fik at vide at hvis han som vægter undlod at forkynde det advarende budskab, ville han blive krævet til ansvar for de omkomne israelitters blod. (Ez. 3:17-21; 33:2-16) Vi kan opnå stor indre tilfredshed ved at røgte vort kristne ansvar og udbrede sandheden om den onde ordnings forestående afslutning og om det paradis der vil følge efter. Gør vi det kan vi nære samme følelse som apostelen Paulus, der sagde til nogle kristne ældste: „Jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer hele Guds råd.“ (Apg. 20:26, 27) Hvilken forret! Mens vi personligt befrier os for blodskyld kan vi hjælpe andre til at få tro på Kristi blod og dermed opnå det evige liv.

²³ De fleste er muligvis ikke klar over hvad Gud siger, og de betragter blot blodet som en væske der midlertidigt opretholder et menneskes liv. Men for sande kristne stiller sagen sig anderledes. På grundlag af Bibelen har vi fået forståelse af Jehovas syn på livet og blodet. Lad os være besluttede på at fastholde dette syn og at leve i overensstemmelse med det.

Spørgsmål fra læserne

● En læge har sagt at en patient før en operation kan få tappet noget af sit blod, så man kan have det i beredskab for det tilfælde at der skulle blive brug for at give transfusion under indgrebet. Hvordan skal en kristen se på en sådan brug af sit eget blod?

Set fra lægens side kan denne fremgangsmåde synes meget praktisk. Der er store farer forbundet med at modtage blod fra andre. Risikomomenterne er tilsyneladende færre hvis patienten får en transfusion med sit eget blod. Derfor er der blandt læger en tilbøjelighed til at benytte denne fremgangsmåde, der kaldes „autotransfusion“. Man tapper noget af patientens eget blod og oplagrer det for at kunne bruge det hvis en transfusion skulle blive nødvendig. Hvis donoren ikke selv får brug for blodet, benyttes det måske til andre patienter.

Som det fremgår af oplysningerne på siderne 17-22 i dette blad, er blodtransfusion i strid med Bibelen.a Ifølge Bibelen anser Gud blodet for helligt, og hans tjenere bør behandle det i overensstemmelse hermed. Jehova Gud sagde til israelitterne at de kun måtte gøre to ting med blodet. For det første sagde han: „Jeg har givet eder det til brug på [offer]alteret til at skaffe eders sjæle soning.“ For det andet blev der sagt at hvis et dyrs blod ikke blev benyttet på alteret, skulle man lade det løbe ud på jorden; på denne måde anerkendte man at livet var fra Gud og at blodet, som repræsenterede livet, ikke blev anvendt til et eller andet personligt formål. (3 Mos. 17:11-14) Gjaldt denne bestemmelse for hvad man skulle gøre med blodet, kun Guds tjenere under Moseloven? Nej, de sande tilbedere havde rimeligvis behandlet blodet på denne måde allerede før Loven blev givet.

Gud havde tidligere sagt til Noa og hans familie at mennesker ikke måtte spise kød med blodet i. (1 Mos. 9:3, 4) Hvad gjorde de da? Når de dræbte eller slagtede et dyr for at spise det, lod de blodet løbe ud og lod det ligge på jorden. Blodet, der repræsenterede livet, tilhørte ikke Noa og hans familie; det tilhørte Livgiveren. Derfor var det meget passende at lade det løbe ud på jorden, som er Guds symbolske fodskammel. — Es. 66:1.

Denne befaling til Noa gælder også for kristne. I det første århundrede efter vor tidsregning traf den kristne menigheds styrende råd, med den hellige ånds støtte, den afgørelse at kristne skulle ’afholde sig fra kvalte dyr og fra blod’. (Apg. 15:19, 28, 29) Hvad betød dette i praksis? Med udtrykket „kvalte dyr“ hentydes der til kød af dyr der var blevet dræbt på en sådan måde at blodet stadig var i kødet. Kristne kunne ikke spise dette kød. Hvad ligger der så i udtrykket ’afholde sig fra blod’? Det var et forbud mod at bruge det blod der løb ud af en sådan skabning. Nogle af hedningerne fremstillede og spiste