Udstødelse er berettiget

1. Er det berettiget at udstøde nogen, og hvad siger Titus 3:10, 11 herom?

ER DET rigtigt at udstøde nogen? ja, for, som det fremgår af den foregående artikel, fjernede Gud dem fra sin organisation, der modstod ham, og som var fordærvede. Han udstødte dem. Han blev af med dem, og han råder os til at gøre det samme med sådanne personer. I Titus 3:10, 11 (NW) læser vi: „En mand, der danner en sekt, skal du vise bort efter en første og anden advarsel; du ved jo, at et sådant menneske er blevet vendt bort fra vejen og synder, dømt af sig selv.“ De Græske Skrifter giver således bemyndigelse til at vise hvem som helst bort, der starter en sekt eller volder splittelse, efter at der er blevet talt med ham en første og anden gang, hvis han stadig ikke ændrer sin handlemåde.

2. a) Hvilken bemyndigelse hertil har vi i Romerne 16:17, 18? b) Hvorfor udstøder Jesus nogle ifølge Åbenbaringen 3:16?

² Romerne 16:17, 18 (NW) giver også denne bemyndigelse: „Nu formaner jeg jer, brødre, til at holde øje med dem, som volder splittelser og giver anledning til fald i modstrid med den lære, som I har modtaget, og at undgå dem. For den slags mennesker er trælle, ikke af vor Herre Kristus, men af deres egen bug, og med sød tale og rosende ord forfører de deres hjerter, som er uden svig.“ Her har vi en tydelig udtalelse i Guds ord om, at vi bør fjerne de mennesker, som volder anstød og splittelser inden for hans organisation. Vi har bemyndigelsen og retten dertil, og det er rigtigt at få sådanne fjernet. De hører ikke hjemme i Guds menighed. Kristus Jesus udstøder nogle af en årsag, vi måske ville betragte som mindre alvorlig end de før omtalte grunde. Kristus Jesus udspyr en person, blot fordi han er lunken og hverken kold eller varm. I Åbenbaringen 3:16 erklærede han: „Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.“ (NW) Det vil sige udstødelse. Kristus Jesus vil ikke til stadighed tolerere lunkne personer i sin organisation. Du er enten for ham eller imod ham. Du vil enten komme ind i Herren Guds menighed og blive hans tjener eller til sidst gå ud i Djævelens organisation. Du må ikke være bange for at bekende kulør. Du kan ikke være lunken. Du kan ikke forholde dig passiv. Du må være positivt for Herren Gud.

3. Hvorledes udstødte Gud Jerusalem og det kødelige Israel?

³ Gud udstøder også. Vi har set det af de foregående eksempler, men husker også, hvad Jesus sagde i Mattæus 23:38 til Jerusalem: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ Han havde i lang tid taget sig af jøderne, og nu var tiden kommet til at forlade dem og deres hus eller tempel. Hvorfor? Fordi han havde hæget om dem og passet dem som en høne sine kyllinger, men de gav ikke agt på hans Fader i himmelen, og nu var tiden kommet, da Gud helt opgav at handle med dem, fordi de kun havde frembragt en trofast rest, hvorfor han så sig nødsaget til ud fra hedningenationerne at kalde sig et folk for sit navn.

4. Hvad må Guds folk gøre over for verden og over for dem blandt dem selv, som vender sig til mørket, for at opnå fællesskab med Gud?

⁴ I 2 Korinter 6:14-18 (NW) sagde apostelen Paulus: „Hvad fællesskab har lys med mørke? . . . og hvilken samklang har Guds tempel med afguder? Vi er jo den levende Guds tempel; nøjagtig som Gud sagde: Jeg vil bo iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Derfor drag ud fra dem og skil jer ud, siger Jehova, og ophør med at røre ved den urene ting, og jeg vil tage jer ind. Og jeg vil være en fader for jer, og I skal være sønner og døtre for mig, siger Jehova den Almægtige.“ Ja, Jehova vil udstøde dem, som bliver lovløse, vender sig til mørke og opstiller afguder. Han vil bortvise dem fra organisationen. Ønsker du at forblive i Herrens organisation, så hold dig fra Djævelens verden. Ønsker du ikke at gøre det, så forlad organisationen. De, som er urene, umoralske, er ikke åndeligt egnede for Guds organisation. Hvis sådanne lunkne kompromistilhængere eller frafaldne ikke frivilligt forlader hans organisation, så vil organisationen under hans ledelse sætte dem ud.

Fremgangsmåden

5. Hvad er den rette fremgangsmåde, når nogen skal udstødes, og hvorledes skildrede Paulus denne fremgangsmåde?

⁵ Der er en rigtig fremgangsmåde at følge i et sådant tilfælde. Det må ske ved en officiel handling. En, der har myndighed, må træffe beslutningen, og derpå må vedkommende fjernes. I 1 Timoteus 1:19, 20 (NW) har vi et eksempel på den myndighed, Paulus brugte, for han sagde: „Med tro og en god samvittighed, som nogle har kastet over bord og derved har lidt skibbrud på deres tro. Hymenæus og Aleksander er blandt disse, og jeg har overgivet dem til Satan, for at de ved tugt kan lære ikke at spotte.“ De blev udvist af menigheden af en bemyndiget tjener. Paulus gjorde det samme i det tilfælde, der berettes om i 1 Korinter 5:1-13, da han fjernede den unge mand, der påstod at være kristen og samtidig bedrev utugt med sin faders hustru. Paulus greb ind i dette tilfælde, fordi de ledende i menigheden havde undladt at gøre det. Han havde myndighed. En Jehovas tjener handlede. I vore dage har vi menigheder eller kredse af Jehovas vidner, og vi har tjenere i vore kredse. Disse tjenere må bære det ansvar, der følger med tjenerens stilling for at bevare menigheden ren, og må gribe ind. De skal være gode hyrder og vogte hjorden.

6. Hvad må der ske over for den, som har begået uret, og hvad er det næste skridt, der må foretages?

⁶ Det første, der må ske, er, at en eller anden i menigheden eller en interesseret moden broder fremkommer med en anklage imod den, der har begået uret. Men fordi nogen fremkommer med en anklage, betyder det ikke, at vi kan udstøde vedkommende. Skriften viser, at der skal føres vidner. Ingen anklage kan godtages, medmindre der er to eller tre vidner, der kan bekræfte det passerede. Det vil sige, at en undersøgelse må finde sted. Kredstjeneren, vicekredstjeneren, bibelstudietjeneren og måske nogle andre modne brødre i kredsen bør komme sammen til en overhøring af sagen, og de anklagede og vidnerne føres ind, og sagen drøftes. De kan ikke træffe den afgørelse, at en person skal udstødes af menigheden på grund af, hvad rygtet siger, eller den sladder, der går. Der må være to eller tre øjenvidner, der ved, at det eller det skete eller blev sagt. En afgørelse kan ikke baseres på gætværk. Det kan være, at man føler eller har på fornemmelsen, at et menneske ikke er godt, men vi er ikke i stand til at bevise det. Så længe vi ikke kan bevise det fra to eller tre vidners mund, så kan en sådan person ikke med rette udstødes. Ellers kunne man gøre vedkommende stor skade.

7. Hvorledes træffes der en afgørelse, og hvad skal der gøres, når den er truffet, og hvad bør kredsen gøre i denne forbindelse?

⁷ Når vi derfor har vore vidner, afholder vi et møde med disse, som er egensindige eller handler uret eller ikke lever i overensstemmelse med Guds lov. Vi giver dem en fair lejlighed til at blive hørt, vi drøfter sagen med dem, og vi prøver på at hjælpe dem. Men der må foreligge bevis for urenhed, moralsk eller åndelig, inden der kan tages noget som helst skridt til at udstøde dem af menigheden. Tjenerne bør virkelig være modne brødre, der er rede til at tage det fulde ansvar for deres afgørelse. Derpå forelægges deres afgørelse for menigheden. Ikke for at menigheden skal foretage nogen afstemning. Nej, kredstjeneren, vicekredstjeneren og bibelstudietjeneren må tage hele ansvaret for den fremgangsmåde, der følges. Hvis de i deres sind er absolut overbeviste om, at vedkommende handler urigtigt og burde udvises af kredsen, og vedkommende ikke har vist mindste tegn på anger, så meddeler de kredsen i form af en resolution, hvad de har gjort. De beder ikke kredsen om at stemme om denne resolution og sige: „Vi godkender jeres handling.“ Nej, tjenerne i kredsen har ansvaret for at vogte hjorden og for at bevare menigheden ren. Tjenerne fortæller derfor kredsen, hvad der er blevet foretaget, og at denne person, der har handlet uret, ikke længere er et medlem af denne menighed. Dernæst bør kredsen i fuldt omfang samarbejde med tjenerne og følge de anvisninger, der gives af dem, organisationens tjenere, som tager vare på menighedens interesser.

8. Hvem bør tale formanende til den, som har opført sig usømmeligt, og hvad må der ske, dersom han ikke giver agt på formaningen?

⁸ I 1 Tessaloniker 5:14 (NW) siger Paulus: „Vi formaner jer, brødre, retled de usømmelige, trøst de nedtrykte sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.“ Det er Guds tjeneres ansvar at varetage menighedens interesser. De retleder de usømmelige, men den usømmelige lader sig ikke retlede. Han vil stadig følge sin egen vej. Når han ikke vil angre og ikke vil forandre sin handlemåde, så skal han tilsidesættes, og han bør undgås.

9. Hvem bestemmer, om en adskillelse skal finde sted, og hvorledes skildrede Paulus dette i Efesus?

⁹ Apostlenes Gerninger 19:9 (NW) siger om Paulus i Efesus i provinsen Asien: „Men da nogle vedblev med at forhærde sig selv og ikke ville tro, ja, talte ilde om „vejen“ i skarens påhør, forlod han dem og skilte disciplene ud fra dem og holdt daglig samtaler i Tyrannus’ skoleauditorium.“ Paulus var interesseret i dem, som han underviste dér i den jødiske synagoge, og da han så, at en gruppe af synagogegængerne søgte at trække hans disciple bort, så tog han sine sande efterfølgere bort fra deres kreds. Han ønskede ikke at se dem blive besmittet ved at omgås sådanne, som lærte falsk lære og kritiserede sandheden. I dag fastlægger tjenerne, der har ansvaret for kredsen, retningslinierne efter Guds ord. Menigheden accepterer disse tjeneres afgørelse.

10. Hvad påbød Paulus i 1 Korinter 5:11, og hvorledes støtter menigheden sine tjenere i en sådan sag?

¹⁰ I 1 Korinter 5:11 (NW) siger Paulus til den kristne menighed: „Men nu skriver jeg til jer, ophør med at have samkvem med nogen, der er broder af navn, og som er en utugtig eller havesyg person eller en afgudsdyrker eller æreskænder eller en dranker eller en udsuger, ja, spis end ikke sammen med et sådant menneske.“ Man bør ikke have noget samkvem med de personer, som er udstødt af menigheden. Hvorfor ikke? Fordi Guds menighed må forblive ren, ubesmittet og bevares som sådan for tilbedelsen af den Højeste. Når der derfor træffes afgørelse om at udstøde nogen, så er vedkommende virkelig fjernet. Han er udenfor. Derfor bør hele menigheden, alle, som har indviet deres liv til Gud, overholde den resolution, tjenerne har vedtaget. De må støtte den.

11. Hvad bør den kreds gøre, som har foretaget en udstødelse, som et værn for Selskabet og andre kredse? Hvorfor bør den gøre det?

¹¹ Men hvad nu med den udstødte person? Først bør kredsen underrette Selskabet derom, idet den kort fremholder kendsgerningerne og meddeler Selskabet, hvem han er, og hvorfor han er blevet udstødt, så det kan være underrettet. Hvis nu den, som er blevet udstødt, forlader stedet og dukker op i en anden kreds, så bør kredsen, hvor han blev udstødt, dersom de hører derom, af hensynsfuldhed og til beskyttelse af den anden kreds meddele denne kreds, hvilke skridt de har taget over for ham. Det vil ikke sige, at den anden kreds også skal udstøde ham. Det er allerede blevet gjort i den første kreds til beskyttelse af og på hele Jehovas folks vegne. Udstødelsen sker i den kreds, hvor uretten er begået, og han udstødes af den kreds og af alle andre kredse. De ved, at denne smule surdejg, hvor den end findes, vil gennemsyre hele brødet. Kredsen, hvortil denne person rejser, bør derfor underrettes og advares, ligesom Paulus underrettede Timoteus om Fygelus og Hermogenes og om Hymenæus og Filetus. (2 Tim. 1:15; 2:17) Det er derfor, de underretter Selskabet, for at det kan være vidende derom.

12. Hvem advarer Judas kredsene imod, og hvorfor skal vi være forsigtige med brevskrivning?

¹² Judas fortæller om mænd, der sneg sig ind i organisationen med det for øje at fordærve den i moralsk henseende. Sådanne mænd burde som en selvfølge rapporteres til enhver kreds, de søger at komme ind i, fordi de kun sniger sig ind for at få anledning til umoralsk adfærd. Som et værn for vore brødre og søstre i menighederne rundt om bør der gives indberetning om dem. Det betyder ikke, at du skal give dig til at skrive en mængde breve og sige meget ondt om dem og om, hvad de har gjort. Den kendsgerning bør meddeles, at denne mand engang tilhørte os, men på grund af sin opførsel er blevet udstødt, og årsagen dertil bør angives i al korthed. Ellers risikerer du efter moderne retspleje at blive anklaget for injurier og bagtalelse og at bringe dig selv i vanskeligheder. Men vore brødre bør advares om denne person. Han kan ikke længere betragtes som en af os, fordi vi ønsker at beskytte organisationen, Herren Guds menighed.

Fratagelse af forrettigheder

13. Hvorledes bærer nogle, der er blevet udstødt, sig ad med hensyn til vidnegerningen, men hvad bør dette ikke få lov at dække over?

¹³ Nogle mener, at de kan forblive i sandheden, men de ønsker ikke at arbejde efter Guds målestok. De vedbliver altså med at gå ud i vidnegerningen, de går fra hus til hus, de afsætter bøger, de leder bibelstudier, og dog er de udstødt af menigheden. Selv efter at de er udstødt, arbejder de somme tider mange flere timer, end dengang de hørte med til menigheden. Hvad skal menigheden gøre med sådanne personer? Vi må stadig huske, at vedkommende er blevet udstødt og ikke er et medlem af vor kreds. Vi ønsker at undgå ham, og vi ønsker ikke at have noget som helst med ham at gøre.

14, 15. a) Hvad har den udstødte lov til i forbindelse med møder? b) Hvorledes forholder det sig med hans forrettigheder til tjeneste?

¹⁴ Møder, der er offentlige, kan han overvære, så længe han opfører sig ordentligt og ikke forstyrrer. Hvis et sådant menneske kommer til et offentligt møde i en foredragssal eller en rigssal eller i en offentlig park eller til et vagttaarnsmøde eller et tjenestemøde, der er offentligt, idet dørene er åbne, så bør han have adgang dertil. Hvis han kommer til dette møde og sætter sig ned, så har vi intet at sige ham, dersom han opfører sig sømmeligt og passer sig selv. De, som ved besked om hans forhold i menigheden, vil hverken sige goddag eller farvel til ham. Han er ikke velkommen iblandt os; vi undgår ham. Kommer han til vagttaarnsmødet, og rækker han sin hånd op, vil ordstyreren ikke anerkende ham eller lade ham komme med nogen kommentarer. Han er ikke en af os. Han er ikke et anerkendt medlem af Guds menighed. De, som kender til sagen og denne person selv, bør fuldstændig undgå ham og ikke tale til ham. Han har ingen forrettigheder til tjeneste i menigheden. Han kan henvende sig til bogbordet og skaffe sig litteratur til de fastsatte priser. Hvad vi ville gøre for offentligheden, for dem, som hører til Djævelens organisation, kan vi gøre for ham.

¹⁵ Hvis vedkommende går ud i vidnegerningen og måske skaffer sig litteratur ved bogbordet til almindelige priser, kan vi ikke hindre ham. Han har lige så megen ret til at gå fra hus til hus som enhver anden, hvis han ønsker det, men denne menighed vil ikke give ham noget distrikt. De vil ikke tage imod hans rapporter. Når de kommer ind, så står han ikke opført som en forkynder i denne kreds. Han lægger måske sin rapport i rapportkassen, men vi river den itu og kaster den bort. Han er ikke en af os. Han er en repræsentant for Djævelens organisation, en, som søger at fordærve og bringe forstyrrelse. Han er ikke ren, og indtil denne person angrer og ændrer handlemåde, kan han ikke komme tilbage og høre til Herrens folk.

16. Hvad gør kredsen som et bevis for, at de ikke anerkender ham som forkynder?

¹⁶ Kredsen er på vagt over for ham. Den fjerner hans kort fra kartoteket over anerkendte forkyndere for Riget. Der bliver ikke givet ham nogen Budbringer. Han kan beholde sin Vejledning i teokratisk organisation, dersom han ønsker det, da han, hvis han læser den, kan få indsigt i, hvorledes han burde handle. Læser han Vagttaarnet, og læser han Selskabets bøger, så viser de ham den vej, han bør følge, men så længe han ikke følger den vej, så er han ikke velkommen i menigheden.

17. På hvilken betingelse kan han få lov til at overvære offentlige møder, og hvorfor?

¹⁷ Hvis denne person bliver støjende eller uregerlig, så skal der formenes ham adgang til rigssalen og til de offentlige møder. Det er kredsens gode ret. Hvis han på den anden side kommer til de offentlige møder og i stilhed påhører den formaning og vejledning, der gives ved studiemøderne, er det muligt, at han vil vågne op, skamme sig og angre.

18. Bør han have lov at overvære private møder i hjemmene, og hvorfor ikke?

¹⁸ Men hvorledes med møderne i private hjem? Han bør under ingen omstændigheder bydes velkommen eller få lov til at komme i et privat hjem, fordi Skriften er meget afgjort på dette punkt. Ved vore kredsbogstudier, der afholdes hos et medlem af Guds menighed, bør den, som ejer lejligheden eller huset, holde vedkommende ude. For i 2 Johannes 9, 10 (NW) står der: „Enhver, der går videre og ikke forbliver i Kristi lære, har ikke Gud. Han, som forbliver i denne lære, er den, som har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I aldrig modtage i jeres hjem eller sige farvel til ham.“ I jeres private hjem vil I ikke åbne døren for en sådan eller bede ham indenfor. I vil ikke i venskab række ham hånden. Husk, denne person forlod engang Djævelens organisation. Han blev renset ved Kristi blod, han indviede sig selv til Gud, og Gud helligede ham til tjeneste. Han blev en tjener. Nu har han fordærvet sig selv, fordi han valgte at handle således. Han synder imod den hellige ånd. Han kæmper imod Gud. Vi kan ikke have noget med ham at gøre. Gud er den, der dømmer ham, og han bruger sine tjenere på jorden til at udpege vedkommende til beskyttelse for resten af menigheden.

Genoptagelse

19. Hvad kan en udstødt person gøre for at blive genoptaget?

¹⁹ Kan en, der er blevet udstødt, genoptages og komme tilbage til organisationen? Ja, hvis han angrer. Men han må gøre mere end dette. Han må omvende sig. Han må ændre hele sin handlemåde. Det er ikke bare et spørgsmål om at sige: „Jeg er ked af det, jeg gjorde. Det var forkert af mig.“ Han må bevise, at han er villig til at følge en helt anden vej, end den han hidtil har fulgt. Han bør åbent bekende sine synder og bede det udvalg af brødre om tilgivelse, som udfærdigede den resolution, hvorved han blev udstødt. Han bør gå til dem, hvem sagen vedkommer, og indrømme sine fejl og fortælle dem, hvad han nu gør og agter at gøre for at få lov til at blive genoptaget.

20. Hvad sagde Paulus i 2 Korinter 2:6-11 om genoptagelse, og hvad viste han var en forudgående betingelse derfor?

²⁰ I 2 Korinter 2:6-11 (NW) har vi en beretning om, hvorledes Paulus førte en synder tilbage til menigheden igen. Han sagde: „Denne irettesættelse, der er blevet givet af flertallet, er tilstrækkelig for denne mand, så I nu tværtimod venligt bør tilgive og trøste ham, for at denne mand ikke helt skal blive opslugt af sin overvældende bedrøvelse. Derfor formaner jeg jer til at bekræfte jeres kærlighed over for ham. Med dette for øje skriver jeg til jer for at forvisse mig om beviset hos jer, hvorvidt I er lydige i alle ting. Hvad som helst I venligt tilgiver nogen, tilgiver jeg også. Ja, for mit vedkommende, hvad som helst jeg venligt har tilgivet, om jeg har venligt tilgivet noget, det har været for jeres skyld for Kristi åsyn, for at vi ikke skal overlistes af Satan, for vi er ikke uvidende om hans hensigter.“ Denne beretning kan hentyde til manden, der bedrev utugt med sin faders hustru, og som nu angrede. Hvis det er tilfældet, så sagde Paulus: „Lad ham komme tilbage, der er ingen grund til, at han skulle blive overvældet af bedrøvelse over, at han aldrig skulle kunne komme ind i Guds organisation igen og vinde livet i den nye verden.“ Hvor skulle et menneske vende sig hen, dersom han syndede imod Gud og virkelig angrede? Dermed mener vi ikke, at han overmodigt kan komme og sige: „Hør, jeg er ked af den affære; kan I ikke få det ordnet, så jeg kan komme tilbage til menigheden igen?“ Nej, der skal spores en hjertets sønderknuselse, en sindets lidelse. Han må lægge anger for dagen. Han må være bedrøvet over det og ændre sin vej.

21. Hvad bør han stilles på, inden en genoptagelse finder sted, og hvorfor?

²¹ Hans genoptagelse i Guds menighed er en meget alvorlig sag. De udnævnte tjenere kan sætte ham på prøve et stykke tid, hvis de ønsker det. Han må bevise over for tjenerne, at han vil opføre sig sømmeligt for fremtiden og handle, som det passer sig for en Jehovas tjener. De kan sætte hans oprigtighed på prøve. De bør ikke genoptage ham for hurtigt, selv om han angrer og fortæller dem, hvad han har i sinde at gøre, og går åbent til bekendelse. Hvorfor ikke? På grund af den offentlige mening. (2 Pet. 2:2) Han har måske bedrevet utugt, og det har været kendt videnom og været omtalt i bladene. Eller han har begået tyveri og siddet fængslet. Måske var han oprørsk. Måske forlod han organisationen og startede sin egen, og nu søger han at komme tilbage. Alle der på stedet ved, at han var en egenrådig, usømmelig person og dårligt selskab. Vi bør derfor være forsigtige med, hvor hurtigt vi lader en sådan komme tilbage i menigheden, af hensyn til hvad de „udenfor“ vil sige. (1 Tim. 3:7) Hvis en person bedriver utugt og omgås mænd og kvinder, der lever løsagtigt, og alle ved besked derom, og vi så siger: „Kom endelig tilbage, du er velkommen“, da vil folk udenfor sige: „Hele jeres menighed er af samme slags.“ Derfor skal han sættes på prøve. Hans oprigtighed skal prøves, inden vi åbent og fuldt anerkender hans anger.

22, 23. Hvad betyder det at sprænge de bånd, der bliver pålagt en, som det fremgår af Simeïs tilfælde?

²² Husk Simeï, der blev stillet på prøve. Han havde engang forbandet David, og da Salomo blev konge efter David, blev der pålagt Simeï visse bånd. Salomo sagde til ham: Du burde have været dræbt for længe siden, men som det nu er, må du forblive i Jerusalem. Dog så snart du forlader byen og går over Kedronbækken, så er du dødsens. Simeï kunne have levet et lykkeligt liv og nydt godt af den gunst, der blev vist ham, idet han fik lov at bo dér i Jerusalem. Han havde trælle, tjenere og et hjem. Tre år efter at denne befaling blev givet, løb to af hans trælle bort. Simeï sagde: Jeg sætter lige efter de to fyre og bringer dem tilbage. Han begav sig på vej efter dem, drog over Kedronbækken, indhentede trællene og førte dem med tilbage. Det blev indberettet til Salomo, at han havde forladt byen, og Salomo lod ham dræbe. Blot for at få to trælle tilbage var denne mand rede til at sætte sit liv på spil.

²³ Dersom nu en udstødt person ønsker at leve i den nye verden, og de ansvarlige brødre i kredsen lægger visse bånd på ham, er det så ikke langt bedre at holde sig inden for disse begrænsninger og leve fremfor at sprænge disse bånd og vise, at du er oprørsk og handler i modstrid med Guds lov? Simeï mistede livet, fordi han ikke var lydig mod en virkelig storsindet ordning fra kong Salomos side.

24. Hvem træffer afgørelse om genoptagelse, og hvem støtter den, og hvorfor?

²⁴ Tjenerne må afgøre, om man til sidst skal optage denne broder i menigheden igen. Tjenerne, som udstødte ham, må meddele det for menigheden og sige, at da denne broder har angret, og de har beviser for, at han har forandret handlemåde, „modtager vi ham atter“. Så bør menigheden igen støtte den afgørelse, kredsens udnævnte tjenere er kommet til. Kredsen foretager stadig ingen afstemning om, hvorvidt de skal acceptere ham iblandt sig, fordi de stoler på, at deres tjenere har undersøgt sagen til bunds og har truffet den rette beslutning.

25. Hvad må ifølge Kolossenserne 3:5-10 den gøre, som skal genoptages? og hvorfor?

²⁵ I Kolossenserne 3:5-10 (NW) står der: „Overgiv til døden jeres legemes lemmer, som er på jorden, i henseende til utugt, urenhed, kønsligt begær, ond lyst, også havesygen, som jo er afgudsdyrkelse. For disse tings skyld kommer Guds vrede. I dem vandrede I også engang, da I levede i dem. Men nu skal I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot, skamløs snak af jeres mund. Lyv ikke for hverandre. Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og iklæd jer den nye personlighed, der fornyes gennem nøjagtig kundskab.“ Dette påbud gælder naturligvis dem, som oprindelig kom ud af Djævelens organisation og er blevet Jehovas folk, og derfor må det også gælde den, der er blevet udstødt, og som angrer og vender tilbage. Nu må han iføre sig denne nye personlighed, han må forandre sit sind, han må tænke Guds tanker og føre dem ud i livet, dersom han nogen sinde skal vinde livet i den nye verden.

26. Hvad bør der gøres, hvis en broder angrer og bekender sin synd, inden der tages noget skridt til udstødelse?

²⁶ Men hvad, hvis nu en broder angrer, inden han bliver udstødt? Han kan få øjnene op for, at han har handlet forkert, og han ved, at indberetningen derom vil komme tjenerne for øre. Eller han skammer sig over, hvad han har gjort, før nogen endnu ved noget derom, og han går til en af de modne brødre i kredsen, måske til kredstjeneren, og bekender hele sin synd. Skal han så afsløres for hele kredsen og udstødes, fordi kredstjeneren ved, hvad han har gjort? Nej, ikke hvis vedkommende oprigtigt angrer. Har han bedt om tilgivelse og bekendt sin uret, og har han ændret færd, så er der ingen grund til, at den broder, til hvem han henvender sig, skal lade broderens hemmelighed gå videre til andre. Hans hjertetilstand er ret, og derfor bør der vises denne broder barmhjertighed, kærlighed og venlighed.

27. Hvad vil Selskabet måske gøre og har gjort over for en angrende synder, selv om det ikke udstøder ham?

²⁷ De, som er egenrådige, hårdhjertede, de, som vil have, at alt skal gå efter deres hoved, samtidig med at de vil være i Guds menighed, sådanne er det, der bør udstødes og fjernes, fordi de vil gøre menigheden uren. Men den, som kommer med et sønderknust hjerte og bekender sin uret for sin broder, ham er der ingen grund til at tilføje yderligere slag. Han har åbnet sit hjerte, han har ladet dig se ind i det, og han ønsker hjælp. Hvis Selskabet fjerner en pioner, fordi han har gjort noget galt, og Selskabet er den eneste, der kender til hans fejltrin, så er der ingen grund for Selskabet til at underrette kredsen og bede kredsen udstøde vedkommende, dersom han har bekendt sin synd og bedt Selskabet tilgive ham. En sådan kan fortsætte. Selskabet vil sandsynligvis pålægge ham visse bånd på grund af det, han har gjort. Måske vil det som straf slette ham af pionerlisten for seks måneder eller et år, alt efter om det, vedkommende har begået, har bragt vanære over Guds navn. Men når en sådan har indrømmet sin synd og bedt om tilgivelse, så kan Selskabet hjælpe ham tilbage på den rigtige vej og til at fortsætte som en tjener for Herren. Hvis handlingen ikke berører en kreds eller nogen enkeltperson deri, er der ingen grund til at give nogen meddelelse eller offentlig bekendtgørelse af det.

28. I hvor vid udstrækning kan vi fjerne skrankerne og lade en synder komme tilbage, og hvorfor?

²⁸ Hvad vi må huske på er: vi kan vise dem barmhjertighed, som har et angerfuldt hjerte, og vi kan hjælpe dem, om vi ønsker det. Men hvor langt kan vi gå med hensyn til at lade sådanne komme tilbage til Herrens organisation? I hvor vid udstrækning kan vi fjerne skrankerne? Vi kan overhovedet ikke fjerne skrankerne for dem, som ikke forbedrer sig. Vi må huske, at organisationen skal bevares ren til den ubesmittede tilbedelse af den Højeste. Vi må holde os hævdelsen af Jehovas overhøjhed og hans navn og ord for øje. Vi må lægge os Kristi livsførelse på sinde, og at vi bør vandre i hans fodspor og leve op til hans målestok. Vi må huske vor stilling som Jehovas vidner. Den udstødte person lagde sig ikke disse ting på sinde, og derfor var det, at han blev fjernet fra menigheden. Derfor blev han udstødt. Men når han indser, at den rene, ubesmittede tilbedelse er det vigtigste, at Guds navns hævdelse er vigtigere, end at han får sin egen vilje, når han indser, at alt dette er nødvendigt, og at han må leve i overensstemmelse med dette, så kan vi optage ham igen i menigheden.