Salvelsen til et himmelsk håb — hvordan ytrer den sig?
TIL menigheden af salvede kristne i Korint skrev apostelen Paulus: „[Gud] har også sat sit segl på os og har som forskud på det der skal komme, givet os ånden i vore hjerter.“ — 2 Kor. 1:21, 22.
Nogle er af Gud blevet salvet til at være hans himmelske sønner og er blevet beseglet med ånden. Hvordan ytrer denne salvelse sig? Kan nogle tro at de er salvede uden at være det?
Der er tydeligvis behov for bibelsk oplysning angående dette. I nogle menigheder i et stort land i Afrika har der for eksempel været nogle som ved fejringen af Herrens aftensmåltid nød symbolerne for første gang og som rystede synligt eller foretog andre usædvanlige bevægelser imens. Er det, ifølge Bibelen, sådan Guds ånd virker på de salvede? Er det et vidnesbyrd om at de pågældende har Guds ånd i hjertet, som et „forskud“ eller en forsmag på den himmelske værdighed de er kaldet til som Guds sønner?
Svaret på disse spørgsmål må være nej. En sådan ejendommelig adfærd er i stedet karakteristisk for visse religiøse sekter der opmuntrer deres medlemmer til at udfolde sig hæmningsløst, eller for visse rituelle stammedanse der bringer deltagerne i ekstase.
Bibelen antyder ingen steder at Guds ånd fremkalder en opførsel der må karakteriseres som unormal, opsigtsvækkende eller uværdig — hverken i selve det øjeblik Gud salver en som kaldet til det himmelske rige, eller efter at salvelsen har fundet sted. Det er sandt at Jehova Gud på Pinsedagen lod visse overnaturlige ting ske. For eksempel lød der „en støj ligesom af en voldsom vind“ der fyldte hele huset hvor disciplene sad, og der var „tunger som af ild“ der satte sig på dem der blev salvet med hellig ånd. Disse mirakler, foranlediget af Gud selv, tjente til at tiltrække mange mennesker så der kunne aflægges et vældigt vidnesbyrd, og til på en magtfuld måde at vise at Guds gunst var blevet overført fra det kødelige Israel under Lovpagten til det åndelige Israel under den nye pagt. Disciplene var i stand til at tale de forskellige sprog som de der stimlede sammen kunne forstå. Det var en gave de fik mirakuløst. Men der er ikke noget som tyder på at disciplene optrådte på en ubehersket, stærkt følelsesladet måde, eller at de lagde en uværdig adfærd for dagen. Grunden til at nogle af tilskuerne beskyldte disciplene for at være berusede, var ikke at de rystede eller skælvede, men, som beretningen viser, at tilskuerne hørte disse jødiske disciple tale fremmede sprog. Den tale apostelen Peter holdt ved denne lejlighed, var en meget nøgtern, fornuftig og logisk fremstilling. Den var ikke præget af overdreven følelsesfuldhed. — Apg. 2:1-36.
Efter denne indledende udgydelse af ånden på Pinsedagen antyder Bibelen ikke at ’støjen ligesom af en voldsom vind’ og ’tungerne som af ild’ gentog sig når andre blev salvet. Selv åndens gaver, for eksempel den mirakuløse evne til at tale fremmede sprog, skulle ophøre en dag. Det skete da apostlene og de der gennem apostlene havde fået del i disse gaver, døde. — Apg. 8:14-18; 19:2-6; 1 Kor. 13:8-12.
En ånd der hører sønnekår til
Hvordan virker Guds hellige ånd da på dem han salver? Romerbrevet 8:15-17 forklarer det på denne måde: „I modtog nemlig ikke en ånd der hører trældom til og igen vækker frygt, men I modtog en ånd der hører dem til der er antaget som sønner, ved hvilken ånd vi råber: ’Abba, Fader!’ Ånden selv aflægger sammen med vor ånd vidnesbyrd om at vi er Guds børn. Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger, forudsat vi lider sammen med ham, for at vi også kan blive herliggjort sammen med ham.“
Og i Galaterbrevet 4:6, 7 læser vi: „Fordi I er sønner, har Gud sendt sin søns ånd til vore hjerter, og den råber: ’Abba, Fader!’ Så er du da ikke længere træl men søn; og når du er søn, er du også arving ved Gud.“
Det vigtigste vidnesbyrd om at en er salvet til det himmelske kald, er således denne ånd der hører sønnekår til, det vil sige en fremherskende følelse hos den pågældende af at han eller hun er avlet af Gud til at være Guds åndelige søn, en af de 144.000 arvinger til det himmelske rige. Den der er avlet på denne måde kan med god samvittighed bevidne at det himmelske håb som han eller hun nærer, ikke udspringer af hans eller hendes egne ønsker eller forestillinger, men stammer fra Jehova Gud og er et resultat af hans ånds virke. (1 Pet. 1:3, 4; Åb. 14:1-3) Dette er på én gang et ærefuldt privilegium og et alvorligt ansvar — dét at blive en åndelig søn af universets Suveræn, hvis ’navn er majestætisk’ og om hvem der står skrevet: „For hans åsyn er højhed og hæder.“ (Sl. 8:1, NW; 96:6) Af dem der beæres med dette kald til at være Guds sønner, må man forvente en adfærd der på en passende måde repræsenterer denne ophøjede Fader, en adfærd som værner om hans omdømme. De bør bære Guds ånds frugt, der blandt andet omfatter selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23; 1 Kor. 14:33) De salvede har som forbillede Guds ypperste søn, Kristus Jesus, og bør genspejle hans ånd og væremåde. En adfærd der minder om kødelige stammeskikke eller henleder tanken på religiøse sekter som tilskynder til en ubehersket, følelsespåvirket optræden, er ikke et ægte vidnesbyrd om at man er salvet som en åndelig søn af Gud. Som den inspirerede apostel siger:
„I er imidlertid ikke i harmoni med kødet men med ånden, hvis ellers Guds ånd bor i jer. Men hvis nogen ikke har Kristi ånd, så tilhører han ham ikke.“ — Rom. 8:9.
Ved den årlige fejring af mindet om Kristi død må de der hører til Kristi salvede medarvinger således optræde på en måde der ikke giver anledning til kritik eller tvivl. Apostelen Paulus måtte irettesætte nogle i menigheden i Korint fordi de opførte sig „uværdigt“ under Herrens aftensmåltid. Nogle behandlede mindehøjtidens symboler som almindelig mad og drikke man kunne stille sin sult og tørst med, eller de drak sig berusede i vin derhjemme før de kom til højtiden. Denne uværdige opførsel viste at de ikke gjorde sig klart hvad symbolerne repræsenterede — nemlig Kristi Jesu legeme og blod der var blevet bragt som et genløsningsoffer. Ved at opføre sig på denne respektløse måde kunne de pågældende pådrage sig dom. De udsatte sig for at blive tugtet af Jehova. — 1 Kor. 11:20-32.
Ingen sand kristen vil derfor ønske at tage let på fejringen af Herrens aftensmåltid, hverken på de måder apostelen beskriver eller på andre måder, for eksempel ved at stille sig selv til skue. Alle som er til stede bør have opmærksomheden rettet mod selve betydningen af det der foregår ved denne lejlighed, og ikke mod en særpræget opførsel lagt for dagen af enkeltpersoner. Hvis nogle opfører sig på en måde der henleder opmærksomheden på dem selv, vil det rejse tvivl om hvorvidt de tilhører Guds salvede. Det vil være et tegn på at de „ikke har Kristi ånd“.
Grunde til at nogle tager fejl
Hvilke grunde kan der være til at nogle fejlagtigt mener at de hører til de salvede, dem der nyder symbolerne ved mindehøjtiden? Apostelen Johannes skrev til sine salvede medkristne: „I har en salvelse fra den hellige; alle har I kundskab.“ (1 Joh. 2:20) Manglende kundskab kan være skyld i at nogle fejlagtigt antager at de er salvede. De gør sig måske ikke klart at denne salvelse, ligesom andre velsignelser fra Gud, „ikke [afhænger] af den der vil eller af den der løber, men af Gud“. (Rom. 9:8, 16; Jak. 1:18) Altså bliver man ikke salvet fordi man selv træffer den beslutning at man gerne vil høre til dem der skal tjene som himmelske konger og præster, dem der tages med i den nye pagt som er gyldiggjort, ved Kristi udgydte blod, det blod der symboliseres ved mindemåltidets vin. Det er ikke den enkeltes valg men Guds valg der er afgørende. — Matt. 26:27, 28.
Der er ingen plads for formastelighed, lige så lidt som dengang da Jehova Gud udvalgte dem der skulle tjene som præster for ham i det gamle Israel under Lovpagten. (Jævnfør Anden Krønikebog 26:18; Hebræerbrevet 5:4, 5.) Kora tragtede formasteligt efter det præstedømme Jehova Gud havde givet Arons slægt, og på grund af sin oprørske adfærd mistede han livet for Guds hånd. (2 Mos. 28:1; 4 Mos. 16:4-11) På tilsvarende måde vil det afgjort mishage Gud hvis nogen fremstiller sig som kaldet til det himmelske „kongerige af præster“ uden virkelig at være kaldet dertil af Gud. Man kan ikke tage let på Jehovas ordning og stadig forvente hans godkendelse. Når hans tid er inde vil han gøre sin dom kendt. — 1 Kor. 4:5; 1 Tim. 5:24, 25.
En anden grund til at nogle fejlagtigt mener at de har fået en himmelsk kaldelse, kan være et stærkt følelsesmæssigt pres som skyldes svære problemer — måske ægteskabelige problemer eller en skilsmisse, ægtefællens død eller en anden tragedie, eller en stor skuffelse. Sådanne ting kan bevirke at man mister interessen for det nuværende liv på jorden, at man bliver „led“ ved livet. Hvis dette sker vil man måske føle at det man virkelig ønsker, er at leve i himmelen. Men det er ikke sådan Gud kalder mennesker og giver dem den ånd der hører sønnekår til. De der har sådanne problemer bør tænke på at Jehova Gud snart vil forandre livet her på jorden, nemlig under sin søns rige, og sørge for at „skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. Så selv om „hele skabningen fortsat sukker sammen og er i veer sammen indtil nu“, vil dette ikke fortsætte for evigt. At betragte livet på jorden som noget der ikke længere er ønskværdigt, og på dette grundlag nære håb om liv i himmelen, ville være at vise manglende værdsættelse af Guds hensigt med jorden. — Rom. 8:20-22.
Hvordan man kan undersøge gyldigheden af sit håb
Man kan ransage sig selv i lyset af dette. Er man måske blevet påvirket af andre til at nære forestilling om en himmelsk kaldelse? Det ville ikke være korrekt, for Gud har ikke sat nogle til at „hverve“ andre ved at fremsætte formodninger og antydninger og således prøve at indgive dem et håb som Gud ikke selv har givet dem. Eller har man, som så mange unge i dag, haft erfaringer med euforiserende stoffer før man lærte sandheden fra Guds ord at kende? En indadvendt tilbøjelighed til at hengive sig til fantasterier, drømmerier eller abstrakt tænkning er ikke noget tegn på en salvelse fra Gud, eller på sand åndelighed i det hele taget. Gud benytter heller ikke en fremgangsmåde der får nogle til at tro at de hører stemmer, undertiden ledsaget af musik, eller lignende budskaber, for at give til kende at han har salvet dem til at arve riget, selv om nogle i de senere år har ladet sådanne fænomener indgive dem den tanke at de havde fået en himmelsk kaldelse.
Endelig kan man i al oprigtighed spørge sig selv: Har jeg en tilbøjelighed til gerne at ville være fremtrædende eller være genstand for andres opmærksomhed? Er jeg ivrig efter at opnå myndighed, tragter jeg ærgerrigt efter at blive ’konge og præst’ sammen med Kristus Jesus? Det er godt at huske at i det første århundrede, da der udgik en almindelig indbydelse til at søge det himmelske rige, var det ikke alle de salvede kristne der beklædte ansvarsfulde poster. Det var ikke alle der var ældste eller menighedstjenere i deres menigheder. En sådan salvelse medfører heller ikke i sig selv en særlig forståelse af Guds ord, som det ses af det apostelen Paulus fandt det nødvendigt at skrive til visse salvede kristne dengang. (1 Kor. 3:1-3; Hebr. 5:11-14) Det er også værd at bemærke at de der i vor tid har tjent i mange år som salvede kristne ikke anser sig selv for at være noget særligt eller plejer at henlede opmærksomheden på at de er salvede. De lægger den ydmyghed for dagen der må forventes af dem der „har Kristi ånd“. De erkender at langt de fleste af de krav Gud stiller til dem der opnår liv i himmelen, også stilles til dem der opnår evigt liv på jorden.
Som behandlet på siderne 147 til 151 i bogen Evigt liv i Guds børns frihed tyder vidnesbyrdene på at Gud omkring 1934 rettede opmærksomheden mod at indsamle ’den store skare’, de mennesker der vil overleve den kommende „store trængsel“ og få adgang til en ny orden på jorden, og at de der er kaldet til det himmelske rige på det tidspunkt havde nået deres fulde antal, 144.000. (Åb. 7:9-14; 14:1-3) Følgelig må vi gå ud fra at der efter den tid kun ville blive kaldet flere til det himmelske rige hvis nogle af de salvede viste sig utro, sådan at andre måtte træde i stedet. (Jævnfør Åbenbaringen 3:11.) Og som det vises på siderne 161 til 163 i Vagttårnet for 1. april 1975 betyder Jesu udtalelse om at ’mange er indbudt, men få er udvalgt’ ikke at flertallet af de salvede ville vise sig utro og efterlade pladser der måtte besættes på ny. De „mange“ Jesus hentydede til var de millioner som udgjorde den jødiske nation, til hvem Guds „indbydelse“ først gik ud og fra hvem der kun var forholdsvis få der blev udvalgt som Kristi medarvinger. — Matt. 22:14.
Uanset om vi nærer et jordisk eller et himmelsk håb bør vi derfor alle være på vagt over for enhver formastelighed hos os selv og altid søge at genspejle vor himmelske Faders handlemåde og egenskaber på en værdig måde. Vi vil da indse at det væsentlige i forbindelse med salvelsen til den himmelske kaldelse ikke er den simple handling fra et menneskes side at nyde brødet og vinen, men derimod hvad Gud har gjort og besluttet. Det vigtigste er heller ikke hvad den enkelte påstår eller gør krav på, men at han har „Kristi ånd“ som en salvet søn af Gud og at han trods prøvelser vinder sejr så han kan blive en åndelig søn af Gud. — Åb. 2:7, 11, 17, 26; 3:11, 21; 21:7.