhed, en anden er at finde en løsning på problemet.

At holde sig beskæftiget er ikke hele løsningen

Et typisk svar til den der føler sig ensom, er: „Hvad er der galt med dig? Du har da ingen grund til at føle dig ensom. Gå ud og mor dig. Meld dig ind i en klub. Kom i gang med at lave noget.“ Den ensomme får læsset hele skylden over på sig selv.

At holde sig beskæftiget blot for beskæftigelsens skyld kan imidlertid virke som et narkotikum. Det fjerner ikke den egentlige årsag til ensomheden, men tilslører den eller viger uden om den. En forsker udtaler:

„Utallige enker har fortalt mig at de har prøvet denne opskrift [at være travlt optaget] kun for at finde ud af at de kom hjem til et tomt hus, udmattede og så meget mere sårbare over for det smertelige tomrum i deres liv.“

Ikke desto mindre har nogle opdaget at det at være optaget af at gøre noget for andre af uselviskhed kan lette ensomheden. Det kan være med til at skabe sådanne venskabsforhold som ensomme mennesker mangler. Bibelen omtaler en kristen kvinde ved navn Dorkas, hvis eksempel belyser dette godt. „De gode gerninger og barmhjertighedsgaver som hun ydede var mangfoldige,“ siger den bibelske beretning. — Apg. 9:36.

Da hun døde var hun efter alt at dømme ugift, men havde hun opbygget et nært forhold til andre? Ja, Bibelen fortæller at „alle enkerne“ græd da hun døde og ’fremviste mange klædninger’ som Dorkas havde lavet til dem. (Apg. 9:39) Hun havde i gerning vist sig venlig over for dem der var alene, og det havde gjort hende vellidt iblandt dem. Det forhindrede hende desuden i selv at blive ensom. En sådan uselvisk handlemåde kan også hjælpe os i dag til at bekæmpe ensomhedsfølelsen.

Men hvordan kan det være at nogle enlige finder glæde i deres tilværelse, men andre ikke?

Ofte et spørgsmål om hvordan man ser på det

Måske nærer du et brændende ønske om at få ægtefælle og børn og er meget ked af at være alene. Det er kun ganske naturligt. Men læg alligevel mærke til hvad en undersøgelse for nylig afslørede. Forskellige mennesker blev spurgt om de kunne tænke sig at bytte liv med et andet menneske hvis det var muligt, og i bekræftende fald med hvem. Forbløffende nok så gifte og enlige med misundelse på hinanden. En gift kvinde som gerne ville bytte liv med sin enlige veninde skrev:

„Hun kan selv råde over sin tid. Hun kan rejse væk eller gå i byen når hun har lyst til det. Men når man er gift og har børn kan man aldrig selv råde over sin tid. Man må altid være sin mand og sine børn hørige . . . Misforstå mig ikke. Jeg elsker min familie højt, og den er midtpunktet i mit liv. Men hvis jeg skulle gøre det hele om igen, ville jeg ikke gifte mig.“ — Psychology Today, august 1976.

Selv om det er ufrivilligt man er enlig, bør man alligevel se på fordelene. Gør man det, vil man undgå at få selvmedlidenhed, som kun virker lammende. „Der er ting der er værre i livet end aldrig at finde en mand,“ sagde en enlig kvinde advarende, og hun tilføjede: „Nemlig dét aldrig at finde sig selv.“ Men at „finde sig selv“ opnår man ikke ved at bruge al sin tid på kun at tænke på sig selv.

Vær til gavn for andre

Bibelen giver os det råd at vi „ikke hver især retter blikket mod blot [vore] egne interesser, men også hver især retter det mod de andres“. (Fil. 2:4) Vis interesse for andre. Vær villig til at betale den følelsesmæssige pris det koster at opbygge et godt forhold til andre. Arbejd på at opbygge venskaber som ikke bare er tynde og overfladiske.

„Jamen, det er lettere sagt end gjort,“ vil mange ensomme mennesker svare. Nej, det kræver at man opdyrker „medfølelse“, som Bibelen siger. (1 Pet. 3:8) Det græske ord det er oversat fra betyder bogstaveligt „at lide sammen med“. Det leder altså tanken hen på „medlidenhed“. Det indebærer at man lytter til andres erfaringer. Så når man deltager i en samtale bør man koncentrere sig om at lytte med ægte interesse, i stedet for at tænke på hvad man selv skal sige næste gang. Man bør koncentrere sig om hvad den anden siger, bestræbe sig på at sætte sig ind i hans følelser, og prøve at se tingene fra hans synspunkt.

Der er intet som vil bidrage mere til en god samtale end nogle få meningsfyldte og samtidig hensynsfulde spørgsmål. Man kunne spørge: „Hvor kommer du fra?“ „Hvad synes du om egnen her?“ „Hvad laver du i din fritid?“ „Har du en hobby?“ Hvis den anden også er en kristen, kan man spørge: „Hvordan blev du interesseret i at blive en kristen?“ Vær sikker på at dette spørgsmål vil sætte en god samtale i gang. Naturligvis må man undgå at snage i andres sager eller at udfritte dem i en grad så det bliver pinligt.

Snart vil andre også stille dig spørgsmål og du vil få lejlighed til at tale. Ud over blot at have snakket, har du nu taget det første skridt til at etablere en kontakt med et andet menneske. Næste gang I mødes har I noget tilfælles. Du vil ikke længere betragte den anden som blot en del af mængden, og det vil du heller ikke være for ham eller hende. I er begyndt at dele jeres tanker og erfaringer med hinanden.

Vær forsigtig med hvordan du vælger dine venner

Der findes talrige eksempler på hvordan ensomme mennesker, især kvinder, er blevet udnyttet af nogle der har vist dem venlighed. „I sin ensomhed mistede hun al dømmekraft. Hun tror stadig hun gjorde det rette,“ siger en canadisk jurist om en ensom enke som var blevet franarret 100.000 dollars (cirka 475.000 kroner) af en mand hun stolede på.

Penge er hverken det eneste eller det mest værdifulde enlige mennesker risikerer at miste ved ikke at være forsigtige med hvem de vælger som venner. Deres personlige moralnormer, deres selvrespekt, værdighed og gode samvittighed er blot nogle få af de værdier som ensomme mennesker kan blive berøvet af såkaldte venner der giver sig ud for at ville trøste. Sande kristne gør derfor klogt i at søge venskab med nogle der lader sig lede af Bibelens principper. Læg mærke til den praktiske visdom følgende ordsprog fra Bibelen indeholder:

„Omgås vismænd, så bliver du viis, ilde faren er tåbers ven.“ — Ordsp. 13:20.

„Vær ej ven med den, der let bliver hidsig, . . . at du ikke skal lære hans stier og hente en snare for din sjæl.“ — Ordsp. 22:24, 25.

„Hvo skøger [eller umoralske mænd og kvinder] omgås, bortødsler gods.“ — Ordsp. 29:3.

Det er særlig farligt for ægtefæller der ikke kan tale sammen at søge deres følelsesmæssige behov dækket andre steder. Hvor meget bedre ville det ikke være at arbejde på at opnå et nært forhold til ægtefællen. Lær at dele, ikke blot hjem, men også følelser.

Sund fornuft og respekt for ægteskabet skulle fortælle os at vi ikke burde ønske at få et særligt behov for kammeratskab dækket hos en af det modsatte køn som vi ikke har ret til at blive forelsket i. Når en kristen føler sig ensom og må gennemgå en vanskelig periode, er det selvfølgelig kun naturligt at andre i menigheden, særlig de ældste, viser omsorg. (1 Tess. 5:14) En kristen kvinde som var følelsesmæssigt nedbrudt efter at være blevet skilt, sagde: „En stor hjælp for mig gennem hele denne tid var en ældste som sammen med sin hustru viste mig sand interesse. De kiggede ofte indenfor på forskellige tidspunkter blot for at sige nogle få opmuntrende ord.“ Hvad bevirkede at der ikke opstod upassende følelser? Hun sagde: „Han havde altid sin hustru med, så urette tanker opstod aldrig hos mig.“

Hyggeligt og opbyggende samvær med gode venner er imidlertid ikke hele løsningen på problemet. Man kan ikke bruge al sin tid på at tale med andre. For at komme over sit ensomhedsproblem må man have selvagtelse, og for at få det må man have et virkeligt indhold i sit liv. Hvordan opnår man det?

Et forhold hvor man forpligter sig

„Forpligtelse har altid været et uartigt ord for mig,“ sagde en enlig kvinde på 24 år. Alligevel følte hun at hendes liv var meningsløst, for hun sagde: „Dag efter dag var jeg deprimeret og ensom. . . . jeg brugte mange år på at vente — at vente på at verden ville overrække mig en gavekuvert med mit liv indeni. Så regnede jeg med at alt ville være i orden. Så ville jeg ikke mere føle mig ensom eller usikker.“ Det skete aldrig.

Hendes tilfælde er typisk. Om de mange ensomme teenagere har en forsker sagt: „De har ikke udviklet dybde, aldrig lært eksistensens redskaber at kende, har aldrig opdaget vigtigheden af at sætte sig mål i livet.“ Vigtigheden af at „sætte sig mål i livet“ og at være engageret kan ikke pointeres stærkt nok over for den som ønsker at bekæmpe sin ensomhed. Men engageret i hvad? I dag findes der mange muligheder. Hvilken af disse muligheder skal man vælge som sit „mål i livet“?

En viis konge der levede for flere tusind år siden havde mulighed for at forfølge det ene mål efter det andet — rigdom, havedyrkning, landskabsarkitektur, bygningskunst, musik, kvinder og meget andet. Det var kong Salomon. Efter at have tænkt nøje over alle de forskellige mål han havde arbejdet på at nå, sagde han: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre.“ Han havde prøvet alt hvad der var muligt dengang. Hans erfaring i livet gav ham den indstilling at det at gøre Gud og tilbedelsen af ham til det vigtigste i livet var det eneste som kunne bringe varig tilfredsstillelse. Mange har fundet at Salomons synspunkt er lige så rigtigt i vore dage. — Præd. 2:3-11; 12:13.

Betyder det nu at man blot skal gå til religiøse møder og være stærkt engageret i samfundsproblemer? Måske har du allerede prøvet det. Men Bibelen peger på at der er noget som er vigtigere end blot at engagere sig i samfundsproblemer eller velgørenhedsarbejde.

Jesus Kristus viste at det var vigtigt at have et personligt og nært forhold til Gud. Da han forudsagde at disciplene ville forlade ham, sagde han: „Dog er jeg ikke alene, for Faderen er hos mig.“ (Joh. 16:32) Han følte at hans Fader var dybt interesseret i ham. Gud var ikke et fjernt begreb for ham. Jesus kendte sin Fader. Det var dette nære forhold der styrkede Jesus på de tidspunkter da ingen mennesker kom ham til hjælp.

Måske er du allerede optaget af religiøse gøremål, men har du udviklet et personligt forhold til Gud? Føler du at han interesserer sig stærkt for dit liv? Føler du som Jesus, at ’Faderen er hos dig’? Eller er Gud et fjernt og uvedkommende begreb for dig?

At lære Gud godt at kende kræver at man først får noget at vide om ham og hans personlighed. Oplysning herom findes i Bibelen, og Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig personligt, og uden at tage imod betaling, med at opnå nøjagtig kundskab om Gud. — Joh. 17:3.

Efterhånden som du vokser i kundskab, vil du blive draget nærmere til vor himmelske Fader. Du vil opdage hvordan han giver dig styrke til at se hver enkelt dags sorger og bekymringer i øjnene. Det vil alt sammen hjælpe dig til at opbygge et stærkt personligt forhold til Gud, og det er det bedste middel mod ensomhed.

[Tekstcitat på side 10]

Er forholdet til andre mennesker tilstrækkeligt, når man bliver ældre?