Menighedens ældste må ’præsidere på en god måde’
„Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære.“ — 1 Tim. 5:17.
1. Hvorfor er det, i lyset af Ordsprogene 11:14, gavnligt at der er ældste som præsiderer blandt Guds folk?
FOLK der slutter sig sammen med et ædelt formål, har som regel en til at præsidere iblandt sig og lede deres virksomhed. Hvis dette gøres på en god måde, får de udrettet noget, og de ser resultater. Hvis ikke, vil der råde forvirring, og deres bestræbelser vil ikke bære frugt. Ordsprogene 11:14 udtrykker det på denne måde: „Når der ingen dygtig ledelse er, falder folket, men der er frelse i rådgiveres mængde.“ (NW) Jehovas vidner, der er organiseret med en guddommelig opgave for øje, påskønner at de ledes og modtager vejledning af trofaste ældste som præsiderer iblandt dem.
2. Hvem præsiderer i menigheden, og hvordan understøttes dette af Første Timoteusbrev 5:17?
2 Der er nu i hele verden over 40.000 menigheder af Jehovas vidner. I hver menighed er der en „præsiderende tilsynsmand“. Han er dog ikke den eneste der præsiderer. Der er også andre ældste i ældsterådet, og de bør alle mærke sig hvad Guds ord pålægger dem i Første Timoteusbrev 5:17: „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning.“ Når der er flere udnævnte ældste i en menighed, er de alle med til at præsidere i forbindelse med menighedens virksomhed.
3. Hvilken forskel er der på den måde en ældste præsiderer på i menigheden og den måde en familiefader præsiderer på i sin husstand?
3 Men hvordan skal de ældste præsidere, og gøre det „på en god måde“? Ikke med samme myndighed som fædre der præsiderer i deres husstand. Familieoverhoveder må undertiden træffe endelige afgørelser i spørgsmål der angår hustruen og børnene. Men en sådan myndighed har de enkelte ældste ikke. De indtager ikke stillingen som menighedens overhoved, hverken enkeltvis eller som råd betragtet. Menighedens hoved er Jesus Kristus. (Kol. 1:18) Han omtales også i Første Korinterbrev 11:3 som „hver mands hoved“, mens „en kvindes hoved er manden“. Der er altså forskel på at præsidere i en menighed af Guds folk og at udøve myndighed som familieoverhoved.
4. Hvorfor er det meget passende at sige at de ældste „præsiderer“ i menigheden?
4 Det græske ord for „præsidere“ betyder mere end blot det at være ordstyrer. „At præsidere“ betyder bogstaveligt „at stå foran“, altså at lede, føre, dirigere, at drage omsorg for andre. Denne beskrivelse passer udmærket på dem der „fører an“ iblandt os ved at undervise ved vore møder og tilrettelægge vor tjeneste (Hebr. 13:7, 17), ved som hyrder at sørge for vor åndelige velfærd. (1 Pet. 5:2, 3), og ved at beskytte os mod alt hvad der kunne bringe vort forhold til menigheden, og fremfor alt til Jehova Gud, i fare. (Joh. 10:11-15) På alle disse områder søger de ældste at følge ’den rigtige hyrdes’, Jesu Kristi, vejledning og eksempel.
Det rette syn på at præsidere ved møderne
5. Hvordan bør en ældste se på det at præsidere, ifølge Paulus’ formaning i Romerbrevet 12:8?
5 Hvilken indstilling bør hver enkelt ældste opdyrke for at kunne røgte sit ansvar på rette måde? Paulus formaner i Romerbrevet 12:8: „Den der præsiderer, lad ham gøre det i fuldt alvor.“ Når han belærer, opmuntrer eller hjælper sine brødre, bør han tænke på hvordan han varetager disse pligter, og han gør vel i at spørge sig selv: ’Hvad kan jeg gøre for at præsidere med alvor og på en god måde?’
6. (a) Hvad må tilsynsmanden for den teokratiske skole gøre for at præsidere „i fuldt alvor“? (b) Hvordan bliver dette til gavn for de enkelte elever?
6 At være ’alvorlig’ vil ikke blot sige at være oprigtig, men også at være ivrigt optaget af det man gør. Den der tager sig af den teokratiske skole, for eksempel, véd at han ikke kan gøre det på en overfladisk og mekanisk måde. Han må vise hver enkelt elev personlig interesse og være opmærksom på elevens specielle behov. Hvorfor? Fordi han ønsker at eleven skal gøre fremskridt. Der er mange nye med i skolen, og de må have personlig hjælp. Nogle er nervøse eller tilbageholdende, andre er ikke så gode til at læse, eller der kan være andre problemer. Hvis tilsynsmanden for den teokratiske skole varetager sin opgave „i fuldt alvor“, vil han se eleverne gøre fremskridt, idet de tager imod hans råd og anvisninger. Deres fremskridt vil kunne mærkes på deres kommentarer ved møderne og på kvaliteten af deres tjeneste på arbejdsmarken.
7. (a) Hvad omfatter det at præsidere når man leder et vagttårnsstudium eller et menighedsbogstudium? (b) Hvilke mål hjælper Salme 25:4, 5 og Ordsprogene 16:9 en ældste til at stile mod når han underviser?
7 De der præsiderer som studieledere, enten ved vagttårnsstudiet eller ved menighedens bogstudier, bør have de samme principper for øje. De skal ikke blot stille spørgsmål og opfordre deltagerne til at svare. For at præsidere på en god måde må de sørge for at studiet bliver interessant og levende; de må lægge vægt på nøgleskriftstederne, få dem forklaret rigtigt og hjælpe alle til at se den praktiske værdi af de vigtige punkter i stoffet. Hvis nogle holder sig tilbage og tøver med at kommentere, kan et opmuntrende ord privat måske få dem til at tage del i studiet. De der præsiderer bør hele tiden stræbe efter at forbedre deres undervisning og at nå ind til brødrenes hjerte, idet de tilskynder brødrene til at vandre på Jehovas veje og ud fra Bibelen viser dem hvordan de kan gøre det. — Sl. 25:4, 5; Ordsp. 16:9.
Ydmyghed nødvendig
8. (a) Hvilken egenskab må vi alle arbejde på at opdyrke? (b) Hvordan er det en hjælp for de ældste at vise ydmyghed og at ’holde råd’?
8 Efter at apostelen Peter havde tilskyndet de ældste til at være hyrder for hjorden, kom han ind på noget vi alle må arbejde på. „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden . . . Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ (1 Pet. 5:5, 6) Ydmyghed kan især være en hjælp for de ældste i deres indbyrdes forhold. Når forskellige ting drøftes, bør hver enkelt ældste overveje om det han siger virkelig er oplysende og af værdi. Ældste som rådfører sig med hinanden, respekteres af deres medældste og af hele menigheden. Hvis de ældste hyppigt taler sammen og ’holder råd’ angående hjordens interesser, opnår de praktiske resultater. I modsat fald kan det ske at det de har besluttet, ikke får den tilsigtede gode virkning, fordi de ikke sørger for at ’have føling med’ hvordan tingene går. Dette understreges i Ordsprogene 15:22: „Er der ikke holdt råd, så mislykkes planer, de lykkes, når mange rådslår.“ Ydmyghed knytter de ældste tættere sammen og baner vej for et bedre forhold til og samarbejde med alle i menigheden.
9. (a) Hvordan kan den præsiderende tilsynsmands behandling af korrespondancen berøre kommunikationen blandt de ældste? Mellem de ældste og menigheden? (b) Hvad bliver resultatet når den præsiderende tilsynsmand varetager sin opgave rigtigt i denne henseende?
9 Den præsiderende tilsynsmand, der virker som ordstyrer, må især bevare en ligevægtig holdning. Han må sørge for at det ældsterådet beslutter, også bliver gennemført. Det er ikke kun ved ældstemøderne man skal tale med hinanden. Der bør være et naturligt ønske om hele tiden at holde hinanden underrettet om vigtige ting som angår brødrene og arbejdet som helhed. Den præsiderende tilsynsmand tager sig af korrespondancen med afdelingskontoret, stævneudvalg, rejsende tilsynsmænd og ældste i andre menigheder. Breve som er stilet til ældsterådet må han, efter at have læst dem igennem, lade gå videre så hurtigt som muligt. Oplysninger til hele menigheden skal fremholdes i deres fulde ordlyd. Det er noget han ikke kan tillade sig at være efterladende eller skødesløs med. Han kan naturligvis ikke overkomme det hele selv, og derfor fordeler han noget af arbejdet til andre så det hele bliver gjort. Hver ældste har sin tildelte opgave, men de arbejder sammen. I større sager handler den præsiderende tilsynsmand ikke på egen hånd men rådfører sig med de øvrige ældste, enten ved deciderede ældstemøder eller ved uformelle samtaler. (Ordsp. 18:1, NW) Så sker alt sømmeligt og med orden, og brødrenes åndelighed og arbejdet i almindelighed bliver genstand for den rette opmærksomhed.
10. (a) Hvordan kan menighedens enhed bringes i fare, som Paulus advarede om i Galaterbrevet 5:15, 25, 26? (b) Hvilke egenskaber må de ældste opdyrke, som det fremgår af Romerbrevet, kapitel 12, Filipperbrevet, kapitel 2, og Efeserbrevet, kapitel 4?
10 Undertiden kan det ske at en ældste søger at hæve sig op over de andre i ældsterådet. Hvis der opstår eller råder en kappestridens ånd, er det et tegn på manglende ydmyghed. En ældste holder måske stærkt på personlige ideer som de øvrige ældste ikke finder de kan tilslutte sig. Hvis han da søger støtte for sine meninger ved at gå og tale med andre om dem, kan det bringe menighedens enhed i fare. (Gal. 5:15, 25, 26) For at undgå enhver tendens i den retning må hver enkelt ældste hele tiden ransage sig selv og passe på at han ’ikke tænker højere om sig selv end han bør tænke’. (Rom. 12:3, 10) For at præsidere på en god måde må alle ældste ’slide i det’, men de må gøre det med det rette motiv — et oprigtigt ønske om i al ydmyghed at hjælpe hjorden. — Fil. 2:5-8, 14-18; Ef. 4:1-3.
Ydmyghed en hjælp når der er meningsforskelle
11. (a) Forklar hvordan varierende synspunkter undertiden kan være nyttige. (b) Hvordan bør de ældste se på det at udtale sig ved deres møder, men hvad ønsker de at undgå?
11 Undertiden er der delte meninger om de ting der drøftes. Vi har forskellig baggrund, vi har gjort forskellige erfaringer, og det er derfor kun naturligt at vi også vil drage forskellige konklusioner. At der er meningsforskelle kan være en stimulerende anledning til at ransage sine egne synspunkter for at prøve deres holdbarhed. Én synes måske at hans egen fremstilling af en sag er korrekt og tilforladelig, men alligevel kan det ske, som Ordsprogene 18:17 siger, at „den anden kommer og går ham efter“ med bibelske argumenter og en mere objektiv indstilling. Dette gælder i høj grad ved et ældstemøde, hvor en meningsudveksling kan være nødvendig når man søger at afklare et spørgsmål eller et problem i forbindelse med brødrenes åndelige trivsel. Hvor der ikke foreligger klare principper eller retningslinjer, er det naturligt at de ældste kan have divergerende synspunkter. Ved deres møder bør de frit sige deres mening, men uden at mundhugges, „uden vrede og diskussioner“. — 1 Tim. 2:8.
12. (a) Hvad kan vi lære af beretningen i Apostelgerninger, kapitel 15? (b) Af hvilken art og størrelse var det problem der beskrives i Apostelgerninger 15:1, 2?
12 Vi kan lære meget om værdien af ydmyghed og om hvordan man løser stridsspørgsmål, ved at betragte det der skete ved et møde for apostlene og de ældste i det første århundrede. Beretningen herom findes i Apostelgerninger, kapitel 15. I Antiokia i Syrien var Paulus og Barnabas „blevet overgivet til Guds ufortjente godhed til den gerning de havde fuldført“. (Apg. 14:26) Men da de efter deres første missionsrejse vendte tilbage til byen, kom de ud for et problem: „Nogle mænd kom ned fra Judæa og begyndte at lære brødrene: ’Hvis I ikke bliver omskåret efter Moses’ skik, kan I ikke blive frelst.’ Men da der opstod ikke så lidt uenighed og diskussion mellem dem på den ene side og Paulus og Barnabas på den anden, aftalte man at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle tage op til apostlene og de ældste i Jerusalem angående dette stridsspørgsmål.“ (Apg. 15:1, 2) Her var et vigtigt lærespørgsmål som skabte temmelig stor uenighed blandt brødrene. Sagen måtte bilægges.
13. Hvordan skal vi forstå udtrykket „megen diskussion“ i Apostelgerninger 15:7?
13 Problemet blev meget passende forelagt de ansvarlige ældste i Jerusalem. Bibelens beretning fortæller hvad der skete. Selv om de ældste fra begyndelsen så forskelligt på tingene, nåede de efterhånden til enighed. (Apg. 15:25) Men var der ikke, ifølge Apostelgerninger 15:7, „megen diskussion“ ved mødet? Hvad vil det sige? Det græske ord for „at diskutere“ er beslægtet med et ord der betyder „at søge“ (Kingdom Interlinear Translation); det viser at når man skal finde frem til sandheden eller den bedste måde at gøre en ting på, må man grundigt undersøge sagen — stille spørgsmål, drøfte tingene, diskutere og derefter nå frem til den rette konklusion. Med dette i tanke kan vi med interesse læse beretningen, idet vi lægger mærke til hvordan begivenhedernes forløb blev ledet af den hellige ånd.
14, 15. (a) Hvordan bidrog først Peter, derefter Paulus og Barnabas og til sidst Jakob til denne historiske drøftelse? (b) Hvad førte til at man nåede til enighed?
14 Efter „megen diskussion“ fortalte Peter hvordan Jehova ved ham havde givet hedninger adgang til at høre den gode nyhed, og han spurgte om det var rimeligt at pålægge de troende hedninger byrder, når det dog var Guds ufortjente godhed gennem Jesus Kristus der gjorde frelsen mulig. Derefter læser vi i vers tolv at der var en respektfuld tavshed da Paulus og Barnabas føjede deres vidnesbyrd til. Disse rejsende apostle (udsendinge fra menigheden i Antiokia) havde ved „mange tegn og undere“ set vidnesbyrd om Guds velsignelse mens de forkyndte blandt nationerne. Deres udsagn støttede Peters vidnesbyrd i sagen. — Apg. 15:7-12.
15 Derefter bad Jakob om ordet. Han anførte hvad profeterne havde udtalt, for eksempel i Amos 9:11, 12, hvilket stemte overens med det Peter havde sagt og bekræftede de ting Guds ånd havde udrettet gennem Paulus og Barnabas. Jakob kunne således støtte sin afgørelse på såvel Skrifterne som Guds ånd. På denne stærke baggrund foreslog han at man skrev til ’dem fra nationerne der vendte sig til Gud’ og fortalte dem hvad Gud virkelig krævede af dem. Apostlene og de ældste var således nået til enighed. Et stridsspørgsmål var blevet løst i al ydmyghed. — Apg. 15:13-29.
16. Hvilken indstilling bør råde blandt de ældste, selv om en af dem måske ser anderledes på en sag, og hvordan vil dette berøre menigheden?
16 Hvis det ikke lykkes de ældste at nå til fuld enighed, må den der ser anderledes på sagen ikke blive utilfreds over flertalsafgørelsen og vise en fjendtlig holdning. Han bør fortsat ’slide i det’ sammen med hele rådet. Da vil menigheden kunne bevare tilliden til de ældste, i bevidstheden om at de alle arbejder enigt sammen. Når de vandrer „med al ydmyghed“ vil de styrke fredens bånd. — Ef. 4:2, 3
17. Hvad bør såvel yngre som ældre ældste have i tanke når de holder møder, og hvorfor?
17 Ved ældstemøderne bør navnlig de yngre lytte opmærksomt til de ældre som har større erfaring i kristen livsførelse; som der siges i Ordsprogene 16:31: „Grå hår er en dejlig krone, den vindes på retfærds vej.“ På den anden side bør de ældre anerkende at en ung mand også kan se rigtigt på en sag. Det væsentlige er altså den sunde visdom der gives udtryk for, og ikke nødvendigvis alderen på den der taler. Men de yngre må altid huske at vise respekt for dem der er ældre, ligesom Timoteus uden tvivl viste respekt for Paulus og hans vejledning, og ligesom Elihu holdt sig tilbage og ventede med at tale af respekt for alderdommen. — 1 Tim. 5:1, 19; Job 32:6-9.
18. Hvilket ’nødvendigt arbejde’ tog apostlene sig af, som det fremgår af Apostelgerninger 6:1-6, men hvad lagde de større vægt på?
18 Selv om de ældste måske ved nogle møder skal bruge megen tid på spørgsmål i forbindelse med rigssalen eller andet ’nødvendigt arbejde’, bør de altid holde sig for øje at det væsentlige er det der berører hjordens åndelighed. (Apg. 6:1-6; Fil. 1:9, 10) Da vil de præsidere på en god måde.
19. (a) Hvordan optræder de ældste i den kristne menighed, i modsætning til den måde verdslige herskere optræder på? (b) Hvad bliver resultatet når de ældste præsiderer på en god måde?
19 Når vi ser den sørgelige forvirring der råder i verden, er vi afgjort taknemmelige for de ældste der præsiderer på en god måde i Jehovas verdensomspændende menighed. Mennesker i almindelighed famler efter en løsning på deres problemer, mens deres herskere „spiller herrer over dem“ i stedet for at lede dem på en kærlig og hjælpsom måde så de får ny styrke. (Matt. 20:25-27) Vi, derimod, har åndeligt modne mænd som er eksempler for hjorden, og vi ’agter på dem’ idet de ’præsiderer iblandt os’. (1 Tess. 5:12, 13) Det er ikke en enkelt mand i menigheden, byen eller landet der præsiderer, men alle ældste, inden for hvert deres tildelte område. Med disse mange rådgiveres kærlige hjælp og ledelse vil arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple fortsætte og blive fuldført. Menigheden forener sine bestræbelser under ældste der præsiderer på en god måde. Derved kommer vi i nøjere overensstemmelse med menighedens hoved, Jesus Kristus, til Jehovas ære.