Spørgsmål fra læserne

● Er det rigtigt af en kristen at lade sig behandle med serum der er fremstillet af blod? — Tyskland.

Bibelen lader ingen i tvivl om Guds agtelse for blodet som repræsenterende sjælen eller livet. (3 Mos. 17:11, 12, 14) Forståeligt nok lød Guds befaling til vor fælles stamfader Noa da også: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mos. 9:4) Noa og hans efterkommere, og altså også os der lever i dag, skulle ikke opretholde livet ved at bruge blod som føde. Dette vigtige syn på blodet blev understreget over for de kristne, hvilket viser at befalingen også gælder sande tilbedere i dag. Der siges: „Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra . . . blod og fra kød af kvalte dyr.“ (Ap. G. 15:29) Af den grund kan vi ikke gå med til de mange moderne behandlingsmetoder der gør brug af blod, og vi har gentagne gange vist at modtagelse af en blodtransfusion vil være en direkte overtrædelse af Bibelens forbud mod at bruge blod eller spise blod for at opretholde livet.

Nogle kristne er dog i visse tilfælde blevet opfordret til at tage imod en indsprøjtning med serum, som fremstilles af en ringe mængde af en af blodets bestanddele. For at vurdere hvad der er tale om, må man forstå hvad serum er og hvorfor indsprøjtninger med serum bruges. Det vil også være nyttigt at vide hvad forskellen er på serum og vaccine.

Et menneske bliver i tidens løb udsat for mange angreb fra virus og bakterier der forårsager sygdom. På et eller andet tidspunkt udsættes man måske for fåresyge, mæslinger eller tuberkulose. Til bekæmpelse af dette angreb af virus eller bakterier producerer legemet antistoffer der søger at opveje eller mildne den skade som de indtrængende sygdomskim forvolder. Et menneske som har disse antistoffer imod en bestemt sygdom i blodet, er midlertidigt eller varigt beskyttet mod at få den pågældende sygdom.

Til beskyttelse mod bakterie- og virusangreb har man udviklet vacciner (toksoider) til indpodning i menneskelegemet, hvorved legemet stimuleres til at danne antistoffer mod visse sygdomme. Kopper, polio, stivkrampe, kolera, hundegalskab, tyfus og gul feber er nogle af de sygdomme der er fremstillet vacciner imod. Disse vacciner, som skal gøre et menneske immunt over for sådanne sygdomme, fremstilles ikke af blod. (Se nærmere artiklen i Vågn op! for 22. november 1965, siderne 18 og 19.) Ofte kræves der vaccination når børn skal begynde at gå i skole eller når man skal rejse til et fremmed land. Formålet er at stimulere legemet til på forhånd at fremstille antistoffer for at forhindre at man får en bestemt sygdom hvis man bliver udsat for smitte.

Men hvad nu hvis man allerede har været udsat for smitte eller helt sikkert er blevet smittet med for eksempel difteritis, stivkrampe, virus-hepatitis eller hundegalskab? Før legemet har haft tid til at producere de nødvendige antistoffer, kunne man blive alvorligt syg. Lægevidenskaben har fundet en metode til straks at tilvejebringe de antistoffer der kan hjælpe legemet til at modstå sygdomsangrebet. Man bruger sera eller antitoksiner. Disse fremstilles af blod fra mennesker eller dyr der allerede har udviklet antistoffer mod sygdommen. Som regel behandles blodet, og den bestanddel af blodet (gammaglobulin) som indeholder antistofferne, skilles fra og laves til et serum. Når dette serum indsprøjtes i patienten, giver det ham en midlertidig passiv immunitet.a Immuniteten er midlertidig fordi antistofferne ikke optages varigt i blodet; når de forlader legemet er man ikke længere immun over for sygdommen. Serum (ulig vaccine) indeholder altså en af blodets bestanddele, om end en ganske ringe mængde.

Som sagt afholder vi os, af respekt for hvad Bibelen siger om blodet, fra enhver brug af blod uden for det legeme som det naturligt hører til, hvad enten dette er et dyr eller et menneske. Vi tror at brugen af blod til transfusion, eller af en af blodets bestanddele til et lignende formål, er i modstrid med den bibelske befaling om at „afholde sig fra . . . blod“. (Ap. G. 15:20) Hvordan forholder det sig da med at bruge serum, der kun indeholder en ganske ringe mængde af en af blodets bestanddele og som anvendes til opbyggelse af et forsvar mod en infektion, ikke til at udføre den livsopretholdende funktion som blodet normalt har?

Vi mener at her må den enkeltes samvittighed være afgørende. Nogle vil måske føle at en serumindsprøjtning ikke er et udtryk for manglende respekt for livets hellighed og for Gud som livets kilde, og at det ikke er en tilsidesættelse af Guds udtrykkelige vilje vedrørende brugen af blod som næringsmiddel. På den anden side vil andres samvittighed måske kræve at de afslår alle indsprøjtninger med serum. Enhver må stå til ansvar over for Gud og lade ham dømme om hvorvidt ens personlige afgørelse er truffet i overensstemmelse med samvittighedens stemme. — 1 Kor. 4:4; 2 Kor. 5:10.b

Vi nærer tillid til at denne gennemgang af de bibelske principper vil være en hjælp til at træffe en velovervejet afgørelse med hensyn til det første spørgsmål og andre dermed beslægtede spørgsmål. Selv om vi undlader såvel at anerkende som at fordømme på områder hvor vi mener at afgørelsen må bero på den enkeltes samvittighed, vil vi dog opfordre alle til at bestræbe sig for at bevare en ren samvittighed og aldrig med overlæg vise manglende respekt for Guds ord. — 1 Pet. 3:16; 1 Tim. 1:19.

● Hvem kan med rette påkalde Gud som „Fader“? — U.S.A.

Eftersom Jehova Gud er Skaberen og livets kilde, er alle mennesker i virkeligheden hans „slægt“ eller „afkom“ (NW), hans børn, som den inspirerede apostel siger i Apostlenes Gerninger 17:28, 29. Alle som oprigtigt anerkender dette kan derfor med rette påkalde Gud som „Fader“.

Bibelen viser klart at det ikke kun er de salvede kristne som kan bruge betegnelsen „Fader“ om Gud. Det var før Guds ånd blev udgydt på pinsedagen år 33 at Jesus i sin bjergprædiken lærte en skare jøder at bede til Gud og påkalde ham som „vor Fader“. (Matt. 6:9) Århundreder tidligere havde profeten Esajas sagt: „Men du, o [Jehova], er dog vor Fader, vi er leret, og du har dannet os, værk af din hånd er vi alle.“ — Es. 64:7.

Skønt alle mennesker der anerkender Gud som Fader og lever i overensstemmelse dermed, med rette kan påkalde ham som „Fader“, er det dog ikke alle der har det samme nære forhold til ham. Om det særlige forhold som salvede og åndsavlede kristne står i til Gud, skrev apostelen Paulus: „I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: ’Abba, Fader!’“ (Rom. 8:15) Tiltaleformen „Abba“ bruges som et særligt udtryk for ømhed og hengivenhed. Det var det udtryk børn brugte over for deres fædre. Allerede nu er der nogle som nyder et så nært og fortroligt forhold til Skaberen, nemlig de som er avlet af Guds ånd til at blive åndesønner i det himmelske, hvor de vil træde ind i Guds personlige nærhed.

Nu i tiden er „en stor skare“ fra alle folkeslag, stammer og tungemål ved at blive indsamlet med det for øje at den skal overleve „den store trængsel“ og opnå evigt liv på jorden under Guds nye retfærdsorden. (Åb. 7:9-17) Det er på sin plads at de der hører til denne skare, i deres bønner også påkalder Jehova som deres „Fader“ eller livgiver, eftersom det er ham der har sørget for at de kan opnå evigt liv gennem hans søn, Jesus Kristus, ’Evigheds-Faderen’. (Es. 9:6) I Guds nye orden vil de millioner som oprejses fra de døde, slutte sig til dem. Til sidst vil alle som består den endelige prøve der beskrives i Åbenbaringen 20:7-10, få deres navne varigt indskrevet i „livets bog“ og opnå et særligt forhold til Jehova i deres egenskab af at være fuldkomne jordiske sønner af ham, deres himmelske Fader. — Rom. 8:20, 21; Åb. 20:15.

[Fodnoter]