Hvad siger Bibelen?

Skal vi stadig afholde os fra blod?

NITTEN hundrede år er lang tid. Er du klar over at der for så længe siden blev holdt et religiøst møde som kan have betydning for dit og din families liv?

Mødet fandt sted i Jerusalem i år 49. Det blev holdt af et råd bestående af apostlene og nogle kristne ældste. De traf en afgørelse der var så betydningsfuld at mænd, kvinder og børn i vor tid er villige til at se døden i øjnene for at rette sig efter den.

Disse mennesker er Jehovas kristne vidner. De henviser til denne afgørelse som en begrundelse for at kristne i dag ikke må modtage blod, for eksempel ved blodtransfusion. Vi kan læse om afgørelsen i Bibelen, i Apostelgerninger, kapitel 15. Den gik blandt andet ud på at kristne skulle ’afholde sig fra blod’. Tror du at denne afgørelse, truffet for så længe siden, er bindende for dig og din familie?

Både læger og bibelkommentatorer i kristenheden har hævdet at erklæringen om at kristne skulle ’afholde sig fra blod’ blot var midlertidig. De mener ikke at det var en permanent afgørelse som gælder i vor tid. Forholder det sig sådan?

I år 49 blev et spørgsmål angående omskærelse forelagt det kristne styrende råd i Jerusalem. Nogle jødekristne havde holdt på at hedninger skulle være „omskåret efter Moses’ skik“. Men sagen drejede sig egentlig om hvorvidt omvendte ikke-jøder skulle overholde hele „Moseloven“. — Apg. 15:1, 5.

På mødet fortalte Peter, Paulus og Barnabas hvad Gud havde udrettet gennem dem. Omvendte hedninger var blevet modtaget på grundlag af deres tro, uden at de først var i overensstemmelse med Moselovens forskrifter. Peter omtalte det ufornuftige i at kræve at hedninger skulle overholde en række love som ikke engang jøderne kunne holde. Dernæst overvejede rådet Amos 9:11, 12, som indeholdt en inspireret tilkendegivelse af at Gud ville modtage folk fra nationerne. Det var tydeligt at hedninger ikke behøvede at blive omskåret og at rette sig efter Moseloven før de kunne blive kristne. (Apg. 15:6-18) Disciplen Jakob, der åbenbart var ordstyrer, sagde:

„Derfor er min afgørelse at man ikke skal besvære dem fra nationerne som vender sig til Gud, men skrive til dem at de skal afholde sig fra det der er forurenet af afguder og fra utugt og fra det der er kvalt og fra blod. For fra gammel tid har Moses i by efter by haft nogle der forkynder ham, idet han oplæses i synagogerne hver sabbat.“ (Apg. 15:19-21) Det var der enighed om, og rådet nedskrev denne afgørelse: „Den hellige ånd og vi selv har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer [hedningerne] ud over disse nødvendige ting: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ — Apg. 15:28, 29.

For ikke at vække anstød?

Anser Gud dette påbud for bindende i dag? Af hvilken grund gav han det, og hvor længe skulle det gælde?

Nogle som hævder at nutidens kristne ikke er bundet af dette bud, anfører at det blot var en midlertidig ’bestemmelse af hensyn til jødernes følelser’. Til støtte for dette henviser de til Apostelgerninger 15:21, hvor Jakob fulgte sin række af forbud op med en bemærkning om at Moses blev oplæst i synagogerne hver uge. De drager den slutning at Jakob hermed antydede at hvis de hedningekristne afholdt sig fra disse ting, ville de ikke støde jøderne, der regnede de nævnte ting for skamløse overtrædelser af Loven. Var det dét Jakob mente?

Der er ingen tvivl om at de første kristne forstod betydningen af at undgå ting der unødigt kunne blive årsag til snublen eller kunne vanskeliggøre udbredelsen af den gode nyhed. Selv om Paulus vidste at han ikke længere var underlagt Moseloven, var han således villig til at tage hensyn til dem der satte den højt. (1 Kor. 9:20-23; Apg. 21:20-28) Lovens krav var ikke dårlige eller skadelige. Ved at rette sig efter dem kunne Paulus, der var jøde af fødsel, undgå at volde anstød og hindre andre jøder i at modtage hans budskab. På samme måde ville hedningekristne måske møde mindre religiøs modstand i deres omgang med jøderne hvis de holdt fast ved rådets afgørelse og afholdt sig fra afgudsdyrkelse, blod og utugt. Men var dette alt hvad Jakob mente?

Påbudet kan ikke blot have været et forsøg på at give det udseende af at de kristne efterkom Moseloven. Hvorfor ikke? Fordi afgørelsen netop ikke krævede at hedningekristne skulle omskæres, og omskærelse var et uomgængeligt krav for enhver jøde eller proselyt. (Fil. 3:5) Og hvad med alle de andre jødiske love? Uomskårne kristne ville ikke blive en slags ’halvbrødre’ til jøderne blot ved at undgå de fire ting som Jakob nævnte.

Hvad kan Jakob så have ment da han sluttede sin række af forbud af med at nævne at Moses blev oplæst i synagogen hver sabbat?

Hvad omfattede oplæsningen af „Moses“?

Læg mærke til at Jakob ikke sagde at ’Moseloven læses hver sabbat’. Han sagde at „Moses . . . oplæses . . . hver sabbat“. (Apg. 15:21) Hvad er forskellen? Moses var kendt for at have skrevet Pentateuken eller Toraen, de første fem bøger i Bibelen. Disse bøger fremsætter ganske vist Loven, men de indeholder meget mere. Moses’ skrifter indeholder også en beretning om Guds handlemåde og udtrykte vilje fra tiden før Loven. — Sammenlign Markus 12:26 med Anden Mosebog 3:2, 6.

Det var vigtigt at huske på dette i forbindelse med den kristne menighed. Sandt nok forlangte Gud ikke længere at man overholdt Moseloven, men der fandtes tidligere tilkendegivelser af hans vilje som han forventede blev taget til følge af alle der tjente ham. Så hvis nogle, enten jøder eller jødekristne, havde respekt for Moses’ skrifter, skulle de kunne forstå at sande tilbedere måtte afholde sig fra „disse nødvendige ting“, som netop gik forud for Loven og ville fortsætte efter at Loven var opfyldt.

Guds udtrykte vilje med hensyn til blodet er et eksempel. Mange hundrede år før Jehova gav Loven gennem Moses, påbød han Noa at afholde sig fra blod. Idet han gav menneskene tilladelse til at spise kød, erklærede han tydeligt: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ Det udelukkede at de kunne spise noget af et kvalt dyr, hvor blodet jo bliver i kødet. Det udelukkede også at de kunne spise eller drikke blod. (1 Mos. 9:3, 4) Senere lod Gud sin vilje angående blodet nævne i Loven til israelitterne. (3 Mos. 17:11-14; 5 Mos. 12:23) Men når Loven var opfyldt og ikke længere var bindende for de sande tilbedere, stod forbudet i Første Mosebog 9:3, 4 stadig tilbage. Og dette forbud var ikke blot blevet givet til Israel men til hele menneskeheden, gennem Noa, menneskeslægtens forfader.

Ved den ugentlige oplæsning af „Moses“, som altså indbefattede Første Mosebog 9:3, 4, blev der følgelig ikke blot fremført hvad Moseloven påbød jøderne angående blodet. Der blev også fremholdt at det stadig var nødvendigt for alle der ønskede Guds godkendelse at afholde sig fra blod og kvalte dyr. Det ville stå klart for jøderne der kom i synagogerne. Det ville stå klart for de jødekristne, der udmærket kendte det der blev oplæst i synagogerne. Og det ville stå klart for enhver hedning der kom til at kende grundlærdommene i Guds ord gennem jøderne eller de kristne.

Det samme gjaldt påbudets omtale af utugt, som, ifølge det græske ord der her er brugt, dækker en lang række umoralske seksuelle handlinger. Man behøvede ikke at være underlagt Moseloven for at vide at Gud misbilligede disse seksuelle overtrædelser. Begivenheder som fandt sted før Moseloven, viste klart hvad der var forkert i Guds øjne. — 1 Mos. 12:15-17; 20:2-9; 26:8-11; 34:2-7; 38:12-26; 19:5-11; Jud. 7.

Hvad der var nedskrevet før Moseloven blev givet, viste også tydeligt at afgudsdyrkelse var forkert. (1 Mos. 35:2, 4; 2 Mos. 8:25-27; 12:12; se også Josua 24:15.) Dette gav rådet i Jerusalem god grund til at kræve at kristne afholdt sig fra „det der er ofret til afguder“. For at blive godkendt af Gud kunne en kristen ikke spise af et offermåltid ved en afgudsceremoni, eller gøre andet som var ensbetydende med tilbedelse af en afgud. (4 Mos. 25:2; Åb. 2:14) Hedninger som blev kristne måtte bevise at de ’vogtede sig for afguderne’, som apostelen Johannes skrev ved slutningen af det første århundrede. — 1 Joh. 5:21.

Er det ikke lettere at se hvilken vægt Jakobs ord har, nu da vi kender den direkte sammenhæng mellem de fire ting de kristne skulle afholde sig fra og oplæsningen af Moses’ skrifter? Og viser det ikke at forbudet har betydning for hvordan vi lever vort liv i dag?

Jehovas handlinger gennem Peter, Paulus og Barnabas og den afgørelse som rådet i Jerusalem traf, viste at omvendte hedninger ikke skulle omskæres eller prøve at overholde Moseloven. Og Paulus’ inspirerede skrifter gjorde gentagne gange rede for dette. (Kol. 2:13-17; Gal. 3:23-25; Rom. 6:14) Men oplæsningen af Moses’ skrifter viste at det stadig var nødvendigt at undgå blod, det der var kvalt, utugt og det der var ofret til afguder. At Moses skrev dette under inspiration af hellig ånd underbyggede yderligere rådets udtalelse: „Den hellige ånd og vi selv har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over disse nødvendige ting.“ — Apg. 15:28.

Man kan ikke med nogen ret sige at det kristne styrende råd blot krævede at de kristne midlertidigt skulle afholde sig fra utugt for at holde fred med jøderne. At begå umoralske handlinger var forkert før Loven blev givet. Det var forkert under Loven. Det var forkert i år 49 efter at Loven var opfyldt. Og det er stadig forkert. De der praktiserer umoralske handlinger kan ikke arve Guds rige. — 1 Kor. 6:9, 10; Gal. 5:19-21; Åb. 21:8.

Det samme gælder afgudsdyrkelse og misbrug af blod. Der er et permanent forbud mod disse ting for dem der ønsker at blive godkendt af Livgiveren, den eneste der er vor tilbedelse værdig. — 1 Mos. 9:3, 4; Apg. 21:25.