vaner. Efter det første møde sagde hun: ’Jeg holder op med at ryge!’ Senere sagde hun: ’Når Jehova har givet mig så meget, hvordan kunne jeg da tage hjem og gøre noget som han misbilliger? Jeg var bange for at udskyde det. Vi ved jo aldrig hvad der kan ske i morgen, og hvis jeg ventede, ville jeg måske aldrig få lejlighed til at holde op med at ryge og derved bevise min kærlighed til Jehova.’“

Vidnet tilføjer: „Det bemærkelsesværdige er at denne kvinde er invalid. Cigaretterne har altid været som en krykke for hende i alle disse år, men det hun lærte i rigssalen ved et eneste møde var tilskyndelse nok for hende til at opgive den dårlige vane. Ved det andet møde strakte hun hånden frem og sagde: ’Er den ikke pæn? Den er ikke mere brun og plettet af tobak.’ Nu kommer hun regelmæssigt til møderne.“

Ved et stævne i Rochester, New York, berettede et ægtepar om et bibelstudium de havde haft. De fortalte: „Begge var storrygere, og når vi kom hjem fra studiet lugtede vi som røgede sild. Lidt efter lidt begyndte de at komme til møderne i rigssalen. Senere begyndte de at tage del i tjenesten på arbejdsmarken, og de gav også udtryk for at de gerne ville døbes. Men deres problem var at de begge røg meget.

De mente at de godt kunne lade sig døbe og derefter holde op med at ryge. Vi sagde til dem at den omstændighed at de ikke havde aflagt denne vane ikke udelukkede dem fra dåb, men at de måske længe efter ville stjæle sig til at ryge.

De besluttede sig til at holde op med at ryge i december, men så udsatte de det. Hver gang de prøvede at holde op blev de nervøse og irritable. Så viste et af vidnerne dem nogle artikler i Vagttårnet og Vågn op! om tobaksrygning. Da de blev klar over det bibelske syn på spørgsmålet, besluttede de sig til at holde op med at ryge ved det næste zonestævne. De holdt fast ved deres beslutning, men de fortæller at det var en prøvelse for dem begge og at de var meget irritable og nervøse i de første par uger. Men efterhånden som tiden gik, aftog tobakshungeren. Ved sidste sektionsstævne blev de døbt som symbol på deres indvielse til Gud, og de gjorde det med en ren samvittighed, for de havde nu aflagt den urene vane. Siden da har hustruen haft den forret at være feriepioner to gange, og det har været en stor glæde for hende.“

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor gennemgik apostelen Paulus en ceremoni i templet i Jerusalem i forbindelse med et løfte til Gud når han selv lærte at kristne ikke er under Moseloven? — M. G., U.S.A.

Der er ingen tvivl om at apostelen Paulus anerkendte at de kristne ikke er bundet af Moseloven. Under inspiration skrev han: „Nu er vi løst fra loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under.“ „I er jo ikke under lov, men under nåde,“ og: „Drives I af Ånden, er I ikke under loven.“ — Rom. 7:6; 6:14; Gal. 5:18.

Dette betyder dog ikke at han betragtede Lovens krav som syndige. Han skrev: „Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt.“ (Rom. 7:12) Hvad Paulus mener er at Guds tjenere ikke behøver at overholde Loven for at blive godkendt af Jehova og opnå frelse. For eksempel er det ikke en synd at være omskåret; det er ikke ukristent. Men det ville være forkert at mene at en kristen nødvendigvis må være omskåret for at blive frelst. — Ap. G. 15:1, 2, 5, 22-29; 16:3.

Det var ikke ualmindeligt blandt jøderne at en der var undsluppet en fare eller ulykke aflagde et løfte til Jehova. For eksempel kunne han love at afholde sig fra alkoholiske drikke i en vis periode, i lighed med det man gjorde ved aflæggelse af et nasiræerløfte. (4 Mos. 6:1-21) Når perioden var udløbet, lod jøden håret klippe og bragte muligvis også ofre i templet i Jerusalem.

I Apostlenes Gerninger 18:18 læser vi at Paulus „I Kenkreæ [nær Korint] havde ladet sit hår klippe af; thi han havde et løfte på sig“. Om han havde aflagt dette løfte før han blev kristen siges der intet om, og vi ved heller ikke med bestemthed om dette markerede begyndelsen