Hvordan reagerer De over for raceforskelle?

RACEFORSKELLE har i sandhed været en plage for menneskeheden! Men overvej engang: Er det virkelige problem raceforskellene i sig selv? Eller er det menneskers reaktion over for dem?

Nogle har brugt denne reaktion som et politisk værktøj. Adolf Hitler sagde for eksempel engang til den tidligere tyske politiker Hermann Rauschning:

„Jeg er fuldstændig klar over . . . at der videnskabeligt set ikke eksisterer racer. . . . Som politiker har jeg brug for et begreb som muliggør at den [eksisterende] ordning . . . kan afskaffes. Med racebegrebet vil nationalsocialismen [nazismen] føre sin revolution til udlandet og omforme verden.“

Med andre ord: Hitler vidste at han blot behøvede at spille på menneskers racefordom for at nå sine politiske mål.

Nogle ransagende spørgsmål

Hvordan stiller De Dem? Bliver De revet med af intolerant tale om en anden race, ligesom nazisterne blev? Kunne intolerante udtalelser få Dem til at holde op med at bedømme enkeltpersoner på grundlag af deres eget værd? Betragter De snavset og den megen kriminalitet i mange „ghettoer“ som tegn på racemæssig underlegenhed?

Eller har De fordomme af en mere underfundig art? Fremtræder De udadtil som om De ikke har racefordomme, mens De indvendig føler at De har gjort en god gerning når De har været venlig over for et menneske af en anden race? Når De hører om en forbrydelse, identificerer De så straks lovovertræderen ved hans race?

Hvis De på den anden side mener at De selv er offer for fordomme, gør De da gengæld ved at skabe Deres egen fordom? Tror De at den eneste grund til at De bliver „undertrykt“, er Deres race? Eller har De måske nogle dårlige vaner De kunne forbedre for i højere grad at vinde andres respekt?

Hvordan de forskellige racer er opstået

Det er tydeligt at vi må have en bedre forståelse af raceforskellene hvis vi skal reagere på rette måde. En undersøgelse af baggrunden for disse forskelle vil hjælpe os til at reagere realistisk og moralsk rigtigt, fremfor på en yderliggående måde.

Her kan vi spørge: ’Hvordan er de forskellige racer opstået, med deres tydelige særpræg? Hvordan kan man forklare forskellen mellem de høje skandinaver med deres lyse hud og blonde hår, de tætbyggede eskimoer med deres tykke, sorte hår, flade næser og skæve øjne, og de mørklødede negre med deres korte, krusede hår og fyldige læber?’

Videnskabelige studier har som svar vist at forskelle mellem levende skabninger inden for samme art hovedsagelig er et spørgsmål om generne, de små arveenheder der bestemmer de nedarvede anlæg. Muligheden for variation er nedlagt i alle levende skabninger, også mennesket. Zoologen Ernst Mayr siger: „At tale om ’rene’ racer er fuldstændig meningsløst. Der forekommer hele tiden afvigelser i enhver naturlig population.“

For at vi bedre kan forstå hvordan racerne er opstået som følge af denne mulighed for afvigelser, kan vi tage et eksempel: Planteforskere har været i stand til at rendyrke visse særpræg hos planter, som for eksempel en usædvanlig størrelse, med det resultat at de kan fremavle „nye“ plantetyper som har dette særpræg.

For at overføre dette eksempel på mennesker kunne vi antage at en gruppe mennesker blev isoleret geografisk, ligesom planteforskeren isolerer de planter han arbejder med. Visse særpræg blandt disse mennesker ville blive stærkere, eller „dominerende“, hos alle deres efterkommere. Med tiden ville der fremkomme en ny „race“, men den ville stadig bestå af mennesker.

Det er dokumenteret både videnskabeligt og historisk at det netop er gået sådan til. Professor S. A. Barnett, der er zoolog ved Australiens statsuniversitet, definerer en race som „en gruppe der har et bestemt sæt gener tilfælles, og som er blevet forskellig fra andre grupper på grund af geografisk isolation“.

Videnskabsmænd kan kun gisne om hvordan denne ’geografiske isolation’ er sket. Men der findes en historisk kilde som harmonerer med alle de oplysninger man har.

Lad os se tilbage til den tid da der endnu ikke fandtes forskellige racer. Ifølge den historiske beretning var menneskeheden „ét folk“, og alle havde „ét tungemål“. (1 Mos. 11:6) I overensstemmelse med dette siger zoologiprofessor L. C. Dunn at der „måske har været en tid da hele menneskeslægten faktisk udgjorde ét samfund hvor alle giftede sig indbyrdes, for selv i dag har alle racer mange gener tilfælles, som om de havde fået dem fra en fælles kilde“.

Der blev imidlertid gjort forsøg på at bevare menneskeheden samlet på ét sted af religionspolitiske årsager. (Se Første Mosebog 11:1-9.) Det slog fejl. Var dette forsøg lykkedes, ville menneskene ikke være blevet spredt så hurtigt ud over jorden. Men Skaberens hensigt med menneskeheden var en anden. Han havde nogen tid forinden sagt: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!“ — 1 Mos. 9:1; se også 1:28.

Ville hans hensigt blive gennemført? Ja, og det på en meget effektiv måde. Skaberen forårsagede at menneskene pludselig begyndte at tale forskellige sprog så de ikke kunne forstå hinanden. Fandtes der nogen bedre måde at adskille dem på?

Vi kan forestille os hvad der må være sket: Da menneskene var ude af stand til at meddele sig til hinanden som ét folk, flyttede små grupper — nu isoleret på grund af sprogskrankerne — ud og slog sig ned andre steder. Efterhånden som de flyttede længere bort, blev afstanden endnu en hindring for kommunikationen. Beretningen om disse begivenheder siger: „Da spredte [Jehova] dem fra det sted ud over hele jorden.“ (1 Mos. 11:8) Isoleret af sted og sprog formerede efterkommerne af hver gruppe sig indbyrdes og udviklede deres egne særpræg som en særskilt „race“.

Her opstår der måske et spørgsmål: „Er racerne nu blevet så forskellige at hver er en ’art’ for sig?“ Zoologen Mayr siger:

„Alle de forskellige mennesker på jorden tilhører en enkelt art. . . . I virkeligheden afviger de forskellige menneskeracer mindre fra hinanden end tilfældet er med mange dyrs . . . underarter. Alligevel har nogle få vildførte enkeltpersoner . . . opdelt menneskene i fem eller seks adskilte arter ved at bruge sådanne kunstige kriterier som hvid, gul, rød eller sort hudfarve. En sådan opdeling . . . er fuldstændig i modstrid med opfattelsen af de biologiske arter.“ (Kursiveret af os)

Vi kan således se hvor nøjagtigt Bibelens beretning samstemmer med de kendte forhold. Som apostelen Paulus klart fortalte indbyggerne i Athen i det første århundrede, lod Gud „alle folk nedstamme fra ét menneske“. Eller, som The New English Bible gengiver det: „Han skabte alle menneskeracer af én slægt, til at bo på hele jordens flade.“ — Ap. G. 17:22-26.

Hører udseende og forstand sammen?

Nogle mennesker hævder at der er en direkte forbindelse mellem udseende og mentale egenskaber. Derfor mener de at de der har et udseende som hører sammen med en „underlegen“ forstand, bør adskilles fra de andre. De mener at dette vil hindre en genetisk svækkelse af den „overlegne“ race.

Professor Mayr kalder det imidlertid en „vildfarelse“ at påstå at der er „en forbindelse mellem en særlig øjen- eller hårfarve og visse åndsevner eller karaktertræk. Alle tilgængelige vidnesbyrd benægter eksistensen af en sådan [forbindelse]“.

Hvad viser kendsgerningerne med hensyn til raceforskellene? Er nogen race „overlegen“? Theodosius Dobzhansky fra Rockefeller University i New York siger:

„Den slående kendsgerning — som selv ikke racister kan tilsløre — er at raceforskellene i gennemsnit er meget mindre end forskellene inden for en race. Med andre ord: inden for alle racer findes der mennesker som har større hjerne og højere intelligenskvotient end gennemsnittet for deres egen eller en hvilken som helst anden race.“

Hvad kan vi slutte heraf? Jo, hvis nogle går ind for raceadskillelse fordi de hævder at visse racer har en „underlegen“ forstand eller kultur, ville det så ikke være langt mere konsekvent at de isolerede alle — uanset race — som ikke når op til de vedtagne „normer“, fremfor blot at isolere dem der har en anden hudfarve? På denne måde vil racisterne blive nødt til at sætte skel mellem folk af deres egen race, og dét af nøjagtig de samme grunde som de ønsker at adskille racerne! Er det virkelig hvad de ønsker?

Spørgsmålet som vi alle må tage stilling til, er om vi er villige til at rette os efter Guds synspunkt i denne sag. Det udtrykkes godt af apostelen Peter: „Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ (Ap. G. 10:34, 35) Vil vi acceptere enhver som „øver retfærdighed“, uanset hans nationalitet eller race? Det er dét der er spørgsmålet, ikke sandt?

Værdsæt raceforskellene

Alt omkring os vidner om variation. Hvad nu hvis dette ikke var tilfældet? Ville De bryde Dem om at spise den samme mad hver dag? Forestil Dem at der kun fandtes én dyre- eller fugleart, eller der kun var én træsort i skoven. Tænk om alle blomster havde samme farve. Ville De synes om en sådan verden?

Sådan er verden imidlertid ikke, for Skaberen gav kærligt alle levende skabninger mulighed for variation. Denne variation er en stadig kilde til glæde for vore sanser. Den giver livet indhold. Burde det være anderledes når det drejer sig om variation hos mennesker? Kan De forestille Dem hvordan Skaberen af denne variation ser på dem der ikke værdsætter den?

Som professor Dobzhansky fremhæver: „Genetisk forskelligartethed er en velsignelse, ikke en forbandelse. Ethvert samfund . . . har en mængde forskellige kald og stillinger der skal udfyldes.“

Der findes et samfund af mennesker som virkelig værdsætter variationen blandt mennesker. De er kendt som Jehovas vidner. De finder det stimulerende og gavnligt med en sådan variation. Inden for dette samfund finder alle, uanset race, mulighed for at bruge deres evner til fulde. De glæder sig over den storslåede variation i personlighed, sprog, kultur, kost, klædedragt og bolig blandt mennesker af alle racer.

Når de rejser til udlandet for at overvære et af Jehovas vidners internationale stævner, ved de at de vil blive fuldt ud accepteret af deres kristne brødre i ethvert land. De vil stå på lige fod med hensyn til gensidig kærlighed og respekt. Skribenten G. Norman Eddy skriver om Jehovas vidner:

„Jeg er forbløffet over deres virkelig høje agtelse for mennesker af alle racer. I modsætning til nogle som blot med læberne hylder læren om racemæssigt broderskab, byder Jehovas vidner alle velkommen i deres samfund — selv til ledende stillinger — uden hensyn til farve eller særpræg.“

Jehovas vidner har indset at man nødvendigvis må foretage visse forandringer i sit liv, uanset hvilken race man tilhører. Derfor arbejder de hver især på at forbedre sig selv, på grundlag af kristne principper. Hvis en for eksempel er sjusket eller fører et dårligt sprog, hvis han kun har ringe respekt for andre eller for loven, hvis han drikker for meget eller ikke bekymrer sig om sine familieforpligtelser, så må han nødvendigvis ændre sig for at være i overensstemmelse med kristne normer. Han må iføre sig en ny personlighed. Det er noget alle kan gøre hvis de vil, uanset race. — Kol. 3:9, 10; Rom. 13:1; 2 Tess. 3:10.

Den verden som Adolf Hitler gerne ville skabe med sit ’racebegreb’ ville være blevet kold og trist, styret kun af en enkelt „race“, hans „herrefolk“. I sin visdom bruger Gud derimod alle menneskehedens egenskaber og samler dem i en afbalanceret, kærlig og nyttig organisation. Også De kan få del i den glæde der er forbundet med at værdsætte raceforskellene.

[Illustration på side 557]

Alle mennesker stammer fra Adam og Eva, siger Bibelen. „Alle jordens folkeslag tilhører samme familie og har en fælles oprindelse,“ siger videnskabsmændene